Comala

NIELS W. GADEs Comala

af Axel Teich Geertinger

Forestillingen om det skotske højland har været en væsentlig inspirationskilde for en lang række komponister, især i det 19. århundredes første halvdel. De mest kendte eksempler er nok Felix Mendelssohn-Bartholdys ouverture DieHebriden (eller Die Fingalshöhle) og hans ”skotske” symfoni. Den unge Niels W. Gade havde – måske med Mendelssohn som direkte forbillede – selv skrevet sig ind i samme tradition med sit gennembrudsværk Efterklang af Ossian op. 1 (1840-41) og koncertouverturen Im Hochland (1844).

Et fælles udgangspunkt for mange af tidens ”skotske” kompositioner var de digte, som James Mcpherson udgav i 1760 og årene derefter, og som han hævdede kunne spores direkte tilbage til den keltiske barde Ossian, søn af sagnkongen Fingal. Også Gades såkaldt ”dramatiske digt” Comala op. 12 er en sådan Ossian-komposition, skrevet over Mcphersons digt af samme navn. Det er fortællingen om kong Fingal, konge af Morven, der drager i kamp mod Lochlins konge, Caracul. Hans elskede, Comala, bliver tilbage, og hun frygter for Fingals liv. Hendes jomfruer forsøger at berolige hende, men synet af forfædrenes ånder, der drager til slagmarken for at hente de faldnes sjæle, overbeviser hende om, at Fingal er faldet, og Comala dør af sorg. Men hun tager fejl: Fingal vender sejrrig tilbage, men finder sin elskede død.

Gades Comala kan beskrives som en verdslig kantate for vokalsolister, kor og orkester. Den begynder med en instrumental indledning, efterfulgt af tolv vokalsatser, som veksler mellem solistiske afsnit og kor. Den langsomme indledningssats er mørkt farvet og låner motivisk stof fra Efterklang af Ossian. Begge står i øvrigt i a-mol, og det har været hævdet – også i samtiden –, at det faktisk havde været Gades plan at benytte Efterklang af Ossian som ouverture til Comala. Der er desværre ingen breve eller andet fra Gades hånd, som bekræfter det.

Korsatserne, som kontrasterer mod de mere lyriske afsnit, er relativt enkle, men effektfulde: Vi hører krigerne, der drager i krig, forfædrenes ånder, der ridende på stormen henter de dødes sjæle, de hjemvendende krigere og endelig det mægtige slutkor til Comalas ære. Omtrent halvvejs i værket synger Comalas tjenerinde Dersagrena til harpeakkompagnement en ballade om Kong Fingals bedrifter – et eksempel på de folketone-lignende elementer, som Gade undertiden brugte i sine værker, og som vi også kender fra f.eks. Elverskud. Samtidig minder balladen os om, at Ossian-digtningen udspringer af forestillingen om fortidens bardetradition. Imellem disse satser står de solistiske afsnit: Fingal, der tager afsked med sin elskede, Comala, der betror sine bange anelser til sine tjenerinder, Comalas død og den hjemvendende Fingals klage.

Gade skrev Comala i vinteren 1845-1846, mens han opholdt sig i Leipzig. Han kendte Ossian-digtningen i St. St. Blichers danske oversættelse, men til det planlagte korværk fik han en af sine bekendte i Leipzig, Julius Klengel, til at skrive en tysk libretto. Klengel valgte at ændre historien lidt i forhold til Mcphersons version. I det oprindelige digt er det den skinsyge Hidallan, der bevidst overbringer Comala det falske budskab om Fingals død. I Klengels version optræder Hidallan ikke; det er Comalas egen fantasi, der overbeviser hende om den elskedes død. Historien er således forenklet noget, men mister derved også en del af sin dramatik, eller måske rettere: Det dramatiske flyttes fra ydre handling til en indre kamp.

Gade dirigerede selv uropførelsen i Gewandhaus i Leipzig den 23. marts 1846. Nærmest euforisk kunne han skrive hjem til sine forældre i København, at opførelsen havde været så stor en succes, at den blev gentaget ved en abonnementskoncert samme sted blot tre dage senere. Ifølge Robert Schumanns dagbog betegnede Mendelssohn Comala som velklingende og med smukke træk, men også præget af en vis umodenhed: ”Begejstringen alene gør det ikke”, som han angiveligt havde formuleret det. Schumann derimod var helt og aldeles begejstret. Selv om pressen i Leipzig generelt også omtalte værket i rosende vendinger, skrev Schumann i 1848 til Franz Brendel, udgiver af Neue Zeitschrift für Musik i Leipzig, at leipzigerne efter hans mening ikke havde værdsat stykket nok. Schumann betragtede det som intet mindre end det ”mest betydningsfulde i nyere tid” og ”det eneste, som igen fortjener en laurbærkrans”. Schumann dirigerede da også selv Comala ved flere lejligheder.

