Tilmeld dig Dacapos nyhedsbrev

Hans Abrahamsens 'Schnee' er nomineret til Gramophone Awards 2022

Hans Abrahamsens 'Schnee' er nomineret til Gramophone Awards 2022

Den nye indspilning af Hans Abrahamsens Schnee med Laplands Kammerorkester og dirigent John Storgårds er netop blevet offentliggjort som én af de nominerede til Gramophone Awards 2022.

Navne
1. september 2022

"Lyden som Abrahamsen efterstræber, enormt kompleks på papiret men herligt enkel for øret, er exceptionelt veludført og indspillet her. [...] Der er ikke meget mening i at fremanalysere det, som er så velfraseret og smukt spillet i en opførelse af Schnee; det er ikke rigtig pointen. Præstationen her er mere fundamental: at præsentere Schnee upåklageligt, som den "hvide" musik den er, der eksisterer med en sådan vægtløs skrøbelighed at det næsten virker som et eventyr".

Sådan skrev Gramophones anmelder om den nye indspilning af Hans Abrahamsens Schnee med Laplands Kammerorkester og dirigent John Storgårds, som udkom i februar 2022.

Udgivelsen er netop blevet nomineret til den prestigefulde Gramophone Award i kategorien "Contemporary". Læs anmeldelsen og se alle de nominerede her.

En snedækket vintervidunder

Schnee er komponeret i 2008 og regnes allerede for en klassiker fra det 21. århundrede. Den instrumentale snecyklus består af en samling af ti kanoner, som udgør en times spøgelsesagtig, fjerlet og poetisk musik. Det begynder med iskolde, hviskende violintoner som de første snefnug i luften, som senere tager til og giver en fornemmelse, der minder om at gå mod vinden i hvirvlende snevejr, før vi til sidst føres frem til en fortryllet eventyverden, som giver et glimt ind i en snedækket evighed.

Musikken bevæger sig ikke kun fremad, den går også baglæns eller i cirkler – og står nogle gange helt stille. Der er ingen hast, men stor dybde. Som Abrahamsen selv siger: “I Schnee er et enkelt øjeblik strakt så langt ud, som det overhovedet kan bære. På et tidspunkt kan musikken forsvinde. Der er bare et pust tilbage.” 

Prisvindende komponist

Den i forvejen prisvindende komponist Hans Abrahamsen (f. 1952), som bl.a. modtog Léonie Sonnings Musikpris i 2019, har med den nye indspilning af Schnee gjort sig yderligere bemærket, især i udlandet. Schnee har modtaget en stjerneregn af internationale topanmeldelser, bl.a. i en række britiske medier. Her blev albummet f.eks. udvalgt til ugens klassiske album i The Guardian, ligesom det strøg direkte ind på den klassiske topliste i Storbritannien. 

Prisvinderen bliver offentliggjort ved selve Gramophone Award-showet i London den 4. oktober 2022.

  • Hans Abrahamsen

    Schnee

randomness