Tilmeld dig Dacapos nyhedsbrev

Flere Danske Revy Legender

Flere Danske Revy Legender

Liva Weel, Marguerite Viby, Osvald Helmuth, Kai Normann Andersen, PH – og mange flere. Hør 54 uforglemmelige numre med de mest elskede skuespillere og aktører fra den danske revys guldalder, fordelt på 3 cd’er og gengivet i den bedste lydkvalitet nogensinde. Endnu en uopslidelig revysamling til alle, der elsker klassisk humor, ørehængende melodier og god gammeldags charme.

Også tilgængelig: Danske Revy Legender (udg. 2008)

Køb album Stream

CD

  • CD
    Box
    139,50 kr.
    €18.71 / $20.37 / £15.96
    Køb
Download
  • mp3 (320kbps)
    103,50 kr.
    mp3
    €13.89 / $15.11 / £11.84
    Køb
  • FLAC 16bit 44.1kHz
    118,50 kr.
    CD Quality
    €15.9 / $17.3 / £13.55
    Køb
Liva Weel, 1932
Total runtime: 
191 min.
FLERE DANSKE REVY LEGENDER

Liva Weel, Marguerite Viby, Kai Normann Andersen, PH, Osvald Helmuth – nogle af Danmarks kendteste scenekunstnere i det 20. århundrede fandt deres storhed i den mest uhøjtidelige teatergenre af dem alle: Revyen. På denne samling med FlereDanske Revy Legender er vi tilbage i deres samtid fra 1920’erne og til efterkrigstiden – dét, mange nok vil kalde revyens guldalder.

De ældste optagelser er såkaldte “akustiske indspilninger”, lavet før mikrofonen var blevet opfundet. Lyden er simpelthen optaget gennem en tragt. På de gamle optagelser møder man en revyfigur, der kunne være blevet en af de største, hvis han ikke var død som bare 30-årig i 1923: Komponisten Elith Worsing. Han var kapelmester i flere danske revyer, og som traditionen var dengang, skrev han ofte meget af musikken selv. Worsing efterlod sig mange evergreens, bl.a. Dukke Lise, Lille sommerfugl og Hils fra os derhjemme, der alle blev skrevet til Tivoli Revyen. Dukke Lise fra 1920 blev så populær, at den nærmest er blevet en “folkesang”, brugt til sanglege, festsange osv. Lille sommerfugl fra 1921, en for sin tid vovet sang om fri erotik, blev i en popudgave fra 1968 med Bjørn Tidmand så stor en succes, at de færreste nok kender den gamle originalversion. Sømandsvalsen Hils fra os derhjemme fra 1922 var også et født hit.

Alle tre numre havde tekster af Ludvig Brandstrup (1892-1949), den nok vigtigste revyperson i 1920’erne og 1930’erne som forfatter, skuespiller, instruktør og idémand. Brandstrup stod bag det store hit i 1925, Min mund siger nej, der var en amerikansk sang, han havde oversat. Det var også Brandstrup, der lavede en af de allersjoveste vrøvleviser, Maggiduddi, om hvilken man sagde, at det egentlig var et fransk nummer. Men sangen var pæredansk, komponeret under pseudonym af Jacob Gade, manden bag den berømte Tango Jalousie.

I midten af 1920’erne markerede Emil Reesen og Kai Normann Andersen sig som de førende danske revykomponister. Reesen, et multigeni, der også arbejdede med klassisk musik, havde et temperament, der passede teaterverdenen perfekt. Til Scala Revyen i 1924 skrev han bl.a. Lille Lise let på tå og den skønne hyldest til Københavns sømandskvarter, Nyhavn. Året efter skrev han et af de numre, der gjorde den unge Liva Weel (1897-1952) til en sensation: Den absurde sang om radiolytteren Adrienne med sin luftantenne (ikke mange navne rimer på “antenne”). Liva Weels grænseoverskridende stil var overvældende. “Hun er som bekendt ikke et menneske”, skrev en avisanmelder, “men en slags kraftekstrakt af livslyst og energi og de syv krystalhimles narrestreger.”

I samme forestilling hørte man Carl Alstrup i Reesens genistreg Roselille uden mor, der parafraserer den gamle folkevise om “Roselille og hendes moder”. I folkevisen skændes mor og datter om en bejler, men i det herrens år 1925 behøver Roselille skam ingen råd af mor. Hun gør, hvad hun vil – og folkevisens omkvæd “hahaha, såsåsåså” får komplet modsat betydning, når det synges flabet på jazzede “blå toner”.

