Tilmeld dig Dacapos nyhedsbrev

Thomas Kingo's Sacred Song Books

Johann Schop
Thomas Kingo
Jean-Baptiste Lully
Dietrich Buxtehude

Thomas Kingo's Sacred Song Books

Phemius Consort, Else Torp, Jakob Bloch Jespersen, Allan Rasmussen

★★★★★ »Til alle, der elsker danske salmer« Kristeligt Dagblad

♥♥♥♥ Politiken  »Svulmende nydelser« Weekendavisen

Barokdigteren Thomas Kingos to sangbøger Aandelige Siungekoor Part I og II er et poetisk-teologisk mesterværk, skrevet for at vække danskernes tro gennem hjemlig andagt på modersmålet. På denne udgivelse præsenterer Phemius Consort et udvalg af de smukkeste Kingo-salmer som de oprindeligt var tænkt, nemlig som sange med tilhørende musik fra baroktidens populære vise- og instrumentalmusik, suppleret med toner af samtidige komponister Dietrich Buxtehude, Jean-Baptiste Lully, Adam Krieger og Johann Schop.

Køb album Stream

CD

  • CD
    Jewel Case
    139,50 kr.
    €18.71 / $20.37 / £15.96
    Køb
Download
  • mp3 (320kbps)
    69,00 kr.
    mp3
    €9.26 / $10.07 / £7.89
    Køb
  • FLAC 16bit 44.1kHz
    79,00 kr.
    CD Quality
    €10.6 / $11.53 / £9.04
    Køb
  • FLAC 24bit 88.2kHz
    105,00 kr.
    Studio Master
    €14.09 / $15.33 / £12.01
    Køb
  • FLAC 24bit 192kHz
    131,00 kr.
    Studio Master +
    €17.57 / $19.13 / £14.98
    Køb
© Allan Rasmussen/Jakob Bloch Jespersen
"Sært og tankevækkende... Sangene bliver sunget med stærk indlevelse af Jakob Bloch Jespersen og Else Torp. En mandig bas, der lever hvert ord i salmerne og tilfører dem prægtig klang. Og en lysende, rent syngende sopran med næsten barnlig klang trods den modne artikulation."
Gregers Dirckinck-Holmfeld, GregersDH
"Til alle der elsker danske salmer"
Peter Dürrfeld, Kristeligt Dagblad
"Skrevet på dansk, som de er, skulle salmerne styrke danskerens tro, og selv om de næppe ofte har været sunget så rent og nuanceret som her af sopranen Else Torp og bassen Jakob Bloch Jespersen, så er dette en vellykket cd at blive klog af."
Thomas Michelsen, Politiken
"Svulmende nydelser - barokdigteren Thomas Kingos sange i forbilledlig stiltro udførelse. De blev ikke skrevet til kirken, men til hjemmet."
Peter Johannes Erichsen, Weekendavisen
"...pladen er en ægte perle: "Man kan sige, at vi har befriet Kingo fra flere århundreders lag puds, som fællessangtraditionen i folkekirken har tilført hans salmer""
Lars Geerdes, Flensborg Amtsavis
"Balanceret nydelse"
Jens Povlsen, Jyllands-Posten
"Der synges og musiceres elegant og levende"
Mikael Krarup, Fyens Stifttidende
"Kingos to små samlinger med titlen "Aandelige Siunge-koor" fra henholdsvis 1674 og 1681 er i følge den ene af Phemius Consorts to ledere, bassangeren Jakob Bloch Jespersen, blandt de vigtigste udgivelser i dansk litteraturhistorie."
Organistbladet
"The songs and hymns are simple, direct, and attractive - qualities that clearly have helped win them durability among Danes. [...] 13 selections are offered here, sung with fetching loveliness by soprano Else Torp and with manly fervor by bass Jakob Bloch Jespersen."
John W. Barker, American Record Guide
"The performances are elegant and spirited throughout, and the hymns sung with clear diction. (...) Warmly recommended"
James A. Altena, Fanfare
[..]"Fine righoldige artikler både på dansk og engelsk forøger værdien af en cd, som er et stykke levende musikhistorie. Der musiceres fornemt og alsidigt og i kontakt med salmeteksterne, som også er med i pladehæftet."
John Christiansen, jcklassisk
Thomas Kingo’s Sacred Song Books er Phemius Consorts debutoptagelse - og det er en meget fornøjelig en
Janelle Davis, Harmonia Early Music
Total runtime: 
74 min.
Thomas Kingo

