From Earth to Ether

Fra jord til æter

Af Tim Rutherford-Johnson

Den islandske komponist og dirigent Daníel Bjarnasons musik har noget flygtigt over sig. Uanset om den begynder stille eller højlydt, roligt eller voldsomt, bliver lydene til sidst ført ud over kanten og brudt op, forvandlet til noget mindre konkret og mere luftigt. I Over Light Earth dirrer de, før de spredes ud i orkestrets fjerneste områder. I løbet af de tre satser i Bow to String forvandles en insisterende og dunkende passacaglia til en frossen udånding, og de tre Larkin Songs beskæftiger sig med det fællesskab og den kærlighed, der kan føles som en illusion, selv når vi holder det i vores arme.

Det er fristende at føre dette flygtige aspekt tilbage til landskaberne i Bjarnasons hjemland: dampende vulkanske sprækker, de iskolde tåger over Nordatlanten, nordlyset. Men der er mere i det end tomme klichéer. Over Light Earth rummer den første antydning heraf. Værkets to satser er inspireret af to mesterværker indenfor amerikansk ekspressionisme: Mark Rothkos No. 9 (Dark Over Light Earth) fra 1954 og Jackson Pollocks Number 1, 1949.Et af de særlige karakteristika ved abstrakt ekspressionisme – og en af grundene til dens vedvarende popularitet – er, at billederne på den ene side afspejler kunstnerens konkrete handlinger på lærredet (Pollocks dryp og hvirvler, Rothkos tykke, ujævne penselstrøg) og på den anden side opnår en så kraftfuld åndelig kvalitet, en flimrende mystik.

Det siges ofte, at rektanglerne i Rothkos malerier af farvede felter – som i No. 9 – både er konkrete og det modsatte. Det er tydeligvis rektangler, som er malet i klare enkeltfarver, sat op ved siden af og lagt ind over hinanden; abstraktionen hos Kandinsky eller Mondrian reduceret til dens mest prosaiske form. Men så igen er det ikke kun rektangler – kanterne er slørede og upræcise, og de er ujævnt påført, så skyggerne og farverne inde bagved skinner igennem. Måske var de engang rektangler, men nu er de ved at forsvinde.
 

Daníel Bjarnason © Saga Sig

Over Light Earth – bestilt af Los Angeles Philharmonic Association og komponeret i 2012 – åbner med en af Rothkos flossede kanter. Bjarnason har udvidet sit orkester med to klaverer anbragt på hver side af ensemblet og så langt fra hinanden som muligt. De indleder værket med det samme materiale – kæder af høje, gentagne toner, der falder og bliver langsommere, mens de frigiver energi som hoppende molekyler og strækker materialet videst muligt ud. Det er næsten, som om vi zoomer ind og passagen vender tilbage flere gange, hver gang en smule langsommere og med flere af sine indre detaljer synlige. Gradvist træder der noget mere konkret frem inde fra midten af orkestret – en flade i kraftige farver forestiller vi os måske – men efter et dramatisk brag fra klavererne flyder også det ud mod kanterne og efterlader kun en gådefuld obomelodi i sit kølvand. En lignende bevægelse indad og tilbage ud præger andensatsen, opkaldt efter et af Pollocks ikoniske drypbilleder – et tæt spind af sort, gult, gråt og flødefarvet med stænk af blodrødt, mørkegrønt, skrigende pink og mere. Denne gang begynder Bjarnason med det maniske i maleriets helhed – beboprytmerne, den næsten ukontrollerbare polyfoni – før han fokuserer på vævets hjerte. Paradokset her er, at der ved at blive zoomet ind ikke afsløres flere detaljer, men mere rum: De bittesmå, uforanderlige tomrum i Pollocks netværk af dryp og striber bliver forstørret op til enorme galakser, før vi zoomer ud igen til maleriet som helhed.

