Tilmeld dig Dacapos nyhedsbrev

Kammerkoncerter & Sinfoniaer

Vagn Holmboe

Kammerkoncerter & Sinfoniaer

Hannu Koivula, DR Underholdningsorkestret

Vagn Holmboe (1909-96) arbejdede hele livet med at destillere sine idéer og skære det unødvendige fra. Denne samling omfatter alle hans 13 korte kammerkoncerter og hans fire sinfoniaer i de anerkendte optagelser af det daværende DR UnderholdningsOrkestret og tidligere chefdirigent Hannu Koivula. De neoklassiske koncerter for en eller flere solister viser Holmboes rustikke, jordbundne stil, som kan betegnes som dansk eller nordisk, såvel som hans inspiration fra østeuropæisk folkemusik.

Køb album Stream

CD

  • CD
    Box
    399,00 kr.
    €53.53 / $58.25 / £45.64
    Køb
Download
  • mp3 (320kbps)
    259,50 kr.
    mp3
    €34.81 / $37.89 / £29.68
    Køb
  • FLAC 16bit 44.1kHz
    299,00 kr.
    CD Quality
    €40.11 / $43.65 / £34.2
    Køb
Vagn Holmboe © Jesper Høm
Sjette og sidste cd i Dacapos meget anbefalelsesværdige udgivelse, der dækker et vigtigt kapitel i dansk musikhistorie
Peter Dürrfeld, Kristeligt Dagblad
Alle seks cd'er er nu genudgivet som boks-set, hvor de enkelte plader har fået nye omslag, men musikken er uændret smuk
Lars Geerdes, Flensborg Avis
Alle disse musikalsk fornemt artikulerede stykker musik er en alsidig musikalsk rejse, som det er rigtigt at genudsende på 6 cd’er i en lille boks
John Christiansen, JC Klassisk
Lyden er fantastisk hele vejen igennem. Jeg lyttede til samlingen fra ende til anden og nød hvert minut af det
Rob Cowan, Gramophone
DR Underholdningsorkestret viser deres afprøvede og subtile adgang til Holmboe
Hanns-Peter Mederer , Amusio
En oplevelse, der virkelig vil være berigende for lyttere, der ikke er opmærksomme på Vagn Holmboes musikalske skat
Carme Miró, Sonograma
Holmboe: Kammerkoncerter og sinfoniaer

af Jens Cornelius

For Vagn Holmboe var et kammerorkesters lille besætning ofte fuldt ud tilstrækkeligt. Han arbejdede hele livet med at destillere sine idéer og skære det unødvendige fra, og den lille besætning passede godt til det formål. Holmboes udtryksmåde kan generelt forekomme nøgtern eller knap, men den er først og fremmest udtryk for koncentration, ligefremhed og en kunstnerisk ydmyghed. Intet kommer i vejen for musikken.

Selv om Holmboe var både en både rolig og kontrolleret person, holdt han bestemt ikke sin skaberkraft nede. Han komponerede over 300 værker, og dertil kommer næsten 100 ungdomsværker, som han kasserede, da han i 1935 begyndte forfra med et nyt opus 1, en Suite for kammerorkester. Han var aktiv som komponist lige til sin død som 86‑årig i 1996.

Det kan være svært at overskue en så flittig kunstners produktion, men hos Holmboe tegner der sig nogle klare linjer og perioder. Det var typisk for ham, at han arbejdede i serier. Arbejdet med ét værk affødte idéer til endnu et i samme format – og så videre. Hans fokusering på bestemte former eller genrer kunne vare i årevis, hvorefter han på et tidspunkt nåede til en velovervejet erkendelse af at have undersøgt sine muligheder. Derefter gik hans opdagelsesrejse videre i andre former.

Ofte var det traditionelle klassiske genrer, der blev udforsket. På den måde skabte han bl.a. 13 symfonier, 20 strygekvartetter, 13 kammerkoncerter, 4 kammersymfonier, 4 sinfoniaer og adskillige andre værker med rod i koncert- og symfoniformen.

