Tilmeld dig Dacapos nyhedsbrev

Orgelværker Vol. 1

Dietrich Buxtehude

Orgelværker Vol. 1

Bine Bryndorf

Det over 350 år gamle orgel i Helsingørs Sct. Mariæ Kirke er et naturligt udgangspunkt for Dacapo Records' og Bine Bryndorfs nye Buxtehude-satsning. Det var ved dette instrument, den dansk-tyske barokkomponist foldede sig ud som kirkens organist i 1660-68. Og det var her, organist og professor Bine Bryndorf øvede sig som barn, og første gang lærte Buxtehudes orgelmusik at kende. Dietrich Buxtehudes orgelværker er i dag standardrepertoire for organister i hele verden, men det er første gang, at en organist går Buxtehude på klingen og indspiller hans værker ved netop de instrumenter, værkerne er komponeret ved. Dacapo Records' nye Buxtehude-serie vil omfatte i alt seks cd'er, og udover Sct. Mariæ Kirke i Helsingør vil der blive indspillet i de to andre kirker, komponisten var ansat ved, nemlig S:ta Maria Kyrka i Helsingborg og Marienkirche i Lübeck.

Køb album

CD

  • CD
    Digipack
    139,5055,80 kr.
    €7.49 / $8.15 / £6.38
    Køb
Download
  • mp3 (320kbps)
    69,0027,60 kr.
    mp3
    €3.7 / $4.03 / £3.16
    Køb
  • FLAC 16bit 44.1kHz
    79,0031,60 kr.
    CD Quality
    €4.24 / $4.61 / £3.61
    Køb
"The Danish organist Bine Bryndorf presents her first volume of Buxtehude's complete organ works with authority ... There is plenty of drama, contrast and excitement".
Early Music Today
"What started out as a suspect Spanish "walking dance", over the years has evolved into one of classical music's most profound genres."
WQXR (New York)
Total runtime: 
65 min.
Dietrich Buxtehude

Dietrich Buxtehude tilbragte hele sit liv ved Østersøkysten. Sandsynligvis fødtes han 1637 i den dengang danske by Helsingborg. Hans far Johannes (Hans), også organist, var indvandret til Danmark, uvist hvornår, fra Ol-des-loe i Holsten. I 1641 udnævntes Johannes Buxtehude til organist ved Sct. Mariæ Kirke i Helsingborg, og kort tid derefter flyttede han til den anden side af Øresund for at overtage orga-nist-embedet ved Sct. Olai Kirke i Helsingør. Dietrichs nøjagtige fødselsdato er ukendt, men ved hans død i 1707 blev han omtalt som ca. 70 år gammel (kirkebøger fra så langt tilbage i tiden som 1637 er ikke bevaret, hverken fra Helsingborg, Helsingør eller Oldesloe). Som barn i Helsingør må Dietrich Buxtehude have haft en bevidsthed både om sin tyske arv og om sine danske omgivelser, og han er formentlig vokset op som to-sproget. I Helsingør og under sine tidlige år i Lübeck stavede Buxtehude normalt sit fornavn “Diderich”, men senere underskrev han sig regelmæssigt “Diete-rich” eller “Dietericus.”

De latinkundskaber, som Buxtehude senere lagde for dagen, tyder på, at han som dreng gik i latinskole. Han er utvivlsomt begyndt at spille orgel hos sin far, men vi har ingen som helst oplysninger i øvrigt om hans lærere. Andre mulige emner i Danmark er Claus Dengel, der var organist ved Sct. Mariæ Kirke i Helsingør fra 1650 til 1660, og den berømte Johann Lorentz den yngre, som virkede ved Sct. Nikolaj Kirke i København fra 1634 til sin død i 1689. Lorentz var elev af og svigersøn til Jacob Praetorius i Hamborg, og familien Buxtehude lærte ham at kende i 1650, da hans far, orgelbyggeren Johann Lorentzen den ældre, døde. Det er tænkeligt, at Buxtehude senere har stu-deret hos Heinrich Scheide-mann i Hamborg eller Franz Tunder i Lübeck.

