Tilmeld dig Dacapos nyhedsbrev

Værker for kor a cappella

Niels Otto Raasted

Værker for kor a cappella

Canzone-Koret, Frans Rasmussen

Det var i sine kirkelige værker, Niels Otto Raasted drog erfaring fra studierne med den tyske komponist Max Reger. Resultatet blev smukke polyfoniske a cappella værker, der trækker på arven fra renæssancen og barokken blandet med vovede harmoniske ideer. Det er ikke tilfældigt, at Raasted var medstifter Bach Foreningen i 1925. I sin egen tid var Raasted kendt some en fremragende organist, men her møder vi ham som den all-round komponist, han også var.

Køb album

CD

  • CD
    Digipack
    139,50 kr.
    €18.71 / $20.37 / £15.96
    Køb
Download
  • mp3 (320kbps)
    69,00 kr.
    mp3
    €9.26 / $10.07 / £7.89
    Køb
  • FLAC 16bit 44.1kHz
    79,00 kr.
    CD Quality
    €10.6 / $11.53 / £9.04
    Køb
Total runtime: 
53 min.
Niels Otto Raasted 1888-1966

”Hans mærkelige Utilnærmelighed gjorde sig allerede gældende i Skoletiden; han havde faa Venner – i Grunden kun en enkelt, som Fællesinteresser senere, da Skolen var forbi, bandt ham til. – I Skolen var det ikke – som senere – en bevidst, villet Afsondrethed, men Drivkraften var dog sikkert den samme, der senere hen i Livet bevirkede, at han havde saa faa Venner: Blandt sine jævnaldrende traf han ikke de Interesser, der optog ham – til Dels ogsaa Frygten for at blive lét ud netop paa Grund af sine Interesser for Musik, Billedkunst og Litteratur – de voldsomme Lege, Sport etc. laa ikke rigtigt for ham …”

Denne karakteristik af komponisten N.O. Raasted stammer fra ham selv. I januar 1910 påbegyndte den 21-årige en selvbiografi, som ganske vist aldrig nåede frem til de kritiske begivenheder, der må have været afgørende for ham på dette tidspunkt: beslutningen om at forlade en god stilling som guldsmed og i stedet starte på en ny uddannelse som musiker. Men de få sider giver på andre punkter et indtryk af N.O. Raasteds personlighed, ikke blot som ung mand, men gennem hele hans liv og virke. Som han selv erkender, var han en enspænder med en vis distance til både sine omgivelser og sig selv – men også et menneske der reflekterede over sit liv og sit arbejde, og som nåede toppen af sin profession ved hjælp af flid og talent.

Han blev født på Frederiksberg den 26. november 1888 og fik navnet Niels Otto Jensen. Faderen var en velhavende forretningsmand og tog i 1904 navneforandring efter slægtens hjemby Raasted. Trods en tidlig interesse for musik blev Niels Otto sat i lære som guldsmed, og det var som guldsmed, han i 1907 kom til Wiesbaden. Her mødte han et frodigt musikliv, der fik ham til at vende guldsmedefaget ryggen og hellige sig musikken. I 1912 tog han organisteksamen fra musikkonservatoriet i København, hvor Otto Malling var hans lærer, og kom i 1913 til Leipzig, hvor han fik Karl Straube og Max Reger som lærere i henholdsvis orgel og komposition samt Robert Teichmüller i klaver.

Studierne i Leipzig, der på det tidspunkt var et musikkens mekka, fik afgørende betydning for Raasted. Hos Straube erhvervede han sig en perfekt orgelteknik og et syn på orglet, der var forankret i romantikken, og Reger blev hans første store inspiration som komponist. Han arbejdede hårdt i hele studieåret og skrev en række værker, bl.a. sin 1. Symfoni, op. 7 samt de 12 orgelkoraler, op. 8, der er helt i Regers stil. Ved studiets ophør fik han en anbefaling med hjem fra Straube, hvori det bl.a. hedder:

 “Som orgelspiller besidder han en sikker, alsidig teknisk kunnen, der giver ham mulighed for en pletfri udførelse af de store mestres værker fra såvel ældre som nyere tid ... Hr. Raasted bliver i sin orgelkunst væsentligt hjulpet af sin store almenmusikalske begavelse ... da N.O. Raasted også i sin fremtidige udvikling som komponist vækker store forhåbninger, så anser jeg ham med hans fortræffelige menneskelige egenskaber som kaldet til overtagelse af et stort organistembede.”

