Tilmeld dig Dacapos nyhedsbrev

In girum imus nocte et consumimur igni

Anders Brødsgaard

In girum imus nocte et consumimur igni

Rolf Hind, Esbjerg Ensemble, Christopher Austin

Det latinske palindrom, som indrammer kraftfulde klavercyklus In girum imus nocte et consumimur igni, betyder ’vi kredser i natten og fortæres af ild’. Det er brændende intens musik, som omslutter og fastholder lytteren i et væld af hypnotiske cirkelbevægelser. Undervejs møder vi undertitler som Joker, Bacchanal og PyroMania, som vidner om den utrættelige energi, der gennemstrømmer Brødsgaards musik, og som til fulde udfoldes i den engelske stjernepianist s nye premiereindspilning. Cd'en indeholder desuden Anders Brødsgaards klaverkoncert, hvor Rolf Hind akkompagneres af Esbjerg Ensemble dirigeret af Christopher Austin.

Køb album

CD

  • CD
    Jewel Case
    139,5055,80 kr.
    €7.49 / $8.15 / £6.38
    Køb
Download
  • mp3 (320kbps)
    69,0027,60 kr.
    mp3
    €3.7 / $4.03 / £3.16
    Køb
  • FLAC 16bit 44.1kHz
    79,0031,60 kr.
    CD Quality
    €4.24 / $4.61 / £3.61
    Køb
"Rolf Hind gives passionate performances of all the pieces, and the Esbjerg Ensemble, led by Christopher Austin, provides skillful and sympathetic accompaniment."
Steve Hicken, Sequenza 21
Total runtime: 
62 min.
Anders Brødsgaard

Anders Brødsgaard (f. 1955) er uddannet som både pianist og komponist. Som teenager var hans idoler The Beatles og yndlingsinstrumentet en guitar, men da han i 1974 blev optaget på Det Fynske Musikkonservatorium var det som klaverelev. Det var især den moderne musik, der tiltrak ham, så han fik også undervisning hos den ungarsk-fødte Elisabeth Klein (1911-2004), en elev af Bartók, og en pioner inden for den moderne klavermusik i Danmark. Brødsgaard rejste også til de berømte avantgarde-sommerkurser i Darmstadt, hvor han studerede hos pianisten Herbert Henck.

I 1986, fire år efter sin klavereksamen, begyndte Anders Brødsgaard at studere komposition på Det Jydske Musikkonservatorium i Århus, hvor hans lærere var Karl Aage Rasmussen, Per Nørgård og Hans Abrahamsen. Han tog også timer hos Sven David Sandstrøm og Edison Denissov. I dag underviser Anders Brødsgaard selv på Det Kgl. Danske Musikkonservatorium og Det Fynske Musikkkonservatorium i musikteori.

Anders Brødsgaard begyndte at komponere allerede i sine første studieår. Han har altid haft en forkærlighed for modernismen, og hans tidligste værker er blandt hans mest modernistiske overhovedet. 1950’ernes serielle musik, især de banebrydende værker af Stockhausen, inspirerede ham til at skrive en række helt gennemstrukturerede stykker. Fra den fase stammer orkesterværket Variations fra 1979 (instrumenteret i 1983), som blev uropført af Esa-Pekka Salonen og Oslo Filharmonikerne.

I midten af 1980’erne løb han ind i en krise som komponist. ”Jeg sad fast. Det har altid været en meget hemmelighedsfuld eller privat sag for mig at komponere. Jeg gik og udtænkte kæmpeværker, som det tog mig årevis at skrive ned – hvis det overhovedet kunne lade sig gøre… Karl Aage Rasmussen lærte mig at tage lidt lettere på livet”, sagde Brødsgaard i et interview ti år senere.

Nyorienteringen kan høres i den mere umiddelbare og instrumentorienterede stil, der begynder med bl.a. kammerværket Poltergeist (1989) og klaverstykket Joker (1990). Her er de grundlæggende musikalske fænomener tonalitet og puls igen vigtige, og dem har Anders Brødsgaards arbejdet videre med i de efterfølgende år. Det naturgivne forhold mellem puls og tonalitet ligger bag alle værkerne på denne cd.

Klaverværkerne

Joker fra 1990 er allerede lidt af en klassiker i den nye danske musik. Stykket førte til at Brødsgaard skrev en hel serie af klaverværker, der til sidst dannede en cyklus, der endte med også at omfatte en Klaverkoncert. Det var et work-in-progress, der varede fem år. Den samlende titel på klavercyklusen kom dog først til i 2007: in girum imus nocte et consumimur igni – et latinsk palindrom, der passer fint til cyklusens struktur, og hvis titel kan oversættes med “Vi kredser i natten og fortæres af ild”.

