Kantater

CD (free shipping)

  • CD
    Jewel Case
    31,80 kr.
    Røde titler 50%

Download

  • mp3
    mp3 (320kbps)
    27,60 kr.
    Røde titler 50%
  • CD Quality
    FLAC 16bit 44.1kHz
    31,60 kr.
    Røde titler 50%
C.E.F. Weyse

Kantater

Bodil Arnesen, Dorte Elsebet Larsen, Kirsten Dolberg, Peter Grønlund, Stephen Milling, Tivolis Symfoniorkester, Tivolis Koncertkor, Michael Schønwandt

C.E.F. Weyse was born in Altona (Holstein) and came to Copenhagen in 1789. He made a quick career as a pianist, organist and composer, and from 1819 became composer to the Royal Court and a central figure in the musical life of the capital. Public performances of the cantatas he wrote for the church and for special occasions at court were among the most remarkable events in Copenhagen's concert life.

Vælg foretrukket format til download af track.
Julekantate nr. 3 (Christmas Cantata no. 3) (1821)
1 No. 1, Coro: Allegro con spirito 2:38 3,20 kr.
2 No. 2, Terzetto: Poco andante 2:48 3,20 kr.
3 No. 3, Corale 1:26 3,20 kr.
4 No. 4, Duetto 2:16 3,20 kr.
5 No. 5, Quintetto: Andante maestoso - Coro. Allegro moderato 5:40 4,80 kr.
6 No. 6, Quartetto: Tempo primo 2:55 3,20 kr.
7 No. 7, Coro: Allegro con spirito - Moderato - Andante maestos 6:28 4,80 kr.
Påskekantate nr. 1 (Easter Cantata no. 1) (1836)
8 No. 1, Coro e soli: Allegro con spirito 5:09 4,80 kr.
9 No. 2, Terzetto: Andante con moto 2:49 3,20 kr.
10 No. 3, Tenore solo: Recitativo 1:54 3,20 kr.
11 No. 4, Quintetto: Andante 3:33 3,20 kr.
12 No. 5, Coro: Allegro con spirito - Soli: Adagio 4:16 3,20 kr.
13 No. 6, Corale 1:38 3,20 kr.
14 No. 7, Quartetto: Andante con moto 2:53 3,20 kr.
15 No. 8, Coro: Allegro con brio 5:14 4,80 kr.
Total runtime: 
52 min.
C.E.F. Weyse

Den første danske Guldalder-komponist Weyse var fra begyndelsen tysksproget, og naturligt nok fik han først kontakt med de tysktalende og meget indflydelsesrige kredse i hovedstaden – familien Schimmelmann og St. Petri kirkes menighed. Han kunne dog åbenbart holde sig uden for tidens fejder og stridigheder mellem tysk og dansk, selv om han må have været nær på dem. Med årene tilegnede han sig helt det danske sprog.Christoph Ernst Friedrich Weyse blev født den 5. marts 1774 i Altona i Holsten, Hel-statens næststørste by. Hans tidlige musikalske opdragelse, der omfattede sang, klaver- og violinspil, foregik under indtryk af musiklivet såvel i fødebyen som i nabobyen Hamburg, hvor C.Ph.Em. Bach var musikdirektør. Weyse opnåede dog ikke direkte at blive elev af denne berømte komponist. Derimod kom han i forbindelse med professor C.F. Cramer i Kiel, som var en vigtig kontaktperson til musiklivet i hovedstaden, og i 1789 drog han til København for at stå i lære hos hofkapelmester J.A.P. Schulz, der få år tidligere selv var hentet til landet fra Berlin. Desuden studerede han hos den meget musikkyndige kancellisekretær Peter Grønland, der også var af holstensk oprindelse.

1790’erne var studieår for Weyse. Han boede hos Schulz, spillede klaver og violin og arbejdede med kompositionsteknik. Men han kom hurtigt i gang med en selvstændig virksomhed. Han var i 1792 begyndt at interessere sig for orgelspil og havde fået lejlighed til at øve sig i Vor Frelsers kirke, hvor H.O.C. Zinck var organist. Zinck var tillige syngelærer ved teateret og musiklærer ved Blågårds seminarium. I 1792 hjalp Schulz Weyse til et fast vikariat ved den reformerte kirke. Da den gamle organist døde to år efter, fik han embedet, og sådan startede Weyses løbebane som kirkemusiker.

