Tilmeld dig Dacapos nyhedsbrev

Bára Gísladóttir modtager stor international komponistpris

Foto: Rui Camilo

Bára Gísladóttir modtager stor international komponistpris

Den danskbaserede islandske komponist og kontrabassist Bára Gísladóttir modtager den prestigefulde, internationale Komponistpris 2024 fra Ernst von Siemens Musikstiftung. Til maj udkommer et nyt orkesteralbum med tre værker af Gísladóttir.

Navne
25. januar 2024

Bára Gísladóttir er en fremadstormende komponist på den ny musikscene, og i de seneste år har hun tiltrukket sig stor opmærksomhed fra publikum, ensembler og orkesterchefer både i Danmark og internationalt med sit mørke, kompromisløse nordiske univers. Gísladottir skriver musik ud fra en grundlæggende forestilling om lyden som et levende væsen. Som forfatter og musikkritiker Tim Rutherford-Jonson skriver i et essay for Ernst von Siemens Musikstiftung: "At lytte til Gísladóttirs musik er som at blive svøbt ind i en vridende organisme, hvor man ser til indefra, mens den breder sig, konsumerer, danser og formerer sig." 

 Unik og rystende debut

Bára Gísladóttir debuterede fra det Kongelige Danske Musikkonservatorium i 2020 med opførelsen af værket VÍDDIR, et timelangt værk for ni fløjter, slagtøjstrio, kontrabas og elbas. Værket markerede for alvor Gísladóttirs indtog på den internationale musikscene og er efterfølgende blevet nomineret til Nordisk Råds Musikpris, opført flere gange verden over og udgivet på et album, der blandt andet blev fremhævet blandt 'Notable Recordings of the Year' i The New Yorker og beskrevet som "et af de mest unikke, særlige, rystende og frem for alt fantastiske stykker musik jeg har hørt i år," af musikkritikeren Simon Cummings. VÍDDIR er udgivet på både CD og streamingtjenester. Lyt mens du læser videre.

 

Uropførelser og værkbestillinger

Siden debuten i 2020 har Bára Gísladóttir modtaget en lang række værkbestillinger, og blandt det seneste års uropførelser finder man blandt andet korværket NAT skrevet til DR Vokalensemblet, the moon is an eye is a pond and so on and so forth uropført af Riot Ensemble på Huddersfield Contemporary Music Festival, orkesterværket COR skrevet til WDR Symfoniorkester og danseforestillingen EVER RÊVE. 2023 bød desuden på nomineringer til The Royal Philharmonic Society Awards, Carl Prisen og Icelandic Music Awards. I 2024 får Bára Gísladóttir blandt andet værker uropført i forbindelse med uddelingen af Leonie Sonnings Musikpris, hvor Gísladóttir har skrevet musik til prisvinderen, Emmanuel Pahud, og hun får uropført et værk af det franske ensemble intercontemporain. 

Nyt orkesteralbum på vej

Til maj 2024 udkommer et nyt orkesteralbum med Bára Gísladóttir, Islands Symfoniorkester og Eva Ollikainen. Dacapo Records ser meget frem til at kunne præsentere tre store orkesterværker af Gísladóttir; COR, Hringla og VAPE. 

  • Bára Gísladóttir

    VÍDDIR

  • Bára Gísladóttir

    HĪBER