Tilmeld dig Dacapos nyhedsbrev

Koncerter

Ib Glindemann

Koncerter

Per Morten Bye, Robert Holmsted, Odense Symfoniorkester, Giordano Bellincampi

»Orkestret spiller med sjæl, stor veloplagthed og karakter« MusicWeb International

Ib Glindemann var uden tvivl en af de vigtigste figurer i Danmarks big band- og jazz-verden fra 1950’erne og frem. Men den berømte big band-leder og komponist opdyrkede også en mindre kendt klassisk side. Denne indspilning er den første med et helt klassisk Glindemann-program: to fortræffelige instrumen­talkoncerter og et betagende ­medley, der viser Ib Glindemanns flair for at skrive glad, udadvendt, festlig og velfungerende musik.

 

Køb album Stream

SACD

  • SACD
    Super Jewel Case
    139,50 kr.
    €18.71 / $20.37 / £15.96
    Køb
Download
  • mp3 (320kbps)
    69,00 kr.
    mp3
    €9.26 / $10.07 / £7.89
    Køb
  • FLAC 16bit 44.1kHz
    79,00 kr.
    CD Quality
    €10.6 / $11.53 / £9.04
    Køb
  • FLAC 24bit 96kHz
    105,00 kr.
    Studio Master
    €14.09 / $15.33 / £12.01
    Køb
Odense Symphony Orchestra © Kasper Kamuk
Trompetkoncerten bliver smældende flot spillet af Bye
Peter Dürrfeld, Kristeligt Dagblad
[...] den helt rette balance mellem klassisk udformning og sprudlende swing. Vældigt fornøjelige opførelser.
Mark Simpson, BBC Radio 3
Ukompliceret, men perfekt udformede og udtryksfulde messingkoncerter med masser af vid, humor og romantik.
Jonathan Woolf, MusicWeb International
Orkestret spiller med sjæl, stor veloplagthed og karakter – hele albummet giver faktisk indtryk af, at være blevet lavet 'con amore', for at hylde denne højtelskede og beundrede figur i dansk musikliv.
Gwyn Parry-Jones, MusicWeb International
De dygtige solister Per Morten Bye og Robert Holmsted er ledende trompet og trombone i dette meget gode danske orkester
Barry Kilpatrick, American Record Guide
I tre korte satser er Byes bløde vibrato ideel for den centrale Andante, før hans glans bruges til fulde i den akrobatiske finale
David Denton, David's Review Corner
Manden med det suveræne musikalske overskud

Af Finn Gravesen

Når man skal skrive dansk jazzhistorie, er der nogle meget store fyrtårne, som rager op mellem alle de mange gode musikere, arrangører og komponister, Danmark kan prale af.

Et af dem er Ib Glindemann – eller Ib Niels Carl Glindemann Nielsen, som var hans fulde navn. Han blev født i 1934 og døde i 2019 efter et langt liv i musikkens tjeneste. Energisk, flittig og kreativ var han en stadig inspiration for sine omgivelser, lige fra han i 1952-56 studerede trompet på konservatoriet og startede sit første orkester, til han på sine gamle dage på Langeland komponerede, arrangerede og dirigerede med uformindsket kraft.

Det var jazzen – nærmere betegnet bigband-jazzen – som spillede hovedrollen i Ib Glindemanns liv, men han ville også være ‘seriøs’ komponist, hvilket han demonstrerede tidligt, da han i 1962 skrev sin første symfoni ( In Memoriam Kim Malthe-Bruun, op. 1) og samme år en trompetkoncert (op. 2) – tilegnet solotrompetisten Knud Hovaldt. Hertil kom i 2017 en basunkoncert.

