Tilmeld dig Dacapos nyhedsbrev

Crossing Borders

Carl Nielsen
Niels W. Gade
Wilhelm Stenhammar
Vagn Holmboe
Line Tjørnhøj

Crossing Borders

Ars Nova Copenhagen, Paul Hillier

Paul Hillier og Ars Nova Copenhagen fortsætter deres udforskning af dansk vokalmusik. Det centrale værk på dette album, Line Tjørnhøjs ‘Vox Reportage’, er blevet til i tæt samarbejde med kunstnerne og sammenfletter forskellige kilder – heriblandt nobelprisvinder Elias Canetti, Chelsea Manning og Rabi’ah al-Adawiyya – for at skabe en ‘reportage’ over menneskets natur gennem de seneste tusind år. I Carl Nielsens ‘Tre Motetter’ formes renæssancepolyfoni og komponistens mere personlige stil til noget frisk og kraftfuldt; den svenske romantiske komponist Wilhelm Stenhammar sætter musik til danske tekster, mens Vagn Holmboe sætter musik til britisk poesi. Alt på dette album krydser grænser på den ene eller den anden måde!

Køb album Stream

SACD

  • SACD
    Jewel Case
    139,50 kr.
    €18.71 / $20.37 / £15.96
    Køb
Download
  • mp3 (320kbps)
    69,00 kr.
    mp3
    €9.26 / $10.07 / £7.89
    Køb
  • FLAC 16bit 44.1kHz
    79,00 kr.
    CD Quality
    €10.6 / $11.53 / £9.04
    Køb
  • FLAC 24bit 88.2kHz
    105,00 kr.
    Studio Master
    €14.09 / $15.33 / £12.01
    Køb
  • FLAC 24bit 192kHz
    131,00 kr.
    Studio Master +
    €17.57 / $19.13 / £14.98
    Køb
Ars Nova Copenhagen. © Jeppe Bjørn
“En hyldest til skandinavisk musik. Et album, der forudsiger en fremtid fuld af frihed – det har vi brug for”
Carme Miró, Sonograma Magazine
“Ars Nova Copenhagen er konstant på udkig efter at udforske og gerne samtidig også udfordre”
Mikael Krarup, Fyns Amts Avis
“This is a wonderful disc, one in which the Ars Nova Copenhagen are, as ever in peerless form”
Stuart Sillitoe, MusicWeb International
En virtuos demonstration af mangfoldige lyde som kun de bedste kammerkor kan skabe
Terry Blain, BBC Music Magazine
Paul Hillier dirigerer opmærksomt, de omhyggeligt polerede performances, og kirkens akustik udnyttes til fulde af ingeniør Preben Iwan, der producerer lyd, som er varm, uden at resonere for meget
Terry Blain, BBC Music Magazine
En vidunderlig ny tilføjelse til korrepertoiret
Paul Janssen, Luister
Jo længere nord vi går, jo større chance har vi for at finde et godt kor
Mirek Cerny, Stemband
Ars Nova imponerer
Maximilien Hondermarck, Diapason
De ekstreme, ofte solistiske krav, håndterer ensemblet imponerende og sikkert
Marcus Stäbler, Fono Forum
En virtuos demonstration af de mange lyde, som kun de bedste kammerkor er i stand til at skabe i dag
Terry Blain, BBCMM
Total runtime: 
59 min.
At krydse grænser

af Paul Hillier

Når man sætter fysiske grænser – hvad enten de måtte være folkelige, kulturelle, sproglige eller slet og ret sociale – er det et udtryk for magt og frygt, som altid ender med at begrænse begge sider af skellet. Værkerne, der præsenteres her, henviser til meget forskellige grænser, nogle er tunge, nogle lette, nogle nærmest som en eftertanke. Men hver enkelt viser på sin egen måde, at det, som vi gør, afspejler de grænser, vi eller andre sætter op.

Denne ide dukkede op som et ‘tema’, efter at vi havde uropført Line Tjørnhøjs Vox Reportage og faktisk som et resultat af de tekster, der bliver brugt i det stykke. Da vi bestilte et nyt værk hos Line, besøgte hun os i vores sommerhus for at forhøre sig om hvilken slags værk, vi ville have.

Hun havde allerede nogle ideer i tankerne, men ønskede at dele processen med at udfolde værket, så det kunne afspejle et videre interessefællesskab.

Jeg foreslog Elias Canetti (1905-94), hvis bøger jeg er ret opslugt af, og vi blev enige om, at jeg skulle udvælge nogle passager fra hans mesterværk Masse og magt, hvorfra hun så ville vælge det, hun havde brug for, og sætte det ind i værkets endelige ‘libretto’.