af Erik Norman Svendsen

Thomas Hansen Kingo (1634-1703) er en af Danmarks største salmedigtere, og hans salmer synges den dag i dag. 234 af dem er bevaret for eftertiden, hvoraf 82 står i Den Danske Salmebog (2002) og 10 i Højskolesangbogen (2009). Men også på Færøerne, i Norge og Sverige er salmer af Kingo optaget i de nationale salmebøger.

Han blev født i den gamle nordsjællandske købstad Slangerup, hvor hans far Hans Thomesen Kingo, der var anden generationsindvandrer fra Skotland, havde giftet sig med en dansk pige og ernærede sig som væver. Som elev i Slangerup lille latinskole tjente Thomas lidt ved at synge til bryllupper og begravelser, og om søndagen fulgtes han med sine forældre til gudstjeneste i den store, statelige købstadskirke. Således blev han fra sine tidligste år fortrolig med kirkens liturgi og salmesang.

15 år gammel forlod han Slangerup og blev optaget i Frederiksborg Latinskole i Hillerød, der havde ry for at være en af landets bedste skoler, og som ud over de sædvanlige latinskolefag også gav undervisning i sang og musik. Det fik afgørende betydning for den gennemmusikalske Kingo, sådan som bl.a. melodivalgene til salmerne i hans to Sjungekor vidner om.

Efter sin studentereksamen i 1654 ville Kingo påbegynde det teologiske studium ved Københavns Universitet, men netop det år rasede pesten i byen, og Universitetet var lukket et år. Da det genåbnede i 1655, var en fjerdedel af byens 30.000 indbyggere døde. Kingo blev optaget som alumne på Regensen og fuldførte sit studium i 1658, samme år som freden i Roskilde, med den deraf følgende afståelse af Skåne, Halland og Blekinge til Sverige. Året efter blev København belejret og forgæves forsøgt stormet.

Det var en ekstremt urolig og farlig periode i Danmarkshistorien. De gentagne krige mod arvefjenden Sverige i 1600-tallet efterlod Danmark amputeret og forarmet. Landområderne øst for Øresund var gået tabt, og talrige sogne lå næsten øde hen. Reelt havde svenskerne magten i store dele af kongeriget, hvor de huserede og plyndrede i stor målestok. Nationalt mismod og moralsk forfald satte sit deprimerende præg på dagliglivet.

Enevælde
For at modvirke nederlagsstemningen afholdtes i 1660 et stændermøde i København, hvor den gamle adelsstand blev blevet sat fra magten, og i stedet indførtes kongeligt enevælde. Både kongedømmet og den danske kirke blev reetableret, og en ny opgangstid begyndte. Som andre ambitiøse borgersønner hilste Kingo den nye enevælde velkommen, og skrev op mod 50 digte til kongehuset i de efterfølgende år, bl.a. det storslåede Hosianna ved Christian Vs salving til konge i 1671. Dertil kom en række hyldestdigte til samtidens førende mænd.

25 år gammel blev Kingo ansat som huslærer, først hos forvalteren på Frederiksborg slot i Nordsjælland og siden hos fru Lene Rud på Vedbygård i Vestsjælland. Fra en række ungdomsdigte ved vi, at den ugifte Kingo turnerede fra herregård til herregård og vakte ikke mindst damernes beundring. Men han havde nær mistet livet, da han en dag kom i klammeri med en svensk officer, der ville bortføre en af Vedbygårds heste. Svenskeren blev jaget på flugt af den kåreklædte Kingo, men vendte senere tilbage og skød Kingo bagfra. Skuddet gik gennem kinden og forvoldte kun kosmetisk skade.

