Tilmeld dig Dacapos nyhedsbrev

Symfonier 12-14

Rued Langgaard

Symfonier 12-14

DR Symfoniorkestret, DR Koncertkoret, Thomas Dausgaard

Rued Langgaard (1893-1952) var en sær og ensom skikkelse i dansk musik. Hans 16 symfonier repræsenterer et tankevækkende, originalt bidrag til genrens historie. De tre symfonier på denne cd blev til 1946-48, men tonesproget er provokerende konservativt. Symfoni nr. 12 er en absurd torso med selvbiografske referencer. I nr. 13 og 14 revitaliserer Langgaard romantikkens æstetik på en forenklet og kontant måde og med et særligt insisterende eftertryk.

Køb album Stream

SACD

  • SACD
    Super Jewel Case
    139,50 kr.
    €18.71 / $20.37 / £15.96
    Køb
Download
  • mp3 (320kbps)
    69,00 kr.
    mp3
    €9.26 / $10.07 / £7.89
    Køb
  • FLAC 16bit 44.1kHz
    79,00 kr.
    CD Quality
    €10.6 / $11.53 / £9.04
    Køb
Total runtime: 
64 min.
Rued Langgaard

Rued Langgaard er en outsider i dansk musik. Hans senromantiske og symbolistiske baggrund og hans patetiske syn på kunsten og kunstnerrollen bragte ham i konflikt med det nøgterne anti-romantiske kunstsyn, der blev eneherskende i Danmark i mellemkrigstiden. Langgaard veg ikke tilbage for det visionært eks-pe-rimenterende, excentriske og ekstreme, og hans musik kom ud i områder, hvor det 20. år-hundredes livsanskuelser, musikalske stilret-ninger og kvalitetsnormer brydes.

Rued Langgaard fødtes 1893 som søn af en dengang anset københavnsk klaverpædagog, Siegfried Langgaard, der også var virksom som komponist og i øvrigt var stærkt optaget af musikfilosofiske grublerier ud fra en teosofisk overbevisning. Moderen var også pianist, og Rued Langgaard fik sin musikalske grunduddannelse af forældrene. Som 11-årig debuterede han i 1905 som orgelimprovisator i København, og da han var 14, opførtes hans første større or-kes-ter- og korværk. Men den unge komponist kom dårligt fra start, for anmelderne vendte tommelfingeren nedad, og faktisk lykkedes det aldrig for Langgaard at blive rigtig accepteret af hverken pressen eller de toneangivende musikautoriteter i Danmark.

Da Rued Langgaard i 1911 havde fuldført sin timelange første symfoni, viste det sig således umuligt at få værket opført i Danmark. I flere omgange havde Langgaard været på studieophold i Berlin, fulgt af sine forældre, og Lang-gaard-familiens kontakter med dirigenter som Arthur Nikisch og Max Fiedler førte til, at symfonien i 1913 blev uropført i Berlin af Berliner Filharmonikerne under Max Fiedlers ledelse. Den overstrømmende succes, der ved denne lej-lighed blev den 19-årige komponist til del, førte dog ikke til, at symfonien blev opført i Danmark, og verdenskrigens udbrud i 1914 gjorde det umuligt for Langgaard at følge succesen op på tysk grund.

Det danske musiklivs skepsis over for Lang-gaard medførte, at han havde vanskeligt ved at få sine kompositioner opført og selv måtte foranstalte koncerter for at kunne præsentere sin musik. Den ekspansive kunstneriske udvikling, han gennemløb efter 1916, gik således hen over hovedet på såvel kritikere som publikum. Væsentlige og eksperimenterende værker som Sinfonia interna (1915-16), Sfæ-rer-nes musik (1916-18), Symfoni nr. 6 (1919-20) og operaen Antikrist (1921-23) blev enten ikke opført i Danmark eller ikke forstået.

Rued Langgaard var her i landet ene om at stræbe mod et visionært musikalsk udtryk i forlængelse af den romantiske tradition og på et symbolistisk grundlag, som man f.eks. finder det hos Skrjabin. Tendensen gik i Danmark i retning af et opgør med hele den senromantiske ånd, og Langgaard måtte til Tyskland, for – i begyndelsen af 1920’erne – at opleve succesfulde opførelser af sine symfonier. Der var dog ikke tale om nogen udbredt eller generel inter-esse for Langgaard sydpå, og det ebbede hurtigt ud med opførelser.

