Violin Concerto · Symphony No. 2

“Tiden skal dømme”

Af Jens Cornelius

Ingen dansk komponist havde så stor international succes i tiden omkring år 1900 som August Enna (1859-1939). Det var opera, der gjorde ham berømt, for hans dramatiske, farverige forestillinger i international stil med inspiration fra både Verdi, Wagner og fransk musik ramte tidens smag perfekt. Hans debutopera, Heksen, der havde premiere i 1892, blev i udlandet omtalt som det mest sensationelle, man havde set siden Carmen og Cavalleria rusticana, og de følgende år blev den opført på ikke mindre end 40 europæiske scener.

Enna fortsatte med at komponere operaer resten af sit liv, og de blev opført så langt væk som i USA og Australien. Imens måtte han kæmpe lidt mere for sin status hjemme i Danmark, hvad der især skyldtes to ting: hans musikalske stil, der ikke havde særlig præg af dansk tradition, og hans uregerlige personlighed, der skaffede ham mange modstandere. Samtidig gjorde det ensidige syn på ham som operakomponist, at hans øvrige værker ikke fik den opmærksomhed, de kunne have fået. Hans indtagende orkesterværker nyder ellers godt af samme rigdom af melodier og farver som hans operaer.

August Enna havde sit italienske efternavn fra byen Enna på Sicilien. Hans farfar, Alexandro Enna, var en siciliansk soldat og trompeter i Napoleons hær, der efter Napoleonskrigenes afslutning var draget nordpå. I Hamborg forelskede han sig i en jødisk kvinde, og parret stak af sammen i robåd over Østersøen mod Danmark, hvor de slog sig ned i Nakskov på Lolland. Her levede de af skomagerarbejde, og håndværket gik i arv til næste generation. Også sønnesønnen August havde udsigt til at arbejde i skobranchen, men da han var dreng, gik hans far, Andreas, konkurs med sit ret store værksted, og familien måtte rejse til København for at prøve lykken.

Her voksede August Enna op med hovedet fuldt af ambitioner og eventyr, og det blev understøttet af hans kunstneriske naturtalent, der var tydeligt meget tidligt. 12 år gammel solgte han billetter på gaden til sine egne teaterforestillinger, som han arrangerede oppe på loftet. På et værtshus underholdt han med violin- og klaverspil, men først som 17-årig fik han mulighed for at få lidt klassisk skoling. Derefter gik det meget stærkt.

I 1880 begyndte han at dirigere og komponere teatermusik i København, og i en periode var han violinist i Det Kongelige Kapel, hvor kapelmesteren, den norske komponist Johan Svendsen, bakkede hans komponistambitioner op. Enna ville gerne markere sig med et stort værk og skrev i 1886 en symfoni i c-mol, som han viste til Niels W. Gade, kongen af dansk musikliv. Gade, der ellers var meget tilbageholdende med at give ros, bemærkede, at Enna havde ”usædvanligt talent og begavelse, tillige stor dygtighed såvel med hensyn til opfattelse som melodisk-harmonisk udarbejdelse og instrumentation”. Gade sørgede også for, at Enna modtog den store talentpris i dansk musikliv, Det Anckerske Legat. ”Netop nu vil det være ham til største gavn,” bemærkede Gade klogt, for den rastløse Enna havde brug for at kunne koncentrere sig om komposition.

Enna fuldendte operaen Heksen i 1889, men kort inden han skulle aflevere operaen til bedømmelse på Det Kongelige Teater, så han ved et tilfælde for første gang partituret til Wagners Nibelungens Ring – og forstod, at hans eget musikalske univers, der byggede på ældre forbilleder som Beethoven og Weber, var alt for gammeldags. Enna lagde Heksen væk, og febrilsk studerede han Wagners musik i et halvt år. Derefter skrev han resolut hele sin opera om. Resultatet udeblev ikke: Heksen blev hans første store succes, og musikdramatikken kom til at danne løbebanen for hele hans liv. Han nåede at skrive 20 operaer og operetter, den sidste, Ghettoens dronning, som 73-årig i 1932.

