Tilmeld dig Dacapos nyhedsbrev

Værker for orgel

Carl Nielsen

Værker for orgel

Bine Bryndorf

★★★★★ »Helt igennem forbilledlig udgivelse« Kristeligt Dagblad

★★★★ »Uvurderlig introduktion til Carl Nielsens orgelmusik« BBC Music Magazine

Carl Nielsen (1865-1931) begyndte først sent at komponere for orgel. Fra de første 29 smaa Præludier for Orgel forfinede han et personligt udtryk, som på samme tid var barokt og meget nielsensk, og som blev fuldbyrdet med hans sidste store værk, den monumentale Commotio. På denne CD fremfører professor Bine Bryndorf Nielsens orgelværker på Nikolaj Kunsthals unikke orgel fra komponistens egen tid. Desuden finder man et udvalg af Salmer og aandelige Sange i selskab med baryton Torsten Nielsen.

Køb album Stream

SACD

  • SACD
    Super Jewel Case
    139,50 kr.
    €18.71 / $20.37 / £15.96
    Køb
Download
  • mp3 (320kbps)
    69,00 kr.
    mp3
    €9.26 / $10.07 / £7.89
    Køb
  • FLAC 16bit 44.1kHz
    79,00 kr.
    CD Quality
    €10.6 / $11.53 / £9.04
    Køb
  • FLAC 24bit 88.2kHz
    105,00 kr.
    Studio Master
    €14.09 / $15.33 / £12.01
    Køb
© Britt Lindemann
»Det er en helt igennem forbilledlig udgivelse – ikke alene på grund af Bryndorfs overbevisende orgelspil, men også fordi hun i det medfølgende hæfte med stor kyndighed guider os gennem de værker, hun spiller«
Peter Dürrfeld, Kristeligt Dagblad
RECORDING OF THE MONTH »Peerless playing and stellar sonics make this a must-have for organ buffs and Nielsen fans alike«
Dan Morgan, MusicWeb International
»Et vidnesbyrd med en historisk korrekt spillestil, flot produceret på moderne præmisser og med krystalklar orgellyd«
Jeppe Rönnow, Politiken
»Anbefales på det varmeste«
Mikael Krarup, Fyns Amts Avis
»Bryndorfs kontrollerede, afmålte tempi og omhyggeligt udvalgte dynamik giver Nielsens visionære værk eksemplarisk transparens«
Christopher Nickol, Gramophone
»En uvurderlig introduktion til Carl Nielsens orgelmusik«
BBC Music Magazine
»Essensen af en succesfuld fortolkning«
Antony Hodgson, Classical Source
»Nielsens musik er det hele værd, og Bryndorfs beherskelse af den får en stor anbefaling«
Colin Anderson, Classical Ear
»Gerade Interessierte der Orgelmusik des 19. Jahrhunderts oder Freunde des Schaffens Carl Nielsens sollten diese Einspielung nicht an sich vorübergehen lassen«
Markus Schauermann, Singende Kirche
Nielsens Commotio er det centrale værk på denne nye CD-udgivelse, kompetent fortolket af den danske organist Bine Bryndorf
Gerhard Dietel, Organ Journal für die Orgel
SELECT PREFERRED FORMAT TO DOWNLOAD SINGLE TRACKS.
Total runtime: 
78 min.

Værker for orgel er indspillet i Nikolaj Kunsthal, hvis orgel blev indviet 27. februar 1931, præcis samme dag som Carl Nielsen færdiggjorde Commotio.

 

CARL NIELSENS VÆRKER FOR ORGEL

af Bine Bryndorf

Carl Nielsen (1865-1931), dansk komponist, violinist og dirigent, er i dag mest kendt for sine symfonier, sine solo-koncerter og sine talrige sange. Men ser man nærmere på hans værkliste, overraskes man af en mangfoldighed af musik for alle slags besætninger og til alle lejligheder.