En række kompositioner fra disse år er samlet i to bind Jugendarbeiten, dateret 1790-94. De indeholder klaverværker og små sange til tyske tekster i stil med Schulz’ Lieder im Volkston. Nogle af klaverværkerne kan meget vel være tænkt som orgelmusik. I samlingen findes tillige et orkesterledsaget kor Der Herr ist Gott med en stor afsluttende fuga, der viser frem mod hans senere kantater. Det er dateret juli 1794, og det er fristende at sætte det i forbindelse med hans ansættelse som organist.

Ved siden af kompositions- og organistvirk-somheden optrådte han som pianist ved koncerter i byens musikalske foreninger, f. eks. Harmonien og Det musikalske Akademi. Han spillede her flere af Mozarts klaverkoncerter, og det var antagelig også til sådanne koncerter han komponerede sine syv symfonier.

I året 1800 var han også kommet i gang med at komponere musik til et syngespil Sovedrikken til en tysk tekst af C.F. Bretzner, som han havde fået den unge Oehlenschläger til at gendigte. Alt tegnede lyst, da han pludselig følte sig slået ud af kærlighedssorg. Et afslag på hans frieri til Julie Tutein, der var hans elev og datter af en velhavende københavnsk købmand, lammede ham for en tid som komponist. Han var, skrev han, “kjed af Kunsten, mig selv og det hele Liv”, og levede af sit organistembede og af at undervise.

Det må dog have været en opmuntring for ham i 1805 at blive forflyttet til orglet i Vor Frue kirke, den største i København. Oplevelsen af Mozarts Don Juan, der i 1807 for første gang blev opført på Det kgl. Teater, satte ham imidlertid igen i gang med Sovedrikken. Kun fire måneder senere blev hans kirke bombet i grus, så gudstjenesterne måtte flyttes til Trinitatis kirke. Selv om det må have gjort stort indtryk på ham, er det nu ikke lige det, han lægger vægt på i sin selvbiografi fra 1820, men blot at englænderne samtidig afbrød ham i arbejdet med syngespillet.

Sovedrikken blev opført på Det kgl. Teater med succes i 1809, og holdt sig på repertoiret i mange år, også efter Weyses død. Samme år, 1809, blev han udnævnt til sanglærer for prinsesse Caroline, Frederik VIs ældste datter. Hans næste arbejder for teateret, musikken til Oehlen-schlägers Faruk (1812) og Ludlams Hule (1816), blev begge brugt som “fødselsdagsstykker” til kongen. De kom ikke til at leve helt så længe, bl. a. som følge af Baggesens sønderlemmende og meget vittige kritik af Oehlenschlägers tekst til den sidstnævnte. Weyses musik gik fri af kritikken. Han hørte nu klart til den musikalske elite i byen, og det blev understreget af hans udnævnelse til titulær professor.

I 1817 døde kapelmester F.L.Æ. Kunzen, der i 1795 havde afløst J.A.P. Schulz. Også han havde været en støtte for Weyse og blandt andet opmuntret ham under arbejdet med Sovedrikken. Teaterets ledelse delte nu stillingen op. Koncertmester Claus Schall, hvis evner som komponist man ikke satte så højt som hans musikerskab i øvrigt – han var jo dansk og autodidakt – blev leder af den praktiske musikudøvelse og fik titel af musikdirektør, mens Weyse søgte og i 1819 fik den ganske nye stilling som hofkomponist. Den indebar en forpligtelse til at komponere værker til hoffets brug i kirken såvel som i teateret.

