Works for Flute and Piano

Fløjtens Chopin

Af Toke Lund Christiansen

Joachim Andersen er i dag særlig kendt for sine koncertetuder for solofløjte – ikke mindre end syv samlinger med 24 etuder i hver, suppleret af et par ekstra samlinger, som indeholder hele 18 yderligere etuder. Denne musikalske skat udgør i dag en uomgængelig kerne i udviklingen af en fløjtenists både musikalske og tekniske færdigheder.

I sin samtid var Andersen en central figur i det midteuropæiske musikliv: Han var medstifter af Berlinerfilharmonikerne, hvor han virkede som dirigent og som en fremragende solofløjtenist. Hans tætte venskaber med toneangivende skikkelser som Tjajkovskij, Anton Rubinstein og Hans von Bülow er velkendte, og i Paris blev han kendt som intet mindre end Fløjtens Chopin, hvilket vidner om Andersens bemærkelsesværdige status i byen.

Joachim Andersens karriere både begyndte og sluttede med Tivoli-orkestret i København. Først som assistent for sin far, fløjtenisten Christian Joachim Andersen (1816-99), og sidst i sin karriere som dirigent og kunstnerisk leder fra 1898 til 1909.

Joachim Andersen © Det Kongelige Bibliotek

Joachim Andersen kom fra en familie af fløjtenister: Også hans yngre bror, Vigo Andersen (1852-95), var en fremragende fløjtenist, der i en ung alder emigrerede til USA og virkede som solofløjtenist i Chicago. Flere af Joachim Andersens mest krævende kompositioner (for eksempel den sidste etudesamling, Schule der Virtuosität, op. 60) er tilegnet broren Vigo.

Som sin yngre bror havde Joachim Andersen også udlængsel, og efter at have været fløjtenist i Det Kongelige Kapel i København fra 1869 til 1877 fik han ansættelse i Skt. Petersborg, hvor han bestred posten som solofløjtenist i det kejserlige kapel fra 1878 til 1880.

Musiklivet i Skt. Petersborg var præget af en international atmosfære med klare skandinaviske træk, sandsynligvis som en følge af den danske prinsesse Dagmars ægteskab med den russiske kejser Alexander 3. Det var i denne periode, at Andersen knyttede forbindelser til flere prominente tyske musikforlag i byer som Hamburg og Leipzig samt det førende skandinaviske musikforlag, Wilhelm Hansen, i København. Disse forbindelser var med til at forme hans musikalske rejse og åbne døre for hans værker på den internationale scene.

Omkring 1880 forlod Joachim Andersen Rusland og rejste til Berlin, hvor han først spillede i Bilses Orkester. Snart efter, i 1882, var den nu 35-årige Andersen med til at stifte Berlinerfilharmonikerne sammen med en udbrydergruppe på 54 utilfredse musikere fra Bilses privatorkester. Joachim Andersen havde som dirigent taget ved lære af Hans von Bülow, og fra 1885 havde han gentagne gange haft muligheden for at stå i spidsen for filharmonikerne, herunder ved forskellige sommerkoncerter i hollandske Scheveningen. Under en brand i denne mondæne badeby mistede han ulykkeligvis en del af sine nodemanuskripter.

Under Hans von Bülows ledelse oplevede Joachim Andersen som solofløjtenist her et eventyrligt musikerliv. Han kom til at optræde med tidens største navne – Brahms, Dvorák, Tjajkovskij, Grieg, Clara Schumann, Pablo Sarasate og andre. Og som solist med berlinerorkestret optrådte han med egne kompositioner og ikke mindst Cesare Ciardis Le Carnaval russe – et sæt virtuose variationer, han spillede første gang ved orkestrets debutkoncert i 1882. Ved samme historiske koncert foldede han sig også ud i ouverturerne til Beethovens Leonore nr. 3 og Rossinis Wilhelm Tell.

I løbet af sine år i Berlin var Joachim Andersen ekstremt produktiv som komponist. Ifølge eleven Fritz Ahlberg tilbragte han ofte tid i baglokalerne på en berlinercafé, hvor han komponerede sine fløjtestykker. De mange karakterfulde stykker bar de typiske titler fra den tid, som vi også ser hos Tjajkovskij, Chopin eller Liszt – ofte i danseformer som tarantel, polonæse og forskellige valse. Men der var også drømmende titler blandt Andersens – som dem vi kender fra Schumann og Mendelssohn.