I 1661 blev Kingo personel kapellan hos provst Peder Jakobsen Worm i Kirke-Helsinge på Vestsjælland. Han forelskede sig hovedkulds i provstens hustru af andet ægteskab, den norskfødte præstedatter Sille Balchenborg, og til hende skrev han den yndefulde kærlighedssang “Chrysillis du, mit Verdens Guld.” Da Peder Jakobsen Worm døde i 1668, var Sille fri til at gifte sig med Kingo, og de blev viet i Slangerup kirke året efter, hvor Kingo netop havde fået det eftertragtede embede som sognepræst. “Lykkens gang” varede dog kun kort, da Sille døde mindre end et år efter vielsen.

Aandelige Siunge-Koor
Det er som sognepræst i Slangerup, Kingo knap 40 år gammel i 1674 udsender sin første samling af “Psalmer og Sange, til Gudfrygtigheds daglige øvelser” med titlen: “Aandelige Siunge-Koors Første Part” med 7 morgen- og 7 aftensalmer samt 7 bodsalmer, i alt 21 tekster med tilhørende samtidige visemelodier. En iørefaldende fornyelse af den husandagt, som Martin Luther i sin Lille Katekismus indskærper en husfader at forestå hver dag. Ja, et poetisk-teologisk mesterværk, der både demonstrerer det danske sprogs anvendelighed i en tid, hvor eliten talte tysk eller fransk, og som samtidig vil vække folk til levende og aktiv tro på Jesu navn. Det gælder om personligt at gøre bod og bedre sig, så det får følger for livet i kald og stand. Helt i overensstemmelse hermed indførtes i tiden et antal bods- og bededage. I 1686 blev disse samlet af Griffenfeld til Almindelig Bods- og Bededag - den helligdag, vi stadig fejrer som Store bededag.

I 1677 blev Kingo forfremmet af Christian den V til biskop over Fyns stift. En ny og travl tid med mange administrative opgaver og visitatsrejser. Men salmedigtningen gik ikke i stå. I 1681 udsendte han “Aandelige Siunge-Koors Anden Part” med 20 sange og 13 meditative “hjertesuk” til “Siælens Opvækkelse til Allehaande Andagter i Allehaande Tilfælde.” Denne gang gjaldt det ikke den daglige husandagt i familiens kreds, men den personlige andagt som forberedelse til skriftemål og nadver, til måltidet eller rejsen, men først og sidst til et helligt liv og levned. Selv var Kingo nu på sin karrieres højdepunkt, og blev kort før udgivelsen ophøjet i adelsstanden og året efter som belønning udnævnt til doktor i teologi.

Kirkesalmebog
Den 27. marts 1683 fik Kingo af Christian V overdraget opgaven at indrette og udgive en ny officiel kirkesalmebog, fælles for kongerigerne Danmark og Norge. Salmebogen skulle indrettes efter kirke­året og indeholde “de sædvanlige og bedste Kirkesange og Psalmer”, bl.a. Luthers salmer, men også nye salmer til kirkeårets tekster af Kingo, der selv skulle stå for redigering, trykning og salg. Efter seks år udsendte Kingo i 1689 en halv kirkesalmebog, kaldet Vinterparten, fordi dens salmer er til den del af kirkeåret, der går fra advent til og med påske. Af salmebogens 267 salmer var ikke færre end 136 nyskrevet af Kingo, bl.a. hans passionssalmer. Bogen blev indført i alle kirker, men allerede efter et par måneder blev den trukket tilbage af Christian V. Årsagen var antagelig en hofintrige, der blev iscenesat af Kingos modstandere, som var utilfredse med hans digteriske modernisme og dominerende placering. En sommerpart af salmebogen kom derfor ikke på tale.

I 1696 nedsatte Christian V på Kingos foranledning en kommission af 11 fornemme gejstlige med henblik på at indrette en ny kirkesalmebog med særlig hensyntagen til “den Salmebog, som Os Elskelig Doct. Thomas Kingo haver ladet udgå” (“Vinterparten” 1689). Udgivelsen blev en halv sejr for Kingo, der har skrevet 86 af bogens 297 salmer, heraf 55 fra Vinterparten. “Dend forordnede Ny Kirke Psalmebog” udkom i 1699 på Kingos trykkeri i bispegården, og har siden i folkemunde heddet Kingos Salmebog.