Man siger, at Commotio for Orgel var Carl Nielsens sidste værk. Det var også hans sidste store værk, men betegnende for hans arbejde var, at han samtidig med Commotio færdiggjorde flere mindre lejlighedskompositioner: Grundtvig-Paaske-Aften til en støttekoncert for Grundtvigs Kirke, Allegro for to blokfløjter til et blokfløjtekompendium, Sang for femstemmigt blandet Kor ved Dansk Ligbrændingsforenings Jubilæum den 23. marts 1931 (Af Flamme blev du avlet) og Kvadet om Nordens Harpe til mandskoret Bel Cantos 25 års jubilæum. Nielsen var en uhyre aktiv medspiller i dansk musikliv og favnede bredt, måske på grund af sin egen baggrund; opvæksten i fattige kår på Fyn og den store fremgang han siden fik både nationalt og internationalt. Hans musik ramte både folket og eliten, fra det nationale hit Jens Vejmand, som alle kunne synge med på, til de store symfonier og koncerter, som fik gentagne opførelser i Danmark, Sverige og Tyskland. Orgelkompositionerne afspejler netop denne bredde: der er bestillingsværket, de små præludier til brug i gudstjenesten, og der er det store værk, som voksede frem af indre nødvendighed og lyst, Commotio for Orgel.

Nielsen havde mange organistvenner og adskillige kompositionselever, som var organister. Alligevel har vi kun orgelkompositioner fra de tre sidste år af hans liv. Det kunne ellers godt være blevet til et orgelværk tidligere i Nielsens liv. I 1913 hørte han første gang den tyske organist og professor Karl Straube fra Leipzig give koncert i København, og det gjorde stort indtryk. Nielsen skriver til sin hustru: “Jeg har faaet Lyst til at skrive en Phantasi for Orgel og er allerede begyndt. Det er mægtigt som et Orgel kan lyde, naar en stor Mester tumler med det”. Han fulgte opmærksomt Straube i en del år, og Straube uropførte tre sange af Nielsen, da han besøgte København for anden gang i 1914. Men Nielsen fik ikke skrevet nogen Phantasi for orgel, andre opgaver trængte sig på.

Præludierne

Først i 1929 skrev han på opfordring fra organist Johannes Hansen 29 smaa Præludier til brug ved gudstjenesten. Nielsen var meget syg på det tidspunkt, så den mindre og konkret-praktiske opgave har nok passet ham godt. Til forstudier lånte han noder af barok orgelmusik hos organisten Peter Thomsen (1893-1976), organist ved Simeons Kirke 1918-50 og redaktør for Dansk Kirkemusiker Tidende, og han afprøvede orglets muligheder ved Marcussen & Reuter-orglet i Christiansborg Slotskirke. Præludierne blev begejstret anmeldt i Nationaltidende, og anmelderen hæftede sig ved, at præludierne spejlede Nielsens tonesprog retrospektivt lige fra symfonierne (1894-1925) over operaen Saul og David (1901) til sangene og klarinetkoncerten (1928). I længde og sværhedsgrad har præludierne sikkert passet godt til gudstjenestebrug for de fleste organister; de varer i gennemsnit et minut, og de fleste er nemme at gå til. Men hvor anmelderen i Nationaltidende kunne høre associationer til store dele af Nielsens værk, så hæftede man sig i kirkelige kredse ved noget ganske andet.

I starten af 1900tallet bølgede diskussionen om en “sand kirkemusikstil”, og hvad der kunne kendetegne en sådan kirkestil. Nielsens gode ven og samarbejdspartner fra En Snes danske Viser (1915), organisten Thomas Laub (1852-1927), havde allerede før århundredeskiftet startet en bevægelse i dansk kirkeliv henimod en enklere, mere oprindelig kirkesang; tendenser som også sås i samtidens Tyskland. Dette kronedes i 1920 med hans skrift Musik og Kirke, hvor han slog til lyd for en kirkesang inspireret af “de tre hovedformer: oldkirkens sang, Palestrinatidens og den lutherske kirkesang” (Musik og Kirke, s. 8). Laub sammenfatter om 1800tallets kirkesang til slut i bogen: “Billed­sproget [i salmeteksterne] [……] bliver af den æstetiske sang skubbet i forgrunden, som var det hovedsagen, og indholdet dækkes” (Musik og Kirke, s. 174) og konkluderer, at den kirkelige kunst i ét og alt skal tjene ordet. På den baggrund skal man forstå tidens kirkelige kredses diskussion af begrebet kirkemusik og samme kreds’ kritik af Nielsens præludier. Nielsens kompositionselev Povl Hamburger mente eksempelvis kun, at nummer 14 og 29 var egnede til kirkebrug (anmeldelse i Dansk Musiktidsskrift). Carl Nielsen selv diskuterede emnet med Peter Thomsen og offentliggjorde en liste over numre, som han mente “ikke egner sig til kirkelig brug i vor Tid, nemlig Nr. 8, 11, 15, 18, 22, 26 og 28”, og numre som “kan lade sig høre i kirken, nemlig Nr. 1, 2,3, 5, 7, 10, 12, 14, 19, 21, 25 og 29”. Visse numre blev ikke nævnt, fordi han ikke turde have nogen mening om dem! Nielsen sammenfatter selv kravene til orgelmusik i kirken ud fra diskussionen med Peter Thomsen således, at den skal have en:

  1. Lineær skrivemåde
  2. Modulationer skal være betinget af stemmernes gang
  3. Musikken bør have en vis “rummelighed” og ikke give indtryk af at være en enkeltmands tale eller betragtninger.

