Tilmeld dig Dacapos nyhedsbrev

Vild virtuositet i Niels Viggo Bentzons klaverværker

Vild virtuositet i Niels Viggo Bentzons klaverværker

Niels Viggo Bentzon var både en virtuos pianist og en ekstremt produktiv komponist. Den 3. februar udkommer et nyt album med Bentzons fire, store klaverværker, indspillet af Ramez Mhaanna.

Ny udgivelse
20. januar 2023

Udover at være en særdeles produktiv komponist, der komponerede uophørligt hele livet igennem, var Niels Viggo Bentzon (1919-2000) en virtuos pianist og en fremragende improvisator. Dette nye album præsenterer kreative og teknisk krævende klaverværker, som Bentzon selv spillede for fuld udblæsning ved prestigefyldte anledninger, i nye indspilninger af den fremadstormende unge pianist Ramez Mhaanna.

Pre-save albummet til din streamingtjeneste via linket her.

Improviserende komponist

For Niels Viggo Bentzon var improvisation og komposition to sider af samme sag og mange af hans kompositioner fremstår som en slags frosne improvisationer.

"Der er jo i realiteten overhovedet ikke nogen forskel på komposition og improvisation hos mig”, fortalte han i et interview i 1988. “Det eneste, jeg kan [...] det er, at poterne bliver sat på klaveret på en måde, som jeg har fornemmelsen af må være rigtig i første omgang – det viser sig også i de fleste tilfælde at være rigtigt – så bevæger poterne sig en lille smule. Det er altså hænderne, der laver det".

Det nye album indeholder fire, stort anlagte klaverværker, skrevet mellem 1945 og 1950, som på forskellig vis demonstrerer en udvikling hos Bentzon, som overhaler pianistisk virtuositet og peger frem mod kompositorisk genialitet.

Barokke træk og absurd kunst

Værkerne Toccata, Partita og Passacaglia udgør tilsammen en værktrilogi med træk fra den barokke stil, især inspireret af Bach, hvilket afspejles i de tre værkers bachske titler.

Med Partita, det seneste af de tre værker, tager Bentzon afsked med barokken som den dominerende inspiration og åbner en dør til noget nutidigt og nyt. Værket blev færdigkomponeret i 1945, det år hvor krig blev til fred og bekymring til håb, og vi hører konflikten mellem mørke og lys som omdrejningspunkt i værket.

Albummets fjerde værk, klaverstykkerne Træsnit, peger fremad mod senere kompositioner og var inspireret af den dadaistiske kunstnergruppe Linien II, som Bentzon selv var medlem af. I gruppen mødtes yderliggående billedkunstnere og ved udstillinger kombinerede de den visuelle oplevelse af billeder med auditive elementer, f.eks. musikstykker af Bentzon, som han selv opførte.

Ramez Mhaanna

Ramez Mhaanna (f. 1992) er en internationalt anerkendt dansk pianist med russisk og libanesisk baggrund. Mhaanna er uddannet fra Musikkonservatoriet Gnesin i Moskva og fra Det Kongelige Danske Musikkonservatorium i København. Han har turneret i Kina, optrådt ved prestigefyldte festivaler i Rusland og som solist med orkestre som Aarhus Symfoniorkester, Nordisk Kammerorkester og Qingdao Orkesteret.

En stor del af Niels Viggo Bentzons musik er indspillet på Dacapo og i biografien om Bentzon kan du lære endnu mere om den fascinerende komponist.
  • Niels Viggo Bentzon

    Piano Works

  • Niels Viggo Bentzon

    Det tempererede klaver

  • Niels Viggo Bentzon

    Blæserkvintetter

  • Niels Viggo Bentzon

    Klaversonater Vol. 2

  • Niels Viggo Bentzon

    Værker for cello og klaver

  • Bertel Krarup, Niels Viggo Bentzon

    Danske Komponister – Niels Viggo Bentzon

randomness