Tilmeld dig Dacapos nyhedsbrev

Ny indspilning af Hans Abrahamsens moderne klassiker 'Schnee'

Ny indspilning af Hans Abrahamsens moderne klassiker 'Schnee'

Hans Abrahamsens Schnee regnes allerede for et hovedværk fra det 21. århundrede. Den 11. februar udkommer en ny indspilning med Laplands Kammerorkester dirigeret af John Storgårds.

Ny udgivelse
31. januar 2022

Hans Abrahamsens Schnee fra 2008 er et smukt vintervidunder – en times spøgelsesagtig, fjerlet musik, der allerede har opnået kultlignende status og regnes for en klassiker fra det 21. århundrede. 

"Hans’ musikverden er meget rig på nuancer, farver og fantasi, og man kommer ind i et ganske særligt univers. Han har helt bestemt en meget personlig musikalsk stemme". Sådan fortæller John Storgårds, som dirigerer Laplands Kammerorkester på denne nye indspilning af Schnee

Den instrumentale snecyklus omfatter en samling af fem kanonpar samt tre pulsløse mellemspil, skrevet for 9 instrumenter. Kanonstrukturen vidner om Abrahamsens dybe fascination af Bachs korte, gådefulde kanoner og hans beskæftigelse med musikalske spejlbilleder og en særlig fornemmelse af tid.

Tyste fnug og hvirvlende snestorm

Sneen har mange forskellige tilstandsformer i værket: det begynder med iskolde, hviskende violintoner og den tyste lyd af et ark papir, der skubbes frem og tilbage på et bord, som de første snefnug i luften. Sneen tager til i det andet kanonpar, hvor musikken giver en fornemmelse, der minder om at gå mod vinden i hvirvlende snevejr, som til sidst synes at komme fra alle sider. I femte og sidste kanonpar føres vi frem til en fortryllet eventyverden, som giver os et glimt ind i en snedækket evighed.

Schnee er en poetisk og sansemæssig oplevelse af flerdimensionalitet. Musikken bevæger sig ikke kun fremad, den går også baglæns eller i cirkler – og står nogle gange helt stille. Der er ingen hast, men stor dybde. Som Abrahamsen selv siger: “I Schnee er et enkelt øjeblik strakt så langt ud, som det overhovedet kan bære. På et tidspunkt kan musikken forsvinde. Der er bare et pust tilbage.” 

Smuglyt til albummet

Apple Music kan du allerede nu lytte til et pre-released track fra det kommende album og få en smagsprøve på Hans Abrahamsens poetiske vinterunivers. Du kan også varme op til udgivelsen ved at lytte til playlisten Hans Abrahamsen Essentials, som tegner et portræt af den prisvindende komponist med udvalgte værker fra Dacapos katalog.

Husk også at du kan tilføje albummet til din foretrukne streamingtjeneste. Så sikrer du dig at albummet bliver tilføjet automatisk til dit bibliotek på udgivelsesdagen.

 

En stor del af Hans Abrahamsens musik er indspillet på Dacapo Records.
  • Hans Abrahamsen

    Schnee

  • Hans Abrahamsen

    10 præludier · Seks stykker · Transskriptioner af Satie & Nielsen

  • Hans Abrahamsen

    Værker for blæserkvintet

  • Per Nørgård, Hans Abrahamsen, Bent Sørensen

    Phantasmagoria - Danske klavertrioer

  • Hans Abrahamsen, Ib Nørholm, Ole Buck, Leif Kayser, Morten Nyord, Hans Henrik Brandt

    Woodworks

  • Hans Abrahamsen

    Orkesterværker

  • Hans Abrahamsen

    Kammermusik

  • Hans Abrahamsen

    Sinfoniettaværker

  • Hans Abrahamsen, Poul Ruders

    Strygekvartetter