Tilmeld dig Dacapos nyhedsbrev

Steingrímur Rohloffs Concerto Grosso er skræddersyet til anerkendte solister

Steingrímur Rohloffs Concerto Grosso er skræddersyet til anerkendte solister

Steingrímur Rohloffs musik er fuld af skønhed, farverige harmonier og finesse. Den 6. januar 2023 udkommer et digitalt album med hans Concerto Grosso, indspillet af messingsolister fra Berliner Philharmoniker.

Ny udgivelse
15. december 2022

At fortælle historier er et grundelement i den islandsk-tyske komponist Steingrímur Rohloffs musik. Han er anerkendt for sine farverige harmonier, raffinement og for sine værker med et stort følelsesmæssigt nærvær. Rohloffs nykomponerede Concerto Grosso for fire messingsolister og orkester er fuld af denne skønhed og finesse, med et stort fokus på at udforske nuancerne i teksturer og klange.

Den 6. januar udkommer førsteindspilningen af Concerto Grosso som digitalt album på Dacapo Records. Pre-save albummet til din streamingtjeneste allerede nu via linket her.

Skræddersyet værk

I marts 2022 så et af Steingrímur Rohloffs mest spektakulære værker til dato dagens lys i Musikkens Hus i Aalborg, da hornisten Stefan Dohr, basunisten Jesper Busk Sørensen, trompetisten Gäbor Tarkövi og tubaisten Jens Bjørn-Larsen sammen med Aalborg Symfoniorkester under Giordano Bellincampis ledelse uropførte Rohloffs Concerto Grosso.

Tidligere på aftenen havde de fire solister haft en hovedrolle i messingkoncerter af Ole Schmidt, som udkom på Dacapo Records i marts 2022. Rohloffs Concerto Grosso var skrevet til at afslutte koncerten, ved at forene solisterne i et enkelt værk.

Værket er skrevet specifikt til de fire højt profilerede solister. Før Rohloff begyndte på kompositionen, havde han besøgt solisterne i Berlin (Busk Sørensen, Tarkövi og Dohr er medlem af Berliner Philharmoniker) for at kunne skræddersy sin musik til netop dem og deres respektive spillestil. 

I videoen herunder fortæller Rohloff og de fire solister mere om værket og samarbejdet.

Lyriske messingklange

Den nye Concerto Grosso består af fire satser – én til hver af de fire soloinstrumenter. Her bringer Rohloff hvert enkelt instrument ud til dets udtryksmæssige grænse og indfanger hver enkelt musikers virtuositet. Samtidig er hele værket gennemsyret af dialog mellem soloinstrumenterne og orkestret, så der konstant er forbindelser mellem dem og steder at mødes.

De fire satser forløbet på klassisk vis efter mønstret langsom-hurtig-langsom-hurtig. Vi hører både det legesyge solohorn udfolde sig akrobatisk og den rytmisk insisterende trompet, men modsat traditionelle forventninger til messinginstrumenterne, og til solisters forkærlighed for virtuos opvisning, opdagede Rohloff en fælles, bemærkelsesværdig evne hos de fire solister til at spille meget langsomt og stille.

Det kan bl.a. høres i den første sats, hvor tubaen langsomt lader musikken udfolde gennem lange linjer, eller den tredje sats som er en arie for basunen, som svøber sin sang hen over orkestret. “Man bør aldrig glemme, hvor smukt, stille og lyrisk de kan spille,” siger Rohloff

Om komponisten

Steingrímur Rohloff (f. 1971) er født i Reykjavik af islandsk-tyske forældre og har været bosat i Danmark siden 2003. Han har studeret i Köln og Paris og er i dag en af de mest fremtrædende skandinaviske komponister og har fået værker opført i mere end 25 lande.

I 2021 udvalgte DR Rohloff som repræsentant for Danmark ved Det Internationale Komponist Grand Prix – Rostrum of Composers, hvor hans hæsblæsende værk Die 4 Himmelsrichtungen vandt en flot, delt fjerdeplads.

 

Steingrímur Rohloff har tidligere udgivet albummet Medea/Lysistrata med smukke, klangfulde udlægninger af de oldgræske kvindemyter. De fire messingsolister på den nye Rohloff-udgivelse har tidligere indspillet messingkoncerter af Ole Schmidt.
  • Steingrímur Rohloff

    Concerto Grosso

  • Steingrímur Rohloff

    Medea/Lysistrata

  • Ole Schmidt

    Brass Concertos

randomness