Tilmeld dig Dacapos nyhedsbrev

Le Quattro Stagioni

Peter Navarro-Alonso

Le Quattro Stagioni

EKKOZONE, Alpha, Bolette Roed, Peter Navarro-Alonso, David Hildebrandt, Mathias Reumert

To af Danmarks mest spændende, unge ensembler, Ekkozone og Alpha, forenes i levende udførelser af den danske komponist Peter Navarro-Alonsos (f. 1973) originale respons til to af barokmesteren Vivaldis hovedværker; de ikoniske Fire Årstider samt den virtuose violinkoncert i h-mol.

Køb album Stream

CD

  • CD
    Jewel Case
    139,50 kr.
    €18.71 / $20.37 / £15.96
    Køb
Download
  • mp3 (320kbps)
    69,00 kr.
    mp3
    €9.26 / $10.07 / £7.89
    Køb
  • FLAC 16bit 44.1kHz
    79,00 kr.
    CD Quality
    €10.6 / $11.53 / £9.04
    Køb
  • FLAC 24bit 48kHz
    89,00 kr.
    Studio Master
    €11.94 / $12.99 / £10.18
    Køb
Peter Navarro-Alonso © Jette Jørs
Der kommer hele tiden nyfortolkninger af ’De fire årstider’. Jeg tænker, at Peter Navarro-Alonsos er den mest vellykkede, fordi den er helt sin egen.
Henrik Friis, Politiken
Peter Navarro-Alonso og hans hold puster ikke alene liv i barokmusikken, men skaber også et lille mesterværk med musikalsk vid og dybde
Jeppe Rönnow, Klassisk
Det er excentrisk, rigtig sjovt og skiftevis kilder, kærtegner og chokerer øret. Det er glimrende spillet og perfekt optaget
Richard Hanlon, MusicWeb International
Idylliske og blide øjeblikke veksler med provokerende atonale øjeblikke
Hans-Jürgen Schall, Fidelity
Peter Navarro-Alonso: Le Quattro Stagioni

af Klaus Møller-Jørgensen

Alle musikkens grundlæggende byggesten ér for længst opfundet. Det afgørende er, hvordan man sætter dem sammen. Derfor er der intet odiøst i at skrive ny musik, som direkte bruger, bygger på eller referer til ældre musik. Og derfor er der heller ikke nogen distance eller ironi på spil, når Peter Navarro-Alonso skriver helt ny musik over et af verdens mest kendte musikstykker, Vivaldis Le Quattro Stagioni – De fire Årstider. Han bruger ganske enkelt det foreliggende materiale på sin egen originale måde, og så han selv oplever at det svinger og klinger godt.

Peter Navarro-Alonso er både saxofonist og organist og har ikke mindst som organist spillet masser af barokmusik, som han sætter stor pris på. Og som mange andre nutidige komponister ser han mange fællestræk mellem barok og moderne kompositionsmusik. Med de to værker på dette album går han til barokmusikken på to forskellige måder:

Le Quattro Stagioni er en hyldest til særligt Vivaldi og til det fantastiske værk, som Årstiderne faktisk er, uanset hvad det er blevet misbrugt til, fra naturprogrammer til ringetoner. Navarro-­Alonso bruger direkte masser af citater fra Vivaldi, i forskelligt omfang og moduleret på forskellig vis.

Concerto in Si minore er mere generelt inspireret af nogle af barokmusikkens mest karakteristiske træk, som Navarro-Alonso undersøger nærmere i et nutidigt lys og med udgangspunkt i et andet Vivaldi-værk, koncerten for fire violiner, RV 580. Si minore er nærmest et modstykke til Quattro Stagioni, skrevet for lille ensemble (Alpha), uden strygere. Begge værker er dog præget af Navarro-Alonsos store interesse for klassiske elektroakustiske effekter som delay (forsinkelse), loop (båndsløjfer) og hastighedsforskydninger. I Si minore bruger han direkte bånd og loop-pedal i tre af satserne; i Quattro Stagioni imiterer han effekterne akustisk.