Sin alsidighed demonstrerede Ib Glindemann tillige ved i 1965 at skrive scenemusik til Shakespeares The Tempest (Stormen) til Dallas Theatre Centre og samme år til balletten Liv i kludene på Pantomimeteatret i Tivoli. Igennem mange år viste Ib Glindemann sit nemme ved at arrangere og instrumentere ved at skrive kilometervis af ‘funktionel’ underlægningsmusik, såkaldt ‘library music’, og filmmusik til mange danske dokumentar- og spillefilm, blandt andre Natlogi betalt (1957), Pigen og vandpytten (1958), Det tossede paradis (1962), Gudrun (1963), Slottet (1964), Pigen og greven (1966), Forræderne (1983) og Manden der ville være skyldig (1990). Hertil kom instrumentering for andre komponister, blandt andre Kai Normann Andersen.

Men det var altså jazzen, der stod Ib Glindemanns hjerte nærmest – lige fra han som 15-årig hørte Louis Armstrong i KB Hallen i efteråret 1949. Herfra kom der fart på. Som trompetstuderende på Det Kongelige Danske Musikkonservatorium etablerede han i 1950 sit første bigband, The Skyliners. I 1956 blev de som professionelt orkester hyret til engagement i National Scala (et koncert-, varieté- og danseetablissement over for Tivolis hovedindgang i København). Midt i 50’erne blev Ib Glindemann nærmest ved en tilfældighed en del af den nye rock’n’roll-bølge, idet hans orkester spillede ved en offentlig koncert i Enghaveparken og en ung lærling med sangambitioner, Ib ‘Rock’ Jensen, entrede scenen for at give den som rocksanger. De tilstedeværende musikere fra Glindemanns orkester bakkede ham op så godt, de kunne – de kendte jo nogle gode riffs fra swingmusikken. Ved den første egentlige rock’n’roll-koncert i KB Hallen i oktober 1956 medvirkede Ib Glindemanns orkester med et swing-repertoire, som lå tæt op ad rockens udadvendte, blues-inspirerede stil. Rockmusiker blev Glindemann dog aldrig!

Med et decideret bigband-repertoire turnerede orkesteret i 1957 i Sverige, og ved en koncert i Hagfors kom Ib Glindemann i forbindelse med den 18-årige kontorist og sangerinde Monica Zetterlund, som han straks hyrede og tog med til København til et job med orkesteret på restaurant Exalon. På den måde blev han en afgørende faktor i denne fremragende sangerindes kunstneriske liv.

I 1958-62 var Ib Glindemann musikchef på den nye ‘pirat-radio’ Radio Mercur, som illegalt sendte popmusik fra skibet Cheetah i internationalt farvand i Øresund – noget helt nyt og meget forbudt. Derfor måtte skibet ligge uden for politiets rækkevidde. Ikke alene var Glindemann musikchef, hans orkester var tillige radioens husorkester det første halve år, og han komponerede selv radioens kendingssignal for tre trompeter. I 1962-64 flyttede Ib Glindemann til Jylland og blev ansat som genskaber og leder af Horsens Byorkester. Det blev nogle år med et overvejende ‘klassisk’ repertoire.

Efterfølgende, i årene 1964-68, arbejdede Glindemann i Danmarks Radio, hvor han grundlagde Det Nye Radiodanseorkester – i 1967 omdøbt til Danmarks Radios Big Band. Denne indsats må betragtes som Glindemanns væsentligste. Med sin dygtighed og energi og med sans for at ansætte de rigtige musikere fik Glindemann snart bragt dette orkester op på internationalt niveau. Det var folk som Uffe Karskov, Palle Bolvig, Bjarne Rostvold, Allan Botschinsky, Jesper Thilo, William Schiøpffe, Jørn Elniff, Torolf Mølgaard og den meget unge Niels-Henning Ørsted Pedersen, som fulgte Glindemann i årene efter.

Det var især i arrangøren og orkesterlederen Stan Kenton, Glindemann hentede sin inspiration. Han brugte Kenton-orkesterets arrangementer – ikke mindst Bill Holmans og Kentons egne – og arrangerede selv i den særlige, effektive Kenton-stil med 20-mands besætning i orkesteret. Som orkesterleder var Glindemanns særkende en meget energisk, kraftfuld stil og en venlig, loyal og kammeratlig omgangsform.

