Letter in April

Rødder og grene

Af Andrew Mellor

Britta Byström er vokset op på den svenske østkyst. Som barn spillede hun trompet, men blev tidligt tiltrukket af at spille musik og gennem sit lokale orkester lokket ind i ensemble lydens univers. 18 år gammel blev hun optaget på Kungliga Musikhögskolan i Stockholm, hvorfra hun seks år senere debuterede med orkesterværket Sera (2002).

Dette værk indvarsler allerede centrale elementer i Byströms musikalske udtryk: En disciplineret lege syge præsenterer ofte kredsende, bølgende melodier, der synes at være opstået indefra. Derudover åbenbarede værket også komponistens interesse for høje tonelejer og lysende klangflader. Byström udviklede hurtigt en minimalistisk tendens til at skabe hele værker ud fra et enkelt element – et tema, en figur eller en akkord. Den teknik har vist sig at være både befriende og samlende.

Byström er lige så åben for inspiration, som hun er bevidst om den dermed forbundne magt. Hun har skrevet operaer, orkesterværker og vokalværker og forholdt sig til store, eksistentielle temaer fra psykisk sårbarhed til klimaforandringer og de særlige udfordringer for den samiske befolkning i de nordiske landes koldeste egne. Hendes musik er kompromisløs og på ingen måde behagesyg. Dens sarte elegance har fået den sammenlignet med en japansk have.

Letter in April (2011)
I 2010 modtog Byström en bestilling fra Kulturföreningen Katrina, der har til formål at støtte det professio nelle musikliv på Åland – den selvstyrende, svensktalende øgruppe under Finland. Det pågældende værk blev i 2011 opført som del af en koncert række i Stockholm med titlen Resounding Letters.

Denne titel fik Byström til at tænke på den danske digter Inger Christensen – nærmere bestemt på samlingen Brev i april fra 1979. Samlingen er selv stærkt inspireret af den franske komponist Olivier Messiaen og førte Christensens poetiske sprogtone endnu tættere på de tema er om kærlighed, tab og selvfortabelse, der allerede var til stede i hendes forfatterskab. “Samlingen er en slags impressionistisk scrapbog med forårsmotiver,” skriver Byström om Christensens Brev i april i sin programnote. “Min musik kan i et vist omfang karakteriseres på samme måde: som en række forskellige begivenheder, der antyder forårets komme.”

Byströms brev udvikler sig af et kredsende motiv, der hurtigt slår rod højt oppe på klaviaturet. Motivet bliver danset rundt med, overvejet og leget med – nogle gange med brusende energi og andre gange med luftig ro. Klarinetten, violinen og celloen udgør, hvad komponisten kalder en “syngende trio”, mens klaveret spiller for sig selv – letbenet, ofte både højt oppe og dybt nede, nogle gange med to oktavers mellemrum, som krydderi på den øvrige samtale. Under overfladen sker en langsom forvandling, der med næsten umærkelige midler beskriver en rejse fra turbulens til afklaring. “Er det livets frodige forår, der bliver til endeløs sommer?” spørger komponisten.

Baum in der Stadt (2014)
I 2014 var Byström optaget af en række værker for solostrygere. Lige så meget som værkerne udviklede teknikken hos de involverede musikere, fungerede de også som ‘etuder’ eller øvelser for Byströms egen teknik – som midler til at skærpe hendes egen forståelse af det pågældende instrument og af dets historik i form af forgængeres måder at komponere for det på.

Baum in der Stadt er for soloviolin. Titlen, direkte oversat “Træ i byen”, er påvirket af den schweizisk fødte tyske kunstner Paul Klees egne værktitler. Klee, hvis kombination af ekspressionisme, kubisme og dybtliggende farvesans opløste grænserne mellem kunst og design. Parallelt begyndte Byströms tankeproces også med et arkitektonisk udgangspunkt, hvor hun “kombinerede bestemte byggeelementer”, allerede inden det pågældende værk begyndte at få sit eget liv. “Byen er konstruktionen,” har hun sagt i et interview om værket, “og ud af den vokser der noget med sine egne rødder og sin egen livs cyklus – træet”.

Baum in der Stadt har ligesom Letter in April rod i et klart defineret motiv (eller “byggeelement”), der høres lige fra begyndelsen: værkets første fem toner, som bevæger sig op mod et højde punkt på den tredje tone og derefter ned igen, og som derefter konstant fungerer som brændstof for musikkens vitalitet. Musikken synes at stræbe efter stabilitet i ‘åben kvint’-intervallet og kombinerer sågar knipsede og strøgne klange på samme tid. En knipset passage indfører en markant rytmisk variation af motivet, og slutteligt drives værket af et mere manisk intenst fokus på motivet frem til de seks afsluttende gentagelser af et dybt A.

Baum in der Stadt fik nyt liv i 2020, da værket vandt solokategorien ved de såkaldte Swedish Chamber Games, hvor svenske værker udvælges til at blive markedsført internationalt. Kort efter blev det opført af Anne Ngoc Søe fra Athelas Sinfonietta – en uge inden ensemblets uropførelse af Byströms cellokoncert Figures at the Seaside.

Images From the Floating World (2019)
Den største af alle islandske sagaer må være Njals saga – den sørgelige beretning om Njal Thorgeirsson fra Bergthorshvol. Den fortæller om en eskalerende fejde mellem islandske bosættere og kulminerer med, at Njals gård bliver brændt ned med ham selv og hans familie indeni. Den eneste overlevende, Njals nevø Kari, sværger at hævne sin onkel, men lader sig overtale til at deltage i en stor stilet retssag, der ender med, at de ansvarlige for afbrændingen af Njals gård bliver sendt i landflygtighed. Blandt nøgletemaerne finder man udholdenhed, retfærdighed, konflikt og sjælsstyrke.

