Tilmeld dig Dacapos nyhedsbrev

Kong Frederik IX dirigerer

Ludwig van Beethoven
Hakon Børresen
Niels W. Gade
Edvard Grieg
Friedrich Kuhlau
H.C. Lumbye
Franz Schubert
Richard Wagner
Carl Maria von Weber

Kong Frederik IX dirigerer

Frederik IX, DR Symfoniorkestret, Det Kongelige Kapel

Kong Frederik IX’s beskæftigelse med musik må betegnes som atypisk og enestående for medlemmer af fyrstehusene, for så vidt der næppe kan nævnes andre eksempler på regerende monarker, der som foretrukken fritidsinteresse havde orkesterdirektion. Skønt autodidakt som dirigent dyrkede Kong Frederik IX teknisk vanskelige opgaver inden for det store symfoniske og dramatiske repertoire, og her ikke mindst Wagners operaer har forlenet Kongens usædvanlige musikalske virke med en særlig aura. Dette bokssæt hylder de nære relationer mellem Kong Frederik IX og Det Kongelige Kapel og DR Symfoniorkestret.

Køb album Stream

CD

  • CD
    Box
    299,50 kr.
    €40.18 / $43.73 / £34.26
    Køb
Download
  • mp3 (320kbps)
    119,50 kr.
    mp3
    €16.03 / $17.45 / £13.67
    Køb
  • FLAC 16bit 44.1kHz
    149,50 kr.
    CD Quality
    €20.06 / $21.83 / £17.1
    Køb
Et kig i kontrolrummet – fra venstre violinisten Erling Bloch, Kong Frederik IX og koncertmester Peder Lynged © Hans Fulling
Majestæten dirigerer i mådeholdne tempi, noget altmodisch i visse passager, men er også i stand til at slippe energien løs
Peter Dürrfeld, Kristeligt Dagblad
At det er selveste kong Frederik IX, der her fortolker det populære repertoire, og at han som autodidakt var i stand til at sætte sit stempel på værkerne, er nok til, at boksen varmt kan anbefales
Lars Geerdes, Flensborg Avis
En unik, behagelig og oplysende oplevelse
Carme Miró, Sonograma
En anbefalelsesværdig udgivelse
Graham Rickson, The Arts Desk
Man kan tydeligt høre, når Frederik er flyvende - hvor han fornemmer musikken og musikerne instinktivt reagerer på ham
Andrew Mellor, Magasinet Klassisk
Dette er i høj grad en udgivelse, der træder væk fra den slagne vej, men gør det med en hensigt og ekspertise
Jonathan Woolf, Music Web International
Total runtime: 
258 min.
Kong Frederik IX som dirigent

af Claus Røllum-Larsen

Dyrkelse af malerkunst og musik har gennem århundreder præget dagliglivet i de europæiske fyrstehuse. Som oftest har en sådan kunstudøvelse været en del af det privatliv, som kun i begrænset omfang kom til offentlighedens kendskab, men i en række tilfælde har der været tale om så markante bidrag til kulturhistorien, at den fyrstelige kunstner har vundet sig et navn og sammen med sine værker er trådt ud af privatlivet. Sådanne eklatante tilfælde er den svenske Prins Eugen, hvis malerkunst allerede i hans samtid var højt anskreven, og inden for tonekunsten Kong Frederik den Store af Preussen, der som kunstmæcen, men også som komponist, opnåede berømmelse og en plads i musikhistorien. For dem – og talrige andre, også mindre fremstående fyrstelige kunstnere – gjaldt, at deres kunstneriske virksomhed i realiteten kunne holdes inden for den private sfære og som sådan undgå den offentlige kritik, som i almindelighed er en kunstners vilkår, på godt og ondt.

