Tilmeld dig Dacapos nyhedsbrev

Thomissøns påske

Clemens non Papa
Conrad Rein
Thomas Stoltzer
Lucas Lossius
Johannes Alectorius

Thomissøns påske

Musica Ficta, Bo Holten

★★★★★ »Et sindssygt spændende projekt!« Magasinet Klassisk

»En musikhistorisk sensation« Dagbladet Information

Ribe Domkirke er et af de få steder i verden, hvor det er muligt at rekonstruere den lutherske gudstjeneste i sin tidligste form. Takket være den danske salmebogsforfatter Hans Thomissøn (1532-73), der fungerede som rektor for Ribe Katedralskole i årene omkring 1560, blev der samlet en klart udformet liturgi med tilhørende musik. På eksemplarisk vis afspejler nærværende udgivelse de elementer, der udgjorde en lutheransk gudstjeneste i Danmark, herunder en populær messe af den flamske mester Jacobus Clemens non Papa.

Køb album Stream

CD

  • CD
    Jewel Case
    139,50 kr.
    €18.71 / $20.37 / £15.96
    Køb
Download
  • mp3 (320kbps)
    69,00 kr.
    mp3
    €9.26 / $10.07 / £7.89
    Køb
  • FLAC 16bit 44.1kHz
    79,00 kr.
    CD Quality
    €10.6 / $11.53 / £9.04
    Køb
  • FLAC 24bit 96kHz
    105,00 kr.
    Studio Master
    €14.09 / $15.33 / £12.01
    Køb
“Et eksemplarisk album. Musikkens intensitet kanaliseres med bemærkelsesværdig intelligens og ekstraordinær subtilitet”
Carme Miró, Sonograma Magazine
“En musikhistorisk sensation. Et uhyre vigtigt klingende klenodie fra vores kulturarv”
Valdemar Lønsted, Dagbladet Information
»Et sindssygt spændende projekt!«
Henrik Friis, Magasinet Klassisk
Alt i alt er dette sandsynligvis en af de mest 'autentiske' liturgiske rekonstruktioner, jeg har hørt
Johan van Veen, Musica Dei donum
SELECT PREFERRED FORMAT TO DOWNLOAD SINGLE TRACKS.
Total runtime: 
59 min.
Luther, Ribe, Thomissøn: et kirkemusikalsk lykketræf

af Konrad Küster

Luthers gudstjeneste

Luther ønskede, at de troende kunne opleve Bibelens tekst på deres eget sprog i gudstjenesten. Læsninger, bønner og frem for alt prædikenen blev fra da af holdt på folkesproget, dvs. i Luthers omkreds på tysk, i Danmark senest fra 1536 på dansk. Desuden tror man, at Luther indførte den ”typisk lutherske” menighedssang i gudstjenesten. Dette anses for at være det musikalske særkende ved Luthers gudstjenestekoncept, men er imidlertid en idealforestilling fra så sent som det 18. århundrede.

Luther holdt tværtimod fast ved de traditionelle sange fra den gamle messe: ikke alene Kyrie, Gloria osv., som almindeligvis betegnes som ”messens musikalske satser”, men også de sange, som skiftede fra den ene gudstjeneste til den næste: frem for alt Introitus, Graduale, Alleluia og Sekvens. Til disse sange var der siden det 4. århundrede blevet brugt bibelord. Det havde Luther ingen indvendinger imod, for formidlingen af det bibelske budskab var jo hans hovedmål. Teksterne var ganske vist formuleret på latin og kunne således ikke forstås af medlemmer af fattigere befolkningskredse. Derfor ønskede Luther, at disse traditionelle sange skulle oversættes. Idéen om at lade folket synge disse melodier lå ham dog fjernt. Ligesom før Reformationen lå denne opgave hos en sangergruppe; denne rekrutteredes fremover fra det lutherske skolevæsen, også i små landsogne. Det var således de lokale elever, der havde ansvaret for messesangene; ledelsen lå hos en lærer.

Jo større en by var, desto oftere fandtes der en latinskole, som muliggjorde adgangen til verdenssproget latin for drengene. Gudstjenesten var en del af dette dannelseskoncept, og derfor var det Luthers udtrykkelige ønske, at latinske komponenter blev bibeholdt i gudstjenesterne disse større steder. Dette vedrørte netop sangene i messefejringen. Her blev situationen også interessant for et yngre musikpublikum.