Holmboes kammerkoncerter er en perfekt introduktion til hans musik. Det er korte, neoklassiske koncerter for en eller flere solister. De fleste er skrevet i 1940’erne. Holmboe ændrede senere titlerne til det endnu mere klassicistiske Concerto nr. 1, Concerto nr. 2 osv. På denne indspilning er de oprindelige titler bibeholdt.

Den bedst kendte forgænger i genren er Paul Hindemiths værkserie Kammermusiken med syv korte solokoncerter for lille orkester, skrevet i 1920’erne. Holmboe studerede i Berlin 1929-32, og han har givetvis kendt til de nye, opsigtsvækkende værker. Men også Holmboes kompositionslærer i Berlin, Ernst Toch, havde i 1925 skrevet en Koncert for cello og kammerorkester.

Holmboe efterligner ikke Hindemiths tonesprog som sådant, selv om han er påvirket af periodens ”Neue Sachlichkeit”. Han er mindre ironisk end Hindemith, og den rustikke, jordbundne stil hos Holmboe (især i de første af kammerkoncerterne) kan måske godt betegnes som dansk eller nordisk. Et andet element, der er særligt for Holmboes musik fra denne tid, er hans inspiration fra østeuropæisk folkemusik, som han havde studeret i felten i 1933-34.

Hver kammerkoncert er individuelt udformet. Holmboe varierer ikke kun soloinstrumenterne, men også orkesterbesætningen og antallet af satser (fra to til ni). Kammerkoncert nr. 1 fra 1939 er for klaver, strygere og pauker. Den er tilegnet Holmboes hustru, den rumænske pianist Meta Graf. De havde mødt hinanden i Berlin, hvor hun studerede hos bl.a. Hindemith.

I denne sin eneste klaverkoncert forener Holmboe de klassiske forbilleder med træk fra balkanmusikken, og besætningen er temmelig Bartók-agtig (mindelser om Musik for strygere, slagtøj og celeste). Meta Holmboe uropførte koncerten i 1941. Den har kun to satser, til gengæld er førstesatsen længere end nogen anden sats i de følgende værker. Forløbet virker eksperimenterende. Mon Holmboe allerede her fornemmede, hvilket projekt han havde taget fat på?

Kammerkoncert nr. 2 fra 1940 er soloinstrumenterne fløjte og violin, og koncerten er formet i fire satser, altså nærmere en concerto grosso end Kammerkoncert nr. 1 var. Første og sidste sats har præg af Vivaldi, mens mellemsatserne er i korte tredelte former. Det er et meget veloplagt stykke, hvor man lige fra begyndelsen hører modsætningen mellem fællesskabets insisterende rytmer og solisternes frie indslag.

Kammerkoncert nr. 3 fra 1942 er en miniature-klarinetkoncert, hvor orkestret nu er udvidet med trompeter og horn. Koncerten måtte vente, helt til denne indspilning blev lavet i 1996, før den blev spillet første gang. Måske fordi den kan have været tiltænkt klarinettisten Aage Oxenvad, der døde i 1944, inden koncerten var blevet uropført, og som ikke havde nogen oplagt efterfølger i Danmark.

Kammerkoncert nr. 3 er klart påvirket af Carl Nielsens Klarinetkoncert fra 1928 (også den blev skrevet til Oxenvad). Carl Nielsen eksaminerede Holmboe ved hans optagelsesprøve på Konservatoriet i 1925 og gennemså nogle af hans kompositioner. Holmboe blev dog ikke elev af Nielsen, men studerede i stedet hos Nielsens elev Finn Høffding, og det er næsten symbolsk, at Nielsen og Holmboe ikke fik en tættere kontakt. De var to store originaler, og den ene fortsatte, hvor den anden slap.

Kammerkoncert nr. 4, 5 og 6 har samme tresatsede form som nr. 3, men nye kombinationer af solist og orkesterbesætning. I Kammerkoncert nr. 4 er solisterne en klavertrio – ligesom i Beethovens Tripelkoncert – og orkestret er nu udvidet med træblæsere. Den neobarokke koncert blev uropført 1943, ligesom i de foregående tilfælde af Det Unge Tonekunstnerselskabs orkester, der med stor flid præsenterede nye danske værker i de år.

