Tilmeld dig Dacapos nyhedsbrev

Orkesterværker Vol. 1

Peder Gram

Orkesterværker Vol. 1

Sønderjyllands Symfoniorkester, Matthias Aeschbacher

Peder Gram indtog en fremtrædende position i sin samtid, ikke blot pga. sine musikværkers høje håndværksmæssige standard og kunstneriske niveau, men også pga. de talrige musikorganisatoriske hverv, som gjorde ham til en af sin generations mest indflydelsesrige danske musikpersonligheder. På denne udgivelse præsenteres en række af Peder Grams mest spændende orkesterværker, der dækker hele det udtryksmæssige spektrum; fra det sprudlende og effektfulde til det stærkt dramatiske og illustrative, festlige og kraftfulde.

Køb album
CD
  • CD
    Digipack
    111,60 kr.
Download
  • mp3 (320kbps)
    mp3
    55,20 kr.
  • FLAC 16bit 44.1kHz
    CD Quality
    63,20 kr.
VÆLG FORETRUKKET FORMAT TIL DOWNLOAD AF ENKELTE TRACKS.
Overture in C major, op. 21 (1921)
1 Allegro con fuoco - Meno mosso e con grazia - Quasi tempo I 9:57 9,60 kr.
Poëme lyrique, op. 9 (1911)
2 Adagio 9:06 9,60 kr.
Symphony no. 1, op. 12 (1914)
3 I Moderato ma risoluto 12:12 12,80 kr.
4 II Sostenuto e risentito - Molto piu mosso ma tranquillo - Andante - Tempo I 10:16 12,80 kr.
5 III Vigoroso ma con grandezza 9:10 9,60 kr.
Prologue to a Drama by Shakespeare, op. 27 (1928)
6 Lento - Allegro impetuoso - Quasi maëstoso - Tempo I. - Quasi maëstoso - Tempo I. - Quasi maëstoso - Allegro 13:22 12,80 kr.
Total runtime: 
64 min.
PEDER GRAM

Gennem den stigende interesse for at rehabilitere oversete eller ligefrem fortrængte danske komponister, som måske opstod med ‘genopdagelsen’ af Rued Langgaard i slutningen af 1960’erne, har vi fået ændret det musikhistoriske landkort en hel del. Nogle komponister, der tidligere var næsten ukendte, har pludselig fået liv, om ikke i det løbende repertoire så dog på cd, og musikværker, som er blevet betragtet som uoriginale og klichéagtige, har måske nu endelig ‘fundet’ de musikere, som tager dem alvorligt og med et nyt opførelsespraktisk udgangspunkt forløser de kvaliteter, som i generationer har ligget latent, men usynlige og i hvert fald uhørlige for de allerfleste.

Denne udvikling er interessant og glædelig, for den nuancerer billedet af vores musikkultur, hvis mangfoldighed i sig selv er en rigdom. Men ejendommeligt nok ligger visse komponister stadig underdrejet i ‘rehabiliteringens’ farvand. Flere store navne fra de forrige generationer venter endnu på at blive taget frem og spillet.

Dette sidste kan helt bestemt siges om Peder Gram. Han indtog i sin samtid en fremskudt position, ikke blot pga. sine musikværkers høje håndværksmæssige standard og kunstneriske niveau, men også pga. de talrige musikorganisatoriske hverv, som gjorde ham til en af sin generations mest indflydelsesrige danske musikpersonligheder. At han endnu i dag må betragtes som en overset komponist bekræftes af en passus i Boel Lindbergs bog fra 1997 om den svenske komponist John Fernström, som var elev af Gram. Hun skriver: “Mycket litet har skrivits om Peder Gram och som tonsättare är han i dag helt bortglömd.”