Violinkoncert i D-dur (1896)
August Enna havde stor flair for at skabe orkestermusik med en overflod af gode melodier og virkningsfuld orkesterbehandling. Et af hans mest succesfulde orkesterværker er violinkoncerten, komponeret 1896. Den blev uropført 27. februar 1897 af Det Kongelige Kapel og dets koncertmester Frederik Hilmer under ledelse af Johan Svendsen, og senere blev den spillet i blandt andet Berlin og i Carnegie Hall i New York.

I violinkoncerten smelter flere spor fra Ennas musikalske liv sammen: Hans baggrund som violinist og hans dybe relation til opera møder traditionen fra den nordiske nationalromantik. Forbillederne kunne være hans mentor Johan Svendsen (der selv havde komponeret en violinkoncert i 1870) og den populære P.E. Lange-Müller (der skrev en violinkoncert nogle få år senere end Enna). Måske prøvede Enna at rokke ved den holdning, at han lød for udenlandsk i sine operaer? En af Københavns kendte musikanmeldere havde påpeget, at Ennas musik generelt var ”kemisk fri for nordiskhed” – hård kritik på en tid, hvor det blev regnet for temmelig suspekt at orientere sig alt for tydeligt mod kontinentet. I violinkoncerten lykkes det for Enna at fusionere sin smægtende operamelodik med en renfærdig lyrisk tone. Temperamentet er mildt og drømmende i 1. sats, og i 3. sats tilslutter Enna sig den nordiske nationalromantiske stil med pasticher over spillemandsmusik.

Fra indspilningen af August Ennas violinkoncert – Anna Agafia og Bogotá Filharmonikerne (2022) © Kike Barona

2. sats trækker derimod bagtæppet væk fra forestillingen, så man ser, hvad der gemmer sig bag den blide, venlige overflade, nemlig tragik – og opera! Som hovedtema i satsen bruger Enna begyndelsen af den berømte arie ”Vesti la giubba” fra Leoncavallos opera Bajadser, der havde haft urpremiere i Milano blot fem år tidligere. I ”Vesti la giubba” møder man klovnen, der er nødt til at underholde sit forventningsfulde publikum, selvom han græder i sit sind. Enna udvikler temaet til en følsom, bevinget cantilena, der efter et mellemafsnit i dur vender tilbage som afslutning på den udtryksfulde sats. Citatet fra Leoncavallo er så åbenlyst, at det må betragtes som andet og mere end tyveri; en slags metamusik, hvor Enna, den ufejlbarlige entertainer, lever sig stærkt ind i en anden komponists opera og afslører, at han selv har det ligesom den grædende klovn Canio i Bajadser . Det varer dog kun indtil 3. sats tager over – så kommer den glade maske på igen. Men sker det ligesom i operaen kun for publikums skyld?

Symfoni nr. 2 i E-dur (1907)
August Ennas symfoni i c-mol, der havde imponeret Gade, er desværre bortkommet. Symfonien blev spillet igennem ved en orkesterprøve i København som en slags vennetjeneste for den unge komponist, men blev aldrig opført officielt, og senere forsvandt partituret. Muligvis var det Enna selv, der kasserede symfonien, ligesom han kasserede sin første udgave af Heksen – eller måske smed han partituret i pejsen for at få varmen? Især i sine yngre dage var han nemlig plaget af konstante pengeproblemer, og når det stod værst til, måtte han, ligesom de fattige kunstnere i Puccinis opera La bohème, brænde sine manuskripter, hvis kulden blev for slem.

