Tilmeld dig Dacapos nyhedsbrev

Early & Late

Rune Glerup
Pelle Gudmundsen-Holmgreen
Sunleif Rasmussen

Early & Late

Gáman, Bolette Roed, Rune Tonsgaard Sørensen, Andreas Borregaard

Traditionel nordisk folkemusik med rødder i middelalderen møder tre nye værker af komponisterne Rune Glerup, Sunleif Rasmussen og Pelle Gudmundsen-Holmgreen på dette album, som er trioen Gámans CD-debut. Det er musiktyper, der kaster nyt lys på hinanden, og som giver lytteren mulighed for at strække ørerne over mange århundreder. Kombinationen af det ældste - fra trommesange i Grønland over kædedans på Færøerne til brudestykker fra Fanø - og det yngste - i form af tre generationer af nulevende komponister - bliver til en mulighed for at danse, lytte og fordybe sig i klangverdener, der belyser hinanden på overraskende og berigende vis.


Dansk udgivelse mandag 28. oktober i anledning af overrækkelsen af Kronprinsparrets Stjernedrys-pris til violinisten Rune Tonsgaard Sørensen

 
Trioen Gáman består af Rune Tonsgaard Sørensen (violin), Bolette Roed (blokfløjte) og Andreas Borregaard (accordeon)

Køb album Stream

SACD

  • 139,50139,50 kr.
    €18.71 / $20.37 / £15.96
    Køb
Download
  • mp3 (320kbps)
    69,00 kr.
    mp3
    €9.26 / $10.07 / £7.89
    Køb
  • FLAC 16bit 44.1kHz
    79,00 kr.
    CD Quality
    €10.6 / $11.53 / £9.04
    Køb
  • FLAC 24bit 88.2kHz
    105,00 kr.
    Studio Master
    €14.09 / $15.33 / £12.01
    Køb
  • FLAC 24bit 192kHz
    131,00 kr.
    Studio Master +
    €17.57 / $19.13 / £14.98
    Køb
"The disc offers a highly distinctive concept and timbral palette, and it is beautifully recorded."
Davld Fanning, Gramophone
"The sounds and general concept behind this project are unique and captivating [...] Everything is beautifully recorded and enthusiastically and brilliantly performed [...] A brilliant idea."
Gary Higginson, MusicWeb International
"In her charming, highly informative liner notes, Trine Boje Mortensen traces how the folk music intertwines with the new."
Laurence Vittes, Audiophile Audition
Total runtime: 
50 min.
Musik fra Danmark, Grønland og Færøerne

af Trine Boje Mortensen

Ensemblet og projektet

Gáman – ordet betyder gammen. Det er en selvskabt variation over det oldnordiske gaman. Fryd og gammen. Spilleglæde, lytteglæde, livsglæde.

Projektet begyndte i 2007, hvor de tre musikere over et glas vin fik ideen til at blande helt nyt og ganske gammelt. Folkemusik og ny kompositionsmusik fra samme land, indsamlet i seks nordiske lande – Danmark, Sverige, Norge, Færøerne, Island og Grønland.

Som tænkt så gjort, og komponister i alle landene blev kontaktet. Folkemusikken og de nye værker, der kom til, har siden dengang været spillet af Gáman i bl.a. Danmark, Grønland, Island, på Færøerne og i USA. Her er nu cd’en, der dokumenterer det succesrige koncept på en mere blivende måde. Danmark i allerbredeste forstand står i fokus på denne cd; musikken er fra Grønland, Færøerne og Danmark. Tre nye kompositioner og en række af folkemusikkens danse og sange fra hver del af riget.

 

“Ældst og Yngst – folkemusik og ny kompositionsmusik i Norden”

“Udgangspunktet var selv at skabe et repertoire” fortæller Bolette Roed, efter en kort præsentation af problemet med at finde værker for besætningen violin, blokfløjte og accordeon. Andreas Borregaard fortsætter: “Det blev den nye musik og folkemusikken, som vi hver især i individuelle grader har haft historie i. For at binde projektet sammen fokuserede vi på Norden.”

Da Gáman bad de nulevende komponister om at skrive et værk til trioen, informerede de komponisterne om konceptet: deres værker ville blive spillet sammen med gammel folkemusik. De bad ikke komponisterne om at forholde sig til folkemusikken i deres nye værker, og det har de heller ikke gjort. Men hvad sker der ved konfrontationen mellem gammelt og nyt?

