Tilmeld dig Dacapos nyhedsbrev

Solo- og kammerværker for guitar

Vagn Holmboe

Solo- og kammerværker for guitar

Jesper Sivebæk, Bolette Roed, Johannes Søe Hansen

Da Vagn Holmboe begyndte at skrive guitarmusik, havde han allerede komponeret i et halvt århundrede. Han blev dybt fascineret af instrumentet og skrev på kort tid to sonater, en række solostykker og arrangementer for guitar og soloinstrumenter.  Det er musik, som kombinerer Holmboes forkærlighed for enkle, transparente strukturer og organisk musikalsk udvikling med folkemusik fra nær og fjern såvel som komponistens egne, nordiske rødder. Her er musikken indspillet på en ny CD med guitaristen Jesper Sivebæk sammen med Johannes Søe Hansen på violin og Bolette Roed på blokfløjte.

Køb album Stream

CD

  • CD
    Jewel Case
    139,50 kr.
    €18.71 / $20.37 / £15.96
    Køb
Download
  • mp3 (320kbps)
    69,00 kr.
    mp3
    €9.26 / $10.07 / £7.89
    Køb
  • FLAC 16bit 44.1kHz
    79,00 kr.
    CD Quality
    €10.6 / $11.53 / £9.04
    Køb
  • FLAC 24bit 96kHz
    105,00 kr.
    Studio Master
    €14.09 / $15.33 / £12.01
    Køb
"Sivebaek and his colleagues play this music with love and expertise. I’m happy to have discovered it, and I’ll return to this disc often."
Kenneth Keaton, American Record Guide
"The performances by everyone but especially by the star Jesper Sivebaek, appear flawless and the recording ideal."
Gary Higginson, MusicWeb International
"Exemplary craftsmanship, subtlety of nuance and a profoundly satisfying experience."
Guy Richards, Gramophone
"Danish label Dacapo's ongoing Holmboe-fest, a truly fantastic series that stretches back many years and which has yielded more than a dozen albums. This review considers the latest half a dozen."
Byzantion, MusicWeb International
Total runtime: 
71 min.
VAGN HOLMBOE  af Per Erland Rasmussen

Guitarmusikken fylder ikke så meget i Vagn Holmboes ca. 400 værker omfattende produktion. Han havde komponeret i et halvt århundrede, før han fra 1979 tog instrumentet op i fire soloværker: to sonater, fem intermezzi og fem stykker med titlen Parlare del più e del meno (Tale om det ene og det andet). Der foreligger desuden to duoværker: Duo Concertato for violin og guitar samt Syv folkeviser og Canto e Danza for blokfløjte og guitar.

Vagn Holmboe (1909-96) studerede på konservatoriet i København sidst i 1920'erne. Hans lærere var Knud Jeppesen, den internationalt kendte Palestrina-forsker, og Finn Høffding. I 1930 fortsatte han sine studier i Berlin hos en af de fremmeste tyske repræsentanter for den neoklassiske stilretning i Tyskland, Ernst Toch. I en periode fra sidst i 1940'erne til midten af 50'erne arbejdede Holmboe som anmelder ved dagbladet Poli-tiken, og i 15 år, 1950-65, var han en højt respekteret lærer i komposition ved konservatoriet i København, fra 1955 som professor. Blandt hans elever var senere fyrtårne i dansk musik som Ib Nørholm (f. 1931) og Per Nørgård (f. 1932).

Som ung modtog Holmboe som mange andre i hans generation varende indtryk fra Igor Stravinsky og Béla Bartók, ganske særligt fra sidstnævnte, da han fandt Stravin-skys neoklassiske værker kunstfærdige på en for distanceret måde. Tillige kom han under indflydelse af den gren af tysk neoklassik, der blev kaldt Neue Sachlichkeit (ny saglighed). I opposition til romantikkens tanke om komponisten som et i ensomhed skabende geni genindsatte den nye sagligheds repræsentanter, hvis kompositoriske førerskikkelse var Paul Hindemith, komponisten som den håndværker, han tidligere havde været. Som Bartók bedrev Holmboe efter studietiden folkemusikstudier i Rumænien, som han var blevet knyttet til gennem sit giftermål med en rumænsk pianist, han mødte i Berlin. En frugt af interessen for folklore er indsamlingen af københavnske gaderåb i 1930'erne, som blev genudgivet sidst i 1980'erne. Men også dansk, østeuropæisk og arabisk folkemusik beskæftigede han sig med, og træk fra folkemusikken af melodisk, rytmisk og klanglig art indarbejdede han ligesom Bartók i sin egen musik, der dog modsat denne kun undtagelsesvis baseres på egentlig folkemusik. Den Hindemith-inspirerede -saglighed kom i særlig grad til udtryk i en værkserie bestående af 13 kammerkoncerter skrevet mellem 1939 og 1956, en dansk pendant til Hindemiths Kammermusiken, syv koncerter for en eller flere solister og kammerorkester (1922-27), som på sin side efterlignede barokkoncerten, f.eks. Bachs Brandenburgerkoncerter.