Le Quattro Stagioni – de fire årstider

Peter Navarro-Alonso og hans trio Alpha var for nogle år siden inviteret til en barokmusikfestival i Polen, og her fik de en udfordring fra barokensemblet Arte dei Suonatori – om ikke de kunne lave noget sammen omkring Sommeren fra Vivaldis årstider? Navarro-Alonso tog udfordringen op og fandt frem til noget, der viste sig at fungere godt for trioen og barokensemblet. Efterfølgende var det oplagt at gå videre med resten af Vivaldis Årstiderne. Alpha har således allerede i flere år haft værket på sit faste koncertrepertoire, hvor trioen så er udvidet med strygere fra ensemblet Ekkozone under ledelse af Mathias Reumert.

Vivaldis Le Quattro Stagioni består af fire små violinkoncerter med tre satser i hver, og til hver koncert er der knyttet et lille årstidsdigt, de såkaldte sonetter, der kan læses som et ret specifikt program for musikkens forløb. I Navarro-Alonsos udgave af årstiderne er der kun én sats for hver årstid; til gengæld har han ganske frit brugt motiver og andet materiale fra forskellige satser inden for hver årstid hos Vivaldi. Nogle steder mere tydeligt end andre. Desuden har også Navarro-Alonso ladet sig inspirere af sonetterne.

Ved at sætte trioen over for et strygerensemble kan man sige, at Navarro-Alonso har omformet Vivaldis solokoncerter til en anden af baroktidens koncertformer, concerto grossoen, hvor et lille ensemble bliver stillet over for et større ensemble. Han har fundet en række klanglige mødesteder mellem barokensemblet og solotrioen, dels steder hvor de dublerer hinanden på overraskende vis, dels steder hvor de står som stærke kontraster over for hinanden. Endelig læner han sig med sine fire satser op ad arketypen for større orkesterværker, med en hurtig 1. sats, en vild, scherzo-agtig 2. sats, en rolig adagio-lignende 3. sats og en hurtig finale.

I La primavera (Foråret) oplever vi en udvikling fra det svagt spirende til en voldsom udladning til sidst, med et par bølgedale undervejs. Parallellen til foråret, hvor alting spirer frem, er oplagt. Både strygere og slagtøj ligger meget højt i toneleje, og strygerne spiller staccato. Satsen er intens, pågående og insisterende. Som forårsblomsterne, der ikke lader sig stoppe af den endnu let frosne jord.

Satsen begynder med en stillestående sitren – måske et rislende vandløb? Efterhånden vokser musikken i intensitet, flere slagtøjsinstrumenter kommer til, safterne stiger, alting gror. Pludselig bliver der stille, den sitrende lyd fra begyndelsen står alene et øjeblik, indtil to ”fløjter” (den ene er en saxofon i højt register) indleder en duel, som to solsorte der synger om kap – på melodistumper, der er let genkendelige fra 1. sats af Vivaldis forår. Musikken vokser igen under dem, indtil et tyst mellemspil i strygerne (som har rod i Vivaldis 3. sats) indvarsler en sidste, voldsom udladning; et forvarsel om det heftige uvejr, der bryder ud i Sommeren.

L’estate (Sommeren) er én lang udpensling af det forfærdelige uvejr, som Vivaldi skildrer i 3. sats af sin sydlandske sommer, med den tilhørende sonet: ”Lynet slår ned med dundrende salver af hagl, ødelægger kornet og strækker store træer til jorden.”

I denne sats, der som nævnt er anledning til hele kompositionen, er Navarro-Alonso tættest på Vivaldis original, strygerne spiller udelukkende Vivaldi-noder. Trioen spiller skiftevis med strygerne og imod strygerne, i en slags call-response-vekslen. Og både de to soloblæsere og slagtøjet imiterer mange steder strygernes bevægelser på ganske fascinerende vis, fx i nogle faldende bevægelser, hvor slagtøjet nærmest kopierer strygernes melodier.