© Erik Norman Svendsen, kongelig konfessionarius og biskop over Københavns Stift fra 1992 til 2009.

Glans og sønderknuselse

af Erik A. Nielsen

Første parten af Thomas Kingos Aandelige Siunge-Koor (1674) er stemt i to sjælelige tonearter: Morgenens lysende veloplagthed og aftenens nedstemte melankoli. Den gennemmusikalske Thomas Kingo rammer begge disse stemmer rent. Sjungekoret, som er hans digteriske “debut-udgivelse”, er vistnok den første virkelige bogsucces i dansk digtnings historie. Det kom i flere oplag gennem de følgende år, det var medvirkende årsag til hans hurtige opstigning i den unge enevældes hierarkier. Som den markeds- og pengebevidste forfatter, Kingo også var, sørgede han for at føje flere tekster ind i de senere udgaver, så de ikke uden videre kunne bruges sammen med den første. Og da en succes bør følges op, udgav han så i 1681 den anden part af Aandelige Siunge-Koor, som måske er forfatterskabets smukkest gennemkomponerede bog, men i hele sit anlæg er forskelligt fra førsteparten.

Førsteparten er med barok præcision opbygget over det hellige tal syv, hvis bibelske forankring ligger i de syv skabelsesdage, men som har adskillige andre betydninger. I vores tidsregning styrer det ugens indretning af syv dage, der gentager sig i et uendeligt kredsløb. Førsteparten er skrevet ind i denne syvdages cirkelgang, men fastholder også en anden kredsgang, døgnets skiften fra dagslys til nattemørke. Syv morgen- og syv aftensange, altså, grupperet omkring endnu et helligt syvtal, antallet af bodssalmer (pønitensedigte) fra Davids salmer. Til hver dag tre salmer på samme melodi. Og i de senere udgaver efterhånden også syv versificerede morgenbønner og syv tilsvarende aftenbønner. Dermed er den troende families liv indrammet i et mønster af tilbedelse og bod, af morgenens klarhed og aftenens beklemthed. Den, der synger, synger sig på plads i døgnets og ugens skabelsesordninger. Det er sangens vigtigste opgave her.

Det er vanskeligt at tænke sig en større lyrisk veloplagthed end den, morgenmanden Kingo her i salmernes anslag synger ud som hilsen til morgenlyset. Der er et bundløst klangrum omkring disse morgentekster, en stemmeklang, der skal stige igennem verdensrummet og nå frem til Guds øre. Synet og lyden, øjet og øret finder sammen. Men den, der synger sig på plads i verdensordenen, véd også, at morgenlyset er Guds altseende øje, og i lyset kan man ikke gemme sig. Man må med et Kingoord “fremstille sig” for Gud og tåle hans gennemlysning af ens dunkle kroge. Morgenen er en bekendelseshandling. Med de indbyggede bodssalmer bliver det klart, hvor meget et menneske har at angre og anråbe om tilgivelse for. Det er Skaberens nåde, at han med solen sender sin velsignelse ud over verden. Og til sidst, ved verdensløbets ende, vil han i det hinsidige vise sig som den klare sol, der aldrig mere skal gå ned, og i hvis klarhed det frelste menneske omsider vil kunne skue ind.

Nutidens danske kristne vil nok kende disse salmer fra salmebogen, men sagen er, at Kingo ikke har tænkt dem som gudstjenestetekster. I salmebogen er de først kommet langt senere. De hører til i husandagten, og det har påhvilet husbonden at samle familie og tyende morgen og aften til en sådan andagt, der markerede døgnets dramatiske vekslen mellem lys og mørke.

