Tilmeld dig Dacapos nyhedsbrev

Pianisten beretter om en fiktiv fremtid i Niels Rønsholdts soloklaverværk

Lenio Liatsou © Niels Rønsholdt

Pianisten beretter om en fiktiv fremtid i Niels Rønsholdts soloklaverværk

Den 12. november udkommer verdenspremiereindspilningen af Niels Rønsholdts fascinerende og gådefulde værk for soloklaver, Archive of Emotions and Experiences, Book 1: Birds.

Ny udgivelse
3. november 2021

"Når solsorten synger om foråret, eller vi hører nattergalen om aftenen, så sætter vi lyden i forbindelse med et enormt arsenal af stemninger og kollektive erindringer", forklarer komponist Niels Rønsholdt.

Hans soloklaverværk Archive of Emotions and Experiences, Book 1: Birds er iscenesat i en forestillet fremtid, hvor fuglene for længst er uddøde. Som en orakellignende figur sidder pianisten i en halvgennemsigtig, blå kube. Hun kommunikerer med os gennem sit instrument, og fortæller om menneskelige følelser og oplevelser, før de er væk.

Værket undersøger forbindelsen mellem natur og kultur, og stiller spørgsmål til hvilke konsekvenser vores levevis i dag har for naturen, klimaet og andre levende væsener på jorden.

Flimrende fuglesang

Archive of Emotions and Experiences er et soloklaverværk bestående af 13 små enkeltsatser, hvor referencerne til fuglesang er tydelige at høre i den næsten flimrende musik. De enkle og sangbare melodier er sat op i hastighed og foregår i et rasende højt tempo. Seismograf beskrev i sin anmeldelse fra værkets uropførelse "en sørgmodig, tonal melodi splintret til atomer" der befinder sig i et "stærkt poetisk lydrum".

Musikken lyder gådefuld og dens stil er svær at dechifrere, men samtidig kan man høre forbindelser til romantikkens klavermusik. En pseudoromantisk klavermusik, som dog helt er Rønsholdts egen.

Gribende tilføjelse til soloklaverrepertoiret

Det nye album er en fascinerende tilføjelse til soloklaverrepertoiret og tilbyder en stor indsigt i Niels Rønsholdts unikke musikalske tankegang. Rønsholdt arbejder ofte med konceptuelle kompositioner og referencer til musikalske perioder eller stilarter som egentlig ikke er "hans egen", som f.eks. den romantiske klavermusik.

Værket er skrevet til og indspillet af den græske pianist Lenio Liatsou, som har specialiseret sig inden for det moderne klaverrepertoire og den ny musik. Hun har optrådt på markante festivaler og koncertsteder som Carnegie Hall, Darmstadt, München Biennalen samt danske Spor og Klang Festival. Liatsou uropførte værket på Klang Festival 2019.

Smuglyt til albummet

Du kan allerede nu tilføje albummet til din foretrukne streamingtjeneste her og få tilføjet albummet til dit bibliotek automatisk på udgivelsesdatoen. 

To tracks fra albummet er desuden tilgængelige allerede nu eksklusivt på Apple Music. Lyt her.

I Dacapo Records' katalog finder du en række udgivelser af Niels Rønsholdts værker, bl.a. sangcyklussen 'Songs of Doubt' som blev nomineret til Nordisk Råds Musikpris 2020.
  • Niels Rønsholdt

    Archive of Emotions and Experiences, Book 1

  • Niels Rønsholdt

    Me Quitte

  • Niels Rønsholdt

    Songs of Doubt

  • Niels Rønsholdt

    Country

  • Juliana Hodkinson, Niels Rønsholdt

    Fish & Fowl

  • Niels Marthinsen, Simon Steen-Andersen, Jexper Holmen, Morten Ladehoff, Niels Rønsholdt, Kasper Jarnum

    Burst