Peder Jørgensen Gram blev født i København i 1881 som søn af en fremtrædende matematiker, aktuar og forsikringsdirektør. Efter studentereksamen påbegyndte Gram studier ved Polyteknisk Læreanstalt (nu DTU), men snart fik musikken tag i ham, og efter at have modtaget undervisning hos organisten ved Christiansborg Slotskirke, Hermann Kallenbach, var han i årene 1904‑07 elev ved konservatoriet i Leipzig. Hans lærere var her Stephan Krehl i komposition, Karl Wendling i klaver samt Hans Sitt og Arthur Nikisch i orkesterdirektion. At studieopholdet må have båret frugt ses bl.a. af, at Gram modtog konservatoriets kompositionspris (”Nikisch-prisen”) for sin Stryge-kvartet op. 3. Efter yderligere et halvt års studieophold, denne gang i Dresden, slog Gram sig ned i København, hvor han virkede som kompositions- og teorilærer. Derudover foranstaltede han fra 1908 til 1913 to årlige symfonikoncerter med hovedsagelig nyere musik på programmerne. I 1912 modtog Gram Det Anckerske Legat, og for midlerne herfra rejste han gennem Tyskland og Østrig for endelig at besøge Paris. I 1914 gav han en koncert i Berlin med det filharmoniske orkester, hvor hans 1. Symfoni blev uropført, og i 1918 overtog han, som den rutinerede og initiativrige dirigent han var, kapel-mesterposten i Dansk Koncert-Forening efter Louis Glass. Foreningen havde siden 1902 været et vigtigt forum for ny dansk orkestermusik, og i Grams tid opretholdt den denne funktion indtil begyndelsen af 1930’erne, hvor den måtte indstille sine selvstændige koncerter og fusionere med Det unge Tonekunstnerselskab.

Sideløbende med dette markerede Gram sig stærkt inden for det organisatoriske arbejde. Således var han medlem af en række bestyrelser og formand for flere betydelige: Dansk Tonekunstnerforening 1919-24, Den Danske Olympiske Komités Kunstudvalg 1925-29, Samfundet til Udgivelse af Dansk Musik 1931-38, Koda 1930-37, Nordisk -Union for Komponistrettigheder, hvis præsident han var 1931-32 og 1935-36, samt endelig – og ikke mindst – Dansk Komponist Forening, som han var formand for 1931-37.

Sin absolut mest indflydelsesrige post fik Peder Gram i 1937, da han udnævntes til chef for Musikafdelingen i Statsradiofonien. Grams arbejde var på ingen måde let, og han måtte indkassere megen kritik for sine dispositioner. Men som dirigenten Jens Schrøder har skrevet i bogværket i anledning af Danmarks Radios 75-års jubilæum, så fremmede Gram de reformer og den nytænkning, som han fandt tiden moden til. Og det var i Grams chefperiode, at Statsradiofoniens Symfoniorkester blev udvidet til fuld filharmonisk størrelse, som Schrøder også har påpeget.

I 1951 gik Gram på pension fra sin stilling i Statsradiofonien og modtog i den anledning som gave fra Symfoniorkesteret et smukt indbundet partitur med påskriften: Peder Gram: Symfoni nr. 3. Nodebladene var dog tomme, og den slet skjulte plan var selvfølgelig at foranledige den nybagte pensionist til atter at kaste sig over kompositions-arbejdet og fortsætte sin symfonirække, som var ophørt ved den mere end 25 år gamle 2. Symfoni. Gram ‘kvitterede’ for gaven og komponerede sin 3. Symfoni, som han selv dirigerede uropførelsen af ved en Torsdagskoncert i 1955. Symfonien blev et af Grams sidste værker og fik opusnummeret 35, hvilket viser, at hans produktion var ganske lille af omfang.

Var – og er – Grams værker ikke særlig hyppige på koncertprogrammerne, og har hans produktion fristet en kummerlig tilværelse i pladekatalogerne, så satte han dog med det fine lille pausesignal i mange år sit diskrete præg på radioudsendelserne på Program 2. Desværre er signalet for flere år siden taget ud af brug.

Det bør nævnes, at Peder Gram var en meget søgt lærer i musikteori. Blandt hans elever var Knudåge Riisager og de svenske komponister Waldemar Rudolf, Gustaf Paulson og som nævnt John Fernström. Grams intensive beskæftigelse med musikteoretiske emner gav sig udslag i bøgerne Musikkens Formlære i Grundtræk (1916), Moderne Musik (1934), samt Analytisk Harmonilære (1940).

