Tilmeld dig Dacapos nyhedsbrev

Nyt album præsenterer samarbejdet mellem SVIN og Århus Sinfonietta

SVIN & Århus Sinfonietta

Nyt album præsenterer samarbejdet mellem SVIN og Århus Sinfonietta

Den 21. januar 2022 udkommer førsteindspilningen af værket ELEGI som digitalt album og LP.

Ny udgivelse
10. januar 2022

På en regnvåd nat i Langenæs Kirke under Aarhus Festuge 2019 forenedes avantgarde-rocktrioen SVIN og Århus Sinfonietta i opførelsen af værket ELEGI, som den 21. januar udkommer som digitalt album og LP på Dacapo Records.

Værket er komponeret af SVIN for tre strygere, tre slagtøjsspillere, tre blæsere fra Århus Sinfonietta samt de tre medlemmer af SVIN. De to ensembler sammenflettes og deres instrumenter bliver presset til kanten af deres klanglige potentiale, i et værk der indeholder træk fra både klassisk musik, rituelle rockrytmer og en følelse af zen.

En bred musikalsk palet

ELEGI er et værk bestående at 10 satser, med rødder i de klassiske musiktraditioner fra både øst og vest. Igennem den lille times musik rejser ELEGI sig fra en bund af tænksom melankoli op til et niveau af høj energi. Det er gennemkomponeret musik med indslag af stram improvisation og med en bred palet af klange og teksturer, både akustiske og elektroniske.

I værket oplever vi både stemningsskabende droner, kendt fra nogle af SVINs tidligere udgivelser, lyden af gadepercussion, støjelementer og hårdt drevne rockrytmer. Vi hører desuden adskillige referencer til asiatisk kultur: blæserfigurer med et arabisk præg, henvisninger til traditionelle indiske instrumenter og satstitler som refererer til et populært japansk computerspil og japansk blomsterkunst.

Et møde mellem to nysgerrige og progressive ensembler

SVIN har siden deres debut i 2011 befundet sig i frontlinjen af dansk progressiv rock gennem det sidste årti, både som et rost pionerband og en velbevaret hemmelighed. De beskriver sig selv om en avantgarde-rockband med en æstetik der spænder over både free jazz, kompositionsmusik, folkloristiske elementer og ambient støj.

Århus Sinfonietta blev dannet i 1990 af en gruppe musikere fra Aarhus Symfoniorkester og Det Jyske Ensemble i samarbejde med komponisten Hans Abrahamsen. Århus Sinfonietta har 17 faste medlemmer og dækker alle instrumentgrupperne i et symfoniorkester. Jakob Kullberg er i dag kunstnerisk leder af ensemblet, som hovedsageligt fokuserer på ny dansk musik og eksperimenterede koncertformater.

Musikvideoer ude nu

Som en smagsprøve på det unikke samarbejde mellem SVIN og Århus Sinfonietta, kan du se tre musikvideoer som er produceret ved uropførelsen af værket. Du finder musikvideoerne på Dacapos YouTube-profil her.

Derudover kan du allerede nu tilføje albummet til din streamingtjeneste her. Så sikrer du dig at det bliver automatisk tilføjet til dit bibliotek på udgivelsesdatoen.

  • SVIN

    ELEGI

randomness