I sine sidste år boede Ib Glindemann i den smukke tidligere hovedbygning til gården Bønnelykke i Longelse på Langeland, tegnet i 1962 af arkitekten Mogens Black-Petersen. Tidligere havde han haft mange skiftende adresser. Blandt andet var han i en del år fra 1968 bosat i udlandet – i perioder på den måde, at han indrettede sin faste bopæl i skibet Global III of Gibraltar (tidligere Fyrskib XVI), hvor han havde sit flygel og arbejdsværelse i skibets bug og en fast kaptajn til at sejle sig rundt.

Ib Glindemanns shoppen rundt i en mangfoldighed af musikalske genrer og stilarter og den næsten hektiske omkringfaren i det danske og internationale musikliv gjorde ham lidt musikalsk hjemløs. At hans store indsats lå i bigband-jazzen, er der slet ingen tvivl om. Som komponist, arrangør, igangsætter og musikalsk inspirator var han i særklasse, og dansk bigband-jazz betragter ham fuldt fortjent som sin stamfader. Men han havde en i en vis forstand ulyksalig ambition om også at være ’seriøs’ komponist. Det gik ham meget hårdt på, at hans første symfoni blev så negativt – nærmest hånligt – modtaget af det musikalske parnas, som han kendte fra konservatoriet, og hvis anerkendelse han anglede efter. Han fik anerkendelse for sit håndelag og sit dygtige orkesterarbejde, men anmelderne havde svært ved at finde noget godt at sige om symfonien som helhed. I Berlingske Tidende skrev signaturen Vik. blandt andet: “Som sammenfattende indtryk af de to opførte værker, en trompetkoncert og en symfoni, kan siges så meget, at en stærk eller selvstændig kompositorisk begavelse bor der ikke i Ib Glindemann. […] Bedst er han, når han anslår den friskfyragtige tone – og hans store opus 2 [...] viste sig at være et langstrakt og tungt arbejdende værk [...]”. I Land og Folk var Walter Zacharias noget mere imødekommende: Under overskriften Mærkelig aften med Ib Glindemann skriver han blandt andet: “[Ib Glindemann] virker som et ubekymret naturbarn, der glad leger med sit stof”.

Denne kølige modtagelse af den unge komponists ambitiøse premiere knugede ham gennem hele livet, og til det sidste arbejdede han – undertiden nat og dag – på at ‘forbedre’ symfonien, så han endelig kunne få den anerkendelse, som han bad om.

Med solotrompetist, kongelig kapelmusikus Knud Hovaldt fik Glindemanns trompetkoncert i 1962 en brillant førsteopførelse, som gav komponisten en betydelig anerkendelse og hermed et vigtigt plaster på ‘symfoni-såret’. Siden spillede Hovaldt flere gange trompetkoncerten i USA, og i 1963 indspillede han den for det amerikanske plademærke RCA (med Haydns berømte trompetkoncert på den anden side og begge værker dirigeret af Glindemann selv). Ib Glindemann var som nævnt konservatorieuddannet trompetist, og at mange trompetister af internationalt format fik koncerten på deres repertoire, gjorde ham selvfølgelig glad og stolt.

Trompeten forbindes med fest, effekt, militær og cirkus. Og sådan lægger Glindemanns koncert da også fra land. Første sats er brillant og med kadencens mulighed for særlig show-off. Den langsomme midtersats viser en anden side af instrumentet – det smukt lyriske. Og med tredjesatsens spansk-inspirerede karakter understreges i legen med taktarter det finurlige, vittige og først og sidst virtuose.