Kammerkoncert nr. 5 er for bratsch (Holmboe skrev også en ”rigtig” Bratschkoncert, men først så sent som 1992). Kammerorkestret er nu vokset yderligere og har dobbeltbesatte træblæsere. I forhold til den legende Kammerkoncert nr. 4 er der større drama i musikken, og i den langsomme sats er bratschen ligesom Orfeus alene i en mørk underverden.

Dens søsterværk er Kammerkoncert nr. 6 for samme besætning, men med en violin som solist. De to værker er musikalske pseudotvillinger fra 1943, og også violinkoncerten har en lang, alvorlig andensats. Verdenskrigen gjorde Holmboes musik mere dyster i disse år. Hans yngre bror Ebbe, som var frihedskæmper, blev taget til fange af nazisterne og døde 1944 i koncentrationslejren Neuengamme.

Bratschen og violinen fra Kammerkoncert nr. 5 og 6 mødes tre år senere i et tæt parløb i Kammerkoncert nr. 9, en meget formfuldendt dobbeltkoncert fra 1946. Holmboes afbalancering af genrens form og indhold var på få år nået vidt, sammenlignet med den asymmetriske Kammerkoncert nr. 1.

Derimellem skrev han de to tosatsede koncerter, Kammerkoncert nr. 7 for obo (1945) og den usædvanlige Kammerkoncert nr. 8 (også fra 1945) med undertitlen Sinfonia Concertante. Obokoncerten har en lang førstesats, der i Bartók-stil danner en symmetrisk bueform med en langsom indledning og afslutning. Koncerten blev uropført af Waldemar Wolsing, en af tidens mest fremtrædende danske musikere, som spillede den mange gange i Norden de følgende år.

I Kammerkoncert nr. 8 er der ingen specificeret solist, og instrumentgrupperne træder frem på skift. Satsproportionerne er omvendt af Kammerkoncert nr. 7 med en kort energisk førstesats, mens den lange andensats består af otte variationer over et tema i fagotten.

Den kollektive idé fra Kammerkoncert nr. 8 gik Holmboe videre med i Kammerkoncert nr. 10 (1946) med undertitlen ”Træ, Messing og Tarm” – altså de tre instrumentfamilier træblæsere, messingblæsere og strygere (der dengang stadig brugte tarmstrenge). Koncerten er helt anderledes struktureret end nogen af de øvrige kammerkoncerter, nemlig som et variationsværk i hele ni satser. Det er nok er den af kammerkoncerterne, der er blevet spillet oftest.

Holmboe havde nu bevæget sig helt væk fra genrens udgangspunkt og var ved at være til vejs ende med sit koncertante laboratoriearbejde. Men han manglede at undersøge messingblæserne. I 1948 skrev han Kammerkoncert nr. 11 for trompet, endnu en i rækken af kammerkoncerter, der har fået et godt efterliv og er blevet indspillet flere gange. Haydn, et af Holmboes største forbilleder, er et åbenlyst ideal her. Kammer­koncert nr. 12 (1950) er for trombone, energisk og vittig musik, uden at solistinstrumentet dog bliver gjort til grin. I den trykte udgave af partituret er solokadencen delvist lavet af solisten fra uropførelsen i 1952, Palmer Traulsen, og der er siden lavet forskellige andre bud. På denne indspilning bruges en kadence af Holmboes berømte elev, Per Nørgård.

I 1949 havde Holmboe oplevet et skifte i sit kompositoriske arbejde. Det skete med hans Strygekvartet nr. 1 – fraregnet de mængder af kvartetter, han havde skrevet i sin ungdom. ”Min 1. Strygekvartet markerer et slags vendepunkt eller et udviklingspunkt. Jeg var forberedt på det, men pludselig bryder det løs”, huskede Holmboe tilbage kort før sin død. En ny værkserie stod for at skulle afløse en anden.