Hun havde også møder med flere af sangerne, hvor hun eksperimenterede med sangteknikker, som efterlignede effekter fra elektronmusikken. (Og for en god ordens skyld: der er ingen electronics i værket som sådan!) Librettoen og musikken blev derfor skabt på normal vis af komponisten, og alligevel med indbyggede links til de udførende kunstnere.

Jeg vil kort skitsere, hvad der kan opfattes som grænseland ved de andre værker, i CD’ens rækkefølge.

Nielsen, Gade, Stenhammar og Holmboe

Carl Nielsen var ikke et religiøst menneske. Han skrev sine tre motetter i beundring for ‘Palestrina-stilen’ og føjede først ordene til senere – at de var på latin gjorde måske arbejdet nemmere. Jeg er tilbøjelig til at tro, at motetterne bevæger sig tilbage og fremad over den usynlige grænse mellem den traditionelle kirkestils objektive udtryk, som er nedlagt i Palestrinas musik, og Nielsens mere selvsikre, subjektive stil, især i hans symfonier. Jeg vender senere tilbage til motetterne.

Niels W. Gade var Danmarks største komponist i den senromantiske tradition. Som ven af Mendelssohn og Schumann flyttede han til Tyskland i 1840’erne, hvor han overtog dirigentposten for Leipzigs Gewandhausorkester efter Mendelssohns død i 1847. Men det følgende år, da krigen brød ud mellem Preussen og Danmark, måtte Gade vende hjem til København. Gade skrev en ganske betydelig mængde kormusik, og noget af den er med på vores CD The Golden Age of Danish Partsongs. I modsætning til dens komponist er den eneste grænse, som denne harmoniserede salmemelodi krydser, imidlertid fra mol til dur. Den bygger på udvalgte strofer af N.F.S. Grundtvigs begravelsessalme Som markens blomst henvisner fage og anvender to forskellige melodier. Til de første tre strofer anvendte Gade Georg Neumarks Hvo ikkun lader Herren raade, mens han til de sidste to strofer komponerede en ny melodi.

Som reaktion på flygtningekrisen etablerede Sverige for nylig en ‘sikkerhedsbarriere’ på den berømte Øresundsbro mellem Sverige og København. Adskillige af vore sangere er svenske, og Wilhelm Stenhammar var en svensk komponist, som måske mest er kendt for sine symfonier (skønt hans strygekvartetter også er fremragende), og – blandt svenske kor – for disse dejlige korsange. Teksterne er af danskeren Jens Peter Jacobsen (1847-85), digter og videnskabsmand, hvis skrifter også fandt anvendelse i Schönbergs Gurrelieder og Delius’ opera Fennimore and Gerda. Denne svenske musik synges naturligvis på originalsproget dansk.

Valget af Vagn Holmboes to udsættelser af ‘border ballads’ behøver muligvis ingen forklaring i denne sammenhæng. Grænselandet mellem Skotland og grevskaberne Northumberland og Cumbria har været et stridspunkt i århundreder. Romerne byggede en mur fra det ene hav til det andet for at holde de uregerlige picter og skotter ude, men til sidst kunne poesien ikke have det mere. Mange af balladerne er svære at datere, og faktisk stammer mange af dem fra længere nordpå eller sydpå. Men som en genre, der vitterligt krydser grænser, er den en af miraklerne i den engelsk-skotske poesi. Vagn Holmboe er lidet kendt uden for Danmark, selv om han var en komponist af stort format, sådan som disse to udsættelser viser. Han skrev også et omfattende udvalg af kirkemusik på latin, som fortjener at være mere kendt. Hans bog Danish Street Cries er også af betydelig interesse, samlet i 1930’erne, men først udgivet (med et langt essay på engelsk) i 1988.

Jeg vil tilføje, at Holmboe også var mentor for Pelle Gudmundsen-Holmgreen, en komponist som vi har været i tæt forbindelse med, og som er dybt savnet efter sin død sidste år. CD’en repræsenterer desuden en slags traditionslinje: fra Gade til Nielsen til Holmboe, og endog (via Holmgreen) til Tjørnhøj.

Line Tjørnhøj

Og nu til Line Tjørnhøj, som skriver:

Vox Reportage – komponeret til Ars Nova Copenhagen i 2016 – er en abstrakt strøm af alvorlige, eksistentielle temaer i vor tid. Dens tekstkollage er et forsøg på at bygge en poetisk bro som en reportage om ‘mennesket’ i et tidsspand over mere end otte århundreder. Jeg bestræber mig her på at konfrontere håndgribelig, menneskeskabt smerte og transformere den energi til et forsonende musikalsk udtryk: et pusterum, hvor man kan reflektere og forholde sig til håbløse livssituationer og uløselige dilemmaer. Menneskelige udtryk kan antage så mange former, og det eneste ‘instrument’, som virkelig er i stand til udfolde dette brede spektrum af følelser, er den menneskelige stemme – som her også efterligner elektroniske lyde, sætter et drama op, former ordene og bringer samtidig trøst og healing.