Årene omkring 1924-25 betegner et stort vendepunkt i Langgaards liv og musik. Efter i en række år at have været åben og lydhør over for strømninger i den nyeste musik – ikke mindst i Carl Nielsens progressive værker – ændrede Langgaard kurs og slog ind på en romantisk og pasticheagtig stil med Niels W. Gade og Wagner som forbilleder. Han gav udtryk for, at han følte sig forrådt af tiden og af det etablerede musikliv, og han langede ud efter Carl Nielsen, som efter hans mening havde en alt for guru-agtig status. Resultatet blev, at Langgaard for alvor blev lagt på is. Efter 1930 fandt koncertopførelser af hans værker kun undtagelsesvis sted (han havde til gengæld en hel del radioopførelser, især i 1940’erne). Et job som kirkeorganist kunne han ikke få, selvom han søgte et utal af stillinger rundt om i landet. Det lykkedes ham først i 1940, som 47-årig, at få et or-ga-nist-embede ved domkirken i Ribe. I Ribe gik Lang-gaards musik ind i en ny fase, hvor det trodsige, forrevne og absurde bliver mere fremtrædende.

Efter Langgaards død i 1952 blev der stille omkring hans navn, men i 1960’erne bragte den fornyede interesse for ‘oversete’ senromantikere Langgaard frem i lyset: Man opdagede, at selvom Langgaard grundlæggende var en konservativ komponist, var der træk i hans musik, som på en mærkelig måde pegede frem mod 1960’ernes og 70’ernes tilstandsmusik, collage-musik og minimalisme.

I dag foreligger utallige af hans 431 kompositioner indspillet. Hans produktion og liv er beskrevet i bogform, og hans værker, der for størstedelens vedkommende er utrykte, er under udgivelse.

Yderligere information: www.langgaard.dk

 

Langgaard som symfoniker

Man skal lede længe i det 20. århundredes musik for at finde en så lang, særpræget og varieret række af symfonier som Langgaards. Med 16 nummererede symfonier – komponeret 1908-51 – er han i antal kun blevet overgået på dansk grund af Niels Viggo Bentzon (1919-2000), der nåede nummer 24. Langgaards symfonier er uhyre afvekslende i varighed, form og tonesprog. En klar udvikling fra nr. 1 til nr. 16 tegner sig ikke, men der er brudflader mellem Symfoni nr. 3 og 4, 6 og 7 samt 10 og 11. De formale yderpunkter er den store senromantiske Symfoni nr. 1 (60 min.) og den mono-tematiske, ensatsede Symfoni nr. 11 (6 min.). Vokale indslag findes i Symfoni nr. 2, 3, 8, 14 og 15, og Symfoni nr. 3 er reelt en klaverkoncert. Den musi-kalske stil har overvægt til den romantiske og senromantiske side, men der er markante eksempler på udtryksformer på omgangshøjde med samtidens progressive tonesprog (Symfoni nr. 6 og begyndelsen af nr. 15).

Langgaard ønskede ikke at skabe et selvstændigt, originalt og moderne tonesprog. Tværtimod tog han bevidst udgangspunkt i det fra Gade, Wagner, Tjajkovskij og Strauss overleverede gods. Umiddelbart lyder nogle af værkerne faktisk, som om de er komponeret 50-75 år for sent. Men betragtet under ét er Langgaards symfoniske cyklus et originalt og tankeprovokerende bi-drag til 1900-tallets musikhistorie. I de første seks symfonier afprøver han genrens muligheder inden for meget forskellige stilarter. Fra Symfoni nr. 7 træder outsideren for alvor frem med det paradoksale og hasarderede projekt at bevise den romantiske æstetiks fortsatte relevans og potentiale i en moderne, verdsliggjort tidsalder.