Andre steder i den tyske presse var kritikken hårdere. Musikken blev jævnligt kritiseret for at været præget af ensformighed, og teksten for mangel på dramatik. Karakteren blev ofte beskrevet relativt neutralt som nordisk, men undertiden også mere negativt som tåget, blytung eller slet og ret kedelig. Ikke desto mindre blev Comala en af Gades største succeser. Alene i Tyskland blev værket opført over 80 gange i Gades levetid. Også i bl.a. USA, Storbritannien, Holland og Rusland blev det opført gentagne gange.

I øvrigt var det Comala, som fik forfatteren Louise Otto til at anbefale, at en ny tysk ”nationalopera” over Nibelungen-stoffet – som hun havde slået til lyd for i flere artikler i Neue Zeitschrift für Musik – burde sættes i musik af netop Gade. I et brev til litteraten Friedrich Theodor Vischer skriver hun, at komponisterne i Leipzig – herunder Schumann, Mendelssohn og Gade – ”går rundt om det som katten om den varme grød”, og hun tilføjer: ”Jeg var helt bange, for jeg var overbevist om, at ingen af de to førstnævnte ville kunne skabe en sådan musik, og jeg var ved at fortryde det hele – da blev Niels Gade [...] stadig mere optændt af ideen. Men bevidst om opgavens størrelse komponerer han som prøve først en koncert-/symfoni-kantate ’Comala’ efter Ossian [...]. Den er blevet opført to gange i marts i Leipzig til publikums brusende bifald og komponisternes forbavselse, som indrømmede at ’det havde vi alligevel ikke tiltroet ham’ – nu har vi således det vigtigste: Komponisten. I hvert fald forsikrer alle, hvis vurdering af sagen har betydning: Han er manden for Nibelungen – eller ingen!” Faktisk gik Gade i gang med kompositionen af den omtalte opera – Siegfried und Brunhilde – over Louise Ottos libretto i begyndelsen af 1847, men nåede ikke længere end til at skitsere dele af første akt.

Hjemvendt til Danmark dirigerede Gade Comala i Musikforeningen i København ved flere lejligheder. Den første opførelse fandt sted den 17. december 1850. Den synes dog ikke at have sat sig nævneværdige spor i den danske presse, og efter endnu to opførelser – i januar 1851 og marts 1856 – måtte Comala forblive i skuffen i en længere årrække. Årsagen var nok ikke mindst det stadig mere anstrengte forhold til det tyske sprog efter de slesvigske krige i 1848-51 og 1864. Da Comala igen blev opført i København i 1871, skete det for første gang med dansk tekst, sandsynligvis oversat af Carl Andersen, der i netop de år skrev tekst til en række af Gades større vokalværker.

Nordisk Tidsskrift for Musik skrev i sin anmeldelse af koncerten i marts 1871: ”’Comala’ er oprindelig, ligesom et Par andre af hans tidligste Arbeider, skrevet til en tydsk Text, og i denne Skikkelse er dette Musikstykke tidligere kommet til Udførelse her; men heri maa ogsaa Grunden søges til, at det har maattet hvile i en saa lang Aarrække. Der ytrede sig nemlig strax efter Krigsaarene 1848-50 en stærk Antipathi imod at høre en saa national Komponists Musik underlagt en tydsk Text, og en dansk Bearbeidelse af denne frembød ikke faa Vanskeligheder. Endelig er det dog lykkedes at tilveiebringe en saadan, og dette herlige Arbeide er derved paany draget frem og blevet Nu- og Eftertidens fulde Eiendom.” Selv om den tyske tekst altså mentes at stride imod billedet af Gade som en ”national komponist” – sådan som man ønskede at opfatte ham på det tidspunkt – er der i dag næppe nogen tvivl om, at den danske oversættelse er langt ringere end den originale tyske tekst, og at værket i sin grundform er tysksproget.

Gade dirigerede Comala i den danske oversættelse ved endnu to koncerter i Musikforeningen i december 1887, og værkets succes var således langt mere beskeden i Danmark end i udlandet. At Comala ikke desto mindre må regnes blandt Gades betydeligste værker, også set med danske øjne, bekræftes ikke mindst af, at det netop var Comala, der var på programmet, da Cæcilieforeningen, Koncertforeningen og Studenter-Sangforeningen i fællesskab afholdt en mindekoncert til ære for Gade den 21. februar 1891 – præcis to måneder efter Gades død.

Herefter synes Comala efterhånden at være blevet mere eller mindre glemt i skyggen af andre kompositioner. Den blev dog støvet af og opført – på dansk – ved en torsdagskoncert den 2. februar 1967 i Radiohusets Koncertsal i anledning af Gades 150 års fødselsdag. Hans 200 års fødselsdag synes derfor også at være en passende anledning til at genoplive værket – nu i den oprindelige, tyske version, som var den internationalt kendte og skattede i Gades samtid.

Axel Teich Geertinger er leder af Dansk Center for Musikudgivelse, Det Kongelige Bibliotek, med særlig interesse for digital formidling og musikfilologi.