At opleve lydlandskaber er en meget anderledes sindstilstand end at læse en tekst. Tekster henvender sig til intellektet og kan skabe vidunderlige billeder, følelser og ånde­lige associationer. Men at være omgivet af lyd er en meget mere kompleks oplevelse. Som lyttere skaber vi i udstrakt grad vore egne opfattelser, vor egen fornemmelse for rum og afstand, og via associationer vækkes følelser og billeder i os, alt sammen øjeblikkeligt mens det sker. Man har ikke brug for en udførlig tekst eller en korrekt udtale, selv små brudstykker kan være tilstrækkelige til at gøre det hele subjektivt meningsfuldt.

Dette er ånden i Vox Reportage. Det er ikke fornuften, der har styret mig. Jeg stolede på min intuition, da jeg afprøvede tekster og ideer, min fascination af lyde og sprog, min længsel efter mening og spiritualitet, og på den måde lod værket udfolde sig ud fra diskussionerne med Paul (Canetti-teksterne) og researchen på møderne med sangerne.

Dette er reportage for mig, det er en kommunikation, som kombinerer nutidige indtryk med tilføjelsen af andre (historiske) informationer. Så teksten og værket er to forskellige ting. Teksten kan læses før eller efter lytningen; værket bør høres i kraft af sig selv! De komplementerer hinanden, og de gør hver for sig et stærkt indtryk.

Nielsens motetter

Til sidst nogle supplerende tanker om Carl Nielsens Tre Motetter:

Da jeg besøgte Danmark første gang i sommeren 1972, fik jeg en bog med Nielsens sange, og jeg lærte at synge nogle af dem på dansk. Denne oplevelse fik mig til at lytte til hans symfonier og senere også til at nyde hans kammermusik. Ikke desto mindre forblev jeg uvidende om eksistensen af hans motetter, indtil jeg begyndte at gæstedirigere Ars Nova Copenhagen sidst i 1990’erne. Selv i dag er jeg tilbøjelig til at mene, at Nielsen fortsat er næsten ukendt som korkomponist uden for Danmark. Årsagen er tydelig nok. De fleste af hans overraskende talrige korkompositioner er for amatørkor, med dansk tekst til for det meste enkelt harmoniserede melodier. De opfylder deres formål aldeles beundringsværdigt, men de ‘rejser’ som regel ikke ud, lader det til. Det er derfor motetterne – på sangens universelle sprog, latin – som uden videre repræsenterer ham som en international korkomponist.

Det er ikke kun, fordi motetterne er fremragende musik. De blev komponeret i 1929 til Danmarks Palestrinakor og dets dirigent Mogens Wöldike, begge på højden af deres ry på det tidspunkt. Det, som først interesserede mig ved dem, var at finde ud af, hvad en sådan ‘symfonisk’ komponist stillede op med den såkaldte Palestrina-stil, som vi ved, at han bevidst og omhyggeligt efterlignede ... i hvert fald til en vis grad. Det viser sig, at en af nydelserne ved disse motetter er, hvordan den symfoniske side af Nielsen bliver ved med at kigge ind ad de imitationsgotiske vinduer. Vi har dyrket Palestrina-stilen siden 1600-tallet, og den er hen ad vejen blevet bevaret som et udtryksfuldt, omend noget marmoragtigt relikvie fra fortiden, som alle respektable komponister skulle efterligne og lære af, og som undertiden kom som en undskyldning for værker, der savner enhver form for personlighed (talent). I Nielsens tilfælde er udfaldet fuldstændig positivt. Motetterne er en fascinerende hybrid, hvor Nielsens egen umiskendelige stil blandes med 1500-tallets imitationsstrukturer, han skaber ikke pastiche, men noget unikt og værdifuldt. Der er to ting, som adskiller denne musik fra mange mere blege efterligninger af den gamle stil: harmonikkens vandringer i den første og den tredje motet, og kontrapunktet mellem forskellige motiver. Som med Debussy og Ravel, som også komponerede kun ét betydeligt a cappella korværk i form af en samling på tre stykker, står man tilbage og ønsker i den grad, at Nielsen havde skrevet flere af den slags værker.