I slutningen af 1657 eller begyndelsen af 1658 overtog Buxtehude det or-ganistembede ved Sct. Mariæ i Helsingborg, som hans far havde haft, inden han flyttede til Helsingør. Han virkede der, indtil han i oktober 1660 blev orga-nist ved Sct. Mariæ i Helsingør, kaldet den tyske kirke fordi den betjente byens udenlandske befolkning samt garnisonen på Kronborg. I Helsingør forvente-des det af Buxtehude, at han spillede ved gudstjenestens begyndelse, mens præsten iførte sig messeklæder; sammen med kirkens kantor skulle han sørge for instrumental- og vokalmusik ved kirkelige højtider og i øvrigt efter pastorens anmodning.

Stillingen som organist og Werkmeister ved Marienkirche i Lübeck blev ledig ved Franz Tunders død den 5. november 1667, og Dietrich Buxtehude blev formelt udnævnt den efter-følgende april. Dette var et meget mere fornemt og velaflønnet embede end det, han havde haft i Hel-singør; han fik den højeste løn af samtlige musikere i Lübeck og tjente næsten lige så meget som pasto-ren ved Marienkirche.
Buxtehude aflagde ed som borger i Lübeck den 23. juli 1668, hvilket gav ham ret til at gifte sig og etablere sig i byen. Straks den 3. august giftede han sig med Anna Margaretha Tunder, en af hans forgængers døtre. Dietrich og Anna Margaretha Buxtehude fik syv døtre i ægteskabet, som alle blev døbt i Marienkirche. Tre døde som spædbørn, en fjerde overlevede kun indtil de tidlige voksenår, og da Buxtehude døde, var der tre tilbage i huset: Anna Margreta, døbt den 10. juni 1675, Anna Sophia, døbt den 30. august 1678, og Dorothea Catrin, døbt den 25. marts 1683. Som faddere til Buxtehudes børn stod højt placerede medlemmer af bysamfundet, slægtninge til de velha-vende grossister, som boede i Marienkirches sogn og styrede både kirken og byen. Selv tilhørte Buxtehude kun den 4. rangklasse sammen med mindre grossister, detailhandlende og bryggere; ved at bede mennesker fra højere sociale lag om at være faddere til sine børn – og ved i nogle tilfælde at give børnene navn efter dem – skaffede han sig også deres protektion for sine musikalske forehavender.

Som organist ved Marienkirche var Buxtehude først og fremmest forpligtet til at spille ved de store for- og eftermiddagsgudstjenester på søn- og helligdage. Han var som sagt også indehaver af stillingen som Werkmeister, dvs. admini-strator og kasserer ved kirken, et embede, der indebar betydeligt ansvar og prestige. De regn-skabsbøger, som han førte i sin egenskab af Werk-meister, indeholder ganske detaljerede oplysninger om kirken og dens musik. Kantoren ved Marienkirche, der også var lærer ved Catharineum-skolen, var ansvarlig for den liturgiske musik, som blev opført af voksne mandssangere samt drenge fra skolen. Dette drengekor optrådte sammen med de fleste af byens stadsmusi-kanter fra et stort pulpitur foran i kirken over korgitteret. To stadsmusi-kanter, en violinist og en lutenist, optrådte regelmæssigt sammen med Buxtehude fra det store orgel.