Kammerkoncert nr. 13 fra 1956 er derfor en slags appendiks eller epilog til de 12 foregående, og Holmboe kaldte den oprindeligt slet ikke Kammerkoncert, men Collegium Musicum nr. 2 (en serie, der aldrig udviklede sig videre end dertil). Det er en dobbelt­koncert for den usædvanlige kombination af obo og bratsch. Efter den komponerede Holmboe ingen solokoncerter de næste par årtier, før han i midten af 1970’erne tog fat på en serie koncerter i stort format – de fire første er for henholdsvis cello, blokfløjte, tværfløjte og tuba. Der findes altså to spor med solokoncerter i Holmboes produktion, og forvirringen bliver ikke mindre af at kammerkoncerterne nogle gange bare kaldes ”Violinkoncert”, ”Bratschkoncert” osv.

Efter den lange koncertfase var Vagn Holmboe sidst i 1950’erne blevet optaget af nye musikalske problemer, og de bragte en ny genre i fokus: Den symfoniske. Blandt de mange Holmboe-værker, der hedder noget med ”symfoni” eller ”sinfonia”, udgør de fire Sinfoniaer for strygere en serie for sig selv. De to første blev skrevet i 1957, året efter den sidste Kammerkoncert, og nr. 3 i 1958-59. Det er usædvanligt renfærdige værker, hvor det polyfone arbejde i den homogene orkestergruppe fylder det hele. Samtidig er Sinfoniaerne skrevet i frie former, der udgør et kunstnerisk alternativ til de klassiske rammer, som Holmboe holdt fast i, når han skrev koncerter og strygekvartetter. De fire Sinfoniaer er derfor udformet ret forskelligt og varer mellem 11 og 19 minutter hver.

Da den sidste Sinfonia IV var skrevet i 1962, indså Holmboe, at de fire værker tilsammen – i ændret rækkefølge – kunne opfattes som ét stort værk. Mellem de fire satser i Sinfonia IV indskød han de tre ensatsede Sinfonia I, II og III. Det timelange værk, der fremkom på den måde, gav han navnet Kairos, det græske ord for ”tid”. Ikke den målbare tid, Chronos, men tiden i abstrakt forstand som ”tidspunkt” eller ”det rette øjeblik”. Holmboe beskrev det mere uddybende på denne måde:

”Kairos betyder ”tid” i psykologisk forstand, dvs. det tidsforløb, som vi fornemmer – i modsætning til chronos, der er betegnelsen for den tid, der kan opdeles i sekunder og minutter. Bortset fra den almene tidsvariabilitet, der opstår mellem spændte og afspændte perioder, er problemet yderligere søgt belyst bl.a. gennem vekselspil mellem objektivt-abstrakte og subjektivt-udtryksbetingede afsnit, gennem forskellige, samtidigt virkende tidsforløb og gennem metamorfosernes tidsløshed i kronologisk forstand.”

Kairos er en passende overskrift for et storværk, der er et af Holmboes mest intense. Det nødvendige siges på det rette tidspunkt – og intet andet. Det stiller udfordringer for både musikere og lyttere, men Vagn Holmboe vaklede aldrig, for han havde en mageløs evne til at gennemføre sine visioner i praksis. Også selv om det betød, at det samlede værk var så krævende en opgave, at han ikke selv kom til at opleve en komplet opførelse af Kairos inden sin død i 1996.

Jens Cornelius, 2017

Release date: 
april 2018
Cat. No.: 
8.206004
FormatID: 
CD
CoverFormat: 
Box
Barcode: 
636943600412
Track count: 
56

Credits

Recorded 1996-97 at the ‘Radio House’ in Frederiksberg, Copenhagen, the former headquarters of DR (Danish Broadcasting Corporation), today home of the Royal Danish Academy of Music.

Recording producer: Peter Willemoës
Sound engineer: Peter Bo Nielsen

The 6 discs in this box set were previously released individually on:
8.224038 (CD 1), 8.224063 (CD 2), 8.224086 (CD 3), 8.224087 (CD 4), 8.226017-18 (CDs 5-6)

℗ 1996­-98; 2004 Dacapo Records, Copenhagen
© 2018 Dacapo Records, Copenhagen

Liner notes: Jens Cornelius
English translation: James Manley
Proofreader: Svend Ravnkilde
Artwork: Denise Burt, elevator­-design.dk
Publisher: Edition Wilhlem Hansen, ewh.dk