Grams eftermæle som komponist har været relativt entydigt: En ”kølig nordisk mentalitet” (Vagn Kappel), en ”forening af intellekt, formklarhed, dygtigt gennemført, ofte kontrapunktisk betonet og harmonisk kræsent tematisk detailarbejde og lyrisk finsans” (Kai Aage Bruun) og ”I sin musik demonstrerer Gram udtalte intellektuelt betonede evner. Alt er gjort præcist og hensigtsmæssigt.” (Nils Schiørring). Det klart disponerede og gennemarbejdede præger da også ganske rigtigt Grams værker.

Orkesterværkerne, hvoraf denne cd præsenterer et udvalg, står centralt i værklisten. Poème lyrique (1911) og Avalon for sopran og orkester (1917) var relativt hyppigt spillet tidligere – Poème lyrique sågar ved en koncert i 1913 i Concerts Colonne i Paris under ledelse af Gabriel Pierné og ved den omtalte koncert med Berlins Filharmoniske Orkester – men de tre symfonier (1913-1954), som kan betragtes som Grams hovedværker, har i mange år samlet støv i arkiverne. Produktionen omfatter desuden en del kammermusik og klaverværker samt vokalmusik, heriblandt en række mandskorsange. Af klaverværkerne må fremhæves Variationer over et tema af Weyse op. 15 (1915), som for år tilbage jævnligt hørtes i radioen.

Peder Grams tidligst trykte værk, Sange op. 1, er komponeret i årene 1901-04, så værkerne på denne cd – de stammer fra 1911-28 – er altså fra den modne komponists år. Det tidligste værk er Poème lyrique fra 1911, som stilistisk ligger i forlængelse af værker som Louis Glass’ Sommerliv op. 27 (ca. 1899) og Skovsymfoni op. 30 (1900-01). Man kan med nogen ret hævde, at stykket er en efterklang af 1890’ernes danske værker med deres respons på den samtidige symbolistiske digtning. Stykket bygger på en fin modstilling af mørke og lys – fordybelse og ubekymrethed – som understøttes af den stærkt udarbejdede harmonik og fine klangmættede instrumentation. Alt dette forlener værket med et vist psykologiserende præg, som relaterer det til 90’er-kulturen. Mest påfaldende i instrumentationen er den fine brug af celesten. Den træder sent ind i værket, men får til gengæld det sidste ord over de hendøende strygere.

Ouverture i C-dur (1921) er et sprudlende og effektfuldt stykke, hvor Grams sikre tag om instrumentationen atter kommer til sin ret. Selv om der opereres inden for den traditionelle sonatesatsform, er der flere overraskende momenter i stykket. Fx sætter reprisen af hovedtemaet, der er i C-dur, ind i c-mol, hvorved de små huggende ”c-mol-tertser” fra ekspositionen endelig synes at have fået magten – i det følgende strides de to tonekøn, men C-dur går dog af med sejren. Ouverturen er gennemtrængt af et fint motivisk arbejde, og Grams kontrapunktiske mesterskab kommer bl.a. frem i sindrige temakombinationer. Også i det harmoniske viser Gram sin tekniske overlegenhed, som man vil høre i de ubesværede overgange mellem fjernt beslægtede tonearter. Alt er dog tilrettelagt og behersket således, at ouverturen ikke fremstår som et musikteoretisk skoleridt, men som et umiddelbart og charmerende stykke.

Prolog til et drama af Shakespeare (1928), repræsenterer en helt anden side af Grams musikalske personlighed. Formalt er der tale om et langt mere episodisk værk, som i overensstemmelse med titlen er stærkt dramatisk og illustrativt.

Ganske kort efter færdiggørelsen af Poème lyrique komponerede Gram sin 1. Symfoni. Uropførelsen fandt under hans egen ledelse sted i Berlin i 1914 umiddelbart inden 1. verdenskrigs udbrud. I 1915 blev symfonien sat på programmet i Dansk Koncert-Forening med Louis Glass som dirigent, og i 1930 dirigerede Gram selv en opførelse af værket ved en koncert arrangeret af Dansk Koncert-Forening i samarbejde med Statsradiofonien. Komponisten må have følt, at dette relativt tidlige værk fortjente endnu en chance, og det er ganske forståeligt, når man lytter til symfonien i dag. Hele anslaget er overordentlig sikkert og kraftfuldt, og ligesom i Poème lyrique hæfter man sig ved den glimrende instrumentation med solistiske træblæsere og inddragelsen af harpe og celeste.

