Tilmeld dig Dacapos nyhedsbrev

Galaxy

Anders Brødsgaard

Galaxy

Odense Symfoniorkester, Christopher Austin

Anders Brødsgaard (f. 1955) er et sjældent kompositorisk talent og en stærk, mangefacetteret stemme i det danske musikliv. Hans store, ensatsede orkesterværk Galaxy er konstrueret som en lang hypnotisk spiralbevægelse, som finder sted i et rum af vægtløshed, i uforudsigelige mønstre og bløde sammenstød. Parret med den diverterende Monk’s Mixtures for lille orkester, giverGalaxy det fulde perspektiv på en komponist, som trækker på sin arv og på samme tid konstant er på vej mod nye horisonter.

Køb album Stream

CD

  • CD
    Jewel Case
    139,5055,80 kr.
    €7.49 / $8.15 / £6.38
    Køb
Download
  • mp3 (320kbps)
    69,0027,60 kr.
    mp3
    €3.7 / $4.03 / £3.16
    Køb
  • FLAC 16bit 44.1kHz
    79,0031,60 kr.
    CD Quality
    €4.24 / $4.61 / £3.61
    Køb
  • FLAC 24bit 44.1kHz
    89,0035,60 kr.
    Studio Master
    €4.78 / $5.2 / £4.07
    Køb
"Kyler sine udladninger ind i lyttersjælen, hypnotisk."
Mikael Krarup, Fyens Stiftstidende
"Excellent playing and vivid recorded sound make this a disc worth exploring."
David Hurwitz, Classics Today
"Det er til enhver tid et storartet værk."
Steen Chr. Steensen, Klassisk
Total runtime: 
70 min.
Anders Brødsgaard

Anders Brødsgaard er født på Fyn midt i 1950’erne, hvor den musikalske modernisme rasede syd for Danmarks grænser. Det var som om denne buldrende torden i det fjerne skulle blive hans vuggegave, for i de unge formative år var han opslugt af modernismen. Brødsgaard begyndte som pianiststuderende, og som lærere fik han bl.a. to kvindelige forkæmpere for det 20. århundredes musik: Rosalind Bevan og Elisabeth Klein. Men snart meldte den skabende kreativitet sig, og pianist og komponist gik i nogle år hånd i hånd. Også på nodepapiret fik han markante vejledere: Per Nørgård, Hans Abrahamsen og ikke mindst Karl Aage Rasmussen. Disse og mange flere navne har bidraget til at folde et sjældent talent ud, en stærk og rigt facetteret stemme i dansk musikliv, som øser af sin arv, men samtidig er han bestandigt på vej mod nye horisonter.

Galaxy

Anders Brødsgaard arbejdede på dette ensatsede galaktiske storværk i to perioder. Den første halvdel blev til i årene 1990-93, hvorefter det lå stille, og med udsigt til en uropførelse i 1999 blev anden del færdiggjort i løbet af tre hektiske måneder. Galaxy er til dato Brødsgaards mest omfangsrige orkesterværk med en varighed på 42 minutter. Han har her ønsket at udfordre publikum til at forsøge at få et overblik over en enorm mængde information uden hvilepauser. Det skal derfor indskydes, at en cd-indspilning kunne være det ideelle medium for et sådant krævende møde, hvor man efter forgodtbefindende vælger tid og sted. Orkesterbesætningen er velvoksen som i en Mahler-symfoni, og der foreskrives to slagtøjsgrupper med bl.a. to klaverer, cembalo, to stortrommer og en tam-tam placeret på hver sin side af podiet. Strygekorpset spiller ofte divisi og tæller visse steder 25 forskellige stemmer.

Galaxy er komponeret som et forsøg på at gøre op med den ideologiske skyttegravs-tænkning i samtidsmusikken, kampen mellem det spekulativt tekniske og det spirituelt sanselige. På den ene front står helt -symbolsk Darmstadt-skolen og al dens væsen, og på den anden forbilleder som Per Nørgård og Karlheinz Stockhausen. Hvorfor ikke bringe de to grundteknikker sammen og lade værket bevæge sig mellem de to poler, veksle -mellem det indadvendte, passive og opdagende forløb som harmonikken og -overtonerækken, og det udadvendte, aktive og opfindende forløb som melodikken og polyfonien. Sagt med andre ord: integration af tonal og atonal musik, treklange og clusterakkorder, diatoniske skalaer og tolvtonerækker. Det blev vigtigt i denne proces, at der ikke måtte være brudflader, musikken skulle udvikle sig sammen-hængende, umærkeligt vokse og trække sig sammen, glidende skifte tempo, gå fra det overskueligt enkle til det overvældende komplicerede, for til sidst at komme frem til en syntese, det højeste niveau.

