Solister fra Berliner Filharmonikerne indspiller Ole Schmidts koncerter
Den 18. marts udkommer et nyt album, som præsenterer tre messingkoncerter af Ole Schmidt i nye indspilninger med Aalborg Symfoniorkester og internationalt anerkendte solister.
Ole Schmidt (1928-2010) var en af nordisk musiks store multitalenter som både pianist, komponist og en af de første danske musikere, der forfulgte en dirigentkarriere uden for landets grænser. Hans musik var påvirket af Bartók, Stravinsky og den fransk-orienterede neoklassicisme og dertil udstyret med en vis nordisk klarhed.
Den 18. marts udkommer et nyt album, som præsenterer tre koncerter af Ole Schmidt i nye indspilninger med fire internationalt anerkendte messingsolister fra Berliner Filharmonikerne; Gábor Tarkövi, Jesper Busk Sørensen, Jens Bjørn-Larsen og Stefan Dohr.
Alsidig musikalitet
Ole Schmidts musik er karakteriseret af rytmisk energi, fortættet ekspressivitet og underspillet humor. Hans værker vidner om en enorm musikalsk alsidighed, som strakte sig over en karriere som jazzpianist til at komponere musik til ballet og spillefilm.
Schmidts erfaring på podiet gav ham desuden en teknisk indsigt i orkestrets instrumenter, hvilket tilførte raffinement og pragmatisme til hans større partiturer.
Ekspressive koncert med højt humør
Det nye album præsenterer tre koncerter for messingsolister og orkester. I hans Pièce Concertante (1964) placerer Schmidt trompeten og basunen helt i forgrunden af lydbilledet. Værket har en livlig concerto grosso-stemning over sig, med rytmisk fremdrift og et gennemgående godt humør. Nogle gange lyder de to messingblæsere som ét instrument, andre gange er de fastlåst i en livlig samtale.
Schmidts koncert for tuba og orkester (1975) udforsker instrumentets fulde udtryksmæssige og tekniske potentiale, når solisten sættes til at spille hurtige tonerækker og indviklede figurer. Albummet præsenterer desuden Schmidts koncert for horn og kammerorkester (1966), som falder pænt i to halvdele: den første sats er skiftevis sørgmodig og spændstig, anden sats er letbevægelig og lumsk.
Solister fra Berliner Filharmonikerne
På det nye album får Aalborg Symfoniorkester selskab af fire internationalt anerkendte messingsolister fra Berliner Filharmonikerne: ungarske Gábor Tarkövi er solotrompetist i hos Berliner Filharmonikerne, trompetprofessor ved Universität der Künste Berlin samt medlem af de østrigske ensembler Pro Brass og Austrian Brass Connection. Jesper Busk Sørensen har været ansat som basunist i Berliner Filharmonikerne siden 2009, og har turneret i det meste af verden, både som orkestermusiker, solist og som gæstelærer ved forskellige musikkonservatorier.
Jens Bjørn-Larsen er en af de mest efterspurgte tubasolister i verden og ligeledes en meget søgt og succesfuld messingpædagog. Tyske Stefan Dohr har siden 1993 været solohornist i Berliner Filharmonikerne. Han optræder jævnligt på internationale kammermusikfestivaler og giver masterclasses i hele verden. Giordano Bellincampi er dirigent på indspilningerne.
Du kan allerede nu tilføje albummet til din foretrukne streamingtjeneste. Så bliver albummet tilføjet automatisk til dit bibliotek på udgivelsesdagen.