Tilmeld dig Dacapos nyhedsbrev

Strygekvartetter Vol. 2

Carl Nielsen

Strygekvartetter Vol. 2

Den Danske Strygekvartet

Has Nielsen been played better? These young Danes set benchmark standards." (Gramophone)

Here is the second volume of The Young Danish String Quartet's highly acclaimed miniseries of Carl Nielsen's string quartets. The first volume in The Young Danish String Quartet's mini-series of Carl Nielsen's quartets was selected as Editor's Choice in Gramophone last summer, and a number of prestigious magazines and newspapers from all over the world agreed: This interpretation of Nielsen's string quartets sheds brilliant new light on Denmark's national composer."""

Køb album
Download
  • mp3 (320kbps)
    69,00 kr.
    mp3
    €9.26 / $10.07 / £7.89
    Køb
  • FLAC 16bit 44.1kHz
    79,00 kr.
    CD Quality
    €10.6 / $11.53 / £9.04
    Køb
"...the impassioned, insightful performances again shed light on fascinating repertory (...) they play Nielsen's quartets as if they owned them"
Anthony Tommasini, New York Times
Total runtime: 
64 min.
CARL NIELSENS STRYGEKVARTETTER

Selv om det meste af et tiår skiller de to her indspillede strygekvartetter af Carl Nielsen (1865-1931), tilhører de dog lige som de to andre kvartetter i hans officielle værk-liste den mere ungdommelige del af hans produktion. Ganske vist tumlede han som moden komponist engang i 1920’erne med planer om endnu en kvartet. Men han gav op allerede midt i takt 31 i noget, der formentlig skulle være en første sats, og kastede sig over andre projekter.

F-mol kvartetten er fra 1890, hvor den unge, endnu ugifte komponist kunne glæde sig over endelig igen at have fast gage, nu som violinist i Det Kongelige Kapel. Det havde han ikke haft, siden han opgav at være regimentsmusiker i Odense for at gå på Konservatoriet i København. Der var også faldet en anden appelsin i hans turban. Han havde for anden gang søgt og nu også fået dansk kulturlivs største legat, Det Ancherske, som var på 1800 kr. – til sammenligning var hans årsgage som kapelmusiker på 1200 kr.

Med orlov fra Det Kongelige Teater kunne Nielsen den 3. september 1890 sætte kursen mod Tyskland. Med sig i kufferten havde han en anbefalingsskrivelse fra komponisten Niels W. Gade, hvis navn var mindst lige så stort i Tyskland som i Danmark, samt manuskriptet til f-mol kvartetten. Den var han var begyndt på samme forår, og han havde egentlig regnet med at have afsluttet den inden afrejsen. Han havde sågar arbejdet på den i sommerferien hjemme hos forældrene i den fynske landsby Nørre Lyndelse. Alligevel var kun første sats for alvor færdig.

Resten af værket blev da til midt i en tumult af nye indtryk, for på denne første rejse uden for fædrelandets grænser var den 25-årige komponist sulten efter alle former for kunstneriske impulser, som han på skift hentede i Dresden, Leipzig og Berlin. I Dresden var han således den 5. september på Gemäldegalerie, hvor han ifølge sin dagbog især var optaget af Rembrandts “Guldvejersken” og Jusepe de Riberas “Diogenes med Lampen”. Og i kladden til kvartettens fjerde sats finder vi en håndskreven bemærkning, som tydeligt dokumenterer, at han selv oplevede en sammenhæng mellem kunstarterne: “2den Gang kommer Sidetemaet ikke; men en Stump af Codaen i første Dèl optræder som saadant men med mange sære Harmonier. Husk ‘sære’, lille Carl. Tænk på Ribèra!!” Inspirationen kunne så også være af mere udadvendt art: efter et animeret aftenselskab den 26. september på “Böhmischer Bahnhof” gik Nielsen hjem og komponerede en udvidelse af sidstesatsens hovedtema, som var faldet ham ind undervejs.

Stort set færdig med kvartetten og bevæbnet med Gades introduktion opsøgte Nielsen nu i Berlin en af tidens førende musikpersonligheder, violinisten, dirigenten og komponisten Joseph Joachim (1831-1907). Han havde kendt Gade siden deres ungdom og lovede at lytte til og kommentere det nye værk. Så efter fem prøver gav et sammenbragt ensemble (Nielsen selv, Fini Henriques, Frederik Schnedler-Petersen og den amerikanske cellist Paul Henry Morgan) den 18. december værket dets uformelle dåb på Hochschule für Ausübende Tonkunst, hvor Joachim var en højt skattet lærer.