Svarende til morgensalmernes stigende sol begynder aftensalmerne med meget smukke solnedgangsstemninger; men hvis morgenteksterne med stor energi peger opad imod Gud som verdensrummets lysende midte, så peger aftensalmerne indad mod sjælens beklemte midte. Aftenen lukker, hvad morgenen åbner. Og dette opskræmte blik ind i sjælens kældre, denne bekendelse af alle dagens overtrædelser og utilstrækkeligheder, fylder den syngende med mathed og afmagt. For at kunne sove, for bare at kunne falde søvn, må den syngende anråbe om, at Gud vil våge, når vi selv i nattemørket må opgive at gøre det. I mørket stiller Satan sine fælder, lægger snublesten på vores natteveje, huserer i vores drømme. Kun Skaberens beskyttelse holder den djævel på afstand. I aftensangen synger man sig ind i Guds favn.

Når denne samling vandt så stor genklang, og når mange af dens tekster stadig er levende i nutiden, skyldes det flere forhold. For det første, at Kingo målbevidst stilede mod at skabe en ren og dansk kristen sprogform, og det er ikke for meget sagt, at han med disse tidlige tekster satte et niveau for dansk salmedigtning, der siden hen har været forpligtende for andre danske salmedigtere, ikke mindst Brorson, Grundtvig og Ingemann.

For det andet var Thomas Kingo en modig mand med kendskab til baroktidens melodistof. Adskillige af sine melodier hentede han fra en stor europæisk musikverden, kunne således lade sine tekster bære af melodier, der havde bestået deres prøve på det internationale marked. Han tillod sig at se bort fra den så tyranniske skelnen mellem kirkelig og verdslig musik. Melodien til Rind nu op i Jesu Navn stammer således fra en erotisk operaballet af Solkongens hofkomponist Jean Baptiste Lully. Katolsk musik, ballet, erotik – hvor udfordrende kunne det blive? Det ville svare til, at nutidens “moderne salmer” blev skrevet til elskede melodier fra The Beatles, Simon og Garfunkel eller Bob Dylan. Men Kingo var overbevist om, at hvis en melodi havde bevist sin evne til at bære, så kunne den også bære Guds ord ind i troende hjerter.

Aandelige Siunge-Koors anden part, der udkom 1681, er ej heller tænkt som gudstjenestesalmer, skønt i al fald to af dets sange nu er i meget høj kurs i danske menigheder: Far, Verden, farvel og Sorrig og Glæde. De fik deres oprindelige plads i den mesterlige barokke symmetri, Kingo komponerede det værk med. Det styrende tal er nu ti, så at der står ti salmer før værkets symmetriakse og ti til efter. Værket sted er hjemmet, hvor der sker en forberedelse til nadveren (1-10), og efter sakramentet (11-20) følger en udlægning af, hvad der bliver et menneskes forvandlede virkelighed, når det har besøgt nadverens hemmelighedsfulde rum.

De første sange i værket er voldsomt aggressive og nærgående i deres vilje til at afsløre alle sjælens grufulde afgrunde. Alt må spejles i den kristne lov, og alting viser menneskets afmagt og svigt. Der er tale om et kristeligt tredjegradsforhør, og den anklagedes sag står ikke godt. Omkring midteraksen finder nadveren sted, og værket skifter de støjende selvanklager ud med det mest vidunderlige havblik af taknemlighed over Guds tilgivelse og overbærenhed. Sang nr. 10 (Tak, Jesu, Siælens Hyrde good) er dybt bevægende i sin stilhed. I forbindelse med denne takkesalme har Kingo indkomponeret et stort digt, hvori hans lysende forståelse for nadverens væsen formuleres. Det kan ikke synges, men som baroktidens måske fineste stykke luthersk teologi er det i højeste grad værd at læse.

Når den troende og nu tilgivne vender tilbage til sit hverdagsliv, er det som et frisat menneske – skønt frisættelsen skal forstås på sin særlige måde. Den frelste er blevet mere eller mindre immun over for verdslige smerter, eller har lært at udholde dem, fordi det forgængelige jordeliv nu ikke er andet end en ventetid, der skal overstås, før man optages i himmelens evighedsliv. Smukkest er denne fortrøstning formuleret i Sorrig og Glæde de vandre tilhobe. Med ubegribelig barok superretorik ytrer Kingo det til gengæld i det nærmest blærede fanfarestykke: Far, Verden, farvel. Alt på jorden er intet, og intet i himlen mangler nogen herlighed. Ingen har vel nogensinde taget afsked med jordelivets elendigheder med en sådan veloplagthed.