Kong Frederik IX’s beskæftigelse med musik må betegnes som atypisk og enestående for medlemmer af fyrstehusene, for så vidt der næppe kan nævnes andre eksempler på regerende monarker, der som foretrukken fritidsinteresse havde orkesterdirektion. At arbejdet som dirigent – så sporadisk det end måtte være – forudsætter en lang række øvrige medvirkende, siger sig selv. Kong Frederik IX’s musikdyrkelse udgjorde på den måde en sjælden kombination af noget yderst privat og noget i en vis forstand offentligt, idet kun få udvalgte fik mulighed for at overvære Kongens arbejde med orkestrene, medens en betragtelig del af samtidige danske professionelle orkestermusikere gennem årene kom til at musicere med Kongen. Dette paradoks samt den omstændighed at Kong Frederik IX skønt autodidakt som dirigent dyrkede teknisk vanskelige opgaver inden for det store symfoniske og dramatiske repertoire og her ikke mindst Wagners operaer, har forlenet Kongens usædvanlige musikalske virke med en særlig aura. Samtidig har der stedse hersket en dyb respekt for den ydmyghed, hvormed Kongen optrådte under prøver og private koncerter. Det er det klare indtryk, man kan få bekræftet af de musikere, der arbejdede sammen med Kongen, og det er i det hele taget en karakteristik, som stemmer overens med den almindelige opfattelse af hans person.


Fulgte med i musiklivet

Frederik IX var født på Sorgenfri Slot den 11. marts 1899 som ældste barn af Prins Christian og Prinsesse Alexandrine. Det var ikke fra sin far, Kong Christian X, at Prins Frederik havde arvet sin musikalitet; som landsretssagfører Eugen Olsen engang skal have udtalt: synge kunne Kongen ikke, “der er i hvert fald aldrig nogen, der har hørt det.” Men i hjemmet havde musik en central placering, idet Prinsesse Alexandrine spillede klaver og i det hele taget fulgte levende med i musiklivet inden for og uden for landets grænser. Hun var en flittig koncertgænger og gav musiklivet sin støtte blandt andet ved at påtage sig protektion af flere koncertforetagender, først og fremmest Musikforeningen, Aarhus Philharmoniske Selskab og Den Danske Richard Wagner Forening. Derudover var hun en hyppig gæst ved Festspillene i Bayreuth, da hun var en stor ynder af Richard Wagner.

Prinsessen havde dog heller ikke musikaliteten fra fremmede. Hendes mor, Anastasia, senere Storhertuginde af Mecklenburg-Schwerin, var født Storfyrstinde Anastasija Michailovna af Rusland. Hendes slægt, Huset Romanov, talte adskillige musikalske personer blandt sine medlemmer, og Storhertuginden selv var stærkt optaget af både musik, herunder især opera, og teater. Dronning Alexandrines far, Storhertug Friedrich-Franz III indlagde sig fortjenester ved bl.a. at sørge for, at de store musikfester i Mecklenburg-Schwerin, som var blevet etableret i begyndelsen af 1800-tallet, kunne genoptages og videreføres fra 1860. Han var ligesom sin hustru en beundrer af Richard Wagner, og i 1882, året inden Wagners død, aflagde storhertugparret besøg hos Wagner og hans hustru Cosima. Man vil forstå, at Dronning Alexandrine voksede op i en musikalsk familie samt i hertugdømmets residensby Schwerin, hvor musikkulturen blomstrede såvel ved store musikfester som ved operaen, hvor i øvrigt Wagners værker tidligt blev præsenteret.

Dronning Alexandrine havde som ung fået klaverundervisning, og dette åbenbart i et sådant omfang at hun både havde en klaverlærer hjemme i Schwerin og en i Cannes ved den franske Riviera, hvor familien havde sin sommerresidens, Villa Wenden. Vi er så heldige at have en beskrivelse af Dronningens klaverspil; det er forfatteren Else Moltke, som i 1937 gav denne karakteristisk: “At læse fra Bladet, at forme Stoffet med musikalsk Evne, klar Dømmekraft og sikker Smag, den Evne fik Prinsessen i Vuggegave og udviklede den med Udholdenhed og Flid.”

Selv om det uden tvivl er påvirkningen fra hans mor, der har befordret musikinteressen og -beskæftigelsen hos Frederik IX, så bør det nævnes, at der også i Kongens fædrene familie kan påvises en stærk musikalsk tradition. Således var både hans farmor, den svenskfødte Dronning Louise, og ikke mindst hans oldemor, Christian IX’s dronning, Louise, der stammede fra Hessen, stærkt musikinteresserede.

Den unge Prins Frederik blev ikke presset til at spille et musikinstrument, men i 1911 fandt Kronprinsesse Alexandrine dog tiden moden til, at der blev engageret en klaverlærer til ham. Valget faldt på Lizzy Hohlenberg, som i de følgende seks år førte Prinsen, der ved sin fars, Christian X’s, tronbestigelse i 1912 var blevet Kronprins, ind i klaverlitteraturen. Allerede tidligt opstod der et hjerteligt venskab mellem lærer og elev, og selv efter at den egentlige klaverundervisning var ophørt, mødtes Kronprinsen og Lizzy Hohlenberg for at spille firhændigt klaver.
 

