Tilmeld dig Dacapos nyhedsbrev

Octagonal Room – Solo- og kammerværker for guitar

Lars Hegaard

Octagonal Room – Solo- og kammerværker for guitar

Jesper Sivebæk, Signe Asmussen, Cæcilie Balling, Michal Haring, Ana Angelovska, Morten Zeuthen, Eduardo Sánchez, Hsiao-Tung Yuan, Filip Strauch, Max Artved, Tim Frederiksen, Alba String Quartet

Den prisvindende komponist, Lars Hegaard (f. 1950) har gennem mere end 40 år været en vigtig stemme i dansk musikliv. Centreret om komponistens eget instrument, guitaren, præsenterer Dacapo Records her seks af hans vigtigste kammermusikværker. Med deres raffinerede modernistiske udtryksevne giver de et fascinerende billede af guitarens muligheder som soloinstrument, som akkompagnatør og som den første blandt kammermusikalske ligemænd.

Køb album Stream

CD

  • CD
    Jewel Case
    139,50 kr.
    €18.71 / $20.37 / £15.96
    Køb
Download
  • mp3 (320kbps)
    69,00 kr.
    mp3
    €9.26 / $10.07 / £7.89
    Køb
  • FLAC 16bit 44.1kHz
    79,00 kr.
    CD Quality
    €10.6 / $11.53 / £9.04
    Køb
  • FLAC 24bit 48kHz
    89,00 kr.
    Studio Master
    €11.94 / $12.99 / £10.18
    Køb
© Svend Withfelt
Hegaards kompositioner åbnes med fynd og klem, raffinement og pondus
Ivan Rod
Glasklart skaber Lars Hegaard impressionistisk stemning
Gregers Dirckinck-Holmfeld, GregersDH
Total runtime: 
59 min.
Associationer og kontraster – Lars Hegaards musikalske bevidsthedsstrøm

Af Steen Pade

I sin værknote til Rituals skriver Lars Hegaard blandt andet:

Rituals er inspireret af en roman af den hollandske forfatter Cees Nootenboom, som værket også deler titel med. Værket skildrer i tre satser bogens tre hovedpersoner, som alle har ritualiseret deres tilværelse på forskellige måder: Første sats, Obsessions, som betyder besættelser, tvangshandlinger, skildrer en person, der er tyranniseret af tid. En fanatisk, asketisk person, hvis tid er ritualiseret til mindste klokkeslæt. Denne persons liv ender tragisk. Han fryser ihjel i Alperne. I partituret kan man se betegnelsen ‘like a sliding avalanche’ – som en glidende lavine.

Anden sats, Digressions, som betyder sidespring, afstikninger, skildrer bogens gennemgående hovedperson, en melankolsk, uambitiøs og kvindeglad person, der flyder tilfældigt af sted i tilværelsen. ‘Tidens tilfældighed’ kunne være hans motto.

Tredje sats, Leaving it all behind, som betyder ‘ladende det hele bag sig’, skildrer en person, som længes efter at befri sig for sin fysiske form for at nå til en åndelig befrielse. Han dyrker derfor zen og den dertil knyttede teceremoni. Hans motto kunne være: ‘Tidens fravær’. Han ender med at begå selvmord efter den sidste teceremoni, hvor rakuskålen knuses.

Man kan som lytter naturligvis ikke i musikken finde en direkte oversættelse af romanens verden. Men første gang, jeg læste bogen, var min tanke at skrive en kammeropera, så betaget var jeg af den. Dette stykke for guitar og ensemble, som ikke er en guitarkoncert i traditionel forstand, er måske en slags instrumental opera? I hvert fald handler den om tid og vores forhold til den, ligesom også musik gør det.”

Med udgangspunkt i denne beskrivelse kan man sige, at Lars Hegaards musik handler om, hvordan associationer og kontraster udfolder sig i tid og i forhold til hinanden. Den gør det i en slags musikalsk bevidsthedsstrøm, hvor de enkelte begivenheder og musikalske fænomener afløser hinanden netop gennem enten association eller kontrast.

I Rituals sker det med basis i tre vidt forskellige situationer. I første sats, Obsessions, vender musikken konstant tilbage til de samme toner og figurer, hver gang den har forsøgt at undslippe et andet sted hen. For til sidst i et mægtigt fald at lægge sig til ro på den centraltone, D, som har været det tonale omdrejningspunkt helt fra begyndelsen.

I anden sats, Digressions, er udgangspunktet det stik modsatte, nemlig musikkens kommen på afveje, dens bevægelser væk fra et hovedspor. Musikalsk skildres fraværet af entydig retning gennem begivenheder, der dukker op igen og igen – særlig koncentreret om centraltonen H, der fra begyndelsen af satsen høres i rørklokkerne, men som forløbet ikke kan fastholde uden at søge andre steder hen.

Tredje sats, Leaving it all behind, introducerer gennem association forskellige klanglige flader og komplekse teksturer, der har et ensartet præg, men som konstant ebber ud og holder op for dernæst at tage fat det næste sted i tankerækken. Indtil musikken til sidst udånder og slutter ganske stille med udklangen af en voldsom akkord i klaveret.

Den musikalske teknik er i alle tre satser grundlæggende den samme: Noget vender tilbage, selvom det kontrasteres og afløses af helt andre idéer. Gennem musikken kommer vi således til at opleve overraskende lighed mellem tvangstanker, afstikkere og tomhed.

