Tilmeld dig Dacapos nyhedsbrev

Orkesterværker

Hans Abrahamsen

Orkesterværker

Anne Marie Fjord Abildskov, BIT20 Ensemble, Ilan Volkov, DR Symfoniorkestret, Thomas Dausgaard

Hans Abrahamsen fik sit internationale gennembrud som ganske ung komponist, da han blev beæret med en værkbestilling fra Berliner Filharmonikerne. Han skabte det storslåede orkesterstykke Nacht und Trompeten – og var herefter påfaldende fåmælt i over tyve år. Nu har Hans Abrahamsen for alvor brudt sin kunstneriske stilhed. Med denne cd-udgivelse samler Dacapo trådene i Hans Abrahamsens koncentrerede produktion, og lader gennembrudsværket indramme af et tidligt og et helt nyt værk med samme format, nemlig ungdomsværket Stratifications og klaverkoncerten fra 2000, tilegnet og indspillet af Hans Abrahamsens hustru Anne Marie Abildskov akkompagneret af det norske BIT20 Ensemble. Cd'en afrundes med fire mindre stykker for kammerorkester, hvori Hans Abrahamsen går i dialog med andre komponisters musik.

Køb album

CD

  • CD
    Digipack
    139,50 kr.
    €18.71 / $20.37 / £15.96
    Køb
Download
  • mp3 (320kbps)
    69,00 kr.
    mp3
    €9.26 / $10.07 / £7.89
    Køb
  • FLAC 16bit 44.1kHz
    79,00 kr.
    CD Quality
    €10.6 / $11.53 / £9.04
    Køb
”Få danske komponister fortjener mere end Hans Abrahamsen en orkester-cd, men hans lige så sparsomme som udsøgte produktion gør det svært at fylde den ud. Det er her smukt løst ved at supplere med de raffineret personlige bearbejdelser af andres musik”
Jan Jacoby, Politiken
Total runtime: 
62 min.
Struktur, udtryk og dialog

Som komponist tog Hans Abrahamsen udgangspunkt i, hvad der i dansk musikhistorieskrivning kaldes for den ny enkelhed. Denne antimodernistiske bevægelses krav var objektive, umiddelbart gennemskuelige musikalske strukturer og materialemæssig åbenhed, og de objektive strukturers dominans opleves allerede i den unge Hans Abrahamsens første orkesterstykke Skum fra 1970, skrevet da komponisten var bare 18 år gammel.

Den ny enkelhed præger hele Hans Abrahamsens tidlige periode, der strækker sig til og med orkesterstykket Stratifications fra 1973/75. Første del af værket kan i sin struktur og idé sammenlignes med en serie korte filmklip af hver et minuts varighed. Hvert filmklip – der er fire i alt – er så at sige filmet et nyt sted, men hver gang med et stillestående kamera, der blot registrerer, hvad der rører sig foran linsen i det korte stykke tid, klippet varer, uden at kameraet bevæges, eller der sættes særligt fokus på en bestemt aktør eller begivenhed. Det lagdelte i musikken, som titlen hentyder til, gør sig med andre ord gældende både på det lodrette plan (filmklippene) og på det vandrette plan, idet komponisten har valgt at lade flere forskellige, selvstændige og for lytteren klart adskillelige musikalske lag – forskellige handlinger, så at sige – passere sin kameralinse på samme tid.

Værket begynder “ret cool”, har Hans Abrahamsen selv sagt. Som tilhører kigger man så at sige på, mens musikken spiller. Eller mens filmklippene kører. Man er placeret uden for fortællingen. I anden del tager musikkens intensitet derimod magten, og tilhøreren suges ind i et forløb. Første dels stramme struktur brydes, og musikken bevæger sig hen mod en højtliggende kulmination. Hans Abrahamsen har beskrevet udviklingen med lys som metafor: Musikken trykkes sammen til en laserstråle. Den forvandles så at sige til ren energi.

Efter de tidlige værkers klare, kølige konkretisme begyndte Hans Abrahamsen i sidste halvdel af 1970’erne at blive mere optaget af de poetiske kvaliteter, de konkretistiske strukturer kan lade dukke frem. Set i bakspejlet kan tilløbet til disse kvaliteter allerede opleves i Stratifications, men først i de efterfølgende værker stilles der skarpt på dem. Hans Abrahamsen forkastede ikke strukturerne, men han taler selv om, at han oplevede en ny form for lytten i forhold til materialet. På værklisten kan ændringen umiddelbart aflæses i en række nye, tysksprogede titler. Romantiske musikalske klichéer som fanfarer, hornkvinter og enkle melodier optræder nu som dele af et kendt materialeforråd, idet de fremstilles i nye belysninger. Således i orkesterværket Nacht und Trompeten, der er skrevet på bestilling fra Berliner Filharmonikerne og tilegnet den tyske komponist Hans Werner Henze, som dirigerede uropførelsen af værket i 1982.