“Den er uhyre vanskelig at spille godt, da der er saa mange Modulationer og ofte enharmoniske Historier, som maa spilles saa klokkerent, at det halve gjerne kunde være nok. Naar De dertil lægger Angsten for at spille for Joachim saa kan De regne ud, at den ikke gik videre godt”, skrev Nielsen bagefter hjem til sin gamle teorilærer fra konservatorietiden, Orla Rosenhoff. Nielsen vidste altså godt, hvad der gjorde – og stadig gør – hans kvartetter svære at spille.

Den gamle mester reagerede med både ris og ros: han fandt både fantasi og talent i musikken, men som helhed var den ham for radikal, og han kunne da godt foreslå nogle ændringer. Nielsen svarede, at så var han bange for, at værket ville miste hele sin karakter, og den godmodige Joachim synes pænt at have bøjet af: “Ja, lieber Herr Nielsen, vielleicht bin ich schon ein alter Filister. Schreiben wie Sie wollen, nur aber dass Sie es so fühlen.” [sic!]

Unge Nielsen blev ved sit. De danske avisanmeldere, som ellers ofte skældte ham ud, var alligevel forbløffende positive, da kvartetten fik sin offentlige uropførelse i København den 8. april 1892. Mest uforbeholden var Politiken’s Charles Kjerulf: “Carl Nielsen er aabenbart et betydeligt Talent; intet af hans Arbejder har vist det saa sikkert som denne Kvartet, der foruden den mest ungdommelige Frejdighed rummer saamegen Vilje og saamegen Kundskab, som kun meget faa, om noget af vore andre ganske unges Arbejder.”

F-mol kvartetten blev trykt hos forlaget Wilhelm Hansen i 1892 og kunne nu opføres af ensembler, der ikke først skulle låne håndskrevne noder hos komponisten. Da Nielsen i oktober 1894 sammen med musik-forlæggeren Alfred Wilhelm Hansen løb på den store belgiske violinist Eugène Ysaÿe (1858-1931) på banegården i Leipzig efter tidligere på aftenen af have hørt ham spille i Gewandhaus, erklærede denne straks, at Nielsen ikke var ham totalt ubekendt – han havde nylig hørt netop f-mol kvartetten opført i Nice, var blevet glad for den og havde anskaffet sig noderne. Som bevis nynnede han begyndelsen af førstesatsen! Måske gjorde Ysaÿe siden hen også mere end blot at nynne: de fire strygere i et af tidens top-ensembler, Quatuor de Bruxelles, havde fælles udgangspunkt som deltagere i mesterklasser hos Ysaÿe, og de tog nogle år senere f-mol kvartetten på repertoiret. De spillede den først ved en koncert i København den 13. februar 1909 for senere det samme år at præsentere den i både Mexico City og Buenos Aires. Dermed blev den også den eneste af de fire strygekvartetter, der nogensinde krydsede Atlanterhavet i komponistens levetid.

Til Es-dur kvartetten (komponeret 1897‑98) knytter der sig en sørgmunter episode, som gjorde, at værkets tilblivelse trak længere ud end forudset. Komponisten har selv refereret hændelsen, dog først langt senere, nemlig i en tilbageskuende kronik i anledning af 60-års dagen i 1925:

“Jeg havde komponeret en Strygekvartet. De to første Satser var allerede kopierede af Nodeskriveren; jeg havde prøvet dem med mine Kammerater, og vi var enige om, at de var et Arbejde, hvormed jeg havde gjort mig stor Umage. Nu havde jeg ogsaa de to sidste Satser færdige, pakkede saa det hele ind i en stor Rulle, tog min Cykle og begav mig ud ad Gothersgade mod Nørrevold, hvor Nodeskriveren boede. Da jeg kom til Rosenborg Brøndanstalt, saa jeg et Køretøj med 2 Heste, hvoraf den ene var faldet omkuld og laa og sprællede med Benene ind over Fortovet. Kusken saa meget hjælpeløs ud, da Hesten var kommet til at ligge i en underlig Skraastilling. Da jeg som ung har omgaaedes Heste, og ofte selv har været Kusk, sprang jeg af min Cykle, satte den op mod Brøndanstalten, stak en Dreng, der stod i Opløbet, min Noderulle i Haanden og bad ham holde den et Øjeblik. Det var kun et par Minuters Sag at skære Køretøjets ene Skagle over, faa et Dækken lagt ind under Forbenene paa Hesten og faa den rejst over Ende; men da jeg vendte tilbage, var Drengen forsvundet, sandsynligvis ind i Vognmagergadekvarteret, med mit store Arbejde. Jeg kørte fortvivlet hjem og fortalte min Hustru om mit Tab. Saa fik hun den Tanke, at vi skulde gaa op i Kvarteret og vække Opmærksomhed for Sagen hos Kvarterets Ungdom, og det lykkedes os ogsaa efterhaanden at samle en hel stor Klynge, overfor hvilken vi bekendtgjorde, at den, der kunde finde Drengen med Noderullen, skulde faa en stor Findeløn… Jeg fik imidlertid aldrig mit Arbejde, men maatte møjsommeligt rekonstruere det efter forskellige Lapper og Skitser og Hukommelsen.”