Peer Gynt

En helt afgørende begivenhed indtraf den 16. marts 1913. Om aftenen havde Dronning Alexandrine taget sin ældste søn med i Det Kongelige Teater til en opførelse af Henrik Ibsens skuespil Peer Gynt med Edvard Griegs musik. Dronningen havde medbragt partituret til scenemusikken, og oplevelsen af orkestrets instrumenter sammenholdt med det trykte nodebillede gjorde et stort indtryk på Kronprinsen. Aftenens dirigent var den senere kongelige kapelmester Georg Høeberg, og efter en kapelkoncert to år senere tog Dronningen og Kronprins Frederik kontakt med Høeberg for at spørge ham, om han ville tale lidt med den unge musikelsker: “Han er så interesseret i musik”, som Dronningen sagde. Høeberg tog imod opfordringen, og i de kommende år mødtes Kronprinsen og han jævnligt for at drøfte musik, bl.a. fortolkninger af de store mesterværker. På intet tidspunkt udviklede disse møder sig dog til direktionsundervisning.

Kronprinsens hu stod allerede tidligt til orkesterdirektion, men at komme til at udøve denne kunst var ikke så ligetil. Der skulle dog vise sig en mulighed.

På Amalienborg dyrkede Dronning Alexandrine firhændigt klaverspil, og med dette som grundlag samlede hun i 1915 en lille skare af musicerende familiemedlemmer, venner eller nærtstående hoffolk, som kom til at udgøre et helt lille orkester. Det var med dette, at Kronprins Frederik indstuderede og opførte en række værker, der spændte fra operaouverturer til Beethovens 1. symfoni. Ved en af de første koncerter stod Joseph Haydns Børnesymfoni på programmet. Et af orkestermedlemmerne, Aage Hannover, har i sin dagbog givet en morsom beskrivelse af koncerten, hvor den unge dirigents far, Kong Christian X, var til stede: “Kongen, der sad paa forreste Række, var i glimrende Humør, og raabte bis og da capo, og naar Kronprinsen vilde begynde paa en ny Del af Symfonien, raabte han: Lad os dog faa lidt Pauser, og da det ikke hjalp: Øh, Øh, der heller ikke hjalp. I Marche funèbre, hvor Redekammene rejste sig op under deres Solo, rejste Kongen sig ogsaa op, og da han gjorde det, maatte de andre ogsaa; det saa meget morsomt ud.”

Der er ingen tvivl om, at det for de enkelte orkestermedlemmer har været en såvel fornøjelig som ærefuld sag at spille under Kronprinsens taktstok. For en enkelt af dem, adjudant hos Christian X, C.A. Kraft, var der en anden væsentlig grund til at deltage i orkestrets arbejde. Kraft var nemlig, som historikeren Tage Kaarsted fortæller i sin disputats, foruden at være tjenstgørende hos Kongen tilknyttet overkommandoens efterretningsvæsen, og under Påskekrisen i 1920 fungerede Kraft som mellemmand imellem kredsen omkring oberstløjtnant Erik With og Kongen. På dette tidspunkt var Kraft fratrådt som adjudant, men gennem sin deltagelse i Kronprinsens lille orkester har han haft adgang til Kongen og på den måde kunnet bringe nyt fra With-kredsen.
 

Ikke kun dygtige amatører

Helt frem til 1921 arbejdede Kronprinsen sammen med det lille orkester, men for at udvide sit repertoire og få lidt mere luft under vingerne rent orkestralt, begyndte Kronprinsen at dirigere til grammofonplader. Således gennemførte han koncerter af op til et par timers varighed alene med benyttelse af plader. Af praktiske grunde markerede han i sine partiturer, hvor pladerne skulle vendes eller skiftes. Et ikke helt lille projekt på et tidspunkt, hvor shellak-pladerne satte snævre grænser for spillelængden!

Det var ikke kun dygtige amatører, Kronprinsen fik mulighed for at arbejde med. På et tidligt tidspunkt fik han kontakt med Den Kongelige Livgardes Musikkorps, og det blev snart en fast tradition, at han ledede dette ensemble ved en koncert på sin fødselsdag. Også med Flådens Musikkorps optrådte han, men der skulle gå en lang årrække, før Kronprinsen fik chancen for at indtage dirigentrollen over for et symfoniorkester.