Buxtehude overtog fra Franz Tunder en tradition, hvorefter der på det lokale erhvervslivs foranledning afholdtes koncerter fra det store orgel i kirkens vest-lige ende. Tunder havde gradvist udvidet sine orgelkoncerter med vokale og instrumentale indslag; det siges, at hans koncerter fandt sted på torsdage før åbningen af Børsen. Inden for et år fra sin ankomst til Lübeck havde Buxte-hude væsentligt udvidet mulighederne for at opføre koncerterende musik fra det store orgel, idet han fik bygget to nye pulpiturer – med hver sin donator – ved den vestlige ende, således at der på de nu i alt seks pulpiturer blev plads til ca. 40 sangere og instrumentalister. Buxtehude kaldte sine koncerter for Abendmusiken og ændrede tidspunktet for deres afholdelse til søndage efter aftensang. Det blev omsider til fast tradition, at de fandt sted på de to sidste trinitatissøndage og på 2., 3. og 4. adventssøndag hvert år. Senest 1678 havde Buxtehude indført den praksis, at hans egne oratorier blev opført som føljetoner på disse søndage. Herudover opførte han kon-cer-terende musik fra det store orgel ved almindelige gudstjenester, selv om denne aktivitet ligesom de nævnte Abendmusiken lå uden for hans officielle pligter ved kirken.

I 1703 kunne Buxtehude fejre 35 års tjeneste som organist ved Marien-kirche. Han var da ca. 66 år gammel og sikkert bekymret for sine tre ugifte døtres fremtid, så han begyndte at lede efter en efterfølger, der ville gifte sig med Anna Margreta, hans ældste datter, som var 28. De første aspiranter, vi har nogen viden om, var Johann Mattheson og Georg Friederich Händel, som på det tidspunkt begge var ansat ved operaen i Hamborg. De rejste sammen til Lübeck den 17. august 1703 og lyttede til Buxtehude “med værdig op-mærksomhed”, men da ingen af dem var spor interesseret i ægteskabstilbud-det vendte de tilbage til Hamborg dagen efter. Johann Sebastian Bach af-lagde sit berømte besøg hos Buxtehude i efteråret 1705 i Abend-musik-sæsonen og blev boende i Lübeck i henved tre måneder. Bach kan også have været interesseret i at overtage Buxtehudes stilling, men der er intet positivt bevis for, at det var tilfældet. Omtalen af rejsen i Bachs nekrolog er utvetydig med hensyn til formålet, som var at høre Buxtehude spille orgel, og i sin rapport til konsistoriet i Arnstadt, skrevet ved hjemkomsten den efter-følgende februar, hævdede Bach, at han var taget til Lübeck “for at lære at forstå det ene og det andet” ved mesterens kunst. Buxtehude døde den 9. maj 1707 og efterfulgtes af Johann Christian Schieferdecker, som giftede sig med Anna Margreta den 5. september samme år.

Blandt de overleverede dokumenter er der kun få, som belyser Buxtehudes liv, men de synes at tegne konturerne af en alsidig personlighed, hvilket jo svarer ganske godt til den stilistiske bredde i hans musik. Ved siden af sine forskellige opgaver som komponist, organist, cembalist og dirigent arbejdede Buxtehude både med tal og med ord i sine egenskaber af henholdsvis regn-skabsfører og digter. Han skrev dedikationsdigte til sine venner Johann Theile og Andreas Werckmeister, og han synes selv at have forfattet teksterne til adskillige af sine  vokal-værker. Han var en samvittighedsfuld kirkens tjener og en dristig entreprenør hvad angår Abend-musiken. Tekstvalget i hans vokal-musik bevidner dyb kristen fromhed, mens hans portræt sammen med Johann Adam Reinken i “Häusliche Musikszene”, malet 1674 af Johann Voorhout, viser en verdensmand. Disse to aspekter ved Buxtehudes personlighed stilles elegant over for hinanden i en kanon skrevet til Meno Hanneken, en teologi-studerende i Lübeck; under Buxte-hudes motto, “Non hominibus sed Deo” (ikke til mennesker, men til Gud), besynger teksten verdslige glæder: “Diverti-sons-nous au-jourd’-hui, bouvons à la santé de mon ami” (lad os more os i dag og drikke en skål for min ven).