Dansk lutherdom efter 1536

Efter nedkæmpelsen af Grevens Fejde bestemte Christian III i år 1536, at det fra da af skulle være Luthers fortolkning af kristendommen, der skulle gælde i Danmark. Faktisk erklærede kong Christian dermed lutherdommen for statsreligion; det havde ingen gjort før ham. Således måtte det nu klart defineres (også for at afbøde følgerne af borgerkrigen), hvordan ”Luthers fortolkning af kristendommen” skulle ytre sig: Luthers idéer skulle kunne genkendes. Derfor var der ikke plads til vage, ubestemte holdninger, som dem, der kendetegnede situationen i Tyskland. Luther havde endda ladet det stå åbent, hvordan en gudstjeneste skulle foregå; han var bange for, at rammerne blev alt for fastlagte, fordi han mente, at rutine fører til kedsomhed. Danske teologer lagde sig dog fast på helt bestemte af Luthers positioner. Med Kirkeordinansen fra 1539 og nogle senere justeringer blev der i løbet af få år formuleret et kohærent koncept for den lutherske gudstjeneste i Danmark, inklusive alle messetoner til læsningerne eller tekster og melodier til kollekter og bønner. Alt skulle synges; det var faktisk kun prædikenen, der blev -fremsagt.

Før prædikenen måtte gudstjenesten gerne forløbe på sædvanlig vis; her videreførtes således den førreformatoriske praksis. Efter prædikenen udgjordes tyngdepunktet af nadveren, hvis teologiske betydning imidlertid var omstridt: Ud fra det nye, lutherske synspunkt skulle det handle om aktivt at mindes Kristi død og samtidig være bevidst om menneskehedens frelse, som er forbundet hermed. Derfor måtte de gamle sange efter prædikenen erstattes med nye.

Idéen om at skulle lægge sig fast på hver en detalje hang ganske vist sammen med den danske indenrigspolitik efter 1536; men komponenterne (taget hver for sig) var kernelutherske. Hvis man således vil opleve, hvordan en ”original” luthersk gudstjeneste så ud, tilbyder de danske bestemmelser en ideel orientering. Heri ligger deres internationale betydning. Tilmed er dette et uundværligt grundlag for en tilgang til Luthertidens kirkemusik i det hele taget.

Luthersk musik på Ribe Katedralskole

I alle lutherske områder nåede man et nyt trin i Reformationen omkring 1540. Nu drejede det sig også om spørgsmålet, hvilken flerstemmig musik der skulle synges i gudstjenesten. Denne option kom kun i betragtning for større byer, for kun dér fandtes der viderekomne latinelever, dertil flere, voksne sangere, måske også instrumentalister. Netop sådanne steder blev de liturgiske sange i forvejen sunget på latin; følgelig var det intet problem at optage international musik med latinsk tekst i gudstjenesten.

Nogle steder blev der i den følgende tid anlagt store håndskrevne musikalske samleværker, som så kunne benyttes i gudstjenesten lige så regelmæssigt som en messebog. Et sammenligneligt repertoire stillede den Wittenbergske trykker Georg Rhau til rådighed: noder til alle festlige gudstjenester i kirkeåret, også til vespergudstjenesterne, derudover til at musicere efter i skolen. Selvfølgelig lod de latinske kompositioner sig også integrere i den danske højmesse.

Mange steder, især i Saksen, blev der på den tid anskaffet rigtig meget musik, og sommetider står det ikke klart, hvilken funktion sangene skulle indtage i det kirkelige liv (højmesse, vesper, skole?). Ved Ribe Katedralskole var situationen en anden: De lærere, som var ansvarlige for musikken i Domkirken, arbejdede mere målorienteret. I overensstemmelse med de klare danske regler for gudstjenestens forløb anskaffede de et standardiseret musikrepertoire. Til sidst havde de præcis én musiksamling til rådighed for hver kirkemusikalsk opgave. Primært drejede det sig om noder fra Georg Rhaus trykkeri.

Selve nodeeksemplarerne er ikke bevaret. Dog samlede Peder Hegelund (1542-1614), senere hen biskop i Ribe, omkring 1580 alt, hvad der var vigtigt for at få Katedralskolen til at fungere, i en omfattende håndbog; dertil hørte skolens fundatser, budgettet og netop også noderne, der blev brugt til at spille efter. Han beskrev dem så nøjagtigt, at de entydigt kan identificeres, og han noterede endda, hvilken af hans forgængere der havde anskaffet dem. Således var definitionen af det lutherske musikrepertoire også påbegyndt i Ribe omkring 1550; lignende forhold har sikkert gjort sig gældende ved andre store latinskoler i Danmark, dvs. i Roskilde og Viborg lige som i København og på Herlufsholm. Samtidig bliver det tydeligt, hvor det Wittenbergske repertoire ikke lod sig integrere i den danske praksis.