Holmboe står som Carl Nielsens væsentligste arvtager i sin generations danske -musik. I sine værker viderefører han ligesom sine jævnaldrende kolleger Herman D. Koppel (1908-98) og Niels Viggo Bentzon (1919-2000) arven fra denne - og fra Sibelius - på et neoklassisk grundlag, langt fra Stravinskys distance og fra det letløbende diver-tissement, som kendes fra megen fransk musik i mellemkrigstiden, men med tilknytning til den historiske klassik, en neoklassik i Haydns ånd så at sige, for at nævne en komponist, som Holmboe satte meget højt.

Holmboe var først og fremmest symfoniker, fra omkring 1950 med konsekvent og overbevisende brug af metamorfoseteknikken, en organisk symfonisk forvandlingsteknik egnet til at skabe sammenhæng i ofte vidt forgrenede udviklinger af musikalske motiver og temaer, som det kan studeres hos Sibelius, Liszt og Haydn. Fire af hans ensatsede orkesterværker, Epitaph, Monolith, Epilog og Tempo Variabile (1956-71) har således fællestitlen ‘Symfonisk metamorfose'. I øvrigt måler Holmboes usædvanligt store produktion af symfonier og strygekvartetter sig kvantitativt med Dmitri Sjostako-vtj', hvilket i sig selv er en imponerende bedrift, ja faktisk overgik han med sine i alt 20-22 strygekvartetter russerens kun\ 15.

Især giver Holmboes strygekvartetter (nr. 1, 1949; nr. 20, 1985), der naturligt fortsætter traditionen fra Bartók, og som må anses for at være hans egentlige hovedværker, et rigt facetteret indblik i det holmboeske univers med alt hvad dette indebærer af logisk gennemført udvikling af stoffet, polyfoni, motorisk fremdrift, folkeligt virkende rytmik og kantabil, klangmættet lyrik. Af symfonierne kan nævnes gennembrudsværket nr. 2 fra 1938, Sinfonia rustica (nr. 3), nr. 6 fra 1947 og - den oftest omtalte - Sinfonia boreale (Nordisk symfoni, nr. 8) fra 1952. Hertil bør føjes Holmboes omfattende arbejde med kormusik, der bl.a. udmøntedes i det store oratorium Requiem for Nietzsche for sangsoli, kor og orkester (1964) og i samlingerne af a cappella-kormusik kaldet Liber Canticorum (1951-53 og 67).

 

Om værkerne

Det er kendetegnende for meget af den musik, der er skrevet for guitar gennem tiderne, at den har en "let" karakter, som det ses i variationsrækker, karakterstykker og danse, ofte sammenstillet i suiter, eller koncerter. Heri mærker man instrumentets sydeuropæiske proveniens. Ved siden af kompositioner af de nævnte typer finder man dog også frit fabulerende, ofte virtuose stykker, kaldet préludes eller lignende, med et til tider "tungere" indhold.

Holmboes værker lægger sig naturligt i forlængelse af denne tradition uden nødvendigvis at være "let" musik. F.eks. fornemmer man ikke den helt store forskel på suite-lignende værker som Fem intermezzi og de egentlige sonater. Holmboe har selv forklaret, hvorfor han lagde ud med at skrive sonater for guitar: "Jeg ønskede at skrive musik for guitaren, og for at undgå folkloristiske idéer valgte jeg at skrive en sonate; og da jeg ikke fandt, at det var tilstrækkeligt, skrev jeg en til." Resultatet var karakteristisk for Holmboe: To kompositioner, som på smukkeste vis komplementerer hinanden.

 

Sonate nr. 1, op. 141 fra 1979, indleder rækken af guitarværker af Vagn Holmboe. Den har fem satser, der repræsenterer forskellige karakterer: Preludio - Adagio - Fugato - Intermezzo - Rondo. Første sats, preludio (forspil), er bag sit hurtige, fleksible tempo (allegro rubato) og sine dramatiske motiver (især dominerer omvendte punkteringer og hurtige op- og nedadgående 16.delsbevægelser) forholdsvis stramt komponeret. Dog gentages intet eksakt, men undergår stadigt skiftende udviklinger (hvilket i parentes bemærket kan siges om de fleste af de satser, som er indspillet på denne cd).

Denne metamorfotiske tendens strækker sig gennem hele sonaten, hvor nogle intervalfølger, rytmer og bevægelsesmåder mere eller mindre skjult fastholdes, som det særlig tydeligt er tilfældet i den smukke langsomme anden sats. Den scherzolignende fugatosats (allegro giocoso) er noteret på to systemer og ganske kapriciøst komponeret med sin vekslen mellem toccatalignende udfoldelser og fugeringer med skiftende, om end beslægtede temaer. Intermezzosatsen bringer forbigående ro, inden rondo-finalens på en gang nyformulerede og opsamlende temaer runder af.