Koncerten er indspillet flere gange og er blevet en fast del af det internationale trompetrepertoire. I en hyggelig privat stund fremdrog Glindemann engang med stolthed et brev til ham fra den største klassiske trompetist af dem alle, franskmanden Maurice André, som roste trompetkoncerten i varme vendinger. Det var et vigtigt klenodie for denne søgende og ambitiøse komponist.

Basunkoncerten fra 2017, som er et resultat af et samarbejde mellem Glindemann og Odense Symfoniorkester og dets solobasunist Robert Holmsted, har mange træk fælles med trompetkoncerten. Ved førsteopførelsen med orkesteret i februar 2017 blev koncerten særligt fremhævet for sin virtuose orkesterbehandling og den spændende solostemme.

Efter en fantasiåbning af første sats er solisten straks på scenen med en fanfare, som åbner for et harmonisk spændende og farverigt forløb. Kadencen er som altid stedet, hvor solisten viser, hvad han eller hun kan. Og til slut bliver vi mindet om, at komponisten har jazzen i blodet. Den langsomme andensats leder med sin drømmesekvens tanken hen på Hollywood med koryfæer som George Gershwin, Alfred Newman og Max Steiner. Tredje sats er et decideret ‘ekstranummer’ med al den brillans, man kan forlange. I en hæsblæsende dialog mellem solist og orkester, afbrudt af et lille lyrisk mellemspil og en frisk kadence, slutter koncerten, så der kun kan reageres på én måde: med øredøvende bifald!

Det sidste ‘værk’ på denne udgivelse, Glindemanns Medley, er blevet til i samarbejde med den tjekkisk-danske arrangør Wolfgang Käfer, som Odense Symfoniorkester bad samle de fire satser til en helhed og forsyne dem med introduktion og overgange. Käfer og Glindemann havde tidligere arbejdet sammen, og her er tale om programmusik og filmmusik i traditionel forstand. Betegnelsen ‘programmusik’ bruges almindeligvis om musik, som tegner et billede af et sted, en situation, en person eller lignende. Og det er det, første sats, Strøget, gør. Med denne lille vals for strygere tegner komponisten en impressionistisk skitse af en hverdag i byen. Fordringsløst, fint og fermt. The Little Mermaid er mere fra samme skuffe og kan på sine steder i sammenspillet mellem fløjte, klaver og strygere bære mindelser om franske Michel Legrand.

‘Medley’ er i musiksproget betegnelsen for et musikstykke sammensat af flere selvstændige stykker med større eller mindre forbindelse. De to sidste numre i dette medley, Adam’s Theme og Take Off er rendyrket filmmusik. Adam’s Theme stammer fra filmen Manden der ville være skyldig fra 1990, et fremtidsmareridt efter en roman af Henrik Stangerup, instrueret af Ole Roos og med Jesper Klein i hovedrollen som Adam. En stilsikker og original musikalsk persontegning.

Fænomenet ‘take off’ er den tekniske betegnelse for en flyvemaskines start fra landingsbanen. Og Take Off stammer da også fra Glindemanns musik til filmen Jetpiloter fra 1961 med Poul Reichhardt som den erfarne og Ebbe Langberg som den unge pilot på vej i de nye jetjagere – de engelske Gloster Meteor. Denne uofficielle ’Flyvevåbnets honnørmarch’ er en effektiv 6/8-march med hele brassbandets udtræk og jazzy overtoner med tubaen som ‘walking bass’. Effektivt og flot. Man må op at stå!

Når man skal forsøge at placere Ib Glindemann i dansk musikhistorie, er det selvfølgelig i jazzhistorien, han fylder mest. Hans symfoniske arbejder vil fylde mindre og hans filmmusik ikke ret meget i den almene bevidsthed, til trods for at hans musik til de mange danske film udgør en yderst kompetent og meget spændende helhed, som kalder på en samlet beskrivelse og vurdering. En del af filmene er deciderede B-film, danske folkekomedier, men ved nærmere bekendtskab viser hans filmpartiturer sig at rumme en mangfoldighed af originale og spidsfindige lydsider til mange slags film – også deciderede perler som for eksempel Natlogi betalt og Pigen og vandpytten, instrueret af henholdsvis Johannes Allen og Bent Christensen, samt Manden der ville være skyldig. Det var takket være sin sikre orkesterbehandling og sit talent for musikalsk karaktertegning, at Ib Glindemann kunne komponere så velfungerende musik til alle disse film.