“Vi har oplevet ved koncerterne, at hvis publikum hører folkemusikken først, så får de et andet forhold til den nye musik, fordi den bliver sat i relief. Folkemusikken, det var dengang, og nu er vi her i dag, og bilerne kører udenfor, og verden derude ser ud, som den gør i dag, og det er den verden, vores ny musik forholder sig til. Jeg tror, man bliver mindet om tidsaspektet; hvornår musik er skabt. I denne kontekst går publikum til den nye musik med mere åbent sind.” Det er Bolette Roed, der fortæller om koncerterfaringerne og repertoiret, og Andreas Borregaard supplerer, “Der er dels den intellektuelle tilgang, hvor man netop kommer til at tænke over det, man hører, på en anden måde. Men der er også den helt umiddelbare reaktion hos folk, der bunder i, at det er et dejligt med afveksling i koncertprogrammet. Man får på en måde friske ører for hvert hop fra den ene tid til den anden.”

 

Folkemusikken

Den danske folkemusik på cd’en består af to Svabo polonaiser og tre brudestykker fra Fanø. “Vi havde en række forskellige melodier at vælge mellem, bl.a. fra brødrene Basts melodibog. Men vi endte altså med at falde for de to polonaiser og brudestykkerne.” Det er Andreas Borregaard, der fortæller.” Rune Tonsgaard Sørensen: “De tre brudestykker er tre ikoniske melodier, som det kunne være fedt at prøve kræfter med. Hvis man siger folkemusik fra Danmark, så nævner mange Sønderho på Fanø som det første. Musikken fra den lille landsby, hvor man stadig danser i forsamlingshuset, er jo helt sublim, og det er selvfølgelig hovedårsagen til, at vi har valgt at spille den. De er så simple, melodierne. Der er intet og alt i dem på samme tid. Det er utroligt, hvad man kan få frem af følelser i ganske få takter.”

Besætningen i Gáman er utraditionel inden for den klassiske musik, og ensemblet spiller også folkemusikken på utraditionel vis: der er ingen sanger, der synger de -færøske kvad eller de grønlandske sange, og musikken er arrangeret og omskrevet, så den passer de tre musikere. “Der er jo altid folk, som siger, ‘sådan må du ikke gøre’. Det er vi fuldstændig ligeglade med. Folkemusikken er jo en art brugsmusik. Oprindeligt er det dansemusik, men med en cd som denne sidder man som regel og lytter til musikken. Derfor har vi også muligheden for at tage os nogle lidt større friheder formmæssigt og harmonisk.” Det er Rune Tonsgaard Sørensen, der fortæller om, hvordan trioen går lidt længere i fortolkningerne af den danske folkemusik end traditionalister måske er vant til. Andreas Borregaard tilføjer: “Man må altså gerne danse til den her cd, det ville da være skønt! Hele det element dansen udgør, er jo fuldstændig forrygende, det kan slet ikke beskrives. Så hvis dansen mangler, og man kun har musikken på en cd, så er der nødt til at ske noget andet. Derfor bygger vi videre på fx harmonier og tempo i vores -arrangementer.”

Andreas Borregaard, der har været guide på Grønland, fortæller, at han i forbindelse med projektet Ældst og Yngst købte en cd med omkring 50 forskellige grønlandske sange på hver et minuts varighed eller deromkring. Det er optagelser af grønlændere, der sidder og synger de traditionelle sange. “Ud af de godt 50 sange har vi valgt dem, der talte mest til os. Der er en melodi, nogle gange med trommeledsagelse, men der er ikke nogen anden tradition for at spille disse sange, end den vi hørte på optagelsen. Så vi prøver at genskabe den stemning, det udtryk, der er i sangen. Ensomheden og de -store -vidder.”

De færøske melodier har trioen et nært forhold til, bl.a. fordi en stor del af Rune Tonsgaard Sørensens familie stammer fra Færøerne. Her har Gáman et tættere personligt forhold til teksterne og traditionerne. Det er sange, kvad og viser, som man danser kædedans til. Og ligesom på Grønland er det ikke almindeligt at spille disse sange instrumentalt. Rune Tonsgaard Sørensen forklarer: “De her melodier har nogle af de samme kvaliteter som Sønderho-musikken; de er meget enkle og utroligt smukke. Det er kvad og viser om konger og dronninger, helte og historiske begivenheder. Det er det, de handler om. Undtagen Godnat og farvel, en sang fra Suderø, som altid er den sidste sang, man synger på en danseaften, efter man har svedt og danset og drukket hele natten.” I begyndelsen af Ormurin langi har trioen løftet hatten i hilsen til musikkens rødder i dansen og genskabt en instrumental version af de færøske kædedansetrin: to til venstre og et til højre træder tonerne rundt i dansen.

