Tilmeld dig Dacapos nyhedsbrev

music is not always participatory

James Black
Connor McLean

music is not always participatory

James Black, Connor McLean

Umiddelbart efter verden lukkede ned på grund af coronavirussen, modtog James Black [de/dem] et arbejdslegat fra Statens Kunstfond. Black havde økonomisk grundlag for at komponere, og nedlukningen skulle komme til at inspirere dem til det konkrete projekt, de besluttede sig for at gå i gang med. Resultatet er den foreliggende indspilning – et album, som er formet af begrænsninger og flirter med fiasko, men som samtidig går i dybden med kunstneriske og udtryksmæssige grundbegreber.

Køb album Stream
Download
  • mp3 (320kbps)
    69,00 kr.
    mp3
    €9.26 / $10.07 / £7.89
    Køb
  • FLAC 16bit 44.1kHz
    79,00 kr.
    CD Quality
    €10.6 / $11.53 / £9.04
    Køb
  • FLAC 24bit 44.1kHz
    89,00 kr.
    Studio Master
    €11.94 / $12.99 / £10.18
    Køb
© Niklas Ottander
Total runtime: 
53 min.
Dogmet om det umulige

Af Andrew Mellor

”Jeg er oprigtigt overbevist om, at musik kan have positiv betydning for vores liv,” sagde James Black [de/dem] i 2018 til det danske musiktidsskrift Seismograf; ”og om ikke andet kan den få os væk hjemmefra”.

I marts 2020 var ikke engang musikken i stand til noget sådant. Umiddelbart efter verden lukkede ned på grund af coronavirussen modtog Black et stort arbejdslegat fra Statens Kunstfond. De havde økonomisk grundlag for at komponere, og nedlukningen skulle komme til at inspirere dem til det konkrete projekt, de besluttede sig for at gå i gang med. Resultatet er den foreliggende indspilning – et album, som er formet af begrænsninger og flirter med fiasko, men som samtidig går i dybden med kunstneriske og udtryksmæssige grundbegreber.

James Black er født i Bristol i det sydvestlige Storbritannien. Efter fire års musikstudier ved Oxford University fortsatte de på Det Kongelige Danske Musikkonservatorium i København og afholdt debutkoncert i 2018. Året forinden havde Athelas Sinfonietta Copenhagen uropført Blacks Raus i Tivolis Koncertsal – et partitur med elementer af støjmusik sat op mod uskyldige skoleblokfløjter, renfærdig folkesang og computerspilmusikkens maniske retningsløshed. Iført hvid smoking stod Black selv på scenen bag sit Casio-keyboard sammen med orkestret.

”Idéen om at kombinere ting, der normalt ikke rigtig har noget med hinanden at gøre – få dem til at tale sammen på fremmedartede måder – er noget, der optager mig meget,” siger Black. Det er der også rigeligt af på Music Is Not Always Participatory, der for en stor dels vedkommende er blevet til på det selvsamme Casio-keyboard, men denne gang stort set alene. To gæsteoptrædener er det dog blevet til på albummet, der kredser om en pointe om, at selvom musik ikke altid er tilgængelig for alle, er den heller ikke altid utilgængelig for alle.

Derudover viser albummet en række nye tendenser hos Black. Musikken er ikke noteret og så godt som udelukkende realiseret ad elektroakustisk vej (”Før dette album havde jeg aldrig lavet et track,” siger Black). For en komponist med forkærlighed for at samarbejde – for hvem det at opføre musik som regel udtrykkeligt er noget fælles og åbent – udgør det også en ny tendens. At arbejde alene på et soloalbum gav mulighed for ”at skabe et objekt, frossen tid, en uigennemtrængelig boble”, siger de. Hvor Blacks lærere på konservatoriet opmuntrede dem til at skære fra, fjerne og minimere, bestræbte de sig her ”på at gøre så meget som muligt, gøre det overdrevent og overstadigt – og det i en grad, hvor jeg endte med at fjerne ting for simpelthen at finde ud af, hvor meget af ’mest muligt’, der rent faktisk var passende”.

Mere forventeligt består Music Is Not Always Participatory af en overordnet struktur, der stiger og falder. Ligesom Raus og andre værker med samme udgangspunkt ender den sågar med en forløsende sang – i dette tilfælde et impromptu af Schubert, der samtidig omfatter den ene af Blacks to vigtige gæsteoptrædener. Resten af musikken er spækket med Blacks musikalske fingeraftryk – romersk-katolsk melodik, computerspilsmusik og ”en slags ’techno-møder-hedensk-trash-folk’, hvor samtlige kilder bliver behandlet med ærbødighed og respekt”.

Uanset den trashede æstetik er musikken imidlertid baseret på de strenge kompositionsprincipper og systemer, som Black sværger til, i særdeleshed deres tilegnelse af uendelighedsrækken – det hierarkiske system, som blandt danske komponister navnlig Per Nørgård har været fortaler for. ”Systemer, strukturer og rækker er en måde at lukke andre tanker ude på,” siger Black; ”det er altid en form for meditation og frisætter andre dele af min hjerne”.