Nielsen slutter indlægget med, at skulle det endnu engang komme til komposition af orgelpræludier, så vil han umage sig med “Undertrykkelse af personlig Smag og stræbe imod de krystalklare Værdier, som ligger gemt i Tonernes Egenvilie, hævet over alle Slags Fornemmelser” (bidrag til tidsskriftet Vor Ungdom, citeret efter John Fellow, Carl Nielsen til sin samtid, s. 599-600). Når man ser de to lister igennem, er det påfaldende, at det er de mere lyriske præludier, som er kommet på “minus”-listen, mens de mere polyfone og homofone/salmeagtige er kommet på “plus”-listen. Nielsen havde med sine barokke forstudier søgt at komme kirkefolket i møde, men havde alligevel på egen vis skabt et mylder af små nielsenske øjebliksbilleder.

Han fortsatte med at skrive præludier, mindst to mere blev det til på opfordring fra Peter Thomsen, To Præludier, CNW 98. Og et enkelt mere er også taget med her, som Nielsen havde taget ud af den første samling før tryk, Melodi, CNW 97.

Commotio

Et andet større værk trængte sig dog på, og i det fulgte Nielsen op på sit udtalte ønske om at “undertrykke personlig smag og stræbe imod krystalklare værdier […] hævet over alle slags fornemmelser” (se citatet ovenfor). Værket må have ligget i baghovedet på ham længe, måske lige siden Straubes koncerter i København i 1913 og 1914. Nielsen tog til sit fristed Damgaarden ved Fredericia for at få fred og tid til at skrive orgelværket færdig og skriver hjem til sin kone: “Jeg er her en 10-12 Dage for at lægge sidste Haand på et større Orgelværk som jeg i mange Aar har ønsket at prøve paa”. Til sin gode bekendte Vera Michaelsen skriver han, “Det er maaske fjollet at man udfører et Værk som der maaske slet ikke er brug for og som ingen har spurgt om, men vi er vel alle fjollede, naar det kommer til Stykket og dog – – – !” Værket blev til ud fra indre drift, og var ikke noget bestillingsværk, men det blev imødeset med allerstørste interesse fra Nielsens mange organistvenner. Commotio er signeret den 27. februar 1931, og få dage efter skriver Nielsen til sin kone, “Nu er mit store Orgelstykke helt færdigt og jeg er glad for det Arbejde fordi det er gjort med større Dygtighed end alle mine andre Ting; det kan jeg jo nok selv bedømme, derimod ikke hvordan det ellers er i Aanden. Det er et stort Værk og varer vist circa 22 Minutter. Bachs største Orgelværk (Præludium og Fuga i e moll) er paa 368 Takter, mit er 511, saa hvad Omfanget angaar – –? Bach er uopnaaelig!” Nielsen var glad for sit nye værk og også overbevist om dets kvalitet. Da domorganisten i Roskilde, Nielsens gode ven Emilius Bangert, som uropførte Commotio, skrev for at kommentere værket og gjorde indsigelser mod længden og forslag til forkortelse, svarede Nielsen meget venligt tilbage – men lod sig ikke overbevise til at ændre noget! Uropførelsen kom han til at love til to af sine bedste venner, og det endte med, at Emilius Bangert uropførte Commotio i Aarhus Domkirke, og at Peter Thomsen førsteopførte værket i Helligaandskirken i København. Til førsteopførelsen i Lübeck blev Nielsen bedt om at skrive programkommentarer:

”Jeg ved ikke rigtigt hvorledes vi skal forsyne Programmet, men i Titlen maa vi vist hellere forsyne Commotio med en Fodnote,

Saaledes altsaa:

Carl Nielsen: Commotio* for Orgel Op. 58
*Bevægelse, også aandelig.