Kronprins Frederik besøgte første gang Festspillene i Bayreuth i 1927. På rejsen var han ledsaget af sin mor, og ved opholdet mødte han dels sin moster, Kronprinsesse Cecilie af Preussen, og sin morbror, Storhertug Friedrich Franz IV. I Kronprinsens eksemplar af Das Handbuch für Festspielbesucher for året 1927 finder man krydser ud for alle rollelisterne, hvilket kan tyde på, at Kronprinsen har overværet alle sæsonens seks opsætninger: Der Ring des Nibelungen, Tristan und Isolde og Parsifal. Ved besøget i Bayreuth mødte Kronprins Frederik i øvrigt Richard Wagners svigerdatter Winifred Wagner.

I 1938 var det på et møde mellem Det Kongelige Kapel og bestyrelsen for Pensionskassen og Kapelforeningen blevet besluttet at forespørge Kronprins Frederik, om han ville overtage protektoratet for Pensionskassekoncerterne, og ved samme lejlighed tilbød man ham at lede en af prøverne forud for den kommende kapelkoncert. Kronprinsen accepterede tilbuddene og dirigerede således for første gang Det Kongelige Kapel den 9. marts 1938. Programmet omfattede sidste sats af Tjajkovskijs 6. symfoni, Pathétique, og forspillet til Wagners opera Die Meistersinger von Nürnberg. Hermed var en tradition blevet grundlagt, idet Kapellet helt frem til Kongens død årligt lod afholde en privat koncert med ham på podiet. Arrangementet havde karakter af en fødselsdagsgave og blev følgelig lagt så tæt på den 11. marts, som det var muligt.

Det første samarbejde mellem Kronprinsen og DR Symfoniorkestret fandt sted den 3. maj 1941. På programmet stod her et af Prinsens favoritværker, Tjajkovskijs Pathétique-symfoni. Kontakten med orkestret blev allerede året efter genoptaget to gange. I juni opførtes således Beethovens 5. symfoni, og i oktober gjaldt det Webers Euryanthe-ouverture. Samarbejdet fortsatte i juni 1943, hvor Kronprinsen havde valgt at indstudere Sibelius’ 2. symfoni – et af de få værker fra det 20. århundrede, som blev optaget i hans overvejende wienerklassiske og tyskromantiske repertoire.
 

Så skal det være Cavalleria!

I eftersommeren 1943 udviklede den politiske situation under besættelsen sig på en sådan måde, at samarbejdet med orkestrene måtte indstilles, og først i sommeren 1945 kunne Kronprinsen genoptage forbindelsen med orkestrene.

Efter Anden Verdenskrig blev samarbejdet med DR Symfoniorkestret en helt fast og vigtig del af Kongens dirigentvirksomhed. Ligesom det var tilfældet med Det Kongelige Kapel, blev Kongen hvert år indbudt til at dirigere en eller flere lukkede koncerter. Hermed fik han mulighed for at pleje det repertoire, der nok stod hans hjerte nærmest: Beethovens symfoniske værker og orkesterstykkerne fra Wagners operaer. Således nåede han sammen med Det Kongelige Kapel og DR Symfoniorkestret at opføre ikke færre end syv af Beethovens symfonier. Man kan her notere sig, at Pastorale-symfonien var på programmet ikke mindre end fire gange, og i 1959 opførtes den 9. symfoni, dog med udeladelse af korfinalen.

Kort tid efter besættelsen skulle Kronprins Frederik få sin hidtil, hvis ikke overhovedet mest krævende dirigentopgave, som skulle blive højdepunktet i hans arbejde som dirigent. Fra teaterchef Cai Hegermann-Lindencrone havde Kronprinsen fået tilbud om at lede en operaopførelse ved en eftermiddagsforestilling på Det Kongelige Teater, og Kronprinsens svar skal være kommet prompte: “Så skal det være Cavalleria!” Allerede i 1909 havde han nemlig overværet en opførelse af Pietro Mascagnis opera i én akt Cavalleria rusticana på Det Kongelige Teater, og siden havde den indtaget “en stor plads i hans musikerhjerte”.