Bow to String blev oprindelig komponeret i 2010 som et multi-track-celloværk og uropført af Bjarnasons ven Sæunn Thorsteinsdóttir. Indspilningen her er den første af en ny version for cello og orkester, skabt i 2022. Første sats har titlen “Sorrow Conquers Happiness” og er inspireret af en otte takter lang sang fra performanceværket GOD(2007) af den islandske kunstner Ragnar Kjartansson. I GOD synger Kjartansson – klædt som en crooner i Frank Sinatra-stil – foran et 11-mands jazzband i et lokale med lyserøde satingardiner fra gulv til loft. I løbet af den halvtime lange performance gentager han sangen snesevis af gange med små variationer fra bandets side. Bjarnason overtager melodien og akkorderne fra Kjartanssons sang og remixer dem mere eller mindre – bevarer sangens oprindelige form og gentagelser, men breder dem ud over et dramatisk, lagdelt følelseslandskab i stedet for Kjartanssons langsomt roterende melankoli.

I denne sammenhæng kan Kjartanssons sang siges at fungere lidt ligesom et af Rothkos rektangler – en mere eller mindre fast form, der langsomt forsvinder og ophører med at eksistere i løbet af de næste to satser. Selvom sangen ikke som sådan vender tilbage, dekonstruerer anden sats bigband-balladestilen med en knipset walking bass (nogle af cellisterne i orkestret spiller med papirklips på strengene for at give dem en uhyggelig, gong-lignende lyd) og lejlighedsvise klatter af hvid støj med mindelser om en trommeslagers hvislende nitte-bækken. Når solisten bryder ud i melodien, bliver den ledsaget af blueslignende glissandoer og akkorder. I sidste sats, “Air to Breath”, bliver tingene reduceret endnu mere, og kun forestillingen om gentagelse er tilbage – det er som en dekonstruktion af en dekonstruktion, hvor lyden af gonger og sordinerede strenge fra anden sats bredes ud – fra en tydelig pulsfornemmelse til en glat akkordflade – mens celloerne spiller fire variationer af den stadig lysere melodi, der til sidst fordufter i et felt af strygerflageoletter.

Den foreliggende version af Larkin Songs har en lang skabelseshistorie bag sig. Den første sang, “Talking in Bed”, blev skrevet i London i sommeren 2008 og senere i 2010 omarrangeret for sopran og klaverkvintet, da de to andre sange, “Is It for Now or for Always” og “Night-Music”, blev komponeret til en samlet opførelse af alle tre ved Kammertónleikar Kirkjubæjarklaustur i Island det år. Senere samme år blev en kontrabasstemme føjet til kvintetten, og i 2022 blev de tre sange orkestreret (og vokalpartiet let revideret) til denne indspilning.

Bjarnason blev introduceret til Philip Larkins digte af en ven og følte sig med det samme forbundet med deres dystert ærlige perspektiv. De tre digte her blev valgt lige så meget for de musikalske muligheder, de antydede, som af andre grunde (og den marginalt mere opmuntrende “Is It for Now or for Always” for at lette stemningen en anelse). Men alle tre digte indeholder også kontrasten mellem det jordiske og det himmelske, hvilket må have vakt genklang hos komponisten. “Talking in Bed” beskriver den ensomhed, der kan føles selv i de mest intime øjeblikke i en elsket persons arme, mens “Outside, the wind’s incomplete unrest / Builds and disperses clouds about the sky”, “Is It for Now or for Always” beskriver usikkerheden i det konkrete, der kan forekomme at være “tricks”, “blændværk” eller “falskhed”, og kun den elskede og nuet – “my sudden angel” – kan man tage for givet. Endelig funderer “Night-Music” over ensomheden på nattehimlen og i drømmene hos dem, der sover.

Naturligt nok er Bjarnasons musik her mere dramatisk anlagt end i de to orkesterpartiturer, men der er stadig en fornemmelse af, at noget jordisk forvandler sig til noget æterisk. Det overordnede forløb minder om Bow to String: den flydende åbningssats følges af en mere knortet andensats, hvor skarpe pizzicatoer og tørre, perforerede lyde dominerer, og så til sidst en forstøvet tredjesats, farvet af flautando-strygere, sitrende slagtøj og luftige træblæsertoner. Alle Larkins digte henviser til den truende tomhed, der lurer uden for hjemmet, sengen og kroppen, og som Bjarnason her afbilder i musikalske fraser, der, selvom de til tider strækkes bredt ud, aldrig er langt fra at forsvinde.