Kejserens nye klæder

Det sagte og det usagte

af Andrew Mellor

Med ni operaer på værklisten er Bo Holten den mest produktive nulevende danske komponist af musikteater og samtidig en af Danmarks mest produktive nogensinde. Foruden at være komponist er han tillige udøvende musiker og har blandt andet grundlagt to af landet mest markante uafhængige vokalgrupper, gennem 16 år været dirigent for BBC Singers i London og desuden dirigeret samtlige danske symfoniorkestre, ofte i sin egen musik. Han insisterer på, at komponistens plads ikke kun er foran tomme nodeark, der venter på at blive udfyldt, men i høj grad også ude blandt aktive musikere. Hans mest markante holdning har imidlertid med selve det musikalske sprog at gøre. I en stormomsust tid for tonal musik har Holten været en af dens mest lidenskabelige fortalere og sammenlignet komposition uden tonale harmonier med “at male uden farver.”

Holtens musikalske baggrund spænder fra jazz til polyfoni. Som kompositionsøvelse for sig selv skabte han en orkesterudgave af Carl Nielsens monumentale orgelværk Commotio, der siden er blevet et etableret konkurrenceværk i Danmark; tanken om biologisk overlevelse over for et massivt mørke er da også et tema i både Holtens og i Nielsens musik (ligesom de har den underfundige humor til fælles). Såvel i samtale som i sin musik vender Holten gerne tilbage til den grundlæggende skønhed i enkle musikalske bestanddele – intervaller, melodier, enkle rytmiske og harmoniske greb. Med hans egen farverige fantasi som krydderi og minutiøse lydhørhed over for tekster er det blevet de centrale grundelementer i hans værker.

Kejserens nye klæder (2004)
I 2004 fik Holten bestilling på et nyt værk i anledning af H.C. Andersens 200-års fødselsdag året efter. Han valgte at sætte Andersens eventyr Kejserens nye klæder i musik, “fordi historien er så stærk og vedkommende, at det altid har undret mig, at ingen tidligere har gjort det – i hvert fald ikke med succes.” Sammen med librettisten Eva Sommestad Holten skabte han ud fra Andersens egne ord en “koncertopera”, der skulle være let at fremføre for symfoniorkestre suppleret med kor og to mandlige solister. Værket blev uropført i DR Koncerthuset den 21. april 2005 af DR Symfoniorkestret og DR Pigekoret under komponistens ledelse.

Andersens historie kredser om dels svindlernes fupnummer med at sy usynligt tøj, dels vrangforestillingerne hos kejseren og hans blindt tilbedende folk. Holten fremhæver det første ved lade den ene sanger synge begge de falske håndværkere i henholdsvis tenor- og barytonregister. Kejseren bliver sunget af yderligere en baryton, der samtidig fungerer som fortæller, mens det trestemmige damekor fungerer som kommentator og tilskuer (hvor de tre stemmer overtages af en lille gruppe voksne sangere).

Historien bevæger sig hurtigt af sted, men samtidig har hver enkelt scene et dramatisk højdepunkt, som understreges af, at partituret bevidst er skrevet “i en stil, som alle kan forstå, også børn.” Musikken fortæller historien med et væld af detaljer, men markerer også den afgørende forvandling, hvor bedrageriet begynder at kunne mærkes, med et mere grundlæggende stemningsskift. Samtidig er der raffinerede pasticher undervejs – når tenorsvindleren plæderer for sin overlegenhed på fransk, er det i Ravel-stil, og når den fiktive væv begynder at bevæge sig, klinger det af amerikansk minimalisme.

Også til allersidst i værket hentydes der til minimalismen, efter at barnet i Andersens historie har råbt, at kejseren “ikke har noget på.” Mens hovedparten af orkestret begynder at spille en demonstrativ march, skruer en fraktion af musikerne op for tempoet i en gestus, Holten sammenligner med Steve Reichs faseforskydnings-teknik. “Tanken er, at kejserens bevidsthed helt konkret spaltes på dette sted. Han eksploderer mere eller mindre, og derefter går det hele amok, da folket gør oprør,” forklarer han. Virkningen kan også sammenlignes med Dmitrij Sjostakovitjs absurde skildringer af undertrykkelse i en tilsvarende militaristisk stil.

Obokoncert (1995)
Holten har skrevet musik til nogle af de mest ikoniske film i dansk filmhistorie, heriblandt Lars von Triers Forbrydelsens element (1984) og Bille Augusts Tro, håb og kærlighed (1984). Under arbejdet med musikken til film af August i 1980’erne blev Holten fascineret af oboens ekspressive filmiske kraft, i særdeleshed hos DR Symfoniorkestrets daværende solooboist Bjørn Carl Nielsen. Den koncert, Holten i 1994-95 skrev til Bjørn Carl Nielsen, er gennemsyret af det lyriske udtryk som kendetegnede netop denne oboist.

Hovedparten af koncerten er skrevet i Rom, og meget af den har tematisk forbindelse til byen. Åbningstemaet i andenvioliner og bratsch er en romersk middelaldermelodi i dorisk toneart, og dansen i begyndelsen af anden sats er en italiensk tarantel fra samme periode. Ikke kun det musikalske materiale er imidlertid hentet i fortiden. Stykket omfatter også en passacaglia i barokstil (hvor musikkens grundlag er en fast gentaget basfigur med en særlig harmonisk logik) og munder ud i en form for protestantisk koral, hvorfra Holten henter rigeligt med harmonisk fylde.