En af Liva Weels alvorlige viser var Den hvide sne fra 1927, der handler om tidens kokainmisbrug. Den hed oprindeligt J’ai qu’ ca, var lanceret et par år tidligere af cabaretstjernen Mistinguett og oversat af Mogens Dam. Andre gange fik Liva Weel de dristige numre, som der var mange af i de foranderlige tider, f.eks. Nogen gør det aldrig fra 1930. I de mange latterliggørende numre om kongehusets medlemmer måtte ikke mindst kongens bror Harald og hans hustru Helene stå for skud. Kom Karoline handler om parrets datter Caroline-Mathilde, der i 1933 giftede sig med sin fætter, Kongens yngste søn, (arve)prins Knud.

På trods af Liva Weels eksplosive stil var der stadig plads til den ældre type revydiva, personificeret af den tordnende københavnermadamme Olga Svendsen, som er i pragtform i Sikke’et et sjov vi har i Klerkegade fra 1931. BT’s anmelder skrev om oplevelsen, at “Olga Svendsen mødte op med sin uhyre fysik og sin lyst til at tage fat”, og det kan man godt høre på denne utrolige indspilning.

Kai Normann Andersen (1900-1967) forlod en påbegyndt bankkarriere til fordel for revy, teater og film, og han blev den måske største danske sangskriver ved siden af Carl Nielsen. Et af hans gennembrudsnumre var Du gamle måne, der blev sunget af teaterstjernen Arne Weel i 1924.

Udover et mageløst talent for melodik og sprogrytme havde Kai Normann Andersen en evne til at målrette sine sange, så de passede til de enkelte skuespillere. “Marguerite Viby skal have en prikkende melodi, Liva Weel skal have en bred og frodig, og så er der Ellen Gottschalch, hun skal have den i høj grad med melodi og skal kunne dvæle på den”, forklarede han. Eksempler på rigtige Marguerite Viby-viser er Grinebideren (1943) og Hvor er han yndig (1932), hvor man udover det glade tempo hører kvikke rim om Kong Christian X, der med sine 201 cm både er “aflang” og “ung i barken”. Indspilningen er en refrænudgave, hvor Marguerite Viby kun synger et par omkvæd, mens hovedformålet er de hurtige danserytmer.

Modsætningen mellem land og by var en tendens i tidens revy, og Kai Normann brugte ofte gammeldags spillemandsmusik som stiltræk, f.eks. i Er du tovli’ Trine, om en bondekone, der indkaldes som meddomsmand (nævning). Storbyens proletartyper fik en udødelig advokat i form af Osvald Helmuth (1894-1966), den nok største revyskuespiller nogensinde i Danmark. Han dyrkede i stigende grad sin unikke talesang, hvor foredraget formede sig frit oven over sangens melodi. En mærkelig lille dippedut fra 1946 leverer han med virtuos timing, og et nummer som Herlig en sommernat (1949) er skræddersyet af Kai Normann Andersen og tekstforfatteren Poul Sørensen (“Poeten”) til Helmuths barokke geni for ordleg. På de ældre indspilninger hører man Helmuth i mere regulære sangnumre, f.eks. Du er solen fra 1932 og tangoen Så ka’ De vel tænke Dem til resten fra 1938.

I midten af 1930’erne fornyede revyen sig igen. Skuespilleren Stig Lommer begyndte at lave mere moderne revyer i den fashionable nordsjællandske badeby Hornbæk. Her rykkede Lommer væk fra den højtråbende københavnerhumor til fordel for elegance og smartness. Publikum var i smoking og skinnende kjoler, og der var cocktails på bordene. Jetsettet driller hinanden i Helle for en sild, når den smukke, flegmatiske Sigfred Johansen og den lavstammede flab Stig Lommer kærligt mobber andre kendte skuespillere. I Hornbæk kunne man møde cabarettyper som den raffinerede Berthe Quistgaard (Jeg ved et spil om en vej) og den aparte komedienne Sigrid Horne-Rasmussen (Man sku’ ha’ det som Diogenes). Musikken blev leveret af bl.a. Børge Rosenbaum, der også udfoldede sit komiske geni, når han forlod sin plads ved flyglet og tog ordet på scenen. På Bellevue Teatret, en anden scene for de kendte og smukke, fik han i 1937 sit store gennembrud med monologen Fonetisk tegnsætning. Nummeret optrådte han med i resten af sin karriere, der foregik på engelsk og varede mere end et halvt århundrede under navnet Victor Borge.

