Tilmeld dig Dacapos nyhedsbrev

Lyt til sopran Elsebeth Dreisigs favoritter på ny playliste

Elsebeth Dreisig © Mikael Melbye

Lyt til sopran Elsebeth Dreisigs favoritter på ny playliste

Den danske sopran Elsebeth Dreisig er aktuel i førsteudgivelsen af August Ennas opera Kleopatra, som udkom i oktober. På en ny playliste præsenterer hun ti sange, som har en særlig betydning for hende.

Navne
16. december 2020

Elsebeth Dreisig er en af Danmarks førende lyriske sopraner. Hun har sunget alle de store partier indenfor sit fag og har været tilknyttet Den Jyske Opera siden 1996, hvor hun har haft stor succes i en lang række partier, blandt andet som Cio-Cio-san i Madame Butterfly, Violetta Valéry i La traviata og Mimì i La Bohème. I 2019 sang hun rollen som Kleopatra i Den Jyske Operas opsætning af den danske kompnist August Ennas opera Kleopatra, som på daværende tidspunkt ikke havde været opført i Danmark i over 120 år.

I oktober 2020 udkom indspilningen af Kleopatra på Dacapo, og vi har bedt Elsebeth Dreisig om at udvælge 10 sange eller arier, som er hendes personlige favoritter eller som har haft særlig betydning i hendes karriere. – Og som måske kan have særlig interesse, hvis man synes, at Ennas Kleopatra er spændende.

Lyt til Elsebeth Dreisigs playliste på Spotify her.

Playlisten indeholder disse ti numre – læs her Elsebeth Dreisigs personlige fortællinger om de ti udvalgte sange:

Fra Kleopatra af A. Enna (1859-1939)

»Da jeg fik rollen som Kleopatra, var jeg ikke helt klar over hvilken slags musik det var, Enna havde komponeret. Jeg havde hørt noget af musikken fra Den lille pige med svovlstikkerne og  Den lille havfrue, men ikke fra Kleopatra – jeg kunne høre ouverturen på nettet, og blev meget begejstret over den fylde, der er i musikken. Han var virkelig god til at ”male” med musikken – man ser næsten en scenografi for sig. Det er meget scenisk musik.«

Sangen til månen. Fra Rusalka af A. Dvôrak (1841-1904)

»Sangen til månen sang jeg ved en Opera-Galla på Den Jyske Opera. Jeg lærte mig den tjekkiske tekst, og det nummer blev et af højdepunkterne ved Opera-Galla-koncerterne. Forleden kom min datter, Marie Dreisig, med den danske tekst til mig, som hun lige havde sunget, og syntes også, at jeg skulle prøve at synge den på dansk. Det er en stor glæde at synge på dansk – jeg synes ikke det går ud over klangen – og publikum bliver så glade, når de kan forstå ordene. Også selv om mange følelserne kommer så flot frem i musikken uanset sproget.«

Vissi d’arte. Tosca’s bøn fra Tosca af G. Puccini (1858-1924)

»Tosca er grunden til, at jeg tog den endelige beslutning om at blive operasanger: Min far, som var en stor inspiration for mig, idet han selv sang opera og sange og optrådte som amatør, holdt hele tiden fast i, at jeg skulle have et arbejde med pension og så bare synge, ligesom ham, som amatør. Men da jeg en dag hørte Maria Callas i radioen synge Vissi d’arte sagde jeg til min far: »Pension eller ej, det er DET jeg skal«

Der Hölle rache kockt in meinem Herzen. Fra Tryllefløjten af W. A. Mozart (1776-1791)

»Dette er en arie, som jeg aldrig selv har sunget – offentligt, i hvert tilfælde. Men det er dog én af mine yndlingsarier, og hver gang jeg hører den, får jeg kuldegysninger. Jeg er meget ked af, at jeg aldrig selv har sunget den på scenen – men det ville jeg ALDRIG turde. Mozart har bare ramt plet her!«

Si, mi chiamano Mimi. Fra La Bohème af G. Puccini (1858-1924)

»Mimi fik jeg debut med på Den Jyske Opera. Det er en skøn rolle, meget sødmefuld og den skønneste musik. I 2003 var jeg stand-in for Angela Gheorghiu gennem hele prøveforløbet til Den Jyske Operas sommerproduktion af La Bohème og sang sammen med den franske tenor Roberto Alagna. Hver gang vi kom til Så kold den lille hånd er, sagde jeg til ham, at han ikke behøvede at synge den hele – men han insisterede. Angela Gheorghiu kom naturligvis til generalprøven – og så var mit arbejde færdigt…!«

Non ti scordardi me. Italensk canzonetta af E. De Curtis (1875-1937)

»Denne sang ligger mit hjerte meget nær, da det er én af de sange, jeg meget tydeligt husker min far synge. Da han blev syg med demens og kom på plejehjem, var et hans store ønsker, at jeg skulle synge en koncert sammen med tenoren Tonny Landy på plejehjemmet. Da vi skulle lægge program for koncerten, ville både Tonny og jeg gerne synge sangen Non ti scordardi me, da vi begge følte, at det var ”vores” sang. Vi blev enige om at synge sangen sammen!«

Un bel di. Fra Madama Butterfly af G. Puccini (1858-1924)

»Butterfly er nærmest min signatur-rolle: Jeg har sunget partiet i 6 forskellige produktioner, og til sommer 2021, skal jeg synge Butterfly på dansk for første gang med Opera Svendborg i en opsættelse i en tørdok på Svendborg Havn. Det glæder jeg mig helt vildt meget til.«

En enkel melodi til dig. Sang af Bent Fabricius-Bjerre (1924-2020)

»En enkel melodi til dig er en fødselsdagssang skrevet af Bent Fabricius-Bjerre. Han skrev den til sin daværende kæreste – eller hustru – det ved jeg faktisk ikke, da hun blev 50 år. Da jeg rundede 50 år, sang min datter, Marie, sangen for mig. Jeg kendte den ikke, og blev bare helt overvældet. Nu er den blevet en ”familiesang”, hvor vi ændrer lidt i teksten for at få den til at passe ind i den lejlighed, vi synger den.«

È strano! é strano….sempre libera…. Violetta’s arie fra La Traviata af G. Verdi (1813-1901)

»Efter at have været tilknyttet Den Jyske Opera i et par år kom tilbuddet om at synge Violetta endelig! Jeg havde ventet og håbet. Det var en fantastisk rolle at synge og gestalte. I denne arie kommer man som sanger rundt i hele følelsesregistret og har nærmest tabt 1 kg. bagefter!«

Quando m’en vò. Fra La Bohème af G. Puccini (1858-1924)

Musetta var den Puccini-rolle, jeg sang først på Det Kongelige Teater og i Mikael Melbys opsætning, som er helt vidunderlig og meget traditionel. Det kan jeg godt lide! I en periode havde jeg det sådan, at hvis der gik en sæson uden at jeg var med i en La Bohème, var det en mærkelig sæson!«
 

Lyt til playlisten Elsebeth Dreisig: Favourites Spotify her.

Elsebeth Dreisig medvirker på to Dacapo-udgivelser: Ennas 'Kleopatra' og Weyses 'Sovedrikken'.
  • August Enna

    Kleopatra

  • C.E.F. Weyse

    Sovedrikken

Bliv klogere på Kleopatra med Henrik Engelbrecht

I videoen ovenfor kan du høre operaekspert Henrik Engelbrecht fortælle mere om August Enna og operaen Kleopatra.