Som bærende princip i kompositionen valgte Brødsgaard spiralformen. I matematikken defineres en spiral ved en plan kurve, der vinder sig om et fast punkt samtidig med, at den nærmer sig eller fjerner sig fra samme punkt. En cirkel i bevægelse, hvor man vender tilbage til udgangspunktet, men på et andet trin end før. I naturen kender vi spiralformen fra galaksen, DNA-molekylet, skypumpen, solsikken, sneglehuset og såmænd vandets afløb i køkkenvasken. Brødsgaard nævner desuden to sublimerede spiralformer i verdenslitteraturen som forbilleder: Dantes møde med Paradisets ti himle i Den Guddommelige Komedie og slutscenen fra 2. del af Goethes Faust.

Spiralbevægelsen løber gennem Galaxy i to stemmer, dvs. som en dobbeltspiral. I begyndelsen hører man tonen D i et tilsyneladende uendeligt åndedrag, men på et bagvedliggende niveau harmoniseres tonen spektralt med de naturlige overtoner. Lidt senere høres tvillingespiralen på tonen Es, og så fremdeles. Hurtigt inde i forløbet er der blevet introduceret en stigende 12-tonerække i kontrabasserne, som et tema der kommer til at brede sig ud i det følgende. For efter godt 13 minutter har dobbeltspiralen bevæget sig frem til 12 overlappende toner med hver deres overtoneharmonisering. Alle hændelser forekommer at passere i et vægtløst rum, i uforudsigelige mønstre og bløde sammenstød. Tempoangivelserne varierer, men man bemærker det ikke.

Der kommer fire af disse overtoneharmoniserede afsnit, hvor strygerne dominerer i et bestandigt afvekslende klangspektrum. Fire gange afbrydes de af den modsatte pol, den vilde, rytmisk komplicerede, perkussive og virtuose musik, hvor slagtøjet selvsagt dominerer. De i alt otte afsnit trækker sig gradvis sammen, bliver kortere og kortere, og efterhånden kan man overskue den 12-tonespiral, der er indbygget i hvert afsnit, og polerne smelter herefter sammen: den divisive (regulære) strygermusik og den additive (irregulære) slagtøjsmusik fusionerer til noget nyt og sammenhængende. Det niende afsnit er vendepunktet. Og se, siger Brødsgaard: den netop overståede acceleration vender, og hele værket viser sig blot at være en halv cirkelbevægelse i en endnu større spiral. Galaxy er tilegnet Karl Aage Rasmussen.

Monk’s Mixtures

Jazz-koryfæet Thelonious Monk, en af beboppens første protagonister og en helt egenartet klaverkunstner, spøger mere eller mindre bevidst i Monk’s Mixtures (2009)Brødsgaard har fra ungdomstiden været inspireret af jazzens mere progressive harmonik og bigbandets instrumentation, især det fænomen som kaldes thickened line eller blokharmoniseringsom opstår, når man udbygger en melodilinje i flere parallelførte stemmer. Denne klangvirkning finder man imidlertid også i orglets disposition. Mixturregistret består ikke kun af én række, men af adskillige rækker af diskantpiber, som regel i oktav- og kvint-afstand, og registret tilsættes normalt et givet valg af grundstemmer for at producere en samlet kraftig og brillant klang.

Anders Brødsgaard siger, at Monk har præget hans eget harmoniske udsyn. Monk anvendte tætte, dissonerende akkorder, ofte ligefrem clusters, og sammen med den kantede rytmik resulterede denne spillestil i et enestående personligt udtryk, som efterlod de fleste lyttere ret mystificerede. Monk havde ikke angst for det tomme rum som de andre beboppere. Pausen spillede en helt afgørende rolle i hans kompositioner, han var overordentlig økonomisk i sit materiale og overlod til lytteren selv at fylde rummet ud, som fx i hans egne versioner af klassikeren ’Round Midnight.