Allerede i 1817 havde Weyse skrevet en kantate til 300-års jubilæet for reformationen, den første af hans store kantater. Den blev rost af Grønland, hans gamle lærer, efter opførelsen i Trinitatis kirke. Vel sluttede den ikke med en lærd fuga, men, som han sagde, “hvis på dommens dag den protokollerende engel læser Deres synderegister højt, så kan De kækt sige: Herre, jeg har komponeret dette kor – og verdensdommeren vil tilgive Dem alle Deres synder!” Også Jens Baggesen var betaget og skrev et hyldestdigt til Weyse efter generalprøven.

Weyses kantater var ikke, som f.eks. J.S. Bachs, bestemt til at indgå i gudstjenesten som liturgisk musik. De blev opført i forlængelse af den på samme måde som de traditionelle årlige pas-sionskoncerter i den stille uge før påske. Som regel tiltrak disse koncerter sig stor opmærksomhed fra publikums side. Når der var tale om passions- eller påskekoncerter styrkedes den-ne interesse ved, at Det kgl. Teater samtidig var lukket.

Året efter, altså stadig før sin udnævnelse, blev Weyse bedt om at komponere en julekantate til tekst af den ansete hofpoet Thomas Thaarup (1749-1821). Samarbejdet fortsattes i de følgende år med en passionskantate og med kantater til pinse, påske og nytår. Som regel har Frederik VI gennem sine embedsmænd styret tilblivelsesprocessen. Først blev en tekst bestilt hos digteren. Når den var godkendt, blev komponisten, altså nu Weyse, bedt om at sætte den i musik, og ofte med kortere tid til rådighed, end han havde kunnet ønske sig. Først da blev der mulighed for et rigtigt samarbejde mellem digter og komponist. Men selv om der altså var tale om bestillingsværker og arbejdsvilkårene kunne være vanskelige, har Weyse lagt både hjerne og hjerte i sit arbejde.

Weyse skrev i alt ca. 30 kantater, afhængigt af hvordan man vil trække grænsen mod nogle kortere, enkeltstående korsatser med orkester. De egentlige kantater omfatter op til en halv snes satser. De indledes med brede kor, der følges af kortere og længere satser i forskellige besætninger: to-, tre-, fire- og fem-stemmige lyriske soloensembler, dramatiske recitativer, arier, og hist og her også koraler eller andre korsatser. Til slut igen et kor, der ikke sjældent munder ud i en stor fuga, der var kirkemusik-kens særlige kendetegn og beviset for komponistens klassiske skoling. Weyse har i høj grad levet op til forventningerne, korene har gjort indtryk, og desuden var de romanceprægede ensembler yndet af publikum.

Teksterne til disse kantater var foruden af Thaarup skrevet af bl.a. Fr. Høegh-Guldberg, Adam Oehlenschläger, C.J. Boye, B.S. Ingemann, Carsten Hauch og J.L. Heiberg. Nogle kantater var ligesom de første bestemt for de kirkelige højtider, andre blev skrevet til bestemte lejligheder, f. eks. til indvielsen af Vor Frue kirke, da den i 1829 var blevet genopført af C.F. Hansen, til prinsesse- og prinsebryllupper, til Frederik d. 6.s fødselsdag og til hans begravelse samt til Christian d. 8.s kroning. Ved opførelserne har Weyse kunnet regne med medvirken fra teaterets solister og kor og et stort orkester, Det kgl. Kapel.

Som professor blev han desuden bedt om at skrive kantater til højtideligheder på universitetet, i Studenterforeningen og Videnskabernes Selskab. Det var f.eks. mindefester for K.L. Rahbek, for Fr. Kuhlau og for overhofmarskal A.W. Hauch. Men han skrev også i denne akademiske sammenhæng en reformationskantate og en kantate til rektorskiftet (med den bekendte “Hellige Flamme”). Disse kantater måtte naturligvis være skrevet for mandlige sangere, soli og kor, da der på universitetet på den tid ikke færdedes kvinder. Nogle af dem var desuden kun forsynet med et beskedent klaverakkom-pagne-ment, ikke orkester.