Den nære kontakt til Straube og andre tyske musikere beholdt han livet ud. Som domorganist i København formidlede Raasted talrige besøg af tyske musikere, og han koncerterede selv hyppigt i Tyskland, hvor hans værker blev meget spillede. De tyske forbindelser gav ham dog også senere uforudsete problemer. Da Thomas Laubs kirkemusikalske reformer i 1920’erne og 30’erne skyllede hen over landet, blev han som Reger-elev automatisk rubriceret som anti-laubianer – til trods for at han delte en del af Laubs synspunkter, om end langt fra alle. Og efter besættelsens ophør blev han beskyldt for at have afholdt koncerter for tyske soldater og måtte føre en injuriesag for at få en officiel undskyldning.

Efter Leipzigtiden fik Raasted i 1915 ansættelse i Vor Frue Kirke i Odense, hvor han med stor energi tog del i det fynske musikliv. Han indførte regelmæssige kirkekoncerter, hvilket var noget nyt og dannede forbillede mange steder i provinsen, og han virkede som en skarp og omstridt musikkritiker. De første tre orgelsonater, en række kammermusikværker og messen for kor a cappella blev til i disse år.

I 1924 blev han ansat ved Københavns Domkirke, hvor han forblev til sin pensionering i 1958. Også her satte hans handlekraftige personlighed sig spor. I 1926 indførtes traditionen med radiotransmitterede morgenandagter fra domkirken, der eksisterer endnu i dag. I 1925 stiftede han Bach-foreningen og var dens formand til foreningens ophør i 1945, hvor Bachs musik på en helt anden måde end ved stiftelsen var integreret i musiklivet. Han var en søgt orgellærer og uddannede en række af den følgende generations førende organister, og med sine administrative evner var han desuden et skattet medlem af en række bestyrelser og foreninger, ikke mindst KODA, selskabet til varetagelse af komponisternes økonomiske rettigheder, som han var formand for 1937-64.

Dertil kom en meget aktiv virksomhed som koncertorganist. Ifølge hans efterladte notesbog afholdt han i sin karriere omkring 750 orgelkoncerter i Danmark, Tyskland, Norge, Sverige, Island og Belgien.

I komponisten Raasteds produktion sker der et skift omkring midten af 1920’erne, hvor han i nogen grad forlader sin oprindelige, Reger-inspirerede skrivemåde og arbejder sig hen mod en mindre kompliceret, undertiden arkaiserende stil. Sonatinen for obo og klaver, op. 44 og sonaten for violin og orgel, op. 45 er karakteristiske for dette omsving. Det kan skyldes påvirkningen fra det musikalske klima i Danmark og ikke mindst Carl Nielsen, hvis indflydelse var enorm i disse år. Nægtes kan det imidlertid ikke, at meget af hans senere produktion bærer spor af en vis identitetskrise og undertiden gør et lidt ‘støvet’ indtryk. Han fortsatte imidlertid sin produktion med praktisk talt uformindsket styrke til 1964, to år før sin død. Den kom bl.a. til at omfatte seks orgelsonater, skrevet mellem 1917 og 48, som er blevet hans mest spillede værker, en række værker for kor a cappella samt kantater med instrumentalledsagelse, salmemelodier og sange med klaverledsagelse, en række orkesterværker, heriblandt tre symfonier og en del kammermusik, deriblandt ”Variationer og fuga over et tema af Buxtehude” for to klaverer fra 1916, der blev skrevet til ham selv og hans første hustru. I alt nåede hans liste over opusnumre op på 116.

Raasted havde i 1915 giftet sig med Marie Amalie Juul, der var pianist og klaverlærer. Hun døde i 1957 efter mange års sygdom, og i 1958 giftede han sig med sin første kones niece Louise Højlund. Hun var kommet i hjemmet igennem mange år, havde boet der og hjulpet til og havde også i en periode sunget i domkirkens kor. Dette andet ægteskab med den langt yngre Louise var meget lykkeligt. Som anerkendt praktiserende psykolog forstod Louise at bløde op for hans noget kantede, dominerende og egocentriske væsen.