Monk’s Mixtures fremstår som et højst diverterende værk. Og man fristes til at tilføje neoklassisk, fordi det associerer til sidste århundredes rytmemagikere, legen med vekslende taktarter, betoningens forskydning og det metriske kontrapunkt, som jo også kom til at påvirke de store jazzmusikere. Orkesterbesætningen er i princippet wienerklassisk med parvise blæsere og to snese strygere, men udvidet med et rigt og ofte resonerende slagtøjsbatteri. Netop med henblik på kompositionens grundidé – mixturklange – anvendes ofte i højden den skingre piccolofløjte, mens offsiderne, basklarinetten og kontrafagotten, opererer dybt i både soli og parallelførte stemmeforløb. På den måde dukker på forunderlig vis konturer af Duke Ellingtons og Gil Evans’ orkestre frem af klangdisen, uden at man forledes til at tro, at Brødsgaard har tænkt sig at skrive et egentligt jazzpartitur. Men inspirationen fornægter sig ikke, som satstitlerne også giver udtryk for: Moving, Walking og Flying.

Træ, messing og strygere. Det er de tre sektioner som springer blokvis frem i neoklassisk leg i de første minutter af Moving. Fremad i vekslende taktarter, først i træet: ni, seks, fem ottendedele i træblæsernes trestemmige legato melodi, med strygernes og harpens pizzicati som klangforstærkere af pulsens slag. Det er muligvis ikke tilsigtet, men der kommer nu et flashback til Stravinskijs neoklassiske Salmesymfoni, som skubbes i søen med en lignende klangvision: med slaget på stortromme og pauker som et igangsættende trampolinspring. Messing overtager som en firestemmig blok i vekslende todelt metrum, træ og messing går sammen, og gradvis vokser strygerfronten sig til en magtfaktor med en markant todelt rytmik i opposition til blæsernes tredelte. Dette er den første bølge, der tyndes ud med en lille parade af mere solistisk aktivitet, og næste bølge sætter ind i entydigt todelt grundtakt. Det er her, den unisone big tune folder sig ud i blæsernes brede åndedrag, den coole jazzfrasering er nærværende, men der skabes mere og mere friktion andetstedsfra i kraft af strygernes usurperende sekstendedelsrytmik. Kulminationen minder om bigbandets kaotiske tutti-eksplosioner, råt og tight, en lang og saftig konfrontation mellem to- og tredelt metrum.

Walking er en slow passacaglia og hentyder til den gående bas i swingmusikken, men slet ikke med fire tunge slag i takten, derimod i Monks ånd med mange pauser og i vekslende taktarter. Det begynder ganske forventeligt i dybden med cello og kontrabas, men strækker sig efterhånden helt vildtvoksende ind i resten af orkestret. Den ene solist efter den anden giver sig til kende hen over denne baslinje på afveje, hvor man især fascineres af kontrafagottens Fafneragtige nødråb og fagottens slægtskab med Dexter Gordons balstyrige tenorsax.

Flying kunne være en hilsen til Benny Goodmans Flying Home, og den speedede finale lægger ud med en jubelscene i den erobrede og i sandhed flyvske ¾-takt. Disse 36 takter er nu blot en intro til en længere kollektiv improvisation, med soloviolinen som primarius. Træblæsere afløser hinanden i et bølgende rytmisk perpetuum mobile, og messingblæsere og strygere skyder momentvis ind med skarpe kvartbaserede akkorder, som en opblæsning af Monks venstrehåndsarbejde. Alt dette fører frem til svimlende melodiske sammenløb i orkestrets tre blokke, lagt ud i hver sin thickenedline. Efterhånden jævnes forskellene ud, instrumentationen bliver lysere, strygerne overtager scenen – indtil den lavmælte luminøse coda. En ny version af the big tune svinger sig op i træblæserne, og efter flere mellemfaser slutter værket med en simrende, stadigt svagere udklang.

Valdemar Lønsted, 2010

Release date: 
november 2010
Cat. No.: 
8.226551
FormatID: 
CD
CoverFormat: 
Jewel Case
Barcode: 
636943655122
Track count: 
4

Credits

Indspillet i Odense Koncerthus 3.-5. november 2008 (Galaxy) og 27.-29. april 2010 (Monk's Mixtures)
Producere: Morten Mogensen (Galaxy) og Erik Kaltoft (Monk's Mixtures)
Teknik og mastering: Claus Byrith

Grafisk design: elevator-design.dk

Forlag: Edition Wilhelm Hansen AS, www.ewh.dk

Dacapo Records takker Dansk Komponistforenings produktionspulje/KODAs Midler for sociale og kulturelle formål, Sonning Fonden og Dansk Musik Forlægger Forenin

randomness