Det er på den anden side ejendommeligt, at dette mesterværk i dansk kormusik eksisterer i en temmelig utilfredsstillende udgave, fuld af tvivlsomme fraseringsmarkeringer (kommaer for vejrtrækning på de mærkeligste steder), og med talrige afvigelser (for det meste i tekstunderlægningen, men også i deciderede noder, tempoangivelser osv.) fra det eneste overleverede manuskript fra komponistens egen hånd. Den sædvanligvis fremførte grund (f.eks. i den nye Carl Nielsen-udgave) er, at motetterne blev revideret til Wøldikes opførelse – og det var naturligvis i overensstemmelse med Wøldikes egen smag og begreber om renæssancens opførelsespraksis – og at Nielsen utvivlsomt gik med til at anvende dem. Men opfattelsen af renæssancens opførelsespraksis har ændret sig enormt siden 1930’erne, og Wøldikes ideer virker i dag manierede og helt sikkert forældede. Om den nye (men i virkeligheden gamle) udgave så skulle få lov til at stå som det sidste ord om musikken, er mildest talt et omstridt spørgsmål. Denne korte artikel er ikke stedet til at gå i detaljer, men lad det være nok at sige, at vi opfører en version, som går et ret beskedent stykke vej tilbage til Nielsens originalmanuskript – og alligevel ikke hele vejen, fordi jeg accepterer, at nogle af ændringerne i tekstunderlægningen var forbedringer og ville højst sandsynligt ville være blevet indføjet i en autoritativ trykt udgave.

En detalje mere i historien om disse motetter finder vi i et brev til hans hustru, dateret 22. maj 1929, hvor vi (overraskende, for mit vedkommende) læser, at Nielsen begyndte at komponere musikken, endnu før han havde valgt teksterne:

“Jeg arbejder allerede paa mit nye Værk (uden Tekst som altid sagtens kan findes og lægges under paa Latin). Det drejer sig kun om ganske faa Ord til hvert Stykke, da det jo er Grundstemningen det kommer an paa:

1) Sorg og Klage
2) Fred og Velbehagelighed
3) Tak og Jubel (Hymne).”

Og et andet sted (på bagsiden af brevet) nedskrev han de følgende lidt anderledes titler:

I Jeg raaber til Dig om Natten
II Du giver mig Fred
III Tak!

Denne fremgangsmåde er i fuldstændig modstrid til den almindelige praksis i 1500-tallet. Jævnfør William Byrds berømte bemærkning: “Efter min erfaring ligger der en vis skjult kraft i de tanker, der ligger bag ved selve ordene; så at – når man mediterer over de hellige ord, bestandigt og indgående tænker over dem – de rigtige noder på en eller anden uforklarlig måde melder sig helt spontant.” Mens Nielsen ved denne lejlighed tilsyneladende er gået modsat til værks, har han heldigvis udvalgt sine ord klogt. Ligesom Byrd altid stræbte efter at komponere musik der var udformet til ordenes liv, så kunne vi vende den sætning om og sige, at Nielsen fandt ord, der var udformet til musikkens liv. Det er selvfølgelig også muligt, at han tænkte i det mindste på nogle af ordene undervejs …

© Paul Hillier, august 2017

Release date: 
oktober 2017
Cat. No.: 
6.220626
FormatID: 
SACD
CoverFormat: 
Jewel Case
Barcode: 
747313162666
Track count: 
15

Credits

Recorded at Garnisonskirken, Copenhagen, 2015-2017.

Recording producer and sound engineer: Preben Iwan
Editing: Preben Iwan and Mette Due
Mix and mastering: Preben Iwan

Recorded in the DXD audio format (Digital eXtreme Definition), 352.8 kHz/32bit
Microphone main array: 3x DPA 4006TL
Pyramix DAW system with HAPI preamp/converter and Tango Controller
Monitored on B&W 802 Diamond speakers.

Danish translation of liner notes: Valdemar Lønsted
Proofreader: Svend Ravnkilde
Graphic Design: Denise Burt, elevator-design.dk

Publishers: Edition·S, edition-s.dk (Tjørnhøj), Edition Wilhelm Hansen, ewh.dk (Nielsen, Holmboe), Gehrmans Musikförlag (Stenhammar) and The Gade Edition, publ. by Danish Centre for Music Editing at the Royal Danish Library.

Line Tjørnhøj’s Vox Reportage was commissioned with kind support of the Danish Arts Foundation.

Dacapo and Ars Nova Copenhagen acknowledge with gratitude the financial support of the Carl Nielsen and Anne Marie Carl-Nielsen Foundation and Danish Composers’ Society’s Production Pool / KODA’s Cultural Funds for this production.

Ars Nova Copenhagen is supported by Dansk Korforbund, Augustinus Fonden and Knud Højgaards Fond.