I et intermezzo angivet Molto lento umiddelbart før Tranquillo-afsnittet tæt på koncertens afslutning slutter fløjte-, klarinet-, violin- og bratsch-solister sig til oboen i en drømmelignende passage med en bemærkelsesværdig opbygning. Ad libitum og helt stille præsenterer instrumenterne forskellige versioner af koncertens hovedtema – der er baseret på henholdsvis en kvart, en kvint og en stor sekst ud fra samme grundtone og hentyder til ikoniske værker af Händel (Rejoice Greatly fra Messias), Schumann (Träumerei fra Kinderszenen) og Strauss ( Beim Schlafengehen fra Vier Letzte Lieder). “Tankerne kredser om dette alment europæiske og tidløse tema, der findes i alle mulige sammenhænge,” forklarer komponisten.

Mere grundlæggende foregår der en vedvarende tonal diskussion mellem de dur- og moltonearter, som slår grundstemningen i værket an helt frem til den sidste takt, hvor musikken tilsyneladende har lagt sig fast på en stor terts, mens solisten med foruroligende effekt alligevel glider ned på en lille terts. Tilsammen giver det koncerten karakter af en spøgelsesagtig pastorale, hvor hornsektionen synes at ligge inde med vigtige hemmeligheder (i den ene af koncertens kadencer slutter to horn sig til, mens oboen glider op og ned i smertefyldte glissader). “Det er den grundlæggende sandhed ved at være menneske,” siger Holten, “at komedie og tragedie er to sider af samme sag. Både som menneske og dyr konfronteres man med det overalt, uanset hvor privilegeret et liv vi lever.”

Tusmørkets viser (1987)
Efter at have læst musikvidenskab ved Københavns Universitet studerede Holten fagot ved Det Kongelige Danske Musikkonservatorium. I midten af 1980’erne fik han bestilling på en fagotkoncert og nåede at komponere omfattende skitser til den, før han kom frem til den konklusion, at de ekspressive muligheder i en fagotkoncert “ikke rækker længere end otte minutter”, og opgav projektet. I samme periode var han opsat på at skrive noget til en sopran, han var fascineret af, og besluttede at udvikle de uudnyttede skitser til en ny sangcyklus for høj, lyrisk sopran med obligat fagot.

En anden inspirationskilde var en kunstner, som Holten tilsyneladende har en del til fælles med. Digteren Sophus Claussen blev født og døde præcis samme år som Carl Nielsen og forener i sine digte det arkaiske med det moderne, det ekspressionistiske med det dunkle og det flabede med det gribende. “Jeg oplever hans poesi som dybt bevægende, men grundlæggende drejer det sig altid om kvinder og sex,” siger Holten; “uanset hvordan man læser den, er der enorme erotiske strømninger i gang.”

I tonesætningen af otte af Claussens digte er fagotten repræsentant for digteren, mens kvindestemmen er genstanden for hans sensuelle betagelse. Denne idé er indlejret i musikken lige fra begyndelsen, hvor sopranen synger en ordløs hentydning til Wagners Tristan og Isolde, og fagotten omgående svarer ved at mindes det indledende høje C og den nedadgående bevægelse i åbningssoloen fra Stravinskys Vårofferet (den samme gestus vender senere tilbage). For Holten er det “kvinden og manden: på den ene side menneskesindets iboende vold og grovhed, på den anden side digtenes erotik og længsel efter evig kærlighed.”

Sangkredsen udspiller sig som et sammenhængende forløb, hvor sangene bindes sammen som “en række stemninger med tilbagevendende temaer,” kalder Holten det selv. De otte digte omfatter absurditeter, hjertesorg og flygtig glæde, nogle gange samtidig – en afgørende kvalitet for komponisten, ifølge hvem “hele idéen med al denne stilistiske variation er at afspejle menneskelivet i bedste forstand.” Ligesom i Kejserens nye klæder skorter det heller ikke på tematiske eller dramatiske signaler.

Sangen Kærlighed fortæller om det smertefuldt forgæves ved at hengive sig til kærligheden, men Holten tonesætter den som en stram, neobarok dans med et glimt i øjet. Historien i Kavallérsorger om Dingle-Dangles uregerlige søn gør han til “noget i retning af en popsang, blot lidt mere raffineret,” mens den katteagtige moto perpetuo- bevægelse i Du som en lille Kattekilling er … manipulerer den rytmiske fremhævelse af et dansk børnerim ved at bevæge melodien en fjerdedel til venstre, det vil sige hen over taktstregen.

Sådanne greb skaber dybde og tvetydighed, mens Holten ved andre lejligheder stiller sig helt oprigtigt an. I Maanens Tungsind reagerer han på de sneklædte boulevarders “bløde silke” med en drømmeagtig impressionisme og krybende harmonier. Ligesom den jazz-barokke basgang i Nocturne henter kærlighedssangen Sagtelig ... sin blide intimitet fra jazzens tonesprog med “en Bill Evans-lignende harmonik”. De sårede følelser i Vaarsang ved Jul rykkes helt frem i Holtens dystre, sørgmodige tonesætning, som tilsyneladende her befinder sig på en knivsæg af spændinger, sådan som den med helt nedbarberede harmonier funderer over tilværelsen i tusmørkets tomme skønhed. “Det er et spørgsmålstegn,” siger Holten: “Er noget godt på vej, eller er alt håb ude? På en eller anden måde håber jeg stadig en lille smule.”
 

Andrew Mellor er journalist og kritiker med særlig interesse for dansk og nordisk kultur og musik.