Som solofløjtenist forblev Joachim Andersen tro mod den ældre fløjtes mekanik, og det var først sent i karrieren, at han begyndte at anbefale sine elever at dygtiggøre sig på nykonstruktionen af instrumentet, den såkaldte Böhm-fløjte, der efterhånden vandt indpas overalt. Desværre blev han allerede i 1890’erne ramt af en tungelammelse, formodentlig som følge af en syfilitisk lidelse, hvilket satte en stopper for hans karriere som fløjtenist.

Efter berlinertiden vendte Joachim Andersen hjem til København. Her ledede han fra 1893 og frem til sin død i 1909 de populære Palækoncerter. Fra 1898 trådte han frem som den strenge orkesterleder for Tivolis Symfoniorkester, men også som en karismatisk skikkelse, der med sin snorlige nakkeskilning vendte ryggen til publikum, når han dirigerede. Denne dirigentteknik havde man ikke set før i Kongens København, og denne mere professionelle dirigentkunst havde han taget med sig fra Hans von Bülow i Berlin. At han dirigerede iført hvide handsker var også en reminiscens fra von Bülow.

Joachim Andersens følsomme Impromptu, op. 7 er tilegnet vennen og mesterfløjtenisten Paul Taffanel (1844-1908). Taffanel indskriver sig i fløjtens historie som den, der skabte og formulerede den franske fløjtetradition. Venskabet daterede sig helt tilbage fra Skt. Petersborg-dagene, hvor Taffanel havde optrådt som fløjtesolist. Ved denne lejlighed bestilte Taffanel en fløjtekoncert hos Tjajkovskij, men ulykkeligvis for alle fløjtenister kom der kun nogle få skitser ud af dette ellers lovende projekt.

Allerede i Joachim Andersens første Impromptu, op. 7 har han fundet sin stil og sin udtryksmåde. Der hviler en vis tristesse over mange af hans mindre karakterstykker, og inspirationen er tydelig fra samtidige koryfæer som Tjajkovskij, Brahms og Anton Rubinstein. Andersens klaverstemmer er, i modsætning til mange andre “fløjtekomponister”, fint udarbejdede og bærer som her præg af, at han selv spillede udmærket klaver.

Au bord de la mer, op. 9 skiller sig på flere måder ud fra Andersens andre værker for fløjte og klaver. Klaverstemmen er så fremtrædende og delikat udformet, at det nærmest er et stykke for klaver og fløjte og ikke omvendt. Desuden tangerer dette karakterstykke i sit tonesprog grænsen mellem fransk senromantik og impressionisme. Stemningen i det melodiske stof er melankolsk, understøttet af fint afstemte, akkompagnerende bølgebevægelser. Efter at værket har bevæget sig op til et stort, højtliggende udtryk i fløjten, efterlader det os med en fornemmelse af noget surreelt. Au bord de la merer tilegnetden yngste i Fürstenau-fløjtespiller-dynastiet, Moritz Fürstenau, solofløjtenist i Dresden.

Man finder også en særlig nordisk tone i Joachim Andersens mindre kompositioner, ikke mindst med inspiration fra Grieg og Johan Svendsen. I årene op mod århundredeskiftet stod Griegs samlinger af Lyriske stykker fremme på alle klaverer. Hos Andersen, i samlingen op. 24, bliver den lille form udnyttet til at skabe fortryllende stemninger. Også titlerne genfinder man med variationer hos Grieg. Andersens op. 24 er tilegnet hans kommende hustru, Sarah Dana Watson, og de seks karakterstykker udkommer første gang i London. Det sidste stykke, det virtuose Babillard, opførte Andersen selv i 1891 med Berlinerfilharmonikerne i en udgave for fløjte og orkester.

Et af Andersens mest charmerende stykker finder vi som en Valse caprice, op. 44. Titlen L’Hirondelle (Svalen) bliver i elegante, luftbårne vendinger levendegjort.