Episoden må have fundet sted i efteråret 1898, men kan ikke umiddelbart dokumenteres via samtidige kilder. De omtaler kun det forudgående arbejde: “Sluttede Arbejdet paa 1ste Sats af en Kvartet i Es-dur i December 97. Arbejder paa Andanten for Tiden”, havde komponisten således noteret i sin dagbog den 6. januar 1898. Alligevel gik der åbenbart en pæn del af året, før han blev klar til at sadle cyklen med det færdige partitur. Hustruen Anne Marie, der var billedhugger, havde han mødt 1891 i Paris, senere under sin allerede omtalte studierejse. Netop i sommeren 1898 havde de en af de perioder, hvor de gik hinanden på af årsager, som det ikke er så svært at sætte sig ind i. Han tilbragte nemlig sin ferie fra Det Kongelige Teater på hendes families gårdbrug i Jylland, hvor han på én gang forsøgte at holde sammen på landbrugsdriften og skrive strygekvartet, mens hun stadig var hjemme i København for at kunne passe sit billedhuggerarbejde – hun var i gang med at modellere en rød hingst – og deres tre små børn. “Kan du nu se at faa din Finale færdig saa skal jeg være flittig med min Hest og saa vil vi aldrig mere holde Sommer som i Aar, vel min egen Kjæreste,” havde hun skrevet til ham den 2. august i et tydeligt forsøg på forsoning.

Vi ved ikke præcis, hvor lang tid det tog Nielsen at rekonstruere de to sidste satser i kvartetten, for det var næppe sandheden, når han betegnede værket som værende under udgivelse i en ansøgning om ministeriel komponiststøtte, dateret den 7. november 1898. Han indleverede nemlig først partituret til Wilhelm Hansen i forsommeren 1899, og den trykte udgave forelå ikke før end december 1900. På titelbladet var værket da tilegnet den ældre kollega Edvard Grieg, som hørte til familiens vennekreds.

Da havde kvartetten allerede oplevet en halvprivat førsteopførelse den 1. maj 1899 i den relativt nystiftede Vor Forening. Den offentlige ditto blev givet af den nydannede Høeberg-kvartet den 4. oktober 1901, ligeledes i København. Den sidstnævnte udløste en ganske klartseende anmeldelse i Illustreret Tidende, skrevet af den knap ti år ældre Hother Ploug, der sideløbende med en karriere i centraladministrationen virkede som musikskribent og komponist:

“Et mærkeligt Arbejde som alt hvad der kommer fra denne Haand, men mere et Arbejde for Kendere end for det bredere Publikum. Navnlig den energiske Førsteallegro med sin sluttede Bygning og det stærkt slyngede kontrapunktiske Arbejde viste sig som Kaviar for Hoben… Her møder vi en ung dansk Komponist med en Sans for Form og Plastik, som i Nutiden ikke mange andre end maaske Johan Svendsen har saa stærkt inde, og saa frastødes Folk derved. Paa en Maade er dette forklarligt nok: naar man Dag ud og Dag ind opflaskes med Romancer og romanceagtig Musik, saa forliser man til sidst Sansen for kraftigere Kost.”

Kaviar for hoben eller ej – Es-dur kvartetten forblev i komponistens levetid den mest anmelderroste, men også mindst opførte!

Knud Ketting, 2008

Release date: 
april 2008
Cat. No.: 
6.220522
FormatID: 
SACD
CoverFormat: 
Super Jewel Case
Barcode: 
747313152261
Track count: 
8

Credits

Indspillet i DR Radiohusets Koncertsal, 11.-13. juni og 17.-19. august 2007

Producere: Tim Frederiksen og Karl Bjerre Skibsted
Teknik: Karl Bjerre Skibsted
Mastering: Lars C. Bruun

Grafisk design: Elevator Design

Nodemateriale fra Carl Nielsen Udgivelsen blev anvendt til denne produktion.

Dacapo ønsker at takke Carl Nielsen and
Anne Marie Carl-Nielsens Legat for økonomisk bistand til gennemførelse af produktionen.

Denne SACD udgives i samarbejde med Danmarks Radio.