I Nacht und Trompeten griber Hans Abrahamsen tilbage til materiale fra et af sine egne tidligere værker, nemlig kammermusikstykket Winternacht fra 1976-78. Men også de store spøgelser fra det 20. århundrede er på færde i musikkens tredelte forløb. Schönbergs romantisk funderede ekspressionisme sættes over for Stravinskijs neoklassik og mekanik, for nu at udtrykke det med en sådan lidt flot historisk armbevægelse. Lytteren oplever med andre ord en polystilistisk musik.

Første del af Nacht und Trompeten – første frase kalder komponisten den selv – udfolder sig som en langsom nattemusik med nostalgiske ekkoer af gammel musik. Man hører hornkald, trompetsignaler, rester af sicilianomusik i strygerne. Denne rubatoprægede musik er på en eller anden måde uden for tid og virkelighed. Den tilhører natten. Måske drømmene. Den irrationelle nattemusik afløses af en objektiv, minimalistisk musik: en slags mekanisk modfrase til nattemusikken. Denne del – eller denne frase – foregår i en mekanisk, rationel tid og kulminerer i triumferende trompetfanfarer. I denne minimalistiske musik dukker Stravinskijs træk op. Codaen eller slutfrasen i form af et adagioafsnit præges af Schönbergs (og frem for alt Gustav Mahlers!) senromantiske verden.

Hans Abrahamsens Klaverkoncert markerer et nyt afsnit i komponistens produktion. Den er skrevet 1999-2000 og tilegnet komponistens hustru, pianisten Anne Marie Abildskov, der uropførte koncerten sammen med det norske BIT20 Ensemble ved Ultima-festivalen i Oslo i 2000.

Klaverkoncerten begynder med en flyvende nervøs, nærmest filigranagtig og udpræget lagdelt musik, der viser tilbage til Abrahamsens tidligere ‘romantiske’ værker. Men efter ganske kort tid – mindre end et minut – forstener eller måske snarere stivner denne musik, og herefter udvikler koncerten nye sider af Hans Abrahamsens univers. 2. sats begynder “uskyldigt og enkelt”, som det hedder i partituret, med en lang solo for pianisten, inden tredjesatsens blinkende festfyrværkeri af en scherzo trækker tæppet til side for en strømmende, nærmest befriet slutsats, der med en diskret ekkovirkning i solostemmen giver pianisten det sidste ord.

Klaversolisten er i det hele taget koncertens ubestridte hovedperson. Hun spiller omtrent hele tiden i de tre første satser. I 2. sats bliver musikken næsten operaagtigt, har komponisten forklaret. Det er, som om den er ved at falde helt ud over afgrunden i den voldsomme generalpause, som andensatsen, værkets nøglesats, bygger op til. Det er først i 4. sats, at solisten holder pause og lytter. Her giver hun med sin korte indledningsfigur impulsen til en roligt flydende passage i orkestret i en vuggesangsagtig musik. To gange truer orkestret idyllen med voldsommere udbrud, men begge gange dæmper solisten gemytterne med en enkel vuggesang.

Det er karakteristisk for Hans Abrahamsens musik, at man kan grave lag på lag af tidligere stykker frem under overfladen af et givent værk. Musikken arbejder så at sige videre med sig selv fra værk til værk. Man kan også sige, at musikken – og det vil jo til syvende og sidst sige komponisten – er i fortløbende dialog med sig selv. Det kan opleves i Nacht und Trompeten, og det gælder tilsvarende i klaverkoncerten. Men ud over referencer til tidligere Abrahamsen-værker rummer koncerten også flere udtalte eksempler på, hvordan Hans Abrahamsen via sine værker er i stadig dialog med andre komponister. Det giver sig ikke udtryk i bevidste citater. Snarere kan andre komponisters musik sætte fingeraftryk, som Hans Abrahamsen noterer sig og vedkender sig med kærlig henvisning til de tidligere mestre.

Det opleves for eksempel i klaverkoncertens centrale andensats, hvor trompeten i opbygningen hen imod den voldsomme generalpause gentager tonen cis, fanfare-agtigt og fortissimo, på en måde der dukker op i materialet, så lytteren mindes om Mahlers 5. Symfoni. Det er ikke noget, komponisten har kalkuleret. Snarere noget, han finder, og som giver mening på det pågældende sted. 3. sats rummer i hornstemmens allersidste takter en tilsvarende (og meget smuk) hommage til den ungarske komponist György Ligeti og hans brug af naturhornteknik i sin Horntrio, som i øvrigt har inspireret Hans Abrahamsen til selv at skrive en trio for horn, violin og klaver. György Ligeti har, sammen med to af de mest fremtrædende danske komponister af den ældre generation, Per Nørgård og Pelle Gudmundsen-Holmgreen, været Hans Abrahamsens lærer.

Et markant resultat af Hans Abrahamsens dialog med andre komponisters musik er de bearbejdelser af andre komponisters værker, der gennem årene er kommet til at udgøre en betydelig del af hans oeuvre. De er en samtale med historien – præcis på samme måde som komponisten samtaler både med sig selv og med andre komponisters musik i sine kompositioner.