Den overordnede struktur er tilsvarende gennemtænkt. Computermusik-mellemspillene You win og You lose – i henholdsvis C-dur og c-mol – omgiver en trilogi af tre forskellige typer ”musik”. Før denne gruppe hører vi prologenI think you’re really cool, det første reelle stykke med titlen SHEL og den blodige vuggevise Baby’s teeth; efter gruppen når albummet sit højdepunkt med Antifleur, der er improviseret på en trommemaskines loop-funktion, og The Future of Classical Music (Award Winning Performance) som et sidste indslag af analog følsomhed.

Ved at lade elektroniske trommemaskiner arbejde i ”umulige tempi” skabes den jævnbyrdige, men modsatrettede kraft, som afbalancerer den simple hymne i I think you’re really cool og de otte langsomme hymner oven på hinanden i Music for use. I Baby’s teeth møder man den første gæsteoptræden på albummet: en improviseret sang, som Black fik tilsendt af komponisten Bára Gísladóttir, som underlægges en konstant foranderlig drone hentet fra en komprimeret udgave af uendelighedsrækken med celler bestående af to samtidig afspillede dybe toner; når Gísladóttirs sang intensiveres, fortættes akkorden tilsvarende.

Den samme proces udvikles yderligere i Angel’s Music, hvor det udefrakommende materiale er en sang af komponisten Connor McLean, der ligesom Black er bosiddende i København. ”Jeg hakkede sangen i småstykker og brugte uendelighedsrækken til at bestemme varighederne med”, siger Black. Ind over denne forvrængede udgave af selve sangen lægger Black hyperaktive lyde fra Casioens forprogrammerede trommemaskine og en akkordrække, der ligeledes er hentet fra uendelighedsrækken. Folk Music benytter samme proces, men forenkler den til et mere sart og dansant udtryk, denne gang med brug af den engelske folkesang Rufford Park Poachers.

SHEL og Antifleur står som søjler i hver sin ende af albummet som henholdsvis dets prolog og epilog. Førstnævnte udviser albummets mest iøjnefaldende brug af uendeligrækken: Benjamin Brittens tonerække fra operaen Skruen strammes, befrugtes af rækken til at blive en roterende sekvens, som derefter spilles i kanon med sig selv, så overlapningerne skaber kvasende dissonanser og Casioens trommemaskinemønstre skiftes til at køre i overgear. ”Tanken var at lave en slags techno-track, drop indbefattet,” siger Black.

Efter den plastiske tragik i You lose – hvor de gnidrende kvarttoner skaber en stemning af tilbageskuende resignation ikke ulig en stor kromatisk afslutningsarie fra en opera af Richard Strauss – følger Antifleur. Det er en videreudvikling af et tidligere værk med samme titel, hvor de akustiske elementer (saxofon og guitar) er fjernet. Tilbage er en fri improvisation på en trommemaskine programmeret til at lyde som en Stylophone, og hvis midterste touchpad er opdelt i forskellige trommesamples. ”Man kan bare køre den rundt og lave de mest utrolige kvasende elektroniske lyde, foruden at den også har loopfunktion,” siger Black; ”og derudover er der med udgangspunkt i uendelighedsrækken lagt yderligere et par Stylophone-samples ovenpå”.

At konfrontere to kontrasterende elementer for at skabe et tredje er et gennemgående træk på albummet, men i finalen benytter Black kun et enkelt – eller sådan virker det i hvert fald. The Future of Classical Music (Award Winning Performance) er Schuberts Impromptu i Ges-dur, D 899, med et twist: spillet af Black selv i en enkelt optagelse på et nedslidt klaver. Tanken om kompromis er til stede i Blacks kompetente, men ikke nødvendigvis virtuose fremførelse – hvor de på et tidspunkt er nødt til spontant at gå tilbage og gentage en tone. Her er den ”indbyggede fiasko”, der bød sig til som et interessant tema at udforske, mens kulturlivet i både Danmark, Europa og den øvrige verden blev lukket ned.

I Schuberts musik synes dette øjeblik af fiasko at være netop der, hvor fremførelsen blomstrer op; ligesom i ”SHEL” er det menneskeskabt manglende perfektion, der skaber skønhed og resonans, mens computeren ruller fejlfrit gennem sine systemer. ”Det er for så vidt ikke lydene, der er i fokus,” siger Black, ”det er snarere idéerne bag lydene”.

Release date: 
januar 2021
Cat. No.: 
8.226625
FormatID: 
Digital album
Barcode: 
636943662526
Track count: 
10

Credits

Recorded by James Black, April 2020

Recording producer: James Black
Mix and engineering: James Black
Mastering: Ragnheiður Jónsdóttir

℗ & © 2021 Dacapo Records, Copenhagen

Liner notes: Andrew Mellor
Liner notes translated from the English: Jakob Levinsen
Proofreading: Colin Roth, Jens Fink-Jensen 
Cover design: Tobias Røder, www.tobiasroeder.com

Publisher: Edition·S, www.edition-s.dk

randomness