Weyse blev guldaldertidens komponist. Hans kantater, hans syngespil, hans orgelimpro-visa-tioner og hans romancer og sange var kendt af borgerskabet i København. Det kan være svært at afgøre, hvilken del af hans virksomhed og produktion der stod stærkest i folks bevidsthed, mens han levede. Men efter hans død forbandt man navnlig hans navn med roman-cerne. De blev sunget ved klaveret i borgernes dagligstuer, ved musikalske aftenselskaber, i skolerne og, selv om det aldrig havde været hans hensigt, efterhånden også i kirkerne.

Ingen af hans senere syngespil opnåede den samme levetid på scenen som Sovedrikken, selv om den næste “fødselsdagsopera”, C.J. Boyes Floribella (1825) såvel som J.L. Heibergs lille dramatisk veldrejede spil Et Eventyr i Rosenborg Have (1827) og H.C. Andersens flotte bearbejdelse af Walter Scotts roman Festen paa Kenilworth (1836) afgjort havde fortjent bedre. Alle rummer de fine musiknumre, og det gør også hans scenemusik til Shakespeares Macbeth (1817) og til Johs. Ewalds Balders Død (1832).

I flere tilfælde kunne Weyse glæde sig over, at hans kantater blev genopført, selv om de var skrevet til en bestemt lejlighed, og en række af dem, især de tidligste, blev trykt i klaverudtog. Efter hans død blev nogle opført ved koncerter i Musikforeningen eller i Cæcilia-fore-ningen. Musikforeningen var stiftet på Weyses fødselsdag i 1836 med det formål at arbejde for især dansk musik, og det var i overensstemmelse med dette formål, at foreningen i 1845 fik trykt og udgivet det lille Miserere fra 1818. I nyere tid har Danmarks Radio bragt en del af kantaterne til opførelse.

Kantaterne

Påskekantate nr. 1 fra 1821 til tekst af Thomas Thaarup blev færdig fra Weyses hånd den 20. marts og blev opført første gang påskedag den 22. april i Trinitatis kirke. Påskens glæde folder sig ud allerede i kantatens første sats, et flot og jublende kor i hovedtonarten C dur, akkompagneret af hele orkesteret og musikalsk opbygget som et præludium og – allerede her – en fuga. De første seks linier af Thaarups vers mejsles ud i store akkorder, mens ordet “Halleluja” bæres frem af fugatemaet. I terzetten, en lyrisk romance i F dur med et sart strygerakkompagnement, kastes blikket et øjeblik tilbage mod Jesu liv, før en stille glæde atter bryder frem i de sidste linier. Dramaet fra gravlæggelsen til opstandelsen skildres gennem de næste tre satser. Tenoren beretter i et recitativ om Jesu fjender og deres spot. Som modstykke hertil udtrykker soloensemblet – en kvintet i Es dur – de efterladtes sorg. Beretningen kulminerer i korets og orkesterets fremstilling af den himmelske indgriben og selve opstandelsen. Satsen begynder i c mol og er tonalt stærkt bevæget, men munder ud i en lysende C dur. Resten er lovsang. Weyse markerer skiftet med et spring til E dur, hvor en koralstrofe (til melodien “Af højheden oprunden er”) – ledsaget af bl.a. fire basuner – kunne opfattes som menighedens tak, (det var dog ikke hensigten, at alle og enhver skulle synge med på korsatsen), og basunernes klang hørte traditionelt kirkemusikken til. To af Thaarups strofer samles i kantatens sidste ensemble, nu en kvartet i A dur, før alle kræfter igen forenes i slutningskoret i C dur, ligeså vældigt og jublende som det indledende og formet på samme måde med en fuga til sidst.

Weyse kom til at høre denne påskekantate genopført så sent som påskedag 1842 i Christiansborg slotskirke. I et brev nævner Weyse stolt, at den fandt stort bifald fra et talrigt publikum, og at Clara Schumann, der på det tidspunkt var i København, havde overværet koncerten og “syntes at have fundet Behag deri”.

Digteren Thomas Thaarup var lærer ved Søka-det-akademiet. Han havde fra 1794 til 1800 været medlem af teaterdirektionen. Sammen med J.A.P. Schulz havde han fejret triumfer med de to nationale syngespil Høstgildet og Peters Bryllup. Han var en generation ældre end Weyse og hørte vel også en anden tid til. Men Weyse har tilsyneladende været glad for deres samarbejde, der kom til at omfatte fem store kantater, inden Thaarup døde i 1821.