I 2019 stod cellisten Maria Isabel Edlund (i samarbejde med Aarhus Unge Tonekunstnere) bag den sceniske koncert SEGÏA, hvor en komponist fra henholdsvis Island, Finland, Danmark, Norge og Sverige blev bestilt til at skrive et værk inspireret af sagaen til ensemblet Taïga – på det tidspunkt en gruppe bestående af fire strygere. Bestillingerne blev uropført på Godsbanen i Aarhus i september 2019.

Fra Byströms hånd kom strygekvartetten Images From the Floating World. Den består af seks korte satser med hver sin musikalske foredragsbetegnelse. “Con moto” (“med bevægelse”) henter sin energi fra en pendulbevægelse. En swingfornemmelse slår rod i “Ritmico” (“rytmisk”), hvor en melodi træder frem og bliver sendt rundt mellem instrumenterne, efterhånden som klangfladerne bygges op. “Leggiero” (“let”) har nogle af de samme egenskaber som en islandsk folkesang (en “tvísöngur”) med et enkelt lyrisk tema introduceret gennem blide, rytmiske forskydninger, der efterhånden kommer under akkordmæssigt pres.

“Grazioso” (“graciøst”) er kendetegnet ved en spøgelsesagtig, bølgelignende figur med brug af overtoner, som først høres hos bratschen, men efterhånden suger alle fire strygere til sig. “Energico” (“energisk”) får sin energi fra en lille partikelaccelerator af gentagne toner (et fjernt ekko af Carl Nielsens 3. symfoni), før opildnende, enstemmige toner og synkoper driver satsen fremad nærmest som en urkraft i retning af den dybe “udånding”, der lukker satsen. I den afsluttende “Con moto” opstår en enkel melodi af en pizzicato-figuration og bliver bygget op som en kanon, der støt fører musikken ud i en mere kompliceret samtale, indtil den til sidst bliver nedbrudt på vej mod sin afslutning.

Figures at the Seaside (2020)
Efter projektet med AUT henvendte Taïgas cellist Maria Isabel Edlund sig til Byström for at få hende til at skrive cello koncerten Figures at the Seaside til sin kommende debutkoncert i 2020 fra solist klassen på Det Jyske Musikkonservatorium. Uropførelsen skulle have fundet sted i april, men blev aflyst på grund af de sociale restriktioner i forbindelse med covid-19-pandemien. Værket endte derfor med at blive uropført den 17. oktober 2021 i Koncert Kirken i København af Edlund og Athelas Sinfonietta, der var medbestiller af koncerten.

Byström havde skrevet solokoncerter for strygere før men alle i den traditionelle form med en solist over for et stort orkester. Dette værk blev anderledes og kombinerede celloens menneskelignende stemme med et alsidigt lille ensemble bestående af solotræblæsere, messing, strygere, harpe, slagtøj samt et fremtrædende parti for klaver og vibrafon.

Komponisten arbejdede tæt sammen med Edlund om værket og tog udgangspunkt i cellistens spille stil og forhold til J.S. Bachs musik. Værket gør brug af præludium nr. 12 i f-mol fra Das Wohltemperierte Klavier, bind II – Bystöm kalder sit værk “en fantasi” med Bachs præludium for tangent instrument som sit “udgangspunkt”.

Koncertens titel er hentet fra et surrealistisk maleri af Pablo Picasso, hvor man ser store, runde kroppe ligge sammenfiltret på en gul sandstrand. Ud over det konkrete maleri forestillede Byström sig under arbejdet med værket også fragmenter af Bachs figurative musik blive skyllet op på en strand eller kyst (titlens “figurer”) og dér blive samlet op og sat sammen igen. Opbygningen af det ensatsede værk er beslægtet med den “promenade” gennem et kunstgalleri, man hører i Modest Mussorgskijs Udstillingsbilleder, i og med at ensemblet udgør “bevægelsesretningen” mellem forskellige billeder eller satser. Det Mussorgskij-inspirerede konstruktionsprincip har længe været et særkende ved Byströms musik, og hendes katalog omfatter flere end 20 “gå”-værker i form af musikalske vandringer med glimt af landskaber, idéer eller andre komponisters værker.

Som lytter bliver man omgående opmærksom på de fritstående gentagelsesmønstre af nøjagtig samme slags som i de foregående værker. Bestanddelene flyder sammen, og musikken begynder sin rejse gennem forskellige tilstande, hvoraf en af de første er en “ritmico”-sektion begyndende med den knipsede solocello (en af få efterklange af Images From the Floating World). Musikken bevæger sig hurtigt over i en strøget cello melodi af arketypisk Byström-form, før celloen dukker mere spids og animeret op i et “leggiero”-afsnit, der indledes af klaver og slagtøj i lyse tonehøjder. Efter glasagtige akkorder i en “calmo”-passage synes klaveret at forvandle sig til en vibrafon.

Efter afsnit vekslende mellem mådehold og energi begynder ensemblet at påtage sig en mere aktiv og ekspressionistisk rolle, hvor gnistrende skarpe salver udgør portaler for solocello og slagtøj, der hele tiden rækker ud efter mere klangligt skingre instrumenter. Cellostemmen opbygger en æterisk dialog med andre strygere hen mod en form for kadence, hvorefter kredsende messing begynder at indhylle celloen i en korallignede idé hentet hos Bach. Mens solocelloen vipper i horisonten af sit toneomfang, får den støtte af en trækfløjte og de lyse blæsere på vej mod sin sidste opstigning.