Operaen var i teatrets repertoire, hvor Egisto Tango havde varetaget den musikalske indstudering, men det er tankevækkende, at det efter nogle få klaverprøver samt en generalprøve lykkedes Kronprinsen at præge opførelsen i en grad, så den afveg markant fra Tangos. Om forestillingen, som fandt sted den 14. marts 1946, kunne man i Dagbladet Politiken læse: “Forestillingen fik et smukt Forløb. Kronprinsen viste sig som en meget kyndig Operadirigent med en interessant og personlig Opfattelse af Mascagnis Værk.”
 

Forenede Nationer

Det er nævnt, at Frederik IX helt fra sin tid som kronprins havde ønsket at holde sin musikalske virksomhed inden for privatlivets rammer. Kun en enkelt gang blev dette grundlæggende princip for alvor fraveget. I 1948 stod de Forenede Nationer i spidsen for en stor indsamling til fordel for flygtninge efter verdenskrigens ophør, og her stillede Kong Frederik og Det Kongelige Kapel sig til rådighed, idet det grammofonpladesæt, ofte kaldt TONO-pladerne, som findes genudgivet i denne cd-boks, blev indspillet og bortloddet som lotteripræmier til fordel for flygtningeindsamlingen. Det bør dog understreges, at selv om Kongen på denne måde trådte offentligt frem som dirigent, skete det alligevel under en form for inkognito, da Kongens navn ikke figurerer på pladerne; kun det kronede kongemonogram på etiketterne lader forstå, hvem dirigenten er.

I 1952 deltog Kong Frederik IX i festlighederne i anledning af sin svigerfars, Kong Gustav VI Adolfs, 70-årsdag. Ved en koncert på Kungl. Teatern i Stockholm dirigerede Kongen som en fødselsdagsgave til den svenske konge et program med lutter Wagner-kompositioner og med solisterne Brita Hertzberg og Joel Berglund. Selv om festen og dermed koncerten havde en vis privat karakter, blev den overværet af flere svenske musikkritikere, som i deres omtale af koncerten betonede den danske konges åbenlyse kærlighed til musikken og hans fortrolighed med partituret. I Morgontidningen kunne man bl.a. læse: “Hans ledning av orkestern var säker, och hans uppfattning av det han spelade var personlig. Han var även på dirigentpulten en utomordentligt charmerande uppenbarelse.”

Kronprinsen dirigerede flere koncerter med Tivolis Koncertsals Orkester i løbet af 1940’erne, ligesom Kongen i 1955 ved en enkelt koncert stod i spidsen for Aarhus By-Orkester. Men så langt de fleste koncerter foregik i samarbejde med enten Det Kongelige Kapel eller DR Symfoniorkestret. Med disse to orkestre arbejdede Kongen så sent som i marts 1971 – trekvart år før sin død. Rækken af solister, som har spillet under Kongens taktstok, omfatter danske kunstnere som pianisterne Johanne Stockmarr og Elvi Henriksen og violinisten Charles Senderovitz samt de internationale solister pianisten Edwin Fischer og violinisten Wolfgang Schneiderhan. En ganske særlig begivenhed var det, da Kongen den 8. marts 1970 dirigerede Det Kongelige Kapel i mellemsatsen fra Beethovens 3. klaverkoncert med sin svigersøn Prins Henrik som solist.
 

Kongens repertoire

Kong Frederiks repertoire afspejler helt klart hans musikalske smag. Ved 62 registrerede koncerter blev der opført 107 programpunkter med i alt 51 forskellige værker af 18 komponister. Ud af det samlede opførelsesantal dækker værker af Beethoven og Wagner alene næsten halvdelen, idet disse to komponister er repræsenteret med henholdsvis 36 og 17 opførelser. Herefter følger Tjajkovskij med ni opførelser og Schubert og Weber med hver seks. Af Beethoven fremførte Kongen som nævnt de ni symfonier med undtagelse af nr. 4 og sidste sats af den 9. Wagner-værkerne udgjordes af orkesterstykker fra de dramatiske værker med Forspil og Isoldes Kærlighedsdød fra Tristan og Isolde som en absolut favorit. Schuberts Ufuldendte symfoni spillede Kronprins Frederik med Tivolis Koncertsals Orkester i 1943 og med Det Kongelige Kapel i 1947. H.C. Lumbyes Drømmebilleder dirigerede Kronprinsen med Tivolis Koncertsals Orkester i 1945 og med DR Symfoniorkestret og Det Kongelige Kapel i 1948. Lumbyes Salut for August Bournonville har Kongen efter alt at dømme kun dirigeret i december 1948 i forbindelse med indspilningen af TONO-pladerne. De øvrige værker på pladesættet blev indspillet samme måned.

