Tilmeld dig Dacapos nyhedsbrev

Birgitte Alsted fylder 80 år

Birgitte Alsted © Torben Hilde Birk

Birgitte Alsted fylder 80 år

Komponist Birgitte Alsted er en unik stemme i dansk musikliv: en pionér inden for den elektroakustiske musik, som frygtløs kaster sig ud i projekter på tværs af discipliner og kunstformer, og evigt nysgerrig over for nye udtryksformer. Onsdag den 15. juni fylder hun 80 år.

Navne
15. juni 2022

'Birgitte Alsted har en unik stemme i dansk musikliv: organisk og overraskende på samme tid, dramatisk og ekspressiv, uanset om lydene er frembragt ved computer eller akustisk. Alsted har igennem hele sin karriere frygtløst kastet sig ind i kollektive, interdisciplinære og improvisatoriske samarbejder, og hun har været pioner i at kombinere alle disse arbejdsmåder'.

Sådan lød ordene, da Birgitte Alsted i 2017 modtog det prestigefulde Carl Nielsen og Anne Marie Carl-Nielsens Legat. Onsdag den 15. juni fylder hun 80 år.

Evig nysgerrighed og skaberlyst

Birgitte Alsted debuterede i 1971 som violinist fra Det Kongelige Danske Musikkonservatorium og begyndte i samme periode at komponere. I 2006 uddannede hun sig yderligere med en master i elektronisk musikkomposition fra DIEM i Aarhus. Birgitte Alsted har igennem hele sin komponistkarriere bevaret sin nysgerrighed og lysten til at eksperimentere og hendes kunstneriske projekt er derfor i evig forandring. Hun står aldrig stille eller gentager sig selv, hun arbejder hele tiden videre og finder nye sider af sin musik.

Alsted komponerer alt fra sang- og instrumentale soloværker til kor- og orkestermusik og i Alsteds arbejde med elektroakustisk musik har hun især været tiltrukket af computermusikkens muligheder for at manipulere med lyd. I den sammenhæng har hun eksperimenteret med skabelsen af multifacetterede sanseoplevelser og blandt andet skrevet musik til danseforestillinger, kunstinstallationer og billedkunst. Et eksempel på billedkunstens indvirkning er værket Melencolia for soloacccordeon komponeret i 2001, der tager afsæt i et kobberstik af renæssancekunstneren Albrecht Dürer med titlen Melencolia I

Agnetes Latter

Lydene omkring os er en evig inspirationskilde til Birgitte Alsteds kunst. Hun henter hverdagens lyde ind i sine værker, hvor hun gør dem til sin egen musik. Ofte bringer hun sin musik ud, hvor vi ikke vidste, vi ville høre den og finder nye rum for musik. Dette gjorde sig blandt andet gældende for et af Alsteds hovedværker - det elektroakustiske værk Agnetes Latter som er skabt til Suste Bonnéns skulpturgruppe Agnete og havmanden på bunden af Slotsholmskanalen ved Højbro i København. Agnetes Latter er et lydværk, der har optagelser af vokale udbrud, kalden og sang, harpe og bølger som grundmateriale.

Priser, undervisning og øvrige aktiviteter

Udover sit virke som komponist har Birgitte Alsted været violinunderviser samt instrueret børn og voksne i kollektiv komposition. Hun er desuden medstifter af ”Gruppen for Alternativ Musik” samt foreningen "Kvinder i Musik". Hun har desuden bestridt en række tillidshverv, bl.a. i Statens Kunstfonds repræsentantskab, Københavns Kommunes Musikudvalg, Københavns Kommunes Musikskole og i Dansk Kunstnerråd, Dansk Komponist Forenings legatudvalg, og bestyrelsesmedlem i DUT.

Birgitte Alsted har modtaget adskillige priser og stipendier, udover det prestigefulde Carl Nielsen og Anne Marie Carl-Nielsens Legat, bl.a. Statens Kunstfonds 3-årige stipendium i 1980 og i 2006, Børresen Prisen i 1992, Dansk Komponistforenings Jubilæumspris i 1996, Det Anckerske Legat til rejsestipendier for kunstnere i 2003. I 2011 modtog hun Statens Kunstfonds Komponistpris til kvindelige komponister for værket Agnetes Latter og modtog også i 2011 Kulturministeriets livsvarige ydelse.  

Læs mere hos forlaget Edition·S.

  • Birgitte Alsted

    Agnetes latter

  • Anders Koppel, Anders Nordentoft, John Frandsen, Peter Bruun, Eva Noer Kondrup, Anders Brødsgaard, Birgitte Alsted, Andy Pape, Karsten Fundal, Amir Mayhar Tafreshipour, Mogens Christensen, Erik Ørum von Spreckelsen

    Animal Universe

  • Birgitte Alsted

    Planetarium Music – Sorgsang II

  • Electronic Music Produced at DIEM 1987-2012

  • Birgitte Alsted, Simon Christensen, Fuzzy, Eva Noer Kondrup, Ib Nørholm, Morten Olsen, Kasper Rofelt, Martin Stauning, Line Tjørnhøj, Nicolai Worsaae

    Educate·S – Stykker for klaver

  • Birgitte Alsted, Simon Christensen, Fuzzy, Eva Noer Kondrup, Ib Nørholm, Morten Olsen, Kasper Rofelt, Martin Stauning, Line Tjørnhøj, Nicolai Worsaae

    EDUCATE·S – Stykker for violin

randomness