I 1930’erne foldede kulturradikalismen sig ud, selv om denne samfundskritiske holdning endnu ikke havde fået sit navn. Hovedmanden var arkitekten og forfatteren Poul Henningsen, “PH” (1894-1967), der havde en hel skare af åndsfæller fra forskellige kunstarter. Kai Normann Andersen og Bernhard Christensen (1906-2004) var de komponister, han arbejdede tættest sammen med. Den progressive jazzelsker Bernhard Christensen skrev Byens lys til PH’s tekst i 1937. Indspilningen her er fra 1950, og det er undtagelsesvist PH selv, der reciterer til Christensens akkompagnement.

Den intellektuelle PH skrev også viser til så folkekære skuespillere som Ib Schønberg. Det tænker jeg på så tit (1939) handler om det københavnske teaterliv, der led under tidens økonomiske krise. Schønbergs spidsfindige humoristiske sans hører man i Ikke helt – men næsten (1943) med meget spydige kommentarer til en stribe aktuelle begivenheder, bl.a. en kødskandale på Houlbergs fabrikker. Selv om ingen lider under problemerne i dag, kan man sagtens nyde den elegante håndtering af ordene og -pianisten Grethe Hemmeshøjs kæmpe musikalske overskud.

Nogle revyviser levede videre som hits og dansenumre. En af dem er Aage Stentofts bluesy Månestrålen, der i USA bestemt var blevet en del af “The American Songbook”. Han skrev den til en nordisk revy i 1939, hvor den blev sunget af norsk-svenske Tutta Rolf. Inden Steentoft selv blev en af landets mest succesrige teaterdirektører, arbejdede han for Ludvig Brandstrup, både som komponist og tekstforfatter, og stod bag numre som Schaldemose, der som “mørkelods” gelejder folk gennem besættelsestidens mørkelagte byer, og den jazzy Det er de otte mand fra dukkeliseland, hvor Otto Lingtons orkester stjæler billedet fra solisten.

Revyen blev alvorlig og politisk, da krigen brød ud. Mest berømt er PH’s forestillinger med Liva Weel i centrum, Dyveke og Guderne te’r sig, begge fra 1940. Dyveke er renæssancekongen Christian d. 2’s unge elskerinde, der kaldes tilbage til jorden for at mane myterne bort og lade realiteterne tale. Guderne te’r sig har en rammefortælling fra oldtidens Grækenland, men det er nutidsdilemmaer, man hører om, f.eks. i den uimodståelige Så er verden lyserød om at nyde de jordiske glæder på trods af de omkostninger, der følger med.

De gratis glæder er det polemiske titelnummer fra PH og Kai Normann Andersens Dagmar Revy fra 1941. Året efter sang Ludvig Brandstrup med kølig kynisme Luk dine små uskyldige øjne om danskernes holdning til den tyske besættelse, og Osvald -Helmuth hånede de medborgere, der udnyttede krisesituationen til egen fordel i Han kan vente sig. Tiden var mørk og bitter, og at de populære komikere tog den slags ord i deres mund, virkede meget stærkt på publikum.

Lettelsen over krigens afslutning i 1945 kom i høj grad til udtryk på revyscenerne. Der blev skruet op for udtrykkene, og allermest knald var der på den energiske og velsyngende Erika Voigt, der nåede langt ud over scenekanten med f.eks. Bakkesangerinden (“I den gamle pavillon”) fra sommeren 1945 og den store tour de force (og selvparodi!) Ud vil jeg, ud fra 1949.

Den danske revy var på vej ud af de anspændte krigsår og bevægede sig i en ny retning. “Revyen har alle kort på hånden”, skrev PH. “Den er vor tids kunst. En fornyelse af dens satire er ganske vist tiltrængt, men alene det er sikkerhed for, at den også vil komme. Det humørfyldte i revyen fornyer sig selv.”

Jens Cornelius, 2017

Release date: 
januar 2018
Cat. No.: 
DCCD 9827-29
FormatID: 
CD
CoverFormat: 
Box
Barcode: 
73009982745
Track count: 
54

Credits

Flere Danske Revy Legender er en opfølger til Danske Revy Legender, udgivet i 2008 (DCCD 9824-26), og er igen et udvalg fra serien “Den Danske Revy, 1900-1950” på i alt 23 cd’er, som Dacapo udgav fra 1999-2004 i samarbejde med DPA – Danske Populær Autorer og Revymuseet.

Mastering: Claus Byrith

Tekst: Jens Cornelius

Coverbillede: Roald Als – tegning af Kai Normann Andersen, Liva Weel og Poul Henningsen (PH)

randomness