I sit professionelle virke kom Raasted efterhånden til at stå i modsætningsforhold til tidens fremherskende kirkemusikalske bevægelse, den laubianske. Han var enig med Laub i dennes bestræbelser for at rense ud i de dårlige og sentimentale salmemelodier, men mente, at Laubs krav om en ensartet gammel stil i salmesangen var fortænkt. En salmetekst skrevet i det 19. århundrede burde efter Raasteds mening ikke synges på en melodi i det 16. århundredes stil. Men han var praktisk musiker, ikke akademiker, og hans pragmatiske holdninger vakte ikke genklang i tidens ideologisk tilspidsede klima. Den senere kongelige kapelmester John Frandsen, der i 1938 blev organistassistent for Raasted, sagde mange år senere om ham: ”Der er næppe det onde, der ikke er sagt om Raasted i årenes løb. Var der noget, den frelste skare kunne forenes i, var det at latterliggøre Raasted, hvilket jeg fandt helt urimeligt. Han var en god orgelspiller og gjorde en stor indsats på det sted, han var sat.”

Efter Raasteds død den 31. december 1966 gik hans musik for en stor dels vedkommende i glemmebogen. En enkelt salmemelodi kom med i Den Danske Koralbog (”Fader milde, lad din rige nåde”), og en sjælden gang kunne man høre en orgelsonate ved en kirkekoncert. Imidlertid er det spørgsmålet, om ikke hans musik, ikke mindst værkerne fra den tidlige, frodige periode, fortjener en renæssance.

Zions vægter hæver røsten, op. 12,1

Herre, jeg har handlet ilde, op. 12,2 (1915-16)

De to motetter op. 12 blev skrevet i 1915-16 og tilhører genren koralmotet, hvor tekst og melodigrundlag er en salme. Formen opstod i 1500-tallet, hvor en række af Luther-tidens førende komponister som Johann Walter, Johannes Eccard, Hans Leo Hassler og Michael Praetorius dyrkede genren. I koralmotetter af disse komponister optræder koralmelodien enten som cantus firmus, i reglen i tenorstemmen, eller den udgør det musikalske stof i en gennemimiteret sats. I 1800-tallets historicisme blev koralmotetten genoplivet, med Brahms’ ”Es ist das Heil uns kommen her” op. 29 som et typisk eksempel. Den fornyede interesse for den gamle musik hang sammen med spørgsmålet om den ‘passende’ kirkemusik. Herhjemme forbinder vi navnlig denne retning med Thomas Laub og hans kirkemusikalske reform, der forsøgte at cementere Palestrina-stilen som den sande kirkestil. Men forud var gået en række tyske forsøg på at genoplive tidligere epokers stil, hvor man skiftevis havde dyrket forskellige perioder: 1600-tallets a cappella-musik, især Palestrina og Eccard, derefter Bachs kirkemusik og senere Heinrich Schütz’. Disse traditioner må Raasted have lært at kende i Bach-højborgen Leipzig, hvor det traditionsrige drengekor Thomanerkoret blev ledet af hans lærer Karl Straube. Også Raasteds kompositionslærer, katolikken Max Reger, havde bidraget til den protestantiske kirkemusik med sine koralkantater (1903-05). Efter 1. verdenskrig førte den anti-romantiske bevægelse inden for kirkemusikken til en stor opblomstring af den koralbårne motet i såvel Danmark som Tyskland.

”Zions vægter hæver røsten” bygger på Philipp Nicolais klassiske koral fra 1599. De tre strofer er successivt længere (hhv. 34, 39 og 91 takter) og mere prægtige i udtrykket, og hver strofe danner en stigning frem mod slutningen. Imitationer og fugerede afsnit benyttes flittigt, men der er også megen kromatik, der tit har en tonemalende funktion, som i linjen ”Midnatsmulm dig ruged over”. Et andet slående tekstmaleri er tredje strofes adagio-afsnit ”Hvad intet øje så, hvad tanker aldrig nå, dér vi skue”. Med sine store krav til dynamiske udsving, der går fra pp til fff, er stilen tydeligt beslægtet med Raasteds samtidige orgelkoraler, som er skrevet for det romantiske orgel med dets generalcrescendo. 

I ”Herre, jeg har handlet ilde” bruges den version af Johann Crügers melodi fra 1649, som var gængs i den danske folkekirke inden Laubs reform. Med sin kromatiske begyndelse og ensartede nodeværdier høres melodien i sin helhed i motettens tredje strofe. I første strofe behandles de enkelte afsnit af melodien fugeret, og den ‘stive’ melodiform lives op med synkoper og en ekspressiv dynamik. Et højdepunkt af udtryksfuldhed nås i anden strofe, ”O, hvad kan den byrde lette”, hvor melodien vandrer fra alt til sopran omgivet af ‘suk-motiver’ i de øvrige stemmer. Sidste strofe er en klassisk, om end stærkt kromatisk, koralharmonisering med cantus firmus i sopranen.

Disse to koralmotetter er med deres forening af arkaiserende satstyper og senromantisk, kromatisk præget harmonik et særsyn i datidens danske kirkemusik.