Forfattere fra hans egen og den efterfølgende generation beskæftiger sig kun sjældent med Buxtehude. Og dog blev han æret både i det 17. og det 18. årh. på en måde, der i det lange løb skulle få langt større betydning end nok så mange lovord; hans musik blev nemlig kopieret så flittigt, at der er bevaret mere af den, og i et større antal genrer, end af musik af nogen anden samtidig nordtysk komponist. Hans vokalmusik findes fortrinsvis i kopier udført af – eller på vegne af – hans ven Gustav Düben, der var kapelmester hos kongen af Sverige. Mange afskrifter af hans frie orgelværker stammer fra kredsen omkring J.S. Bach, mens de fleste eksisterende håndskrifter af hans koralbaserede orgelmusik er i Johann Gottfried Walthers hånd. De eneste større publikationer fra Buxtehudes egen levetid var to samlinger af sonater for violin, viola da gamba og cembalo (dacapo 8.224003 og 8.224004).

Buxtehudes Orgelmusik
Buxtehudes musik for tasteinstrumenter kan opdeles i værker med og uden obligatorisk pedalstemme. Nordtyske orgler havde de mest veludviklede pe-dal-værk i Europa, og det er så godt som sikkert, at Buxtehude skrev sine pedaliter-værker med henblik på opførelse på orgel, mens stykkerne for manu-aler alene kan spilles på cembalo eller clavicord for-uden på orglet. Orgelmu-sikken kan igen inddeles i to hoved-kategorier: frie værker der ikke benytter en allerede eksisterende melodi, og udsæt-telser af traditionelle lutherske koraler. I de frie værker, normalt betegnet præludium, er det sæd-van-ligt med en kombi-nation af flere stiltyper og satsstrukturer: en meget fri stil, også kendt under betegnelsen stylus phantasticus, og mere faststrukturerede stile som fugaen og basso ostinato-genrerne ciacona og passacaglia.

Buxtehude har efterladt tre store, selvstændige ostinato-værker: Ciacona i c-mol (BuxWV 159), Ciacona i e-mol (BuxWV 160) og Passacaglia i d-mol (BuxWV 161). Alle tre kom-po-sitioner er overleveret i et enkelt håndskrift, den såkaldte “Andreas Bach Buch,” som blev afskrevet af Johann Sebastian Bachs ældre broder Johann Christoph (1671-1721). Disse genrer udviklede sig i Spanien i begyndelsen af 1600-tallet og forekommer snart i en bred vifte af italiensk instrumental- og vokalmusik, herunder Frescobaldis musik for ta-ste-instru-menter. Buxtehude er tilsyneladende den første, der forudsætter brugen af pedal i en ciacona eller passacaglia; når den tilbagevendende ostinato-melodi fortrinsvis spilles i pedalet bliver hænderne frigjort til at spille komplicerede variationer ovenpå. Skønt Buxtehude ikke skelner ret meget mellem de to beslægtede genrebetegnelser, kunne det forhold, at hans pas-sacaglia er noteret i 3/2, mens ciacona-stykkerne er i 3/4, antyde, at pas-sa-cagliaen skal spilles langsommere. Passacaglia i d-mol er også bemærkel-sesværdig ved sin meget klare form og tonale struktur: hvert af de fire afsnit (i henholdsvis d-mol, F-dur, a-mol og d-mol) består af syv variationer over melo-dien på fire takter i bassen.
Fra tid til anden indlemmer Buxtehude ostinato-passager i sine store prælu-dier i flere afsnit; således er sidste afsnit af hans Præludium i C-dur (BuxWV 137, ved 03:57) rent faktisk betegnet som ciacona. De store oktavspring i ostinatoen på tre takter forvarsles i stykkets begyndelse med den virtuose pedalsolo i første afsnit. Her møder vi stylus phan-tasticus, en udtryksform der i høj grad egner sig til musik for tasteinstrumenter, med konstant skiftende satsstruktur og stemmeantal, og med pludselige overgange fra hurtige skalaer til massive akkorder og fra homofone figurer til fugale antydninger – lytteren ved aldrig, hvad der er i vente! Derimod arbejder den efterfølgende, egentlige fuga (ved 01:50) sig syste-matisk igennem fra én til fire stemmer med tema-gennemspilninger og svar i domi-nanten, og således fortsættes der, indtil hver stemme (nemt identificerbar som sopran, alt, tenor, bas) har haft tema og svar to gange.