Jeg vil ikke gerne have noget om “phantaserende” ind. Værket er jo saa strengt i sin Form og Stemmeføring at jeg ikke evner at gøre noget fastere. Jeg kunne tænke mig følgende ifald man vil have mere Forklaring end selve Titlen (omstaaende) som jeg egentlig helst saa det indskrænket til:

Det latinske ord, Commotio gælder igrunden al Musik, men Ordet er her især benyttet som et Udtryk for Selv-Objektivering. I et større Værk for det mægtige Instrument som kaldes Orgel og hvis toner er betingede af det Naturelement som kaldes Luft, maa Komponisten forsøge at undertrykke alle personlige, lyriske Fornemmelser. Opgaven bliver stor og streng, kræver Tørhed fremfor Følelse og maa hellere beskues med Øret end favnes af Hjertet. Værket bæres af to Fugaer, hvortil Introduktion, Mellemsatser og Koda klamrer sig, som brede Slyngplanter til Stammer i Skoven, men Komponisten mener at videre Analyse er overflødig” (citeret fra John Fellow: Carl Nielsen til sin samtid, vol. 2, Gyldendal 1999).

I et brev til svigersønnen Emil Telmányi kort før færdiggørelsen af Commotio betonede han det polyfone i værket: “Intet af mine andre Arbejder har krævet saa stor Koncentration som dette: Et Forsøg paa at genopbygge den virkelig eneste gældende Orgelstil, nemlig den polyfone Musik som passer specielt for dette Instrument, som i lang Tid er blevet betragtet som et Slags Orkester, hvad det aldeles ikke er. Mere herom ved Lejlighed.”

Commotio består af to store fugaer samt en tredje kort fuga, en “Slutapoteose” (Nielsens betegnelse af den sidst korte coda-lignende fuga i blyantkladden). Indledningen ligner en barok orgelpunkt-toccata med to lange orgelpunkter med figurværk i begge hænder ovenover. Mange steder i værket er tydeligt barokt inspireret, ligesom man også kan se hele den overordnede form som inspireret af eksempelvis Buxtehudes præludier. Men tonesproget er helt og aldeles Nielsens. Og heri kan ligge en parallel til en anden bevægelse i samtiden, dansk orgelbygnings “orgelbevægelse”, med udgangspunkt i det gamle skaber man noget nyt, ikke en kopi men et nyt værk ud fra det gamle. Nielsens “Bevægelse” (ordet Commotios betydning) og dansk orgelbygnings bevægelse forløber parallelt i orgelbevægelsens spæde start. Nielsen har givetvis ikke været så orgelkyndig, at han har taget del i orgelbevægelsens tanker. Men han har må have hørt om de nye ideer fra sine organistvenner, derom vidner brevet til svigersønnen Emil Telmányi (se tidligere i dette afsnit). At Commotio så også er forbløffende godt skrevet for instrumentet, både udfordrende og med klart sigte for hvad der er muligt, og hvad der klinger godt; det er imponerende, når man ved, at komponisten ikke var organist selv. Nielsen har til fulde forstået orglets formåen og organistens!

Orglet

Orglet i Nikolaj Kunsthal i det centrale København er et vigtigt instrument i dansk orgelbygnings historie. Det blev indviet 27. februar 1931 (samme dag som Nielsen blev færdig med Commotio!) efter en omskiftelig orgelsag. Nikolaj Kirke var blevet genopbygget i starten af 1900tallet, ikke til fordums storhed, men som en moderne replika, der skulle have andre funktioner end kirke. Indre by havde kirker nok, og den oprindelige menighed var allerede kort efter kirkens brand i 1795 blevet delt op på andre sogne. Orglet var en testamentarisk gave, man var forpligtet på at udføre, men egentlig ikke havde behov for. Det blev derfor planlagt som koncertorgel. De første planer fra 1925 viser et tidstypisk senromantisk koncertorgel med elektropneumatisk traktur og mange strygestemmer og oktavkoblinger. De oprindelige planer undergik imidlertid en del ændringer, og midt i 1927 skete et pludseligt markant skift til mekanisk traktur og en mere klassisk disposition. Den franske organist, læge, teolog og orgelekspert Albert Schweitzer havde været på besøg i København samme år. Måske hans tanker om en orgelreform (udgivet i en bog fra 1906 om tysk og fransk orgelbygningskunst og orgelkunst) har bevæget Nikolajorglets ophavsmænd til at tænke nyt? Orglet blev i sin endelige form fra 1930 Danmarks første ’orgelbevægelsesorgel’. Året forinden havde orgelbygger Poul Gerhard Andersen fra firmaet Marcussen & Søn skrevet om sine tanker omkring en dansk orgelbevægelse i “Haandbog for Orgelspillere”, tanker som han siden fulgte op på i “Orgelbogen” fra 1955.

