Carambolage

Axel Borup-Jørgensen var detaljernes komponist. Med en perfektioneret sensibilitet skilte han musikkens elementer ad i atomer og samlede dem igen med sin fintmærkende intuition. Han interesserede sig livet igennem for klange i al deres kompleksitet, hvor blandinger af rytmer, toner, klangfarve og anslagsart smeltede sammen til minutiøst udformede helheder. Han var måske nok modernist, endda en tidlig en af slagsen i dansk sammenhæng, men mange af hans idealer i værkerne er meget traditionelle. Selv i de værker, der er iturevne og formulerer i punkter og nedslag, er musikken poetisk funderet og romantisk i udtryksfuldhed.

I dag rager hans naturbeskrivende værker stadig op i landskabet som noget af det mest konsekvente og detaljerige, orkestre har haft fingrene i. F. eks. hans hovedværk, Marin, skrevet mellem 1963 og 1970.

For i modsætning til de romantiske komponister formulerede han ikke følelsen af natur eller subjektive indtryk af natur. Han forsøgte at gengive selve naturen i musik med alle de detaljer, han kunne få øje på. Med et utal af instrumentalstemmer som hver sin lille detalje af natur­fænomenet. Det er musik uden centrum eller hierarki. Hvor stemmer filtrer sig ind og ud mellem hinanden som trådene i et rodnet. Nøjagtig som naturfænomener er bygget af små uadskillelige dele, der hver især bidrager med en brik til puslespillet.

Pocket Oratorium fra 1965 er ikke naturbeskrivelse, alligevel ligner det. Borup-Jørgensen sætter her toner til den tyske poet Rainer Maria Rilkes begsorte korte digt ‘Schlußstück’ (Afslutnings­vis) om dødens tilstedeværelse i livet:

Der Tod ist groß.
Wir sind die Seinen
lachenden Munds.
Wenn wir uns mitten im Leben meinen,
wagt er zu weinen
mitten in uns.

Døden er stor.
Vi er hans,
med latter i mund.
Bedst som vi føler os godt på vej,
står han dér og græder,
midt i det hele.

Værket er sådan set bare teksten sunget og reciteret af et kor en enkelt gang. Men ordene er næsten uigenkendelige, revet fra hinanden i bidder af stavelser eller enkeltbogstaver og sunget flimrende og dramatisk af koret skilt i mange stemmer og suppleret af klaver, cembalo og slagtøj. I stedet for at kunne forstå tekstens ord – og slet ikke de enkelte linjer – får man en musikalsk dramatisk fortolkning af teksten. Koret og instrumenterne deler sig i et utal af forgreninger, så ingen kan overskue lydbilledet i alle detaljer. Men forgreningerne peger samme sted hen.

Som klange i blokke danner de samlede fraser, der hele tiden lægger sig i det samme stemnings­billede. Som lytter kan man zoome et stykke ud fra musikken og opleve en helhed, som både er detaljeret og bevægelig, men som samtidigt er helt enkel i sin alvorlige dramatik.

Winterelegie, skrevet 1966-68, er et hovedværk i Axel Borup-Jørgensens produktion. Med udgangspunkt i Brueghels dystre vinterbillede “Jægerne vender hjem” og to digte af den tyske romantiker Friedrich Hölderlin udvikler musikken sig fra hvisken og søgen til ekstremt udtryksfulde stemninger, der ifølge komponistens egen kommentar til værket er billeder af digterens egen sindssyge. Det fornemmer man tydeligt. På samme måde som i Pocket Oratorium er musikken sart og detaljeret i sin fragmentariske opbygning. Men i Winterelegie er lydbilledet af sang og kammerensemble tillige helt gennemsigtigt eller gennembrudt med store pauser mellem de enkelte dele, så man som lytter kan opleve hver en lille passage helt tydeligt. Det er vinter i musikken, og kulden kan mærkes.

Der er et før og et efter Marin i Axel Borup-Jørgensens musik. Omkring 1970 bliver musikken mere flydende som forløb – til forskel for den meget ekspressivt gennembrudte stil i 1960’erne. Carambolage fra 1979-80 er for klaver (og el-orgel), el-guitar og slagtøj. Det kan godt være, at stilen er anderledes end tidligere, men detaljeringsgraden er intakt. Ønsket om at forme præcise klange bliver allerede klart på første side i noderne, hvor Borup-Jørgensen har anført en lang, lang række specialtegn, han anvender her, og som kræver en forklaring for musikerne. Hvordan pianisten skal differentiere mellem antallet af negle, han skal stryge over tangenterne, hvor præcis på instrumentets stol, guitaristen skal slå – eller hvordan slagtøjsspilleren skal lade køllen ligge på et trommeskind efter anslaget. Man er ikke i tvivl om, at komponisten har forestillet sig eller hørt musikken, før den er skrevet ned – og at der sine steder er et meget lille råderum for musikerens personlighed at træde frem i.

Resultatet i Carambolage er musik, der langsomt og enkelt skrider frem mellem de tre musikere. Uden tydelig begyndelse, midte eller afslutning åbner de tre medvirkende et univers af klange, der godt nok hænger logisk nok sammen efter hinanden – men som ikke former et egentligt dramatisk forløb. Der er en form for ligeværd eller balance i musikken, som får en til at tænke på billedkunstens mobiler (eller uroer, som er det almindelige navn), der i en ophængning drejer sig og hele tiden fremstår i nye positioner. Men hvor figuren er den samme.

Det fortællende bliver helt centralt i Sirenernes kyst fra 1985, hvor et flersporet bånd med kvinde­stemmer indlejres i et kammerensembles sarte klange. Naturbeskrivelsen, de poetiske idéer og den musikalske historie som fundament smelter helt sammen i dette værk, hvor sangeren Bodil Gümoes’ stemme i flere lag (på en båndoptagelse også anvendt til uropførelsen i 1985) udgør musikkens imaginære centrum. Som Axel Borup-­Jørgensen selv i sin tid beskrev netop den sammenhæng i en note til værket:

“I fjerne tider ved fremmede kyster hørtes sirenerne synge – Odysseus lyttede til dem, ­bundet til masten for ikke at blive lokket i druknedøden. Måske kan vi høre dem allevegne ved havet, hvor deres stemmer anes i vinden og dønningebruset eller i stormen og det oprørte hav.”

© Henrik Friis. 2014

\