Tilmeld dig Dacapos nyhedsbrev

Orkesterværker

Erik Bach

Orkesterværker

Spyros Maurikis, Aarhus Symfoniorkester, Bo Holten

Erik Bach (f. 1946) er en komponist med hele den store musikhistorie på rygraden. Med inspiration fra halvfjerdsernes Postmodernisme har han komponeret over 70 værker - mange i en lettilgængelig og yderst smagfuld stil. De tre orkesterværker på denne cd er en karakteristisk repræsentant for Erik Bachs kompositionsstil. Hver enkelt værk inddrager citater fra kendte klassiske stykker, som er flettet sammen med komponistens egne originale idéer.

Køb album

CD

  • CD
    Jewel Case
    139,5055,80 kr.
    €7.49 / $8.15 / £6.38
    Køb
Download
  • mp3 (320kbps)
    69,0027,60 kr.
    mp3
    €3.7 / $4.03 / £3.16
    Køb
  • FLAC 16bit 44.1kHz
    79,0031,60 kr.
    CD Quality
    €4.24 / $4.61 / £3.61
    Køb
Total runtime: 
54 min.
Erik Bach

Erik Bach (født 1946) har komponeret 70 værker – mange i en lettilgængelig stil og yderst smagfuld stil. Han blev uddannet på Det Jyske Musikkonservatorium i både musikteori, musikhistorie og komposition med diplomeksamen i 1976. Desuden er han cand.phil. i musik-videnskab fra Aarhus Universitet. For få år siden tog han endelig den nye kandidatuddannelse i musikteknologi på Aalborg Universitet.

Meget af hans arbejdsliv er gået med administration og undervisning: Han var rektor på Nordjysk Musikkonservatorium i Aalborg fra 1978 til 1992, rektor på Det Jyske Musikkonservatorium i Århus fra 1992 til 2001 og derefter docent ved konservatoriet i Århus. I 2004 blev han udnævnt til direktør for Det Danske Institut for Videnskab og Kunst i Rom. Ved siden af har han haft en lang række tillidsposter, bl.a. i Den Europæiske Konservatoriesammenslutning, Nordisk Konservatorieråd og Statens Musikråd.

Réflexions for klarinet og orkester stammer fra 1973-74. Som studerende på Aarhus Universitet var Erik Bach i gang med et kandidatspeciale om Chopins præludier for klaver. Han analyserede de 24 satser, delte som sædvanlig de korte stykker op i endnu kortere forløb – og pludselig opstod tanken: At man kunne sætte delene sammen “på en ny og anderledes måde”, som han udtrykte det.

Selve ideen var så gammel som -musikken selv. Europæiske komponister har altid lænet sig tæt op ad forgængerne. Men midt i -tresserne blev det en hel epoke, en bevægelse, en filosofi. Dens store gennembrud kom med tredje sats af Luciano Berios berømte Sinfonia fra 1968 – bygget på citater fra -Gustav -Mahlers 2. Symfoni og et halvt hundrede andre værker.

Postmodernismen var en realitet.

Her i begyndelsen af halvfjerdserne hørte ‘musik på musik’ altså stadig til de nye strømninger. Og dengang som nu tiltalte den Erik Bach meget mere, end modernismen med dens tal og rækker gjorde. Der findes næsten ingen modernistiske værker fra Bachs hånd. Der findes i øvrigt heller ikke mange eksempler på dansk musiks største varemærke dengang – den ny enkelhed. Han er mere den samlende type, både som menneske og kunstner. En mand med hele den store musikhistorie på rygraden.

Værkets begyndelse er både meget smuk og meget karakteristisk for musikken i halv-fjerdserne: Efter et langsomt citat af Chopin sættes noget i gang, orkestret åbner sig fra romantisk mol til en moderne lysverden, klarinettens første motiver falder ind som stjerneskud. Men det hele forbliver i en tilstand af afklaret melankoli. Lidt som om uret sættes i stå en eftermiddag sidst på sommeren – med den høje himmel, den tynde luft, det kølige solskin. Sådan lyder dansk idyl anno 1973.

Og alligevel er det næsten altid Chopin, man hører. Nogle gange i form af umiddel-bart genkendelige melodier, hentet direkte fra klavernoderne. Andre gange som harmonierne alene. Eller som rester af en rytme. Eller med citater fra forskellige satser oven i hinanden.

“Om det nye værk har den fornødne logik og sammenhæng, må være op til lytteren at afgøre,” skrev Bach efter arbejdet. Enhver lytter vil sige ja. Værket har bestemt logik og sammenhæng. Men sjældent sammenhæng i Chopins egen forstand. På det punkt virker Bach snarere inspireret af de sene romantikere. For eksempel er der masser af Bruckner i den repriseagtige slutning – i det lange ekko af begyndelsens melankoli. Den kun 27-årige komponist havde ikke bare lavet en collage, men også sin første symfoniske digtning.