Vigtigst for orgelbevægelsen var tanken om at vende tilbage til noget mere oprindeligt, noget før den romantiske orgelepoke. I en anmeldelse af orglet fra april 1931 hedder det blandt andet, at man stræber efter en orgeltype, “som egner sig til Fremførelse af polyfon Musik og … som helt igennem har sin egen Klang – væsensforskellige fra ­Orkestrets” (Dansk Kirkemusiker Tidende, april 1931, “Et nyt mekanisk Orgel i Nicolai Kirkesal”, s. 31). Nielsen må have kendt til denne diskussion. I hvert fald vidner hans egen kommentar med lignende ordlyd om dette (se afsnittet om Commotio). Man ville ikke kopiere det gamle, men bygge på dets grund. Derfor byggede man mekanisk traktur og tog sit udgangspunkt i de barokke orglers disposition, men byggede moderne stemmer og iblandede også gerne nye ideer: “Som en særlig Ejendommelighed ved denne Disposition maa anføres, at Septimen er anvendt i et par af Stemmerne – ja, endog Nonen har fundet Anvendelse – til trods for at hverken Septimen eller Nonen findes i klassiske Orgeldispositioner. Dette turde maaske være det allerbedste Bevis paa, at det ikke har været Hensigten, at dette Orgel skulle være en Efterligning af den klassiske Orgeltype, men derimod en Genskabelse af Orglet på klassisk Grund” (Dansk Kirkemusiker Tidendes anmeldelse). Rørstemmerne er milde, indkøbt fra Tyskland og intoneret af Marcussen. Måske har forbillederne været Compeniusorglets milde stemmer? Det øvrige pibeværk er Marcussens egen fabrikation, og mange klange kan genfindes i 1829-orglet i Slotskirken, få hundrede meter fra Nikolaj Kunsthal. Mekanikken er god og følsom, dog meget tung når man kobler, ligesom i Slotskirken.

Nikolajorglet er valgt til denne indspilning, fordi der på Det Kongelige Bibliotek findes et eksemplar af førsteudgaven (1932) af Commotio med tilskrevne registreringer, som passer til Nikolajorglet. Førsteudgavens ejer havde tæt forbindelse til to organister, som har været tæt på Nielsen; Peter Thomsen og Finn Viderø. Begge spillede Commotio flere gange for Nielsen i sommeren 1931, Thomsen i Christiansborg Slotskirke og Viderø i Nikolaj. Registreringerne i førsteudgaven er fulgt nøjagtigt. En beskrivelse af dem samt en større analyse findes i artiklen “Registreringer til Carl Nielsens Commotio” på Det Kgl. Danske Musikkonservatoriums hjemmeside, www.dkdm.dk.

Fest-Præludium ved Aarhundredeskiftet, CNW 84, blev trykt første gang på forsiden af dagbladet Politiken nytårsdag 1901 (se forordet til CNU serie II bind 12). Værket er skrevet for klaver, men siden arrangeret for orgel af bl.a. Finn Viderø. Stykket har betegnelsen Tempo giusto (passende tempo) og tilføjelsen ff stolt, pompøst. Den magtfulde start med store E-dur-treklange understreger det stolte og pompøse, og 3/4 takten med den taktfaste fjerdedelsbevægelse i bassen giver satsen et vist march-præg. Det er nemt at tænke sig satsen for stort orkester med slagtøj og rigt besat med messingblæsere – eller for fuldt orgel! Derfor har værket også tidligt vundet indpas i orgelrepertoiret i forskellige transskriptioner. Til denne indspilning har jeg valgt Finn Viderøs transskription.

Udvalgte sange

Carl Nielsen komponerede ikke nogen kammermusik for orgel. Et af hans tidligste værker, den lille Romance fra Op. 2, CNW 61 (1889) har været opført for orgel og obo, men den blev udgivet for klaver og obo. Ikke desto mindre har der været tradition for at opføre mange af Nielsens sange med orgel, og tre af Nielsens yndlingssange blev ligefrem uropført med orgel.