Messe for 4-6 stemmigt kor a cappella, op. 32 (1921)

Med sin messe fra 1921 gjorde Raasted en pionerindsats for at genoplive en stor tradition i et nutidigt tonesprog. A cappella-udsættelser af den katolske ordinariums-messes fem led havde været den fornemste af alle musikalske genrer i middelalderen og renæssancen, men havde siden 1600-tallet måttet vige pladsen for den koncertprægede messeform med solister, kor og orkester. 1800-tallets messekompositioner var typisk tænkt for koncertsalen snarere end for kirken.

I anden halvdel af 1800-tallet var der imidlertid en vågnende interesse for a cappella-messen. I første omgang som rent historisk fænomen med den såkaldte Cæcilia-bevægelse, hvis foreninger, både i København og ude i Europa, havde til formål at dyrke den klassiske a cappella-korsang. N.O. Raasted sang selv i en periode med i Cæciliaforeningens kor under Frederik Rungs ledelse. Cæciliaforeningernes bestræbelser var ofte forsigtige, og man vovede sjældent at opføre større a cappella-værker, men andre tog over, hvor Cæciliaforeningerne var begyndt. Det var således ønsket om at opføre Palestrinas Marcellus-messe i sin helhed, der i 1922 førte til dannelsen af Palestrinakoret. Det debuterede under Mogens Wöldikes ledelse efter 56 prøver og havde en kort, men glorværdig levetid, der satte sig dybe spor i dansk musikliv.

Men selv om jordbunden altså til en vis grad var beredt, kan man ikke pege på nogen umiddelbare forgængere for Raasteds messe. At Ralph Vaughan Williams i England arbejdede på sin Messe i g-mol samtidig med, at Raasted skrev sin messe i Odense, har næppe nogen af dem har været klar over. Først senere blev tråden taget op i Tyskland af komponister som Hugo Distler (1931), Ernst Pepping (1938) og Johann Nepomuk David (1952). I Holland skrev Hendrik Andriessen en række messer fra 1920’erne og fremefter. For at finde den næste, fuldstændige danske messekomposition skal vi frem til Bernhard Lewkovitchs messe fra 1954.

Da Raasted havde fuldendt messen, sendte han den straks i manuskript til sin utrættelige rådgiver og vejleder Karl Straube i Leipzig. Under sine studier i Leipzig havde han uden at kny underkastet sig Straubes hårde regimente, men da denne ved Raasteds allersidste lektion havde kritiseret ham hårdt, var Raasted eksploderet og havde gjort oprør. Straube var først chokeret – han var ikke vant til at blive sagt imod – men endte med at være imponeret af sin elev. På samme måde gik det med messen: Straube var ikke tilfreds og sendte den tilbage med bemærkning om, at dette ”forsøg” vist ikke var lykkedes helt for ham. Prompte returnerede Raasted messen vedlagt en kort og fyndig bemærkning om, at det aldeles ikke var noget ”forsøg”, men det færdige resultat. Sådan syntes han, værket skulle være og ikke anderledes. Igen bøjede Straube sig, hvad enten det nu skyldtes diplomati eller ægte overbevisning, og besluttede sig til at uropføre messen i Thomaskirken, så snart den forelå trykt. Han tog den endvidere på programmet ved Thomanerkorets første koncert i Københavns Domkirke. Messen blev senere udbredt og anerkendt først og fremmest i Tyskland, hvor bl.a. Bachverein Heidelbergs, Kieler Oratorienverein, Bremer Domchor og Kreuzchor i Dresden tog den på programmet. Af alle sine kompositioner var messen den, Raasted selv holdt mest af.

Messen forbinder i sit tonesprog en række arkaiserende stiltræk med en senromantisk harmonibehandling. Det indledende Kyrie i c-mol har åbne oktaver og kvinter som begyndelses- og slutakkorder, men det fugerede midterafsnit er fyldt med stærk kromatik. Som kontrast er afsnittet Christe eleison homofont og fredfyldt i As-dur. Det andet Kyrie genoptager fugatemaet fra det første, nu i hurtigere og mere ophidset tempo, og satsen slutter med en kort tætføring.

Gloria indledes med et kort og feststemt homofont afsnit i B-dur, der går over i det mere lyriske på ”et in terra pax”. På ”qui tollis peccata mundi” står en solosopran over for resten koret, der svarer med ”miserere nobis”. Satsen slutter med et fugeret amen.