Kongens repertoire var hovedsagelig koncentreret om musikværker komponeret i 1800-tallet, ja, faktisk opviser repertoirelisten kun to værker fra 1700-tallet: udvalg fra W.A. Mozarts Figaros bryllup og hans Symfoni nr. 40 i g-mol. Kun tre værker stammer fra 1900-tallet: Jean Sibelius’ 2. symfoni komponeret 1901-1902, Giacomo Puccinis opera Gianni Schicchi fra 1918 og Hakon Børresens forspil til operaen Den kongelige gæst fra 1919.
 

Medbragte et bånd

Afslutningsvis skal kort omtales den procedure, der gik forud for Kongens orkesterprøver og koncerter. Prøverne med DR Symfoniorkestret afholdtes i reglen på lørdag formiddage mellem kl. 10 og 13 med en kaffepause på 20 minutter, hvor Kongen var sammen med orkestrets direktion, koncertmestrene og musikchefen. Koncerten afvikledes normalt samme dags eftermiddag. Et notat om Kongens koncerter med Det Kongelige Kapel viser, at også her foregik prøverne gerne på lørdag formiddage kl. 9.30-12 efterfulgt af koncert kl. 14. Ved prøverne kunne det hænde, at Kongen medbragte et bånd:

“[Foruden sin dirigentstok] medbringer den kongelige dirigent partituret og stålbåndet, som bringes op i teknikerrummet til wire-recorderen. I morgen, når den egentlige koncert finder sted, bliver hele koncerten optaget, og kongen får båndet med sig hjem. Han har gengiverapparater både på Amalienborg, i Fredensborg og Gråsten.” Dette kunne man læse i Aftenbladet 17. maj 1952.

De få tilhørere, der var indbudt til at overvære Kong Frederik IX’s private koncerter med Det Kongelige Kapel og DR Symfoniorkestret, har kunnet berette om en ganske særlig stemning præget af intimitet og musikglæde. Det var her, Kongen for alvor fik afprøvet sine fortolkninger i et professionelt regi, og hvor han samtidig kunne opleve musikernes engagement og modtage deres sympati. Det er udvalgte optagelser fra en række af disse koncerter, cd’erne i dette bokssæt videregiver.

 

Fra grammofonplade til CD

af Claus Byrith

I dag er det almindelig antaget, at den hårdt trængte situation, som pladeselskaberne befandt sig i under de sidste år af 2. Verdenskrig, ret hurtigt normaliseredes. Det er kun delvis rigtigt. Udgivelsernes antal voksede hurtigt, men kvaliteten af de enkelte pressede grammofonplader var meget svingende på grund af råstofsituationen, der endnu adskillige år var præget af mangel. Tilførsler fra udlandet af pressemateriale var underlagt hårde restriktioner gennem Varedirektoratet, der vogtede på landets valutareserver, som var små og hårdt trængte.

Først efter 1950 kan forholdene betegnes som normale. Denne situation betød, at nyudgivne grammofonplader blev presset i et materiale, der var blandet op med gamle omsmeltede grammofonplader, der dels bestod af mindre finkornet lak og dels var forurenet af snavs og støv samt ofte rester af etiketter. Det betød overflader med megen støj og ofte blister, dannet af urenheder, der under og efter presningen svulmede op. Kong Frederik IX’s TONO-grammofonplader med Det Kongelige Kapel (CD I) er ingen undtagelse.

Matricerne til presning af grammofonplader som findes i Det Kongelige Biblioteks samling er imidlertid af metal og kan opfattes som stempler, der trykkes ned i den varme lak, hvorved grammofonpladens riller dannes. Det vil altså sige, at rillerne på matricen ikke er fordybninger, men ‘bjergrygge’. For at kunne afspille en sådan matrice, må man derfor anvende en nål, som ikke går ned i en rille, men derimod kan ride på nævnte ‘bjergkam’. Samlingen bestod af matricer fra pladeselskaberne His Master’s Voice og Columbia, alle uudgivne. Efter overførslen af alle disse dukkede der imidlertid en lille stabel TONO-pressematricer op. Det viste sig at være det komplette sæt til presning af Kong Frederik IX’s TONO-indspilninger fra 1948. Når disse blev afspillet, fik man et resultat, der langt overgik det tidligere – næsten al støj var væk og klarheden i lydbilledet var langt mere tilfredsstillende, selvom matricerne også bar præg af opbevaring under mindre heldige forhold.

