Kammermusik (II)

En livslang kærlighed til kammermusik

af Jens Cornelius

Få komponister i det 20. århundrede var så konsistente som Vagn Holmboe (1909-1996). Gennem hele sit lange liv skrev han musik med en zen-agtig balance mellem intellekt og natur. Hans tonesprog er et umiskendeligt koncentrat, som gennemsigtigt forener modernisme og den klassiske arv med en stor kærlighed til folkemusikken.

Holmboes musik bliver aldrig akademisk. Den spirer, gror, blomstrer og trækker sig sammen i en organisk proces, som han selv kaldte metamorfose. Metamorfoseteknikken er helt naturlig for mig, og det hænger sammen med mange ting, som langsomt siver ind gennem samlivet med naturen,\ forklarede Holmboe, der var et udpræget naturmenneske. Han boede det meste af sit liv på landet og plantede med sine egne hænder 3.000 træer på sin grund ved Arresø i Nordsjælland.

Næsten lige så omfattende er hans musikalske produktion. Når man prøver at overskue den, falder hans kærlighed til kammermusikken i øjnene. Kammermusikken var for Holmboe en ideel verden, hvor intet står i vejen, og hvor deltagerne har lige meget at skulle have sagt. Mest fylder hans 21 strygekvartetter, men adskillige af hans andre kammer-værker er på samme høje niveau. Som denne vol. 2 i serien med hans enkeltstående kammerværker viser, kunne Holmboe udtrykke sig i en mangfoldighed af besætninger, former og størrelser.

Vagn Holmboe komponerede musik lige fra teenageårene og til sin død som 86-årig. Klarinettrioen Eco, op. 186 fra 1991 er et af hans sidste værker. Den er skrevet for den klassiske besætning af klarinet, cello og klaver, som også Beethoven og Brahms brugte, og den tresatsede form er ligeledes helt igennem klassisk.

Titlen betyder "genklang" på italiensk og hentyder til instrumenternes spejling i hinanden og musikkens anvendelse af de små motiver. Men genklangen er måske også en gammel mands minder?

Trioen blev skrevet samtidig med Holmboes ti bemærkelsesværdige Præludier for kammerorkester, hvor bekymringen over naturens skrøbelighed i en voldsom verden er tydelig. "Eco" i forståelsen "Øko" er ikke nogen urimelig tredje betydning at tillægge musikken.

I 1922 startede Carl Nielsen en dansk tradition for blæserkvintetter. Den udtryksfulde og vittige neoklassiske stil i Nielsens Blæserkvintet kom til at danne skole, og det høres også hos Holmboe.

Der er på flere måder direkte forbindelse mellem Nielsen og Holmboe: Ved Holmboes optagelsesprøve til Det Kongelige Danske Musikkonservatorium i 1925 var det Carl Nielsen, der overhørte hans violinspil og gennemså hans kompositioner. Holmboes første Blæserkvintet blev i 1933 uropført af fire af de fem musikere, der havde inspireret Nielsen til at skrive sin. Og da Holmboe i 1957 skrev sin kvintet Aspekter, op. 72 var det til et ensemble, der inkluderede fløjtenisten Holger Gilbert-Jespersen, som Carl Nielsen havde skrevet sin Fløjtekoncert til.

Holmboes værk er neoklassisk i sin form og fuld af lærd polyfoni, men det neoklassiske bliver aldrig til stilefterligning. Som sædvanligt bevarer Holmboe sin store integritet og en total afstandtagen til det, han kaldte "fif".

"Jeg kan ikke fordrage fif", udtalte han. "I det øjeblik, man bruger de forskellige fif, altså bare for fiffets skyld, så er det løgn. Så lyver man i musikken." I stedet bygger musikken i Aspekter på den karakteristiske metamorfoseteknik, som Holmboe i slutningen af 1950'erne havde opnået suveræn beherskelse af.

Titlen er valgt med omhu. De fem satser er kontrasterende syn på et lille motiv, som hornet spiller i allerførste takt. Første sats udgør i sig selv en afrundet metamorfose, der udvikler motivet gennem en langsom indledning og en fugeret hoveddel, inden hornet sætter punktum.