Traditionelt blev kyriets tre dele (Kyrie eleison, Christe eleison, Kyrie eleison) på festdage sunget tre gange hver, så kyriet fremstod i ni dele i alt, og Rhaus musiktilbud er afstemt efter dette. I Danmark måtte hver sats dog generelt kun forekomme én gang. Og: I Wittenberg blev Credo normalt sunget på tysk af menigheden som individuel trosbekendelse; derfor er Credo ikke medtaget i Rhaus tryk. I de større byer i Danmark skulle det imidlertid optræde med sin traditionelle latinske tekst. Disse steder måtte der således findes egne løsninger, og også dette afspejles i Hegelunds inventarliste: Til at begynde med brugte man stadig en gammel førreformatorisk nodebog; men i 1558 anskaffede Hans Thomissøn (1532-1573; han blev berømt gennem sin ”Psalmebog” fra 1569) messekompositioner af den flamske musiker Jacobus Clemens (kaldet ”non Papa”, dvs. ”ikke pave”), som fremover kunne indsættes på de traditionelle tomme pladser som moderne musik, og afsluttede dermed opbygningen af et repertoire i Ribe. Et mindre problem var, at der nogle steder efter prædikenen skulle synges salmer af eleverne; til dette blev tyske sange ikke taget i betragtning. Senest fra 1533 stod de dog også til rådighed på dansk.

Således er det muligt eksemplarisk at rekonstruere en komplet dansk luthersk festgudstjeneste, som den allerede blev fejret i tiden omkring Luthers død (1546). De almene danske regler for gudstjenesten udgør et ideelt pålideligt grundlag for dette, som også kan udfyldes musikalsk takket være Hegelunds repertoireliste. Det er Thomissøns fortjeneste, at musikudbuddet er blevet kompletteret.

Musikken

Som nævnt blev næsten alt i gudstjenesten sunget. På denne måde opstod der en imponerende stilistisk mangfoldighed af sange. De mest enkle oplevede menigheden i bønnerne: De blev sunget af præsten på en enkelt tone. Kun en smule mere fleksibel er melodien i læsningerne (epistel, evangelium): I dem efterlignes sætningsmelodien. Til dette havde Luther i 1526 sammenstillet et komplekst system af melodiformler; Thomissøn forenklede det i sin ”Psalmebog” (indspilningen lægger sig op ad denne). Hvis man lytter meget opmærksomt, kan man høre, hvor et vers ender, og hvor et nyt begynder; og på samme måde kan man opleve, om der står et spørgsmålstegn eller et punktum i slutningen af sætningen. Endnu mere melodiøse er det sungne fadervor og indstiftelsesordene til nadveren. Alle disse sange fra præsterne (nogle i vekselsang med degnen hhv. den lokale skolemester) dannede grundlag for det lydindtryk, en gudstjeneste formidlede.

Nogle af de andre sange kunne forekomme på samme måde i enhver gudstjeneste (Kyrie, Gloria etc.); for atter andre er det kun timingen i forløbet, der er konstant, men der kan altid indsættes en anden sang, som passer til den pågældende dag. Efter Introitus var det i den danske praksis Graduale, Alleluia og Sekvens; efter prædikenen blev de traditionelle sange erstattet med nye salmer, kun Sanctus og Agnus Dei blev bibeholdt.

I Thomissøns repertoire til højmessen er også de flerstemmige sange stilistisk forskellige. Introitus, Graduale og Alleluia stammer fra et nodetryk af Rhau; i dem synger sopranen gennemgående en gregoriansk melodi. For så vidt virker musikken som en flerstemmig version af den gamle messesang. Også for Sekvens, den middelalderlige strofedigtning, ligger der en liturgisk melodi til grund. Denne forarbejdes dog på mangfoldig vis imitatorisk i stemmerne. Endnu friere er udformningen i Kyrie, Gloria osv., som er de mest moderne dele af dette repertoire: Som tematisk grundlag har komponisten her benyttet melodien fra sangen ”Virtute magna”, som blev brugt i tidebønnen i påsketiden.

I modsætning til ved en koncertopførelse af messer af Haydn eller Mozart følger messeleddene altså ikke umiddelbart efter hinanden (som satserne i en symfoni); kun Kyrie og Gloria grænser direkte op til hinanden. De er dog heller ikke omgivet af talt tekst, for før Kyrie står Introitus, og efter Gloria følger en sungen bøn. Musik er således det uundværlige grundlag for at fejre en gudstjeneste i Luthers ånd.