De to præludier i g-mol på denne cd indeholder også ostinato-passager. BuxWV 149 – med rette et af Buxtehudes oftest spillede værker – kombinerer ostinato og stylus phanta-sticus i det indledende afsnit. Åbnings-gestussen i manualerne kunne i princippet føre hvor som helst hen, men den viser sig at være figurationen oven på en ostinato når pedalet langt om længe sætter ind. Dette præludium er også kendetegnet ved de to fugaer med beslægtet tema: den første i en sober, gammeldags ricercar-stil og den anden en affekt-præget fuga pathetica i langsom tredelt takt, en af komponistens allerfineste. Osti-nato-afsnittet som afslutter det andet præludium i g-mol (BuxWV 148, ved 04:51) er helt anderledes; her annonceres temaet på to takter i pedalet uden manualledsagelse, for der-efter temmelig regelmæssigt at migrere til de højere stemmer.

Koraludsættelserne på denne cd tilhører alle den type, som Buxtehude dyr-kede mest in-ten-sivt – eller som måske var mest interessant for Johann Gott-fried Walther, hvis af-skrifter udgør vore eneste kilder til musikken. Hvert værk citerer kun koralmelodien én gang, i sopran-stemmen, som i afskrifterne er foreskrevet til at blive spillet på et separat manu-al, mens midterstemmerne spilles på et andet manual og bassen i pedalet. Disse stykker er givetvis ned-skrevne kodificeringer af de salmeforspil, som Buxtehude impro-viserede i sin egenskab af kirkeorganist, et embede som han jo besad under hele sit kar-riereforløb. Melo-dierne er ofte stærkt forsirede; i 1701 besluttede pasto-rerne i Marienkirche i Lübeck, hvor komponisten var ansat fra 1668 indtil sin død i 1707, at der skulle ophæn-ges num-mer-tavler i kirken, fordi “kun få kan genkende salmerne fra det forud-gående orgelspil”.

De koralmelodier, som gengives her, stammer fra et håndskrift til brug for koret i Buxte-hudes kirke, sandsynligvis skrevet i begyndelsen af hans tid som organist, og i hvert fald inden kantoren Jacob Pagendarm tilrettelagde et håndskrift med nye udsættelser i 1705. De er alle traditionelle koraler til kirke-årets store fester – Herrens fødsel, påske, pinse og treenighedsfesten samt til adventstiden – og de skriver sig fra de første år efter Refor-ma-tionen eller endog tidligere. Et hvilket som helst medlem af menigheden ville have gen-kendt koralerne “Lobt Gott, ihr Christen allzu Gleich” og “Gott der Vater wohn uns bei” fra Buxtehudes udsættelser, men nogle ville måske nok være blevet desorienteret under hans sprudlende præludium over “Komm, Heilger Geist, Herre Gott” (BuxWV 199), hvor melodien bliver langt rigeligere ornamenteret end i hans anden udsættelse, BuxWV 200. Forsirings-måden i alle disse stykker stammer oprindeligt fra vokalpraksis, og så længe koralmelodien er til stede, efterligner orglet en sanger ledsaget af basso continuo. I interludierne mellem de enkelte vers trækker Buxtehude imidlertid på den kontrapunk-tiske tradition for at skabe imitative overgange til næste vers. Selv i disse meget korte stykker bemærker man komponistens overlegenhed i den sømløse for-ening af to forskellige stile.

© Kerala J. Snyder 2003

Release date: 
november 2003
Cat. No.: 
8.226002
FormatID: 
CD
CoverFormat: 
Digipack
Barcode: 
636943600221
Track count: 
18

Credits

Indspillet i Sct. Mariæ Kirke, Helsingør, 4.-5. juni 2002.
Producer: Henrik Sleiborg
Teknik: Clemens Johansen
Mastering: Clemens Johansen
Grafisk design: www.elevator-design.dk

Denne cd er produceret i samarbejde med Danmarks Radio og Det Kongelige Danske Musikkonservatorium