Da Enna som 48-årig i 1907 skrev sin 2. symfoni, var hans situation anderledes. Han havde oplevet international succes med sine operaer og fået penge mellem hænderne, men frygtede samtidig, at hans fokus på international opera gik ud over hans status hjemme i Danmark. I det danske musikliv var der ofte skepsis overfor dramatisk musik med store armbevægelser, og vurderingen af Enna bar også præg af mistænksomhed over for de landsmænd, der klarer sig godt i udlandet. Selv Ennas etnicitet blev der sendt antydninger til. Han var en lille, korthalset mand med intense, mørke øjne, og det eksotiske udseende var noget, man hæftede sig ved i det homogene Danmark. ”Hidsig som en italiener, uartig som en skomagerdreng,” blev det udiplomatisk sagt om ham, mens andre mere subtilt kaldte ham ”europæeren mellem Danmarks komponister”. Selvom Ennas lollandske dialekt afslørede hans landlige, danske rødder, så lignede han snarere en italiener, og man var overbevist om, at hans særlige musikalske stil var medfødt og skyldtes hans sydlandske blod.

Med sin symfoni nr. 2 i E-dur blandede Enna sig indirekte i debatten om sit musikalske renommé ved at præsentere et værk i den mest krævende og formelle orkestergenre. Hans symfoni er konservativ for sin tid, men også et meget gavmildt stykke med en konstant melodisk strøm og en udvidet orkesterbesætning med blandt andet to harper.

Symfonien begynder med en langsom, dragende indledning, inden førstesatsens optimistiske hoveddel bryder ud i den dansende taktart 6/8. Den langsomme indledning vender tilbage to gange, første gang i satsens gennemføringsdel og senere i 4. sats, hvor Enna skaber symfonisk sammenhæng med en genkomst af både indledningen og andre temaer fra de foregående satser. Samtidig har symfonien en ubesværet og suiteagtig karakter, hvor der er en fin balance mellem lidenskabeligheden i den langsomme 2. sats og 3. satsens vittige scherzo, der veksler mellem elegant kontrapunkt og en sensuel vals.

Ennas symfoni blev uropført i Dansk Koncert-Forening i 26. februar 1908 under ledelse af den fremtrædende komponist og dirigent Victor Bendix, og værket blev godt modtaget. Pressen bemærkede, at Ennas mesterskab som operakomponist også var til gavn for ham som symfoniker: ”Han har fra sin virksomhed for scenen et sikkert tag på at trække de store linjer op, som også symfonien kræver, og en evne til at gøre sin musik håndgribelig, let overskuelig og umiddelbart virkende, som alle slags monumentale toneværker kan være godt tjent med,” skrev en anmelder. Symfonien fik dog kun ganske få opførelser derefter, og der kom heller ikke flere symfonier fra Ennas hånd. Det nærmeste var hans tresatsede Symfonisk fantasi, komponeret så sent som i 1931.

Joachim Gustafsson og Bogotá Filharmonikerne under indspilningen af Ennas 2. symfoni © Kike Barona

Den danske stat anerkendte Ennas kunstneriske format og understøttede ham gennem årtier med et årligt gratiale, som i størrelse kun blev overgået af beløbet til hans kunstneriske modsætning, Carl Nielsen. Alligevel var Enna i sin alderdom en ret bitter og ikke specielt velhavende mand, der følte sig kørt ud på et sidespor, fordi hans værker i stigende grad fik kritik og efterhånden forsvandt fra repertoiret. ”Tiden skal dømme. Man skal være død, inden man bliver anerkendt her i landet,” sagde han i et af sine sidste interviews.

Løbet var kørt for den danske romantiske musik i denne omgang. Det gik ikke kun ud over Enna, men også mange andre danske komponister, som i resten af det 20. århundrede blev nærmest totalt negligeret. Men siden begyndelsen af 2000-tallet er flere af Ennas operaer atter blevet opført og indspillet i Danmark og Tyskland, og i 2018 udkom den første biografi om ham. Nyvurderingen af et dansk naturtalent er i gang, og i den sammenhæng spiller hans orkesterværker bestemt en vigtig rolle.