Satsen begynder fuldstændig som Vivaldis 3. sats, med det frembrusende sommer-uvejr. Hurtigt bliver strygerne suppleret og forstærket af soloblæsere og slagtøj, intensiteten stiger. Midtvejs ryger musikken – eller uvejret – helt ud i det absurde med saxofonens vilde båt-lyde, men stadig med tydelige reminiscenser af Vivaldis forlæg. Det bliver vildere og vildere, musikken går næsten i opløsning; strygersatsen dukker op igen og får lidt orden i sagerne, men solisterne lader sig ikke sådan disciplinere, og satsen udarter igen voldsomt mod slutningen. Det er uvejr i 10. potens.

I L’autunno (Efteråret) møder vi en helt anden indadvendt og afdæmpet stemning – en efterårsmelankoli med brune og orange og gråmelerede farvenuancer. Og med hemmeligheder og antydninger, små motiver der gemmer sig i den grå malmstrøm og som har skær af noget bekendt: Markante temaer fra Vivaldis efterårssatser bliver citeret i moduleret form. Der skabes en vis distance.

Begyndelsen af satsen, for strygerne alene, er baseret på åbningstemaet fra Vivaldis 3. sats, men i stærkt nedsat tempo. Solotrioen overtager, med temaet fra Vivaldis klagende 2. sats, men i andre klanglige gevandter. Vibrafon og saxofon skaber en sørgmodig grundtone. Strygerne kommer snart med igen, de begynder til dels forfra på deres indledning. I den sidste tredjedel af satsen improviserer sopranino-fløjten frit hen over et efterårsklangtæppe, ud fra materiale hentet hos Vivaldi. Den dansante glædesrus over høst- og jagtudbyttet, som præger Vivaldis 1. og 3. sats, er ikke med her. Hos Navarro-Alonso har efterårsmelankolien sænket sig over det hele.

L’inverno (Vinteren) skildrer den bidende kulde og de voldsomt hvirvlende snefnug med små figurer, der både stritter i alle retninger og bliver ved med at køre i ring. Hele vejen gennem satsen leger Navarro-Alonso med citater fra Vivaldis vinter-satser, mere eller mindre forvanskede men ofte ganske genkendelige. Han skaber en cirkusagtig og løssluppen stemning, der fuldstændig udarter i virtuose amok-løb. Strygerne bidrager med Vivaldi-musik (som i Sommeren), som solotrioen vrænger ad og vender vrangen ud af. Som hos Vivaldi er det her til sidst, at solisterne får lov at folde sig helt ud i vilde virtuoserier.

Concerto in Si minore

Værket er helt uden strygere, kun for Alphas besætning (fløjte, saxofon og vibrafon), ­skrevet specielt til dette album, som en anden måde at gå til barokmusikken på og samtidig en under­søgelse af trio-formatets mange muligheder i kombination med elektroakustiske effekter. Si minore betyder h-mol, og titlen henviser til Vivaldis koncert for fire violiner i h-mol, RV 580, fra hans opus 3, der består af i alt 12 violinkoncerter med skiftende antal solo-violiner. Det er dog kun i værkets 4. sats at Navarro-Alonso direkte bruger Vivaldis musik.

I Si minore 1 fornemmer man tydeligt en velkendt barokagtig akkordrundgang, selvom det går langsomt. Satsen er en slags fantasi over barokmusikkens harmoniske grundlag og består faktisk ikke af andet end en akkordrække. Men akkorderne bliver leveret med en meget smuk, enkel og blød lyd, på samme tid rund og glasklar.

Lyden kan minde om et harmonium, hvor klangen nærmest trækkes ud af instrumentet. Det ér imidlertid en vibrafon, der spiller en akkordfølge fra Vivaldi, som Navarro-Alonso har digtet videre på. Først er akkordfølgen indspillet på bånd med noden læst bagfra (dvs. sidste takt først, så næstsidste takt osv.), dernæst er indspilningen vendt om (så takterne kommer i rigtig rækkefølge), og denne omvending bliver så afspillet, samtidig med at vibrafonisten spiller noderne live. Det giver en helt særlig kombination af lyd skabt ved anslag og lyd, der bare vokser frem af sig selv. Fascinerende og tranceagtigt. Man bemærker knap nok fløjte og saxofon, der kun bruges til farvning af klangen.