 

De nye værker

Ligesom man fornemmer dansetrin og sang i de færøske folkemelodier, så fornemmes den færøske natur i færøskfødte Sunleif Rasmussens Accvire. Titlen er en sammentrækning af de tre instrumenters engelske navne: Accordion, Violin og Recorder. “Det er bare naturmusik!” siger Rune Tonsgaard Sørensen. “Den færøske natur og det dér MEGET skiftende vejr. Der går fem minutter fra det dejligste solskin, og så pisker det ned med regn. Og så er det tåge, og så stormer det. Musikken giver ret konkrete, tydelige naturbilleder for os i hvert fald. Når man har så spektakulær natur som på Færøerne, så smitter det af på kunsten.”

Rune Glerups værk har den franske titel objets/décalages, der betyder objekter/tidsforskydninger. Værket er bygget op af fem forskellige dele, A, B, C, D, E, og Bolette Roed fortæller: “Rune Glerups tanke har været, at man hører delene forskelligt, alt efter hvad kommer før eller efter. Så de fem dele bliver gentaget, men præsenteret i forskellige rækkefølger, så de optræder i forskellige sammenhænge.” Både Sunleif Rasmussens og Rune Glerups værker har været på ensemblets repertoire siden 2008, men Pelle Gudmundsen-Holmgreens Together or Not er af nyere dato. Det blev bestilt til Gámans koncert ved Other Minds festivalen i San Francisco, hvor de bl.a. også opførte Accvire. “Klangligt set har Pelle Gudmundsen-Holmgreen udfordret vores instrumentkombination i Together or Not,” fortæller Bolette Roed. Andreas Borregaard tilføjer, “Vi har hver vores adskilte, klanglige verdner, der ligger meget langt fra hinanden. Og så handler titlen vel om, at de tre verdener måske hænger sammen alligevel.”

Ældst og yngst – musik med rødder tilbage til den folkelige middelalder og musik, der blev uropført i 2013. Det er musik, der kaster nyt lys på hinanden, og som giver lytteren mulighed for at strække ørerne over århundreder, med en lethed som kommer helt af sig selv, når det er Gáman, der er musikerne bag. Kombinationen af det ældste – fra trommesange i Grønland over kædedans på Færøerne til brudestykker fra Fanø – og det yngste – tre generationer af nulevende komponister – bliver til en mulighed for at danse, smile og fordybe sig i klangverdener, der belyser hinanden på overraskende og berigende vis.

Trine Boje Mortensen er musikjournalist og musikformidler med en fortid som programmedarbejder på DR’s P2 og redaktør på quizspillet Bezzerwizzer. Hun er også blogskribent på www.nutidsmusik.dk

Release date: 
oktober 2013
Cat. No.: 
6.220640
FormatID: 
SACD
CoverFormat: 
Super Jewel Case
Barcode: 
747313164066
Track count: 
11

Credits

Indspillet i Garnisons Kirke 3. og 5. december 2012 og 18.-19. april 2013
Optaget af Timbre Music, www.timbremusic.dk
Producer, teknik, redigering og mastering: Preben Iwan

Optaget i lydformatet DXD (Digital eXtreme Definition), 352.8 kHz / 32bit.
Mikrofoner: 2 x DPA 4006TL, 2 x DPA 4011TL, 2 x AKG 414 & 2x DPA 4011TL til surround kanalerne.
DAD AX24 converters/preamps, Pyramix DAW system med Tango Controller.
Monitored på B&W 802 Diamond højttalere.

Grafisk design: Denise Burt, www.elevator-design.dk

Forlag: Edition·S, www.edition-s.dk [1]; Edition Wilhelm Hansen AS, www.ewh.dk [4] & [8]

Gáman vil gerne takke de følgende økonomisk støtte til projektet “Ældst og Yngst – folkemusik og ny kompositionsmusik i Norden”:

Kulturkontakt Nord, Nordisk Kulturfond, Kulturfonden Danmark-Grønland, Dansk-Færøsk Kulturfond, Brødrene Hartmanns Fond, Johanne & Ejnar Flach-Bundegaards Fond og Danmarks Nationalbanks Jubilæumsfond af 1968