Den romantiske epokes tonesprog rummer ‘sandheden’ efter Langgaards mening, fordi det formidler et åndeligt budskab, som er alment forståeligt. Langgaard plukker derfor uhæmmet fra alle romantikkens hylder, men giver ofte det velkendte et eftertryk og sætter det ind i en ukonventionel ramme, således at det demonstrative, abrupte og teatralske træder frem. Man fornemmer ærefrygt, men også en distance i forhold til de romantiske klicheer. For at blive forstået følte Langgaard, at han måtte gå til yderligheder, og især med Symfoni nr. 11 og 12 bringes symfonibegrebet ud i det absurde. Dermed sætter Langgaard sin egen rolle som erklæret formidler af et harmonisk skønhedsbudskab over styr. Den konservative og nostalgiske komponist bliver samtidig til en moderne ‘splittet’ kunstner, som forholder sig seismografisk følsomt, for ikke at sige desperat, til samtiden og sin isolerede situation.

Begrebet senromantik dækker kun til dels Langgaards symfonier, hvis man dermed tænker på organisk bredde, store kontraster og symfoniske højdepunkter. Langgaard er i reglen kontant og kortfattet i sine formuleringer og rapsodisk i sin form. Man kan se et slægtskab med ‘effektiv’ brugsmusik som Korngolds filmmusik eller Prokofjevs balletmusik, men i modsætning til Korngold undgår Langgaard enhver sentimentalitet. Det er karakteristisk, at symfonierne begynder fyndigt og klart – der er ingen langsomme, søgende indledninger. Og det er begyndelsens stemning og karakter, som konstituerer et værks forløb, ikke en på forhånd fastlagt form som f.eks. sonateformen. Med den hyppigt anvendte ensatsede form kan Langgaard fastholde en for værket særegen stem-nings-verden ubrudt gennem hele forløbet.

De farverige titler er udtryk for en insisteren på, at musikken har en betydning ud over det musikalske, en mission af religiøs art. Selv om Langgaard først begyndte sit virke efter den symbolistiske epoke omkring 1900, har det vist sig frugtbart at opfatte Langgaard som en symbolistisk kunstner. De forskellige stilistiske udtryk har hver deres symbolske betydning, og de 16 værker belyser hinanden og danner tilsammen et univers med en egen fasci-nerende sammenhæng.

 

Symfoni nr. 12, 13 og 14

De tre symfonier på denne cd blev til i årene 1946-48, men ingen af værkerne blev opført i Langgaards levetid – uropførelserne fandt sted i 1970 (nr. 13), 1977 (nr. 12) og 1979 (nr. 14). Tonesproget er provokerende ‘gammeldags’; det meste klinger faktisk, som om musikken var skrevet i midten eller slutningen af det 19. århundrede. Når værkerne alligevel ikke kunne være skrevet dengang, skyldes det dels deres frie form, dels nogle mere uhåndgribelige karakteristika. Man kan hæfte sig ved musikkens postulerende eller insisterende præg, dens særlige eftertryk. Eller man kan sige, at musikkens særpræg ligger i kombinationen mellem komponistens fravalg og hans overdrivelser. I hvert fald er der ikke tvivl om, at Langgaard i sine senere værker stræber mod at udtrykke sig så præcist og kontant som muligt og undgå al ‘udenomssnak’.

Symfoni nr. 12 er en genfortolkning af komponistens Symfoni nr. 1 i forvrænget og fragmentarisk form. Det énsatsede forløb rummer afsnit, der i tonalitet og stemning afspejler de fem satser i Symfoni nr. 1, men ingen af temaerne er identiske. Værket bliver skudt i gang med tempobetegnelsen Rasende, men der er ikke krudt nok til mere end omkring fire minutter, for herefter begynder ‘den store symfoni’ at falde fra hinanden. Vi præsenteres for fragmentariske reminiscenser af mellem-satserne i Symfoni nr. 1, og en stump finale bliver det også til. Men hvor første symfonis finale med titlen Livsmod var en storladen apoteose båret af ungdommelig optimisme, så slutter Symfoni nr. 12 med et kort, rasende udbrud med overskriften: Amok! En komponist eksploderer. Teenagerens naive optimisme er, 35 år senere, afløst af desillusion og afmagt. Komponisten tror åbenlyst ikke på sin mission – samtidig med at han bliver nødt til at tro på den. Tvetydigheden kommer også frem i titlen, som refererer til den svenske by Helsingborg, en by, Langgaard kendte ud og ind fra sin barndom, og som han elskede, men i hvis navn han nu læser ordet Hél – døds-riget i den nordiske mytologi. Det er dér, hvor “doven-lars’erne får raketter i enden”, skriver Langgaard i en kommentar til symfonien. Også ordet helsinge har Langgaard indlejret i titlen, et ord, som på svensk, ifølge Langgaard, kan betyde ‘helvede’.