Berlin Revisited blev komponeret i 2002, altså næsten tredive år senere. Inspirationen kom fra et besøg i det nye Tysklands gamle hovedstad.

“Gensynet var voldsomt og overvældende!” skrev komponisten bagefter. Og man forstår ham: De færreste byer har undergået større forandringer på kortere tid – fra krigens ødelæggelse over dramatisk deling til genforening med nye subkulturer og boom i skyskraberne. Selve byen har rigtignok altid været avantgardens højborg. Men som mødested for mennesker virker den nyere end nogensinde.

Alligevel er værket ikke programmatisk. Bach har tænkt det som “en indre oplevelse af en metropol malet i musik”, skriver han. “Det gamle Berlin trængte sig usynligt frem gennem alle de moderne facader og mindede mig om uropførelsen af Alban Bergs Wozzeck i 1925 og om Richard Strauss, som boede her i mange år. Brecht og Weill var her med Dreigroschenoper og Mahagonny. Og så var der de berømte kabareter og Marlene Dietrich!”

Der bliver plads til det hele. Værket åbner med først et mægtigt brag, så en pulserende hverdagsstemning. Men historiens indtryk trænger sig hurtigt på. Allerede efter et minuts tid hører man ekkoer af et optimistisk århundredskifte – det kan være fra Richard Strauss’ symfoniske digtninge, fra Alban Bergs ekspressionisme, fra hits som “Mackie Messer”.

Rigtig mange af citaterne kan genkendes uden videre: Hvis en obo spiller et par toner i et bestemt leje, tænker man straks på Ein Helden-leben. Men lige så ofte bliver de modsagt eller overdøvet af citater af mere ubestemmelig herkomst, som regel med overraskende virkning: Hvad laver f.eks. den franske impressionisme midt i det hele? Og stammer den smukke fanfare ikke fra dansk romantik?

Svarene er enkle nok: Alt har forbindelse til Tyskland og dets hovedstad. Man skal bare lige finde ud af hvordan. Berlin Revisited kan opleves på mange, tankevækkende måder – men måske allerbedst som rejsefører gennem byen som sindstilstand.

Så er Astrotrain anderledes konkret. Værket blev uropført i 1988 ved et af Nordjyllands Unge Tonekunstneres første arrangementer og hører stadig til Erik Bachs mest neoklassicistiske, lettilgængelige værker.

På den tid legede Bachs børn med nogle populære byggesæt ved navn Transformers. Man fik en bestemt figur i hænderne, skruede lidt på de enkelte dele og sad til sidst med en anden figur. Et gammeldags damplokomotiv kunne for eksempel blive et moderne rumfartøj – deraf titlen Astrotrain. Bach fik nu ideen til et værk, bygget efter samme princip: Et værk hvor “et veldefineret musikalsk udsagn transformeres til et andet med baggrund i de samme elementer,” som han skrev.

Der er altså tale om den teknik, man i fagsproget kalder motivisk metamorfose. Teknikken har en lang og glorværdig historie. Og fuldstændig ligesom postmodernismens ‘musik på musik’ fik den ny næring i det 20. århundrede:

På dansk jord sammenlignede Vagn Holmboe den med “larvens vej over puppe til fuldt udfoldet insekt” – selve individet er det samme, bare forvandlet til ukendelighed. Oversat til musik bearbejdes ét motiv altså gradvist til et andet motiv, sådan at motivernes fælles kerne efterhånden reduceres til en ren fornemmelse eller måske helt forsvinder.

Her i værket arbejder Bach dog med to motiver: Først begyndelsens ret kraftige og ret motoriske grundidé. Siden en både roligere og svagere melodi i træblæserne. Melodierne sendes nu på tur rundt til orkestrets grupper og samles så i værkets store midterdel – “kontrasterne blødes op,” skriver Bach. Det er ikke mindst i dette afsnit, man mærker neoklassicistiske forbilleder som Igor Stravinskij og Herman D. Koppel.

Men til sidst kommer sandheden for en dag. De to melodier har trods alt udviklet sig forskellige steder hen. Kun én melodi kan blive tilbage. Bliver det lokomotivet eller rumfartøjet?

Søren Hallundbæk Schauser, 2006

Release date: 
marts 2007
Cat. No.: 
8.226527
FormatID: 
CD
CoverFormat: 
Jewel Case
Barcode: 
636943652725
Track count: 
3

Credits

Indspillet i Frichsparken, Århus, d 19.- 23. december, 2005.
Producer: Morten Mogensen
Teknik: Claus Byrith
Redigering: Morten Mogensen

Grafisk design: Elevator

Dacapo Records ønsker at takke Dansk Komponistforening/KODAs Nationale Midler til Sociale og Kulturelle Formål og KODAs Nationale Blankbåndsmidler.