Ib Glindemanns faible og talent for raffineret orkesterarbejde kom ham også til gode i hans arbejde med såkaldt ‘funktionel’ underlægningsmusik eller ‘library music’, det vil sige små præfabrikerede musikstumper til brug for film, hørespil, radio, reklame med videre. Det er ikke godt at vide, hvor mange timer alle disse stumper stemningsmusik fylder i alt. Men for dem alle gælder det samme som for Glindemanns filmmusik: Hans bidrag til denne ‘usynlige’ musik er af stor og almindeligvis uerkendt betydning.

Selv talte han sjældent om denne del af sit virke. Måske fordi det gav ham mindelser om, hvordan hans tillidsfulde væsen havde bragt ham i kløerne på nogle brodne kar i den amerikanske del af branchen. Det var tillige, som om han havde en fornemmelse af, at denne vigtige virksomhed ikke rigtig blev regnet for noget på de bonede gulve herhjemme. Og det havde han jo nok ret i. Men vi har at gøre med musik til de mange – den musik, som betinger en stor del af oplevelsen af film, radio, reklame med videre. Denne ‘usynlige’ musik gør ikke opmærksom på sig selv, som musik i koncertsalen gør det, og dens betydning og effekt afhænger af den kunstner, der har skabt den. Og her fremstår Ib Glindemann som en af de betydelige.

Hvad angår Ib Glindemanns ambition om at blive anerkendt som symfoniker har vi allerede berørt de skuffelser, som fulgte med. Tilbage står der, at han ikke var en stor symfoniker målt med standarden i europæisk ‘klassisk’ musik. Men målestokken er forkert. Det er i underholdningsmusikken, den ‘lette’ musik, ‘den lille form’, som den kendes fra kunstnere som Robert Farnon, David Firman og hjemlige Peter Deutsch, han skal finde sin plads. Hans store partiturer, som de er realiseret på denne udgivelse, er ikke hans hjemmebane, men de er på niveau. Og der er ikke meget tvivl om, at det vil gå basunkoncerten, som det er gået trompetkoncerten: den vil blive en del af de store solisters faste repertoire, og dele af den vil komme til at optræde som ekstranummer ved diverse solokoncerter. For var der noget, Ib Glindemann kunne, så var det at skrive glad, udadvendt, festlig og velfungerende musik. Som manden således hans musik.

Finn Gravesen, 2021

Release date: 
oktober 2021
Cat. No.: 
6.220665
FormatID: 
SACD
CoverFormat: 
Super Jewel Case
Barcode: 
747313166565
Track count: 
7

Credits

Recorded at Carl Nielsen Salen, Odense Koncerthus, on 20-23 May, 2019

Recording producer: Sean Lewis
Sound engineer: Sean Lewis
Editing, mix and mastering: Sean Lewis

Medley:
Recorded at Odense Koncerthus, on 25 September, 2020
Recording producer: Mette Due
Sound engineer: Mette Due
Editing: Mette Due
Mix: Mette Due and Preben Iwan

SACD Mastering: Ragnheiður Jónsdóttir

℗ & © 2021 Dacapo Records, Copenhagen

A man of supreme musical strength, by Finn Gravesen, translated from the Danish
by Colin Roth
Proofreaders: Jens Fink-Jensen, Colin Roth
Artwork: Studio Tobias Røder, www.tobiasroeder.com

Publisher (Trumpet Concerto): Edition Wilhelm Hansen AS, www.wisemusicclassical.com

Odense Symfoniorkester, www.odensesymfoni.dk

6.220665

randomness