Komponisterne

Musikken, som Georg Rhau optog i sine tryk, stammer for størstedelens vedkommende fra komponister, som har været virksomme allerede længe før Reformationen. Fra trykudgaven (udkommet i 1539), som indeholder sangene for tiden mellem påske og Kristi Himmelfart, er den ungarske hofmusiker Thomas Stoltzer (død i 1526) den komponist, som har levet længst efter det år (1517), hvor Luther opslog sine 95 teser. I slutningen af sit liv virkede han ved det ungarske kongehof.

Vi ved mindst om Johannes Alectorius, som også kaldes ”Johannes Galliculus”. Han samarbejdede omkring 1518 med Georg Rhau, mens denne var Thomaskantor i Leipzig.

Særlig interessant for den danske Reformation er musikken af Conrad Rein. Født omkring 1475 i Arnstadt (230 år senere virkede den unge Bach dér!), blev han i 1502 lærer i Nürnberg; blandt hans elever var den senere ”mestersanger” Hans Sachs. Hans liv tog en afgørende drejning i 1514: Godske Ahlefeldt, biskop over Slesvig stift, foretog forud for Christian II‘s bryllup med Isabella af Østrig en diplomatisk rejse til Linz; undervejs, i Nürnberg, rekrutterede han medlemmerne til et nyt dansk hofkantori, og Conrad Rein blev deres bassist og ensemblechef. Han døde omkring 1522, formentlig i København.

Der er ikke bevaret noget af Reins musik fra hans tid i København. Dog må de af hans værker, som Georg Rhau optog i sit musiktryk, stilistisk ligne dem, som Rein opførte i København. Dér kunne de høres i Christian II‘s gudstjenester, og også den unge Hans Tausen kan have lært dem at kende dengang. Tausen, der senere blev den første, som oversatte Bibelen til dansk, var omkring 1541–61 biskop i Ribe og oplevede dér Thomissøns musikpraksis. Med Reins musik rækker traditionen for denne højmesse-rekonstruktion altså tilbage til den tid, hvor Christian II begyndte at begejstres for Luthers idéer.

Ved siden af denne ”gamle” musik træder som nyeste element messen af den flamske komponist Jacobus Clemens. Den står i en samling messekompositioner, der udkom på tryk i 1557, et år efter hans død; af de fire værker, den indeholder, kunne Thomissøn, med en given toneart som kriterium, vælge et værk ud, som passede til den pågældende højtids karakter.

Således refererer indspilningen ganske vist konkret til Ribe og den danske lutherdom, men den afspejler eksemplarisk og omfattende det, som udgjorde en tidlig luthersk festgudstjeneste. Kun prædikenen mangler i denne rekonstruktion.

Konrad Küster er professor i musikhistorie ved Universität Freiburg. Hans speciale er luthersk musikkultur med særlig fokus på Nordtyskland og Danmark.

Release date: 
oktober 2017
Cat. No.: 
8.226188
FormatID: 
CD
CoverFormat: 
Jewel Case
Barcode: 
636943618820
Track count: 
16

Credits

Recorded at Ribe Cathedral on 15-17 March 2017 and St. Paul’s Church, Copenhagen, on 15 June 2017
Recording producers: Viggo Mangor and Bo Holten
Editing, mix and mastering: Viggo Mangor

℗ & © 2017 Dacapo Records, Copenhagen

Liner notes and reconstruction of liturgy and music repertoire: Konrad Küster
Executive producer: Birgitte Ebert, organist at Ribe Cathedral
Danish translation from German (liner notes): Birgit Kahlmeyer
English translation: James Manley
Proofreader: Svend Ravnkilde

Design: Denise Burt, elevator-design.dk.
Cover: List of the musical repertoire in Ribe, from Bishop Peder Hegelund’s (1542-1614) book ‘Liber Scholæ Ripensis’ (c. 1580/85); Viborg, Landsarkivet for Nørrejylland, C-0638, no. 141 (Photo: Konrad Küster – digitally reworked by Denise Burt)

With kind support from Folketinget (the Danish Parliament) and Ribe Cathedral

On behalf of Ribe Cathedral a heartfelt thanks to Professor Konrad Küster for his tireless work in bringing this exciting material to light and for making it available for practical use. Also a warm thanks for the committed performance on this recording by Bo Holten and Musica Ficta.

randomness