Med symfonierne nr. 11 og 12 havde Langgaard ydet sit til at bringe symfonigenren på afveje og ud i det meningsløse. I de to følgende symfonier genetablerer han troen på musikken og sin opgave som komponist. Symfoni nr. 13 tager afsæt i åbningsmotivet fra Langgaards Symfoni nr. 7. I det énsatsede, rapsodisk opbyggede værk indgår også en sørgemarch fra 1926, som oprindelig var tiltænkt Symfoni nr. 8, samt materiale fra en ufuldendt ouverture fra 1943. Musikken er enkel og ubekymret og udstråler en lethed, som dog et enkelt sted er lige ved at blive bragt over styr. Titlen Undertro er underfundig. Dels betyder det troen på undere, dels er der et ordspil i forhold til det uheldsvangre tal 13 og den dermed forbundne overtro. Der kan være en pointe i, at Langgaard har givet symfonien med det uheldige nummer en ‘beskyttende’ titel.

Symfoni nr. 14 er en suite for kor og orkester i syv satser. Værket har som forgængeren en grundlæggende optimistisk karakter, og alle satser er i dur. Det bagved liggende religiøse program kundgøres i indledningsfanfarens bibeltekst om Kristi genkomst. Den morgen, som titlen refererer til, er med andre ord evighedens morgen. Langgaard har så moret sig med at forsyne satserne med ’humoristiske’ titler, som bringer det hele ned på et københavnsk hverdagsniveau: Kirken ringer, man må tvinge sig ud af sengen, Caruso lyder i radioen, og herrerne halser af sted til kontoret – alt imens solen står op og afdækker naturens upåagtede skønhed. Den afsluttende hymne har teksten ”Leve det skønne” eller ”Leve skønheden” i Langgaards latiniserede form.

  1. sats, Upåagtede morgenstjerner, kan opføres som et selvstændigt stykke og er som sådan et af de smukkeste danske værker for strygeorkester. 3. sats, Marmorkirken ringer, er baseret på et velkendt tema, et næsten nodetro citat af Violettas arie fra Verdis La traviata – men der er ingen forklaring på, hvorfor netop dette tema optræder hos Langgaard.

I en periode var de to symfonier nr. 13 og 14 slået sammen til én lang symfoni, hvis første del omfattede den nuværende Symfoni nr. 14, mens anden del (med titlen Dagen) var identisk med nr. 13 – dog afsluttedes værket en overgang af en epilog på kun 16 takter med titlen Punktum. Denne timelange symfoni bar titlen Det skønne og omhandlede ifølge komponisten “hverdag efter døden”.

Alle tre værker er indspillet efter nye kritiske udgaver publiceret af Edition Samfundet (Rued Langgaard Udgaven).

Bendt Viinholt Nielsen, 2006

Release date: 
november 2006
Cat. No.: 
6.220517
FormatID: 
SACD
CoverFormat: 
Super Jewel Case
Barcode: 
747313151769
Track count: 
15

Credits

Indspillet i Danmarks Radios koncertsal d. 29. oktober 2004 (Symfoni Nr. 12), 9.- 10. juni 2006
(Symfoni Nr. 14) og 15.- 16. juni 2006 (Symfoni Nr. 13).

Producer: Preben Iwan
Teknik: Jan Oldrup
Redigering: Preben Iwan
Mastering: Preben Iwan og Jan Oldrup
Korindstudering: Fredrik Malmberg
Kunstnerisk leder og orkesterchef, DR RSO & Kor: Per Erik Veng

Grafisk design: Elevator
Forlag: Edition Samfundet

Dacapo Records ønsker at takke Langgaard Fonden.

Denne SACD er indspillet i samarbejde med Danmarks Radio.