Det er spændende og siger noget om essensen af Hegaards musikalske univers, at musikken kan give os en forståelse af fællestrækkene i vidt forskellige mennesketyper og eksistentielle situationer. Måske er det også den kvalitet, der giver musikken en særlig stemning, hvor noget umiddelbart let fatteligt forener sig med en stadig undertone af absurditet.

I Trois Poèmes d’Arthur Rimbaud hører vi denne dobbelthed på flere niveauer. På den ene side sangstemmens tonale melodi centreret omkring tonen A og guitarens klassiske akkompagnement. På den anden side: De stadige skred i musikkens toneforråd fører andre steder hen, væk fra sangstemmens indledende tonalitet. Bruddene på en jævn puls. Pauser og fermater, hvor den musikalske strøm holder inde og åbner for digressioner i akkompagnementet. Resultatet bliver en sær stemning, hvor hver af de tre livssituationer, Rimbauds tekst handler om – barndom, alderdom, afsked – tager farve og karakter af hinanden.

De enkelte musikalske hændelser i Hegaards univers kan have vidt forskellige referencer. I Four Rhythmical Pieces hører vi tydeligt komponistens oprindelige udgangspunkt i populærmusikken. Her ligger kontrasterne mest mellem de enkelte satser, som hver for sig først og fremmest udfolder sig gennem association og variation. I Configurations derimod knytter stilen an til en klassisk modernisme med dens vekslende taktarter samt kromatisk krydrede harmonik og melodik. Leksikalt betyder “konfiguration” den måde, hvorpå forskellige faktorer er sat sammen eller fungerer som helhed. Inden for et stilistisk enhedspræg peger titlen derfor hen på de mange forskellige små brikker, der som en mosaik tilsammen danner musikkens forløb.

“Jeg opererer næsten altid med flere planer og sætter dem op mod hinanden, næsten som en lydskulptur. De behøver i og for sig ikke at forandres så meget, selve deres identitet bliver fastholdt, men de bliver flyttet i forhold til hinanden, ligesom et prisme drejes,” har Lars Hegaard udtalt i et portrætinterview.

Dette kompositionsprincip gennemsyrer Points of Disappearance. Det er en gådefuld titel, for hvad er et musikalsk forsvindingspunkt? Det jo er et begreb fra geometrien, nemlig det sted i en tegning, hvor alle lige linjer, der bevæger sig bagud i billedet, mødes. Som børn har vi alle lært, at man, når man tegner med brug af forsvindingspunkt, kan få billedet på det todimensionale papir til at se tredimensionalt ud.

Hver af stykkets satser sætter en eller flere satstyper op over for hinanden, vender og drejer dem, uden at de nødvendigvis kommer til at interagere eller påvirke hinanden nævneværdigt for til sidst at lade dem forsvinde. Er forsvindingspunktet det imaginære sted, hvor disse forskellige begivenheder usynligt og uhørligt smelter sammen og forsvinder i det fjerne? Den måde, hvorpå det todimensionelle bliver tredimensionelt og musikkens tidslighed bliver rumlig?

Det klassiske musikalske associationsprincip er variationen: udvikling gennem forandring af et tema eller et harmonisk forløb, hvor kunsten består i at udfolde enheden i mangfoldigheden eller genkendelsen i forandringen. Octagonal Room er et sådant variationsværk, men med det raffinement, at det tilgrundliggende tema først bliver tydeligt i den sidste, ottende variation. Her bliver vi klar over, at vi undervejs har skimtet konturerne af den stille, langsomme E-dur vals, der afslutter værket. I de foregående syv satser eller variationer har melodien været til stede. I variation fem i guitarens melodistemme og i variation syv fordelt på de fire strygere i sarte flageoletter. Og allerede fra værkets begyndelse ligger den enkle melodi (på dette sted i firefjerdedelstakt) som understemme eller en slags cantus firmus (den middelalderlige betegnelse for den på forhånd eksisterende melodi, hvorover man komponerede en flerstemmig sats) i celloen. Fjerde sats sender en hilsen til Brahms – variationens mester – i en ABA-form, hvor en heftig og hurtig midterdel omsluttes af en rolig koral, hvor gentagelsen efter midterdelen spejler indledningen.

Release date: 
marts 2021
Cat. No.: 
8.226594
FormatID: 
CD
CoverFormat: 
Jewel Case
Barcode: 
636943659427
Track count: 
24

Credits

Recorded at The Concert Hall, the Royal Danish Academy of Music, Copenhagen, in 2015 (Points of Disappearance, Trois Poèmes d’Arthur Rimbaud, Four Rhythmical Pieces), 2017 (Configurations, Rituals) and 2019 (Octagonal Room)

Recording producers: Tommy Kamp Vestergaard and Lars Hegaard
Sound engineer: Tommy Kamp Vestergaard
Editing, mix and mastering: Tommy Kamp Vestergaard

℗ & © 2021 Dacapo Records, Copenhagen

Associations and contrasts – Lars Hegaard’s musical stream of consciousness,
by Steen Pade, translated from the Danish by Colin Roth

Proofreaders: Jens Fink-Jensen, Colin Roth
Artwork: Studio Tobias Røder, www.tobiasroeder.com

Illuminations by Arthur Rimbaud translated to Danish by Erik Knudsen, © Arthur Rimbaud & Gyldendal 2017. Printed with permission

Publisher: Edition·S, www.edition-s.dk

Dacapo Records acknowledge, with gratitude, the support of Aage ogJohanne Louis-Hansens Fond, Beckett-Fonden, Dansk Komponistforening and Solistforeningen af 1921

This release has been made in cooperation with the Royal Danish Academy of Music, Copenhagen

randomness