Joker og de følgende klaverværker bruger Brødsgaard et kompositionssystem, der bygger på forholdet mellem intervallerne i overtonerækken. Princippet er dette:

En klingende tone er sammensat af en lang række overtoner. Den første overtone ligger en oktav over grundtonen, næste overtone er en kvint højere igen, den næste en kvart over denne, næste igen en stor terts højere, og sådan fortsætter overtonerækken i stadigt mindre intervaller. Højt oppe i rækken ligger overtonerne i halvtoneafstand, og det er dermed muligt at finde alle “de sorte og hvide tangenter” i overtonerækken.

Transponerer man en tone en oktav op, fordobles svingningstallet, der måles i hertz. Dvs. at hvis grundtonen er A = 440 hertz, er den 1. overtone på oktaven over = 880 hertz. Forholdet mellem grundtonen og dens 1. overtone kan altså udtrykkes som 1:2.

Svingningstallene for de følgende overtoner forholder sig på samme måde 2:3, 3:4, 4:5 osv. Det er disse aritmetiske forhold, Anders Brødsgaard bruger i sine stykker. Intervallet mellem 2. og 3. tone i overtonerækken er en kvint, samtidig med at svingningsforholdet forstået som rytmiske værdier svarer til 2 slag mod 3 slag. Næste interval i rækken er en kvart, der svarer til 3 slag mod 4, osv.

På den måde opbygger Brødsgaard stykker, hvor både tonehøjderne og rytmerne er udledt af overtonerækken og derfor fysisk set er i nær familie med hinanden. På trods af de avancerede resultater, der opstår undervejs i Brødsgaards musik, giver slægtsskabet mellem faktorerne en helhedsfornemmelse og i nogle af stykkerne en “naturklang”, der ikke er spor afskrækkende. Sammenhængen i Brødsgaards klavercyklus forstærkes af, at alle stykkerne er bygget på overtonerækken for tonen E.

Som følge af de rytmiske proportioner er det også muligt for Brødsgaard at udlede formen på hvert enkelt stykke. Joker er bygget på forholdene 2:3:5:7, og det betyder, at de fire forskellige rytmiske lag – efter et forløb af komplekse forskydninger – mødes til slut efter 2 x 3 x 5 x 7 slag, altså i alt 210 slag. Dermed kunne stykket i princippet godt være forbi, men i Joker lader Brødsgaard forløbet gentage sig 11 gange = 2310 slag.

Efter hver runde med 210 slag (1/16‑dele, som er stykkets pulsværdi) indskyder Brødsgaard sin “joker”, der tvinger musikken ud i en ny runde. De 11 jokere danner på den måde et “skjult” 11-lag i musikken under de fire andre lag.

Tonematerialet er den 2., 3., 5. og 7. tone i E’s overtonerække (= E, H, G# og D). “-Joker-en” dukker op med tonen B, svarende til 11. pladsen i den valgte overtonerække.

Efter 11. og sidste runde afsluttes stykket med fem ekstra takter som for at antyde, at en ny runde kunne begynde – det blev som bekendt til en hel cyklus af klaverstykker!

Brødsgaard kalder sit system for en inspiration og ikke en præ-determination. Beviset er stykkerne selv, der er højst forskellige i karakter og satsteknik. De fokuserer alle på et forskelligt aspekt af det samme system. Hvor Joker i sin pianistiske og klanglige stil leder tankerne hen på Keith Jarretts improvisationer (som Brødsgaard beundrer højt) er de to følgende stykker, Attacca og Requiem (1992), helt anderledes.

Attacca er et vildt udbrud (Brødsgaard markerer partituret “Furioso, quasi senza controllo”!), som er præget af clusters i hurtig og abrupt følge. Det begynder med akkorder baseret på et udvalg fra den højeste – og mest dissonerende – ende af overtonerækken. Efterhånden daler tonelejet gradvist, og tonematerialet ændrer sig samtidigt til et mere konsonerende udvalg. Mod slutningen af stykket går bevægelserne igen opad og energi-udbrudene stiger til ffff.

Requiem er fuldstændig omvendt på enhver måde. I modsætning til cyklusens øvrige stykker er det ikke bygget på additiv rytmik, men divisiv rytmik, dvs. at en forudvalgt varighed divideres i mindre enheder (1/2, 1/3, 1/5 osv. af stykkets totallængde) i stedet for at stykket formes af små enheder, der blive ganget op.

Requiem er skrevet til minde om komponistens far og “handler om at høre stemmer”, siger Anders Brødsgaard. Stemmerne fra det fjerne udtrykkes bl.a. med en stumt anslået akkord, der holdes frit medklingende ved hjælp af flyglets sostenuto-pedal. Akkordens fokus-tone er G#, hvis anslag sætter den stumme -akkords strenge i medsvingninger. Som en vindharpe bliver flyglet på den måde forvandlet fra et aktivt instrument til et passivt klanglegeme, der modtager og forstærker omverdenens vibrationer.

Andre sære, udefrakommende klange kommer fra berøring af flyglets strenge og slag udenpå instrumentet.