Joachim Andersen indgik tidligt i sin karriere aftale med flere især tyske musikforlag, og hans Fantaisies nationales, op. 59 imødekommer et behov for at kunne spille musik, alle er bekendt med inden for en artistisk ramme. De i alt seks fantasier (dansk, engelsk, russisk, svensk, italiensk og ungarsk) udkom i 1895 på Wilhelm Hansens Musikforlag. I ‘Danois’ genkender vi folkemelodien ‘Vort modersmål’, og Andersen væver med kadencelignende overledninger mellem kendte og mindre kendte folketoner. Det samme gentager sig i ‘Russe’, hvor Andersen givetvis har kunnet øse af sine erindringer fra de tre år, han tilbragte i Skt. Petersborg. Ikke så mærkeligt er ‘Suèdois’ dobbelt så lang som de øvrige, for de svenske folketoner besidder helt særlige kvaliteter. Vi nikker genkendende til flere og ikke mindst til visen Ack, Värmeland, du sköna, her med variationer.

Som komponist beskæftigede Andersen sig primært med fløjtemusik. Foruden værker for fløjte og klaver samt fløjte og orkester skrev han også en række små karakterstykker, repræsentative for forskellige epoker i sit liv.

Ballade et danse des sylphes, op. 5 er bygget op efter den model, vi genfinder hos Philipp Gaubert, Louis Ganne, Paul Taffanel og en række andre franske komponister. Formen, langsom/hurtig, var en bunden opgave, for alle stykkerne blev til som eksamensopgaver ved Conservatoire superieur i Paris. Her skulle afgangseleverne vise, at de mestrede det ekspressive spil og desuden beherskede en perfekt, virtuos teknik. Joachim Andersen havde et årelangt venskab med Paul Taffanel, og det er sikkert Taffanels fortjeneste, at han valgte denne form. Den tekniske sværhedsgrad i fløjtestemmen er betydelig, og Ballade et danse des sylphes byder desuden på en selvstændig klaverstemme.

Op. 6, Morceaux de salon (salonstykker) udkom på et hamburgerforlag, og det er sandsynligt, at den tyske forlægger har opfordret Andersen til at skrive således, at også de utallige fløjteamatører kunne have glæde af musikken. Det samme billede tegner sig for den samtidige Edvard Grieg og hans mange Lyriske stykker. For Grieg blev stykkerne en vigtig indtægtskilde. Andersen oplevede ikke på samme måde et internationalt gennembrud med sine karakterstykker for fløjte. Til gengæld skulle hans mange fløjteetuder sætte ham et varigt minde. Også det charmerende Album-Blatt i A-dur, op. 19 tilhører denne kategori.

Samlingen La Resignation et Polonaise, op. 22 udkom første gang i London, og det er karakteristisk for Andersen, at hans netværk af forlæggere fra Frankrig, Tyskland, England og Danmark var velfungerende. Andersen opførte i 1894 selv La Resignation i en orkesterudgave med Berlinerfilharmonikerne.

Sechs Schwedische Polska-Lieder, op. 50 bygger på et forarbejde af den svenske sanger Isidore Dannström (1812-97). Det er imidlertid Andersens udgave, der har vundet udbredelse, og samlingen er hans måske mest populære for fløjte og klaver. Vi kender her til en nøjagtig datering: “København, 18. december 1894”, og de er altså blevet til lige i brydningstiden mellem Berlin og København. De seks veloplagte folketoner står i henholdsvis, d-mol, G-dur, e-mol, C‑dur, d-mol og F-dur. I sine ungdomsår turnerede Joachim Andersen som fløjtesolist i Sverige. Men først i hans senere år sprang inspirationen fra den svenske folkemusik ud som disse seks herlige blomsterkranse.

De seks polskaer bygger på både kendte og mindre kendte svenske folketoner og er elegant sat sammen i rapsodisk form. Hvis tendensen i Andersens samlede værkliste er, at “den tidlige Joachim Andersen er bedst”, så bliver dette udsagn dementeret af hans veloplagte og sprælske polskaer. De to første stykker er tilegnet fløjtevirtuosen og Andersen-eleven Fanny Christensen. De sidste to er tilegnet Joachim Andersens søn, Ernst, en tragisk skikkelse, der uden held også forsøgte sig som fløjtenist.

Op. 46, karakterstykket i a-mol, Wiedersehen (Lied ohne Worte), der er at finde sidst på denne udgivelse, er tilegnet ægteparret Bleecker. Det er først udkommet i Leipzig og sikkert komponeret i Berlin. I Andersens Wiedersehen møder vi den Andersen, der plaget af sygdom ikke længere bærer ungdommens ubekymrethed.