Bachs Befiehl du deine Wege er en koraludsættelse (BWV 272), som Hans Abrahamsen har arrangeret for 15 instrumenter. I Hans Abrahamsens bearbejdelse kommer Bachs koral gradvis til syne bag to melodifragmenter, der begge er lånt fra de den danske komponist Poul Ruders’ Four Dances in One Movement. Faktisk er begge fragmenter taget fra de tre sidste takter i Ruders’ komposition. Den ene lille Ruders-melodi er faldende, den anden er stigende. Metamorfosen fra Ruders til Bach kan lade sig gøre, fordi begge Ruders’ melodifragmenter ligger ‘gemt’ mellem stemmerne i netop denne Bach-koral – vel at mærke idet komponisten har transponeret den til b-mol. I første vers hører man kun den faldende Ruders-melodi. I andet vers tilføjes Ruders’ anden, stigende og kromatisk prægede melodi. I de efterfølgende vers er tilføjet stadig flere melodier. Dermed begynder stykket med Poul Ruders’ melodifragment i forgrunden. I løbet af de næste vers træder Ruders’ materiale gradvis i baggrunden og giver plads til, at Bachs ansigt træder stadig klarere i forgrunden. Stykket er tilegnet Poul Ruders.

Carl Nielsens tre sene klaverstykker opus 59 har Hans Abrahamsen bearbejdet i 1990, det vil sige i 125-året for Nielsens fødsel, som en hilsen til Carl Nielsen. Fra Carl Nielsens hånd er disse stykker nærmest polystilistiske. De spænder fra impressionistiske kaskader over uforløste, modernistiske dissonanser til balsamiske treklange og enkel, folkemusikalsk melodidannelse. Sammen med 6. Symfoni er de på denne måde det mest moderne, Carl Nielsen har komponeret. Med sin omskrivning for 10 instrumenter undersøger Hans Abrahamsen Carl Nielsens noder ved hjælp af et lille, solistisk kammerorkester, der var karakteristisk for modernistiske komponister som Schönberg, som arbejdede samtidig med Carl Nielsen. “Bearbejdelser som denne er for mig en dialog, hvorigennem jeg finder mig selv i aspekter af en anden komponists – i dette tilfælde Carl Nielsens – musik,” forklarer Hans Abrahamsen.

Titlen på Per Nørgårds Breaking refererer til havets bølger, der bryder og skaber brænding, når de når ind til land. Hans Abrahamsens version af Breaking ændrer ikke alene instrumentationen, men arbejder også videre med detaljerne i Per Nørgårds partitur. Musikken i Hans Abrahamsens bearbejdelse betjener sig af masser af glissandi og andre op- og nedadgående bevægelser, bølgende tonefigurer, triller, kvarttoneintonation og svulmende dynamiske kiler. Effekter der tilsammen tegner et yppigt, ja, impressionistisk billede af bølgebevægelse og brænding. Breaking er komponeret af Per Nørgård i 1983, og Hans Abrahamsens version er fra 1992. Bearbejdelsen var Hans Abrahamsens respektfulde hilsen til Per Nørgård på hans 60-års dag i 1992.

De fire stykker fra Schönbergs Sechs kleine Klavierstücke opus 19 er endnu et eksempel på, hvordan Hans Abrahamsen går i undersøgende dialog med andre komponisters musik. De fire stykker – alle de langsomme satser fra opus 19 – er instrumenteret for et blandet, solistisk besat kammerorkester, som Schönberg kunne have komponeret for. Herved undersøges ikke bare tonaliteten i de ekspressionistiske klaverstykker, men også musikkens struktur hos en komponist, der var sig yderst bevidst om begge disse aspekter.

Schönbergs ekspressionistiske klaversatser, hvoraf den sjette og sidste blev skrevet til minde om Gustav Mahler, der døde i 1911, er hos Abrahamsen gjort ikke bare sanselige, men ligefrem svævende i deres kropslighed; et paradoksalt og fascinerende udtryk, der ifølge partituret skal tilstræbes ved, at stykkerne spilles så langsomt som muligt – langsommere, end de ville kunne realiseres på klaver og nærmest i slow motion. Bearbejdelsen af Schönberg-stykkerne er tilegnet Schönberg Ensemblet og dirigenten Reinbert de Leeuw.

Thomas Michelsen, 2004

Release date: 
november 2004
Cat. No.: 
8.226010
FormatID: 
CD
CoverFormat: 
Digipack
Barcode: 
636943601020
Track count: 
15

Credits

Indspillet i DR Radiohusets Koncertsal 17.-18. marts 2000 og i NRK AS Grieghallen og NRK Minde maj 2002

Producere: Claus Due og Arild Erikstad
Redigering: Chris Hazell og Preben Iwan
Teknik og redigering: Jørn Jacobsen
Teknik: Gunnar Herleif Nilsen og Haakon Gunby
Balanceredigering: Gunnar Herleif Nilsen
Assistent: Haakon Gunby
Mastering: Preben Iwan og Audun Strype (Strype Audio)
Endelig mastering: Preben Iwan

Grafisk design: www.elevator-design.dk
Coverfoto: Per Morten Abrahamsen

Dacapo Records ønsker at takke KODAs kollektive båndsmidler for økonomisk støtte til gennemførelse af produktionen

Denne cd er produceret i samarbejde med Danmarks Radio