 

Sonate nr. 2, op. 142, som altså fulgte umiddelbart efter den første, har en lignende struktur. Dens seks satser er imidlertid nu nummereret med romertal og har følgende karakterbetegnelser: Moderato - Allegro giocoso - Andante - Allegro rubato - Poco adagio - Allegro. I stilistisk henseende ligger de to sonater ikke langt fra hinanden, især kan de to finaler minde om hinanden, men nr. 2 virker en anelse mere behersket og klarere tegnet, mere "klassisk". Med den dramatiske fjerde sats (allegro rubato) som mulig undtagelse mærker man i denne sonate en særlig "ro" i den måde, hvorpå formgivningen arter sig. Og igen fornemmer man, at der under overfladen går organisk sammenbindende intervalliske tråde fra sats til sats.

To år senere, i 1981, fulgte så de fine Fem intermezzi, op. 149, som med hensyn til musikalsk materiale og kompositionsteknik ligger ganske tæt på sonaterne og let kunne være udgivet som en sonate. Satserne har traditionelle italienske karakterbetegnelser og danner en smukt formet helhed lidt à la den femsatsede solosonate hos Corelli. Femte sats er den længste sats. Den er baseret på en folkeligt klingende lille melodi, en spansk vuggevise, som udover at indlede og afslutte også høres midtvejs. Der veksles mellem visen og en længere allegro-del, og et par gange undervejs banker guitaristen en lille fanfarerytme på instrumentets dække.

I 1988 føjede Holmboe endnu et flersatset soloværk til de allerede skrevne: fem stykker med den italienske titel Parlare del più e del meno (Tale om det ene og det andet), som i øvrigt kom til at ligge uopført indtil 1994. Igen er der tale om fint ciselerede satser af forskelligt stemningsindhold. Kun to af dem byder på hurtigt tempo, tredie og sjette. Pulsen er overvejende rolig eller langsom, hvilket giver værket et overvejende alvorligt præg. Første sats (andantino) har en rondomæssig form med hyppig tilbagevenden til det rolige indledende tema, som hver gang arbejder sig op og ud i repetitioner af 32.dele. Anden sats (moderato) er ligesom fjerde sats (poco adagio) bygget op over en lignende tematisk kontrast, mens tredie sats (brioso) er værkets fyrige scherzo. Den afsluttende sats er et præludium med fuga (lento - allegro), som spilles to gange, anden gang i en nykomponeret udformning.

I Fem intermezzi og Parlare del più e del meno arbejder Holmboe i adskillige af satserne, med en lidt mere levende frasering end i de to sonater, idet han benytter sig af ‘-vekslende taktarter'. F.eks. danner fugatemaet i sidste sats af Parlare del più e del meno et 2/4 + 3/4-modul.

 

Duo Concertato for violin og guitar, op. 167, er fra 1986 og dermed altså lidt ældre end Parlare del più e del meno. Der er tre satser, dannende den klassiske hurtig-langsom-hurtig-følge, og alle begynder med et liberamente-afsnit, der i første og tredie sats benytter det samme tematiske stof: Liberamente-Animato - Liberamente-Andante con moto - Liberamente-Allegro con brio. Som titlen viser, er duoen et koncerterende værk, ikke en slags violinkoncert, hvor guitaren illuderer ledsagende orkester (om end der er tilløb til dette i den afsluttende allegros første tema), men en koncertant duo, hvor de to instrumenter på jævnbyrdig vis folder sig ud i et levende sammenspil. Ofte spiller de ping-pong med kontrasterende idéer, men som regel lader komponisten det samme tematiske stof alternere dramatisk og ægte musicerende mellem dem, i finalen med indslag af folkloristisk fyrighed.

 

Canto e Danza for blokfløjte og guitar, op. 191, er med kompositionsåret 1992 et relativ sent værk. Instrumentvalget har inspireret Holmboe til et værk af neobarok karakter præget af klanglig transparens. Der er fire satser: Første sats er sangen: Canción de siega (spansk høstsang), der fortsætter con moto med varierende elaboreringer over sangen. Anden og tredie sats går videre med på forskellige måder at variere høstsangen, som citeres ordret sidst i den langsomme tredie sats (Tempo I). Efter de frie variationer høres til sidst en fejende, sydeuropæisk inspireret dans, Danza.

 

Syv folkeviser for blokfløjte og guitar er fra 1983 og charmerende frugter af Holmboes interesse for folkemusik. Udsættelserne, som egentlig er tænkt for balalaika og guitar, er gjort med let hånd og formet som en diverterende suite af stemningsfulde miniaturer. Fem lande er repræsenteret: England, Israel, Frankrig, Ukraine og Danmark tegner sig hver med en folkevise, men fire er franske, heriblandt et ekstranummer (nr. 8).

Per Erland Rasmussen, maj 2011

"\

Release date: 
september 2012
Cat. No.: 
8.226143
FormatID: 
CD
CoverFormat: 
Jewel Case
Barcode: 
636943614327
Track count: 
36

Credits

Indspillet på Det Kongelige Danske Musikkonservatorium, koncertsalen, i marts og juli 2011 og februar 2012
Producer: Claus Due
Teknik: Mark Ford
Mastering: Preben Iwan

Grafisk design: Denise Burt, www.elevator-design.dk

Forlag: Edition Wilhelm Hansen AS, www.ewh.dk

Dacapo Records og kunstneren takker Augustinus Fonden, Solistforeningen af 1921 og Dansk Musiker Forbund for økonomisk støtte til produktionen

randomness