Tilmeld dig Dacapos nyhedsbrev

Ny single med Bára Gísladóttir

Bára Gísladóttir (c) Juliette Rowland

Ny single med Bára Gísladóttir

Den 4. september udkommer et nyt album af den islandske komponist og kontrabassist Bára Gísladóttir - få en forsmag allerede nu i singlen GRAVIS.

Ny udgivelse
21. august 2020

Den islandske komponist og kontrabassist Bára Gísladóttirs (f.1989) værker er kendetegnet ved en dyb og selvreflekteret ro, som ofte kan give musikken en næsten meditativ karakter. Her kan tiden lige så vel bevæge sig i cirkler, som den kan bevæge sig fremad mod et veldefineret mål.

Uanset om Gísladóttir skriver for akustiske instrumenter eller elektronik, er hun i særlig grad optaget af lydenes mindste detaljer. Således spiller overtoner, yderregistre og multiphonics en vigtig rolle i hendes værker, hvilket danner grobund for en stemning af langsomt udviklende gådefuldhed.

Nyt album med kompromisløst lydbillede

Fredag den 4. september udkommer Bára Gísladóttirs HĪBER, som er et værk for elektronik og kontrabas i otte satser, komponeret og opført af Gísladottir selv. I HĪBER udfoldes et samlet og kompromisløst lydbillede, hvor lyde af forskellig oprindelse, teksturer og teknikker smelter sammen til én organisme.

I dag udkommer en single fra albummet, stykket GRAVIS, som giver en forsmag på det fulde værk. GRAVIS kan streames på forskellige streamingtjenester her.

Kontrabassen som omdrejningspunkt

Bára Gísladóttir er uddannet ved Islands Kunstakademi, Conservatorio di musica “Giuseppe Verdi” di Milano og Det Kongelige Danske Musikkonservatorium, hvorfra hun debuterede som komponist i 2020. Gísladóttir har modtaget en Grapevine Music Award, Léonie Sonnings Talentpris samt Carl Nielsen og Anne Marie Carl Nielsen Legatets talentpris for sit arbejde som komponist.

Som udøvende kontrabassist har Gísladóttir opført flere af sine værker selv. Kontrabassen besidder med sine lange strenge et rigt spektrum af overtoner, og derfor udgør instrumentet et naturligt omdrejningspunkt i en række af Gísladóttirs kompositioner.

Nomineret til Carl Prisen

Bára Gísladóttir er netop nu nomineret til Carl Prisen 2020 i kategorien 'Årets klassiske komponist - lille ensemble' med et andet værk, nemlig Music to accompany your sweet splatter dreams fra 2019. Værket er bestilt af KLANG festival 2019 og blev uropført af Athelas Sinfonietta og Esbjerg Ensemble. 

Vinderne af Carl Prisen 2020 offentliggøres mandag den 24. august

  • Bára Gísladóttir

    HĪBER