Flere neoklassiske former viser sig i de følgende satser, ikke mindst i finalens 12/8-takt, der snurrer afsted som en gigue. Hornet sørger for en rolig landing med sin -erindring om det melankolske motto, men værket ender dog i tempo og med godt humør.

Det var den ungarske komponist Zoltán Kodály, som med sin store Sonate for cello (1915) genfødte en genre, der havde ligget stille siden Bachs tid. Vagn Holmboe var bestemt bekendt med de modernistiske landvindinger, Kodály og hans kollega Bartók havde gjort på baggrund af Balkanlandenes folkemusik. Interessen blev kun stærkere, da Holmboe i 1931 mødte den rumænskfødte pianistinde Meta Graf i Berlin. I 1933-34 rejste de sammen rundt for at studere folkemusikken på Balkan og blev endda gift iført transsylvanske folkedragter!

Holmboes Sonate for violoncello, op. 101 er fra 1968-69 og altså mere end et halvt århundrede senere end Kodálys. Undrer man sig over tidsspringet, er det simpelthen udtryk for Holmboes livslange kunstneriske idealer. Til det sidste vedkendte han sig arven fra både Bach og Balkan. Fra Bach tog han barokkens satstyper, fra Balkanmusikken de store gestusser og en sans for drama.

Sonaten begynder med et storslået Præludium, der fantaserer over det indledende motiv og ligesom hos Bach vokser til meget mere end et forspil. I smukkeste Holmboe-stil gror musikken naturligt, næsten improviseret, samtidig med at den har en dybt tilfredsstillende form.

Barokgenren ændrer ikke ved, at Holmboe ikke kunne drømme om at skrive en pastiche. Hans fuga i 2. sats går hurtigt sine egne veje, og sonatens afsluttende rondo er en kropslig dans, fuld af skæve og uregelmæssige Balkan-fraseringer.

Ikke uden grund har Holmboes koncentrerede og til tider asketiske musik givet ham et renommé som alvorsmand. Billige point lå ham fjernt, men det betyder ikke, at han ikke havde humor. Holmboes musik rummer alle temperamenter, og i nogle værker er humor en bærende idé. Det gælder fx den charmerende spøg Quartetto Medico, op. 70 fra 1956, skrevet for klaver, fløjte, obo og klarinet.

Holmboe lavede stykket til fire amatørmusikere, der alle var læger. Det forklarer, at værket ikke er alt for vanskeligt at spille, og at satsbetegnelserne går sammen med det klingende udtryk i en musikalsk/medicinsk diagnose.

1. og 2. sats står for modsætningerne rask og febrilsk - balance overfor spjættende uro. Så følger to korte mellemspil (kaldet "Intermedico" i stedet for "Intermedio"): Det første er en tætført fuga for blæserne alene ("senza pianisticitis"), det andet derimod for klaver solo ("sans marais", dvs. "uden mose" - en af lægerne hed Dr. Mose, og det var altså ikke ham, der var pianisten!).

I sidste sats løsnes der op med en "Allegro con frangula": Frangula er et afføringsmiddel, og sandt nok flyder musikken let afsted ...

Holmboes Sekstet, op. 114 for den atypiske besætning af tre strygere (violin, bratsch, cello) og tre blæsere (fløjte, klarinet og fagot) blev skrevet i 1973 og uropført af musikere fra Odense Symfoniorkester. Instrumentblandingen giver mange klanglige muligheder, og Holmboe, der beundrede Haydn højt for at kunne få meget ud ud af lidt, bruger de seks stemmer som et helt lille orkester.

1. sats har en langsom indledning, inden en myldrende og hurtig hoveddel går i gang. Det lille hovedmotiv og en kort rytmisk figur går gennem musikken som en rød tråd, men konstant forvandlet til nye individuelle varianter. Som kontrast er 2. sats en smuk og æterisk stund, hvor stemmerne fungerer som ekko for hinanden og spejler sig i de sarteste udtryk.

Helt klassisk slutter værket med en livlig og rytmisk intrikat sidstesats, der typisk for Holmboe alligevel er fuldstændig afspændt og camouflerer sine mange kunstfærdig-heder. Sekstetten er et frodigt og fantasifuldt værk, skrevet af en komponist på toppen af sit mesterskab.

Jens Cornelius, 2012

"\