Et par ord om de to Weber-ouverturer fra 1942 og 1946 (CD IV) synes også nødvendige i denne sammenhæng. Mens ouverturen til Euryanthe fra 1942 er i en kvalitet, som meget godt svarer til det bedst mulige på tidspunktet for indspilningen, måske med undtagelse af midterdelen, hvor baggrundsstøjen er højere end i yderdelene, er kvaliteten af Der Freischütz en del ringere, end hvad man kunne forvente. Årsagen er, at indspillestyrken er særdeles lav, så der er en tendens til, at støjen så at sige blandes op i de svage passager. Det høres tydeligt, at disse svage passager er uklare, mens de kraftige passager klinger rimelig godt. Det er dog naturligt, at de er med her, deres mangler til trods, fordi det er de tidligste optagelser med Kong Frederik IX og DR Symfoniorkestret, vi har adgang til. De repræsenterer således et vigtigt skridt i Frederik IX’s udvikling som dirigent.

Optagelserne med DR Symfoniorkestret (CD II-III) er alle foretaget i Radiohusets Koncertsal (i dag Konservatoriets Koncertsal). De er alle af høj kvalitet, når man betænker optagelsestidspunktet. Men de er imidlertid ikke alle lavet på samme måde: Før 1950 var båndteknikken ikke almindelig, og derfor er Wagners Tannhäuser-ouverture, Gades Efterklange af Ossian og Griegs Våren ikke først indspillet på bånd, men derimod skåret direkte på grammofonplader, der kørte 78 omdrejninger pr. minut og havde en spilletid på maksimalt 4,5 minutter. Det betød naturligvis, at værkerne fyldte adskillige pladesider.

Fremgangsmåden var, at mikrofonsignalet samtidig blev ført til to skæreapparater. Man startede så maskine 2 i god tid før maskine 1 løb ud. Det var almindeligt med et overlap på et halvt til et trekvart minut. Når optagelserne skulle afspilles til udsendelsesbrug, anvendte man på samme måde to grammofoner og satte grammofon nr. 2 i gang på det sted, hvor skæreapparat nr. 2 var blevet startet. Dette kan aflæses på pladen, som fik et synkroniseringsmærke mellem rillerne på dette sted. Når begge grammofoner kørte, kunne man så blænde over fra nr. 1 til nr. 2, således fik man musikken gengivet uden pauser eller overlap.

Det er imidlertid ikke så lige til en sag at foretage denne manøvre helt præcist, og på de båndoverspilninger af de oprindelige grammofonplader, som udgør grundlaget for fremstillingen af de foreliggende cd’er, er sideskiftene i mange tilfælde hørbare. I nærværende form er disse korrigeret overalt, hvor det har været muligt, og de kan nu kun anes i et par tilfælde. Ved overgangen til båndteknikken forsvandt dette problem, idet spilletiden nu blev cirka en halv time pr. spole. Optagelserne belyser således den tekniske revolution, som magnetbåndet bevirkede omkring 1950.

Release date: 
juni 2020
Cat. No.: 
8.204001
FormatID: 
CD
CoverFormat: 
Box
Barcode: 
636943400111
Track count: 
26

Credits

CD I: New transfer direct from metal masters. Previously released on Dacapo Records 8.224100 and TONO FN 1-2, FN 3-4 and FN 5-7. Recorded at Odd Fellow Palæet in December 1948
CD II-III: Remastered version of Dacapo Records 8.224158-59. Recorded at the Danish Radio Concert Hall 1949-54
CD IV: Recorded at the Radiohusets Koncertsal in 1969 (Symphony No. 1,The Flying Dutchman, Götterdämmerung), December 1946 (Der Freischütz), and Stærekassen in October 1942 ( Euryanthe)

Digital editing and CEDAR processing: Claus Byrith

℗ 1948, 2000, 2020 Dacapo Records, Copenhagen
© 2020 Dacapo Records, Copenhagen

Liner notes: Claus Røllum-Larsen
English translation of liner notes: James Manley, John Irons
Proofreader: Svend Ravnkilde
Cover design: Studio Tobias Røder

This box set has been released in cooperation with the Royal Danish Library, the Royal Danish Theatre and DR (Danish Broadcasting Corporation)

randomness