Cyklusens to næste stykker befinder sig ligesom Attacca og Requiem i to helt adskilte sfærer. Med PyroMania er vi i en febril, -Skrjabin’sk klangverden – eller er det en hyldest til Debussys Feux d’artifice? Højre hånds arpeggioer smelter sammen med venstre hånds melodilinie, og må ifølge komponisten netop ikke kunne høres som adskilte stemmer. Bacchanal foregår derimod fra bæltestedet og ned. Stykket udspiller sig i et dybt leje, bygget på ostinat-agtige virkninger med tunge rytmiske accentueringer og et funky beat, der stammer fra rockmusikken. Som en art solokadence dukker der reminiscenser fra Joker op halvvejs i stykket.

7-9-13 mødes strukturtænkning med talmagi. I mange kulturer er tallene 7, 9 og 13 magiske, og fungerer i hvert fald i dansk tradition som en besværgelse mod uheld. Brødsgaard bygger stykket på 7., 9. og det høje 13. trin i overtoneskalaen (stadig til grundtonen E), dvs. D, F# og C#. Med et indskudt 11. trin (A#) dannes et citat fra Beethovens sidste klaver-sonate (!), opus 111, som man hører i første takt. Forbilledet Beethoven – hvis portræt hænger over døren til Brødsgaards arbejdsværelse – lukkes på den måde problemfrit ind som forstærket værn mod ulykke.

Et andet idol, den franske komponist Olivier Messiaen, får sin hyldest i stykket Hymne. Et stykke, der i sig selv har været et work-in-progress: I en periode foretrak Brødsgaard at dele stykket midt over i en Hymne I og en Hymne II, men til denne indspilning er halvdelene igen forenet som i originalversionen fra 1994. Grundlaget er svingningsforholdet 6:7:11, der gennemføres to gange. Messiaen anvendte motiver fra fuglesang i flere af sine værker, men var også pioner i udviklingen af en videregående serialisme, hvor bl.a. artikulation og dynamik blev anvendt serielt. Brødsgaard bygger sit hyldeststykke på elementerne melodi, akkord og staccato, og lader fuglestemmer fløjte en lille hilsen henover anden halvdel af musikkens langsomme forløb.

Anders Brødsgaards Klaverkoncert (1994-95) er kulminationen på arbejdet med klaver-cyklusen. Helt konkret optræder der bidder og citater fra de syv klaverstykker i Klaverkoncerten. Men koncerten er også en teknisk kulmination, hvor Brødsgaard spænder buen meget hårdere end i klaverstykkerne, for at se hvor bæredygtigt hans system er.

Klaverkoncerten er baseret på samme aritmetiske forhold som Joker (2:3:5:7:11), men er derudover opsplittet i tre lag med forholdet 3:4:5. De tre lag er fordelt på træblæsere, messingblæsere og strygere med hver deres pulseringsenhed: 3-laget løber i trioler, 4-laget i 1/16-dele og 5-laget i kvintoler.

Grundlæggende er konstruktionen igen blot et gitter for den tonale og formmæssige sammenhæng, men de ekstra lag i musikken giver uundgåeligt et meget mere flimrende og polyfonisk liv til Klaverkoncerten. Alligevel blander instrumenternes individuelle stemmer sig på en helhedspræget måde.

I begyndelsen af koncerten er det tydeligt at høre de tre lag sætte ind et af gangen. Der-efter begynder de polyrytmiske forskydninger at leve deres eget liv, men mødes eftertrykkeligt til allersidst.

Selv om Klaverkoncerten udspiller sig i ét uafbrudt forløb, er det også muligt at opfatte den i tre kontrasterende ”satser” (hurtig-langsom-hurtig). Faktisk går tankerne mere end én gang til et neoklassisk mesterværk i genren, Ravels Klaverkoncert i G-dur. Som hos Ravel er der i Brødsgaards Klaverkoncert en virtuos og idiomatisk solostemme, en lille orkesterbesætning med mange solistiske indslag, en melodiøs og bluesy “andensats” og en kort, toccata-agtig “finale”.

Det lykkes for Brødsgaard at stille sig fuldkommen fri inden for sit selvvalgte system – som Arnold Schönberg sagde, da han skulle forklare hvorfor tolvtone-princippet ikke var nogen begrænsning: “Man følger rækken og komponerer ellers som før”

Jens Cornelius, 2007

Release date: 
januar 2008
Cat. No.: 
8.226514
FormatID: 
CD
CoverFormat: 
Jewel Case
Barcode: 
636943651421
Track count: 
8

Credits

Indspillet i Esbjerg Musikhus 12.-14. januar 2007
Producer: Preben Iwan
Teknik: Preben Iwan

Grafisk design: Elevator Design

Forlag: Edition Wilhelm Hansen AS,

Dacapo Records ønsker at takke Dansk Komponist Forening/KODAs midler til sociale og kulturelle formål, KODAs kollektive blankbåndsmidler og Musikforlæggerforeningen for økonomisk støtte til gennemførelse af produktionen

randomness