Denne indspilning indeholder et udvalg fra Nielsens samling Salmer og aandelige Sange, som har undertitlen “Halvhundred nye Melodier for Hjem, Kirke og Skole”. De tre første sange, CNW 165, 185 og 164, er komponeret i februar 1914 og uropført samme år af professor Karl Straube, orgel, og Niels Rudolph Gade, baryton. N.R. Gade var Niels Wilhelm Gades barnebarn og ligesom Straube bosat i Leipzig. I et brev af 24. november 1914 skriver CN til sin hustru Anne Marie CN om kompositionsprocessen:

“Min egen kære Ven. Siden du rejste har jeg skrevet tre Salmer, hvoraf de to hører til de allerbedste, og den ene vistnok den smukkeste jeg endnu har komponeret. Jeg er selv saa glad for den Melodi, at jeg spiller den af og til for mig selv, den er saa ligefrem, at du maaske ved at høre den første Gang vil synes du har kendt den helt fra din spædeste Barndom af. Baade Melodien og dens Harmonier kom straks helt af sig selv. Her var saa stille, de andre var gaaet i Seng:

Forunderligt at sige
og sært at tænke paa
at Kongen i Guds Rige
i Stalden fødes maa
at Himlens Lys og Ære
det levende Guds Ord
skal husvild hos os være
som Armods Søn paa Jord

Den anden Melodi, som jeg ogsaa synes lykkedes er denne Salme (gl. dansk salme):

Naar jeg betænker Tid og Stund
da skal jeg heden fare
min Sjæl sig fryder mangelund
som Fugl ved Dagen klare
Oh, Dag saa blid,
da al min Strid
skal faa en særlig Ende
til Glæden sød,
i Jesu Skød,
jeg gaar fra min Elende!”

 

Release date: 
november 2016
Cat. No.: 
6.220635
FormatID: 
SACD
CoverFormat: 
Super Jewel Case
Barcode: 
747313163564
Track count: 
40

Credits

Indspillet i Nikolaj Kunsthal, København, 14.-16. februar 2016
Producer: Eskild Winding
Lydtekniker og mastering: Clemens Johansen

Grafisk design: Denise Burt, www.elevator-design.dk

Forlag: Partituret til Commotio, som er anvendt ved denne indspilning, er udgivet af Edition·S, www.edition-s.dk. Partituret til Fest-præludium, oprindeligt for klaver, består af Finn Viderøs (1906-87) arrangement, der findes som manuskript på Det Kongelige Bibliotek. Alle andre værker er udgivet af Edition Wilhelm Hansen, www.ewh.dk.

Den nye værkfortegnelse over Carl Nielsens værker, CNW, er anvendt til udgivelsens titler i stedet for tidligere opusnumre.

Dacapo retter en varm tak til Carl Nielsen og Anne Marie Carl-Nielsens Legat for økonomisk støtte.

Bine Bryndorf retter en varm tak til Nikolaj Kunsthal for brug af kunsthallens orgel til denne indspilning. Desuden en stor tak til Isaac Lee og Simon Enig for at træde til som organistassistenter.

Denne udgivelse er blevet til i samarbejde med Det Kongelige Danske Musikkonservatorium.

Liner notes:

Forunderligt at sige, CNW 165, har tekst af Hans Adolph Brorson, senere bearbejdet af N.F.S. Grundtvig. I dag er melodien mere kendt med sin oprindelige Brorson-tekst “Mit hjerte altid vanker” (nr. 125 i Den danske Salmebog). Carl Nielsens elev Paul Hellmuth samarbejdede med Nielsen om harmoniseringen. Naar jeg betænker Tid og Stund, CNW 185 har tekst af Niels Pedersen. Et helligt Liv, en salig Død, CNW 164, har tekst af N.F.S. Grundtvig.

De sidste tre sange er udvalgt fra programmet fra en mindekoncert for Carl Nielsen i Roskilde Domkirke den 9. juni 1931 med Domkantor Emilius Bangert og Kgl. Kammersangerinde Ingeborg Steffensen (se også Musik i Roskilde – Historisk årbog fra Roskilde Amt (1996/97), s. 61).

Ak, min rose visner bort, CNW 153, og Frisk op! Endnu engang, CNW 168, har begge tekst af Hans Adolph Brorson og er skrevet mellem 1913 og 1915. Guds Engle i Flok, CNW 170, med tekst af N.F.S. Grundtvig er fra samme periode og blev i 1928 opført i en version for tenor, baryton og orgel. Denne version findes desværre ikke længere.

Hvor intet andet er angivet stammer citater fra forordet til Carl Nielsen Udgaven, Orgelværker.

randomness