Si minore 2 er en tour de force for flere lag af vibrafoner – og snart også for saxofon og fløjte. Satsen har intet at gøre med Vivaldi men en hel del med Philip Glass og minimalismen med sine minimale forskydninger inden for en konstant gentagelse af små figurer og forløb. Som i første sats opstår der en tranceagtig tilstand, men på en helt anden måde. Selvom der ikke er nogen reference til Vivaldi, så er der alligevel en klar reference til et karakteristisk træk ved barokmusik generelt: En hyppig brug af motiver eller akkordfølger, der kører i ring og med en fast puls – det man med et oplagt billede kalder ”cykel-barok”.

Satsen begynder med en ganske enkel vippe-bevægelse mellem to toner (en lille terts), og denne lille musikalske byggesten bliver efterhånden foldet ud i større intervaller og akkordbrydninger og i stadig flere lag. Ved hjælp af en loop-pedal optager vibrafonisten sig selv, mens han spiller, og afspiller straks efter loopet; satsen har op til 6 vibrafonlag. Den konstante perpetuum mobile-bevægelse inddrager efterhånden også de to andre instrumenter, de giver flere farver til klangen og understreger med deres ansatser det staccato-agtige og dermed det stærkt rytmiske element.

Si minore 3 leger med det forhold, at i barokmusik er forskydninger mellem stemmerne (polyfoni) med til at give rytmisk spændstighed, accentuering og fremdrift. Navarro-Alonso vender det om – her giver de rytmiske forskydninger en forunderlig svæve- eller flydefornemmelse, tilmed med smukke, enkle klange og akkorder.

Satsen begynder med blot en enkelt gentagen tone på vibrafonen. Den bliver oktaveret, efterhånden kommer flere toner til, også i blæserne, og hele tiden rytmisk forskudt. Det er meget vanskeligt at stadfæste en grundpuls, på trods af langsomt tempo og en tilsyneladende fast metrik. Til sidst tynder tonerne ud igen og dør væk. Den særlige klang er skabt ved at trioen spiller tørt og staccato hele vejen, men samtidig kører der et parallelt tape, som dobler samtlige toner og således giver masser af rumklang (reverb).

Si minore 4 er den eneste rent akustiske sats, og her bruger Navarro-Alonso direkte citater fra 1. sats af Vivaldi-koncerten, mere eller mindre forandret. De tre stemmer spiller skiftevis sammen, forskudt eller mod hinanden – altså kontrapunktisk, endnu et af barokmusikkens karakteristika.

Det begynder med et enkelt lille motiv, en faldende bevægelse, der veksler og kører i ring og forskudt mellem de tre solister. Det udvikler sig i flere forskellige omgange og flere forskellige retninger, og med inddragelse af stadig nye citat-bidder. Satsen – og dermed hele værket – slutter med, at det hele samler sig i en klar og entydig reference eller ”hommage” til barokmusikken.

Klaus Møller-Jørgensen, 2017

Release date: 
maj 2018
Cat. No.: 
8.226591
FormatID: 
CD
CoverFormat: 
Jewel Case
Barcode: 
636943659120
Track count: 
8

Credits

Le Quattro Stagioni was recorded in Copenhagen on 14 December 2015
Recording engineer: Mikkel Kroner
Recording assistant and mixing engineer: Daniel Davidsen

Concerto in Si minore was recorded in Copenhagen on 19-20 June 2017
Recording and mixing engineer: Peter Barnow

Mastering by Morten Bue
Produced by Mathias Reumert and David Hildebrandt

Liner notes: Klaus Møller-Jørgensen
English translation: James Manley
Proofreader: Svend Ravnkilde
Photos: p. 5 © Jette Jørs; p. 10 © Thomas Muus
Cover design: Denise Burt, elevator-design.dk

Publisher: Edition Wilhelm Hansen, ewh.dk

Le Quattro Stagioni was awarded by the Danish Arts Foundation in 2014

This recording was supported by Danish Composers’ Society’s Production Pool and Koda’s Cultural Funds, Musikforlæggerne, and Dansk Musiker Forbund (Danish Musicians’ Union)