Den vidtspundne førstesats sætter voldsomt an med huggende akkorder, men snart løsnes der op, og hovedtemaet folder sig ud i en bred melodisk strøm. Derpå sætter sidetemaet ind; det er ganske kort, formelagtigt, og fremføres af celesten. Den omfattende gennemføringsdel rummer et ejendommeligt træk i form af en passage af næsten improvisatorisk karakter, hvor træblæserne muntrer sig i tonekaskader.

Andensatsen har et sangbart præg, som brydes af dæmpede iltre violinløb – en passage som leder tanken hen på det ‘improvisatoriske’ afsnit i førstesatsen. Den festlige og kraftfulde finale rummer også en kort instrumentalpassage, der skiller sig ud fra den øvrige sats. Det drejer sig her om et fugato i strygerne. Hen mod slutningen af satsen lader Gram temaer fra de to foregående satser vende tilbage og styrker derved værkets enhed.

Peder Grams 1. Symfoni er et vægtigt bidrag til den danske symfoni, og interessant fordi den ikke lægger sig i kølvandet fra Carl Nielsens symfonier, men måske snarere udvikler træk fra bl.a. Louis Glass’ værker. Det kraftfulde, energiske præg genfinder man i to samtidige nordiske symfonier, Carl Nielsens “Sinfonia espansiva” og Kurt Atterbergs 1. Symfoni. Men Grams symfoni adskiller sig på væsentlige punkter fra begge disse. En forklaring på Grams stilling i sin tids danske musik får vi måske i en udtalelse, han fremkom med ved sin fratræden fra Statsradiofonien i 1951. Peder Gram udtalte i den forbindelse, at det var blevet hans skæbne som komponist at komme til at sidde mellem to stole. I sin ungdom var han blevet kritiseret for sin modernisme, ”men nu anses jeg vel for at være romantiker.” Bemærkningen rammer ganske præcist et værk som den 1. Symfoni: den bryder med en række senromantiske træk, bl.a. er der noget næsten kalejdoskopisk over de hurtigt skiftende stemninger, der lægger sig i vejen for bredt opbyggede følelsesudladninger. Men i overordnet forstand, i tonesproget og det harmoniske materiale, er symfonien rodfæstet i den romantiske tradition, og som sådan langt fra et nyskabende værk som Carl Nielsens ”Espansiva”. Ved satsens udarbejdelse søgte Gram ganske givet at bevæge sig bort fra den tyske senromantiske symfonitype, som han havde stiftet bekendtskab med under studieopholdet i Leipzig, og det er da også i høj grad derfor, værket har et stramt fremadrettet præg, hvorved der i øvrigt også lægges afstand til den stil, der præger Atterbergs langt mere nationalt farvede og svulmende værk. I Grams symfoni er den overmættede senromantiske orkesterklang blevet reduceret i det udsøgt instrumenterede partitur, hvilket i samtiden formodentlig har været opfattet som et moderne ‘køligt’ præg. Men at udviklingen i 1920’erne og -30’erne overhalede Gram indenom, kan man sige sig selv. I disse år har man antagelig tværtimod fokuseret på hans værkers binding til traditionen, og det vil sige den romantiske tradition. Derved kom Gram til at skifte position fra de modernes side til de ‘reaktionæres’. Han kom på den måde til at dele skæbne med en lang række komponister – bl. a. Louis Glass – som gled ud af repertoiret og dermed næsten blev glemt. Det er dem, vi i vore dage forsøger at give endnu en chance.

Claus Røllum-Larsen, 2006

 

Release date: 
december 2006
Cat. No.: 
8.224713
FormatID: 
CD
CoverFormat: 
Digipack
Barcode: 
747313691326
Track count: 
6

Credits

Indspillet i Musikhuset Sønderborg d. 9. - 13. januar 2006

Producer: Morten Mogensen
Teknik: Claus Byrith
Mastering: Claus Byrith og Morten Mogensen

Grafisk design: Elevator

randomness