Venus

Lars Graugaards Venus og andre orkesterværker 

af Alejandro Guarello

Strengt taget og uden yderligere reference, så er musik intet andet end en organisation i tid af lyd, der får betydning i det øjeblik den forbinder sig med vores hukommelse. Men kigger vi på musik hen over menneskets udvikling, så ser vi at dens rolle helt tilbage til forhistorisk tid først og fremmest har været at danne en effektiv underlægning til ordet, ritualet, ceremoni og dans. ­Denne funktion har musik stadig, når den indgår i film, scenekunst og billede eller anvendes sammen med nutidens populære og umiddelbare poesi, således som vi kender det fra den kommercielle musik. Musik som en konstruktion i ren lyd uden ord omtales til tider som værende absolut og forekommer første gang som instrumentale versioner af vokalmusik, for kort efter at finde sin tidligste, fulde uafhængighed som opfordring til dans. Hvis vi accepterer, at lyds funktion er at afsløre sin kilde og placering for os og tjener vores overlevelse i hvad man kunne kalde biologisk lytning, så er det en ekstraordinær udfordring at opnå selvstændig mening gennem ordning af sekvenser af lyde: at komponere.

Lars Graugaards fire kompositioner på denne cd er et godt eksempel på en absolut musik, der udforsker de komplekse forbindelser mellem komposition, perception og følelse i en klangdragt der ligger langt fra de konventioner som en kommerciel, forenklet og konventionspræget musik gør brug af. Her er der intet forsøg på at genskabe eller gribe tilbage til velkendte eller populære melodiske profiler eller på at genopvække tidligere tiders følelsesbefamling. I stedet er der et ønske om at nå de følelsesdimensioner der eksisterer i et decideret samtidigt lydlandskab, gennem de notationsvariabler der gør det muligt for komponisten at udtrykke entydige og klare følelser og som herefter kan danne basis for en rig, varieret og forståelig musikalsk diskurs.

Til dette formål udviklede Lars Graugaard en software, der anvender resultaterne fra eksperimentelle studier af sammenhænge mellem følelse og henholdsvis partiturnotation, anvisninger om udførelse samt egenskaber ved musik som lyd, alle uafhængige af musikalsk stil. Softwaren viser en bestemt musikalsk følelses afgrænsning i notation samt anvisningerne for musikernes fortolkningsmæssige udførelse. Afdækningen af disse grænser giver komponisten mulighed for at anvende sine kompositoriske teknikker i forløb af defineret følelsesmæssig betydning og derved styre musikken gennem ægte følelser – foruden i unavngivne og flygtige men afledte og ’sande’ følelser, som uden videre kan opfattes af lytteren.

Cd’ens mest radikale eksempel på denne fremgangsmåde er “Three Places”, hvor titlen refererer til tre følelser eller placeringer på den emotionelle palet. Disse følelser og deres tilhørende musikalske materiale bruges som genkommende, varierede og kontrasterende momenter af skiftende varighed i en slags kompositorisk drejebog, der former partiturets musikalske forløb og udfolder værkets samlede, non-verbale ‘mening’.

I “Book of Throws” for improviserende klaversolist og 12 musikere afprøver Lars Graugaard holdbarheden i sit koncept ved at modstille et fuldt gennemkomponeret partitur i følelsesstyrede enheder af instrumentale kombinationer og farver, artikulation, dynamik, omfang, interval­organisation og rytmer med en solist der er et rent improviserende frit element. Kompositionens exceptionelle egenskab er naturligvis ikke det forhold at solisten improviserer, men at det er ham pålagt at gøre det uden noget som helst form for forhåndskendskab til værket overhovedet, det være sig gennem prøver, partitur eller indspilning. Dette prisgiver solisten, der må basere sin improvisation på en spontan og ureflekteret respons in situ til ensemblets materiale og ­musikalske udtryk. Den resulterende indre samhørighed er nødt til at fungere optimalt, da lytteren oplever solistens spontane bidrag i partiturets uforanderlige dimension – undtaget et mindre antal ­kadence-fermater hvis varighed besluttes af dirigenten – som en integration af samtlige aspekter i konstruktion, forventning og forløsning. Kompositionen tillader endda at klaveret starter med en solo-kadence hvilket betyder at solisten efterfølgende er nødt til at give ‘bagudrettet mening’ når ensemblet kommer ind og bidrager til musikkens materiale og klangfladens emotionelle udtryk. Versionen på indspilningen her er et eksempel på denne særlige situation.

