VÍDDIR

Dybe dimensioner

Af Tim Rutherford-Johnson

VÍDDIR for ni fløjter (ledet af Björg Brjánsdóttir), tre slagtøjsspillere samt solopartier for akustisk og elektrisk bas (spillet af Gísladóttir selv og den højt respekterede islandske bassist Skúli Sverrisson). VÍDDIR blev skrevet for at markere afslutningen på Gísladóttirs studier ved Det Kongelige Danske Musikkonservatorium og uropført februar 2020 i – og med hjælp fra – den enorme akustik i Grundtvigs Kirke i København. To et halvt år senere sidder jeg ud på de små timer i det blågrå skær fra min bærbare, retter på mine hovedtelefoner og trykker play.

Lige fra de første lyde, hvor fem basfløjtenister skriger “så kraftigt som muligt” ind i deres instrumenter, står det klart, at VÍDDIR på ingen måde bare er et ubekymret hop videre til et nyt liv. Det er en sort nat af et stykke. En afgrund, som Gísladóttir har kastet sig ud i og er nået dybt ned i. Det varer en time uden pause og vender igen og igen tilbage til sit eget mørke lys.

Kritikeren Andrew Mellor, som overværede uropførelsen af VÍDDIR mindre end en måned før den giftige orkan covid-19 rasede gennem Europa, skriver i sin bog The Northern Silence, at VÍDDIRs “primitive rumlen og rysten fremstod som øjebliksbilleder fra en større proces, hvis naturligt tilbagevendende kredsløb hverken begynder eller slutter. Eller i hvert fald ikke gjorde det, før menneskene blev en del af dem … Opførelsen føltes mindre som en advarsel end som en profeti – rationelt skandinavisk i sin antagelse af, at menneskehedens undergang ikke er til diskussion, mørkt islandsk i sin vilje til at undersøge i lyd, hvad det så helt nøjagtigt kan tænkes at indebære.”

Selv hvis VÍDDIR ikke var mere end som så, ville værket allerede være vores opmærksomhed værd. Men som den islandske titel – Dimensioner – antyder, er det meget mere end som så. Den første dimension er rum, hvilket kommer til udtryk gennem opstillingen af instrumenterne. De ni fløjter er placeret som en sølvfarvet halo omkring publikum, en skinnende begivenhedshorisont, hvor lydene på den anden side af den ikke længere er underlagt musikernes kontrol, men overladt til akustikken i rummet. I midten udgør de to bassister en tæt og indimellem eksplosiv kerne ved siden af de tre slagtøjsspillere, hvis instrumentarium domineres af endnu flere metalcirkler: kinesiske operagonger, crotales, tempelskåle med mere. Hele opstillingen er en udvidelse af dem: et enormt, cirkelformet instrument, hvis lyde falder fra kanten ind mod midten for derefter ubønhørligt at blive kastet tilbage og endnu længere ud.

Den anden dimension er lyd. Hver af instrumentgrupperne er på en eller anden måde udvidet: den akustiske bas med dens forstærkede dobbeltgænger, de mange fløjter i et register fra bas til piccolo, og slagtøjstrioen med dens endeløse klokkespil og klokker. De såkaldte rainsticks spillet af slagtøjsspillerne forener den kornede hvislen fra gonger og fløjter. To kammerorgler, spillet af slagtøjsspillerne, danner bro mellem de tre instrumentalgrupper, med registrene trukket halvt ud og derefter skubbet frem og tilbage for at skabe vedvarende, men forvrængede lyde med mindelser om elektronmusik. Hvert enkelt instrument kommer i kraft af sine forvrængninger og fordoblinger til at udgøre en akse, der interagerer med alle de andre. Og hvert enkelt af dem synker ned og opløses i kirkens stenmure.

Den sidste dimension er tid. VÍDDIR er et værk, hvor musikken ikke så meget finder sted i nuet som bagefter, i efterklangene. Selvom det siden er blevet opført i andre bygninger (som det også er tilfældet på denne indspilning), er akustikken i Grundtvigs Kirke så afgørende for værkets tilblivelse, at Gísladóttir anser bygningen for en navnløs femtende medvirkende. Efterhånden som lydene bliver frembragt, svinder de bort og blomstrer op i efterklangen. I de brede søer, der åbner sig, mens musikken ånder, fylder Gísladóttir og Sverrisson rummene med improvisation. Det er de mørkeste punkter i værket, hvor massen bliver suget ind og atomiseret. I partituret er de noteret grafisk og kan fortolkes af musikerne efter behag. Passende nok er det første – fra cirka 7:35 til 16:45 på denne indspilning – skrevet som en fin dis af prikker, andre er lysende pletter på mørk baggrund eller visuel støj i form af uregelmæssige pixels. Men det er i disse sorte huller, hvor selv tiden synes at forsvinde (i partituret er de ikke angivet med slag eller sågar sekunder, men med minutter), at der viser sig en udvej. Her i værkets inderste hjerter glimter slagtøjet som glødende kul. Tre enorme tamtammer – partituret anmoder om “de største, vi kan finde” – udgør den sindsoprivende kulmination på et allerede sindsoprivende stykke. Det næste kvarter tager en enkelt basfløjte (Björg Brjánsdóttir) bestik af ødelæggelserne, mens den nynner og hyler for til sidst selv at synke i afgrunden og tage alt andet med sig.

“Til sidst sluttede VÍDDIR dog,” skriver Mellor. “Ligesom Tapiola faldt værket til ro på en sprække af karakteristisk lys – ikke så meget det varme skær af sikkerhed inde i skoven som det hvide lys fra den totale udslettelse.”

Jeg rejser mig fra skrivebordet og strækker mig, mens solen står op, og lyden af fløjter opløser sig i luften. Jeg lukker min bærbare og går udenfor. Det er tid til at leve.