Julekantate nr. 3 (1836) til tekst af Ingemann. For en gangs skyld har Weyse her komponeret en kantate uden at være blevet bedt om det. Teksten har han fundet i en 20 år gammel digtsamling af Ingemann, og da han i begyndelsen af november næsten var færdig med musikken, sendte han teksten til A.W. Hauch, overhofmarskallen, og søgte tilladelse til opførelsen. Kongen bifaldt, at den blev opført juledag i Frue kirke.

Indledningskoret i Es dur er et typisk rammekor. Koret synger i brede akkorder ledsaget af hele orkesteret. Små tonale og dynamiske kontraster er tydeligt motiveret i teksten (“Hør det o Afgrund og skjælv”), men den jublende karakter er dominerende. En mere idyllisk tone anslås i terzetten nr. 2 med dens lette strygerakkompagnement og cellosolo i for-, mellem- og efterspil. Det er en lovsang til barnet, tonarten er B dur. Koralen nr. 3 er atter i Es dur, melodien er lånt fra “Vor Gud han er så fast en borg”, som man sang den på den tid, og også her domineres orkesteret af fire basuner. Nu følger en duet i G dur eller snarere en sopransolo, en tenorsolo og så en duet mellem de to stemmer. Ingemann har formet sin tekst som en strofisk sang, og Weyse bibeholder dens metriske form, men varierer melodierne og breder slutningen lidt ud. De fire basuner og en harpe indvarsler næste sats med en H dur klang (satsen står i E dur), hvor fem solister sammen synger englenes ord fra juleevangeliet. Koret tager imod budskabet, som så gentages. Så lyrisk og blidt det end lyder, er det er et højdepunkt i hele forløbet, og Weyse markerer det bl.a. gennem sit valg af tonart. Han springer nu til As dur, hvor kvartetten i lyrisk romancestil fortsætter den glæde, koret netop gav udtryk for. Sidste sats begynder med et citat af indledningen, men da teksten ikke her nævner nogen “Afgrund”, drejer Weyse over i en vældig fuga af Händel’sk tilsnit. I tre store bølger folder den sig ud. I den første følger man, hvordan stemmerne føjer sig til hinanden, den anden er fyldt med kontrapunktiske raffinementer, og man kunne tro, at Weyse her ville lade satsen kulminere og slutte. Men det kunstfærdige må atter vige for det enkle og storslåede i tredie bølge. Heller ikke den skal imidlertid sætte punktum, for nu gentager koret englenes budskab – i Es dur og med harpens arpeggier lagt over i strygerne – så at det lyriske, den stille varme glæde, bliver det sidste indtryk, tilhørerne får i denne kantate.

Kantaten blev genopført juledag 1840, nu i Christiansborg slotskirke. Weyse havde deltaget i prøvearbejdet, men gik glip af koncerten. Hans egen gudstjeneste i Vor Frue kirke trak ud, og han mødte blot menigheden i døren, da han bagefter ilede derhen.

I de følgende år skrev Weyse de melodier til Ingemanns morgen- og aftensange, som mere end noget andet skulle komme til at holde hans navn fast i eftertiden. Mærkeligt nok ved man ikke, om han og Ingemann nogensinde mødtes personligt, men det, som de skabte sammen, lyser af et sjældent åndsfællesskab.

Carsten E. Hatting, 1997

Release date: 
oktober 1997
code: 
8.224049
FormatID: 
CD
CoverFormat: 
Jewel Case
Barcode: 
0730099974929
Track count: 
15

Credits

Recorded in Tivoli Concert Hall on 30 April, 1-3 and 20 May 1997

Recording producer: Ivar Munk
Sound engineer: Eyvind Rafn, DigiSound

Cover painting: Christen Købke: "Aarhus Cathedral" (1830)

This recording kindly sponsored by Augustinus Fonden