Credo intoneres med et vægtigt unisono i tre oktaver. De enkelte led i trosbekendelsen får hver deres musikalske karakteristik, der undertiden får en barok, tonemalerisk karakter. Det gælder f.eks. ordene ”descendit de coelis” og det efterfølgende afsnit om Kristi liv og død, der i karakter synes inspireret af de tilsvarende afsnit af Bachs h-mol-messe – hvad angår Crucifixus-afsnittet er der endog motivisk lighed.

I Sanctus deles koret op i syv stemmer, der med langsomt svingende harmonier giver et majestætisk indtryk. Efter et “Hosanna” med jublende koloraturer kommer den langsomme og afdæmpede, solistisk prægede Benedictus-sats som en kontrast.

Den smidige og ubesværede brug af polyfoni i forbindelse med en udtryksfuld harmonik er bemærkelsesværdig i Agnus Dei. Satsen, der står i f-mol, holdes gennemført i stille nuancer og et lyrisk og indtrængende udtryk. Med et tredobbelt fugeret “dona nobis pacem” slutter messen i fortissimo.

To koralmotetter, op. 43 (1924)

Disse motetter stammer fra 1924, et tidspunkt hvor Raasteds stil begynder at gå i mere klassisk retning. De er, som flertallet af hans andre korværker, skrevet til brug ved gudstjenester og koncerter i hans egne kirker i Odense og København, men fik også en vis udbredelse andre steder, hvad der fremgår af udgivelsen med tysk tekst fra forlaget Fr. Kistner og C.F.W. Siegel i Leipzig. I modsætning til motetterne op. 12 er der her tale om en enkel og strengt gennemført sats, hvor koralmelodien fastholdes som cantus firmus i samtlige strofer med kun begrænsede variationer. Ungdomsværkernes overdådige kromatik og store dynamiske udsving er her veget for en langt mere mådeholden attitude, selvom harmonikken stadig ligger langt fra den Palestrinastil, der dyrkedes af Laub og hans kreds.

Melodien ”Til Gud jeg slår min lid” kendes i dag bedre som ”Fryd dig, du Kristi brud”. Selve koralmelodien fastholdes gennem alle vers, men rytmen ændres i tredje strofe til den skiftevise 2- og 3-delte rytme, der var karakteristisk for gammel musik, og som Laub søgte at genindføre i menighedssangen. Raasted udtalte i et foredrag om kirkesangen i 1915 sine tvivl om, hvorvidt en almindelig dansk menighed kunne holde rede på, hvornår rytmen er todelt, og hvornår den er tredelt, men i korsammenhæng har han tydeligvis ikke haft betænkeligheder. De fem strofer veksler mellem kor og solistisk besætning, hvor melodien i soloversene ligger i henholdsvis tenor og bas.

Også i ”Nu hviler mark og enge” går melodien fra stemme til stemme, fra sopran (vers 1 og 4) over tenor (vers 2) til bas (vers 3 og 5). Vers 4, der synges solistisk, er i mol, og vers 5 har form som en lille orgelkoral med forimitation, inden cantus firmus sætter ind i bassen.

Motetterne er tilegnet “Københavns Pale-strina-kor og dets leder Mogens Wöldike”. Dette eliteensemble, der først og fremmest sang renæssancemusik, men som også ur-opførte bl.a. Carl Nielsens Tre motetter, op. 55, satte nye standarder for korsang i datiden. Wöldike var blandt de fremmeste forkæmpere for Thomas Laubs ideer. Han og Raasted arbejdede sammen ved talrige lejligheder; bl.a. var Wöldike med i bestyrelsen for den af Raasted grundlagte Bachforeningen, men om noget personligt eller professionelt venskab var der langt fra tale. De var i mangt og meget modsætninger, og da Mogens Wöldike i 1958 blev Raasteds efterfølger som domorganist i København, forsvandt Raasteds musik fra domkirkens gudstjenester og koncerter.

Mikael Garnæs, 2004

 

Release date: 
august 2004
Cat. No.: 
8.224701
FormatID: 
CD
CoverFormat: 
Digipack
Barcode: 
747313690121
Track count: 
9

Credits

Indspillet i Sorgenfri Kirke 10.-11. februar og 1.-18. marts, 2001

Producer: Morten Mogensen
Teknik: Morten Mogensen

Grafisk design: Denise Burt, elevator-design.dk

Dacapo Records og Vokalensemblet Canzone ønsker at takke Dansk Kapelmesterforening, Dansk Korforbund og Sorgenfri Kirke for støtte til gennemførelse af produktionen.

randomness