Men hvorfor er det nødvendigt at forholde sig så bevidst til musiks ‘mirakuløse’ egenskab og tilsyneladende fravær af almindelig mening?

Musik taler primært til følelserne og lytteren reagerer ud fra forventning og erfaring, på samme måde som det sker med oplevelser generelt. Det er dette, der gør at absolut musik bibringer følelser, også selvom komponisten ikke har haft noget specielt ønske om at gøre det. På den anden side så er det svært, om ikke umuligt for komponisten at fastholde en følelse under hele kompositionsprocessen, da denne let kan vare dage eller måneder, hvis ikke år. Kompositionerne på denne cd viser, hvordan Lars Graugaard udbygger det kompositorisk-teknisk arbejde med muligheder afledt af empirisk erfaring om musiks emotionelle dimension og dens afgrænsninger i notation og udførelse. Dette gør komponisten til en skulptør i lyd der kan fastholde den kompositoriske basis i musikalsk materiale og teknik hen over følelser og deres mellemstadier, og som lytteren herefter kan opleve når kompositionen får liv i lydflader af klingende musik.

Man kan se en parallel i ansigtsudtryk der opfattes på samme måde hen over lande, perioder og kulturer, og hvor grundlæggende følelser som glæde, udmattelse, tristhed og vrede etc. er umiddelbart genkendelige. Udtryk der repræsenterer komplekse følelser som for eksempel sanselighed og melankoli er snarere relateret til sindstilstande end til rene følelser og er derfor ikke så entydigt genkendelige. Men hvorledes kan entydige visuelle oplevelser som disse overføres til lyd?

Uden at falde tilbage til repræsentativ eller beskrivende musik så kan vi konstatere at mange af omgivelsernes lydlige fænomener kommunikerer en ensartet besked der er forståelig for alle, hvilket viser at der eksisterer en grad af synæstesi mellem det omgivende lydlandskab i almindelighed og musik i særdeleshed. Et eksempel på dette er fald i energi. Uafhængigt af omstændighederne så opfatter vi nemt en formindskelse eller tab af energi eller en fuldstændig hendøen. I musik svarer dette til den opløsning der er i et decrescendo eller et gennemgående fald i tonehøjde, et rallentando, eller en reduktion i samtidige musikalske hændelser som antallet af toner eller instrumenter. Dette vil altid opleves som ledende til afslutning, for eksempel på et afsnit eller hele kompositionen. En uventet lyd vil altid overraske og skabe opmærksomhed (og bekymring), på samme måde som et abrupt forte i en ellers stille musikalsk passage. Dette er en ufejlbarlig reaktion, men at bevidst bibringe bestemte følelser og indtryk på samme måde som sproglig semantik eller visuel information må forekomme som en svært opnåelig drøm.

Vi bør byde ethvert forsøg på at bibringe et bredere publikum samtidsmusikkens enestående klanglige opdagelser velkommen. Men den eneste måde som vi kan skabe og fastholde kontakt med et bredere publikum er gennem den rette håndtering af skift, kontraster, udvikling og transformationer af den musikalske diskurs, og særligt når almindelig, konventionel brug af tilvante elementer som melodi og harmonik er fraværende. Kompositionerne “Venus” samt “Layers of Earth” og “Three Places” er resultatet af sådanne eksperimenter ind i det emotionelle. Men vi finder i disse værker samtidigt en velfunderet brug af formale elementer som motiver og tematik samt melodisk-gestiske ideer, klart sat op mod en rig, kompleks og til tider diffus baggrund der forstærker oplevelsen af de melodiske og rytmiske gesti. Eller sagt med andre ord, en fascinerende musikalsk indgangsvinkel som tvinger os til endnu en gang at reflektere over musikkens funktion og betydning samt behovet for lytte, opføre og skabe musik uden at indordne sig musikindustriens konventioner for almindelig, markedsorienteret musik.

Alejandro Guarello (f. 1951) er i Chile sin generations førende komponist af kammer- og symfonisk musik. Han underviser i komposition på musikafdelingen ved Pontificia Universidad Católica de Chile og er præsident for Latin-American Alliance of Composers and Authors of Music, ALCAM.