Tilmeld dig Dacapos nyhedsbrev

Jakob Kullberg og Theatre of Voices nomineret til Nordisk Råds musikpris 2021

Jakob Kullberg © Klavs Kehlet

Jakob Kullberg og Theatre of Voices nomineret til Nordisk Råds musikpris 2021

Cellist Jakob Kullberg og vokalensemblet Theatre of Voices er blandt de nominerede til årets Nordisk Råds musikpris. Dacapo ønsker stort tillykke og ser frem til to nye udgivelser med begge de nominerede i det kommende år.

Navne
9. juni 2021

Nordisk Råds musikpris er siden 1965 blevet uddelt til nordiske komponister, artister og ensembler, som skaber unikke musikalske oplevelser på et højt kunstnerisk niveau. Blandt de nominerede til årets pris er bl.a. cellisten Jakob Kullberg og vokalensemblet Theatre of Voices. Dacapo Records har glæden af at samarbejde med begge nominerede om to nye udgivelser i det kommende år.

Oplev Jakob Kullberg i Niels Rønsholdts cellokoncert

Jakob Kullberg (f. 1976) er anerkendt i Danmark og internationalt for sine opførelser og uropførelser af moderne cellokoncerter og kammermusik. Han er hyldet for sin varme lyd, sit store udtryksregister og for sin karakteristiske udforskende og grænseskubbende tilgang til musikken.

Kullberg har samarbejdet tæt med komponisterne Per Nørgård, Kaija Saariaho, Kasper Rofelt og senest Niels Rønsholdt. Samarbejdet med Rønsholdt resulterede i uropførelsen af cellokoncerten Country med Polish New Music Orchestra i 2017. Country er skrevet særligt til Kullberg, som i værket høres som både syngende og improviserende performer. Derudover kan man også opleve Kullbergs særlige evne til at spille på celloen "alla chitarra", altså som en guitar.

Country udkommer på Dacapo Records i efteråret 2021, samtidig med en anden udgivelse med musik af Niels Rønsholdt, nemlig klaverværket Archive of Emotions and Experiences, indspillet af den græske pianist Lenio Liatsou.

Ny udgivelse på vej med Theatre of Voices

Theatre of Voices regnes for et af verdens førende vokalensembler, kendt for deres formidable kunstneriske og tekniske overskud udfoldet i et repertoire, der fokuserer på både tidlig polyfoni og ny musik. Theatre of Voices blev grundlagt i 1990 af Paul Hillier og består af sopran Else Torp, mezzosopran Signe Asmussen, tenor paul Bentley-Angell samt basbaryton Jakob Bloch Jespersen. 

Theatre of Voices har indspillet en række udgivelser på Dacapo Records, med bl.a. tidlig musik af Dietrich Buxtehude samt nyskrevne værker af Pelle Gudmundsen-Holmgreen.

I 2022 kan man se frem til en ny udgivelse med Theatre of Voices, som præsenterer a capellaværker af den færøske komponist Sunleif Rasmussen.

Vinderen af Nordisk Råds musikpris præsenteres den 2. november i København.

Dacapo Records har tidligere udgivet en række albums med Theatre of Voices.
  • Pelle Gudmundsen-Holmgreen

    Green Ground

  • Dietrich Buxtehude

    Skandinaviske kantater

  • Pelle Gudmundsen-Holmgreen

    Mixed Company

  • Dietrich Buxtehude, Christian Geist, Nicolaus Bruhns, Kaspar Förster, Franz Tunder

    Buxtehude and his Circle

  • Dietrich Buxtehude, Heinrich Scheidemann, Christian Geist, Johann Christoph Bach, Johann Adam Reincken, Franz Tunder, Matthias Weckmann, Jan Pieterszoon Sweelinck

    IN DULCI JUBILO – Music for the Christmas season by Buxtehude and friends

randomness