Og igen er det gennemmusikalsk med inderlige eller smældende kvaliteter. En yderst verdslig glans ledet ind i en ekstatisk forsagelse af alt jordisk. Hele barokkens spænding mellem prægtig selvhævdelse og energisk selvtugtelse skaber de store modsætninger i dette værk; men Kingo holder det med sit mesterskab sammen inden for sin suveræne beherskelse af både formen og sprogets utrolige musikalitet.

Et skrapt bekendtskab er denne Kingo – men hvem ville undvære ham?

© Erik A. Nielsen, dr.phil. og dr. teol., tidligere professor i dansk litteratur ved Københavns Universitet

Et musikalsk kludetæppe

af Jakob Bloch Jespersen og Allan Rasmussen

Hovedtanken bag denne CD-udgivelse har været at betragte Kingos Aandelige Siunge-Koor ud fra et musikalsk synspunkt. Aandelige Siunge-Koor udkom i to dele – den første i 1674 og den anden i 1681. Bagest i de to udgivelser findes noder til de melodier, som Kingo har tænkt, at hans tekster skulle synges på, med dertil hørende generalbasstemmer. De melodier, Kingo lod trykke i Aandelige Siunge-Koor, var for størstedelens vedkommende alment kendte vise-melodier i datidens Danmark. I forordet til førsteparten forsvarer Kingo sit valg af “melodier som ellers af mange siungis med forfængelige ord”: Sunget på Kingos tekster bliver “de velklingende og behagelige melodier saa meget meere himmelske”, at man frem for at “anhøre en Sang om Sodoma” foretrækker “at høre en Sang om Zion”. Nogle få melodier kender man i dag ikke oprindelsen af, og det kan ikke udelukkes, at Kingo selv er ophavsmand til dem. Men der er også melodier i samlingen, som er skrevet af prominente komponister, som Johann Schop (1590-1667), Jean-Baptiste Lully (1632-1687) og Adam Krieger (1634-1666). Deraf opstod idéen om at skabe et program omkring sangene fra Aandelige Siunge-Koor og de komponister, som – uden at vide det – har lagt melodier til Kingos poesi, for således at sætte Kingo-salmerne ind i den musikalske kontekst, de er udsprunget fra.

Kingos gengivelse af melodierne er i det store hele god. Dog findes hist og her småfejl i nodematerialet, og generalbassen efterlader visse steder et lidt hjælpeløst indtryk. Af samme grund har vi ikke kunnet stå for fristelsen til at benytte en kilde uden for melodisamlingen til hovedværket “Far Verden, far vel” fra Aandelige Siunge-Koors anden part. Som erstatning for Kingos gengivelse benytter vi Gregers Hanssøn Windekildes (1659-1688) alternative udgave af samme melodi. Den stammer fra udgivelsen Tolff Gudelige Maanetz-Stemmer (1682), hvor den forefindes med en bedre generalbasudsættelse end hos Kingo under titlen “Guds mægtige Sejr”. Herudover har vi forholdt os loyalt til Kingos node- og tekstmateriale, om end vi har følt os nødsaget til for nogle salmers vedkommende at beskære betydeligt i antallet af vers.

Johann Schop er repræsenteret med hele tre melodier i førsteparten. Schops danske forbindelse går tilbage til årene 1615-19, hvor han var ansat ved Christian IV’s hof. Igen i 1634 besøgte han København i forbindelse med kronprins Christians bryllup og var denne gang i følgeskab med selveste Heinrich Schütz. Vi har ladet Schop spille en central rolle i programmet med et udvalg af femstemmige danse-satser fra samlingen Erster Theil newer Paduanen, Galliarden, Allemanden, Balletten, Couranten, Canzonen (1633), som meget vel kan have lydt ved det danske hof i første halvdel af 1600-tallet.

Kingos kendskab til Schops melodier går dog gennem salme- og visedigteren Johann Rist (1607-1667). Rist virkede som præst forskellige steder i den nordvestlige del af Tyskland, bl.a. omkring Elben i Holstein, som på daværende tidspunkt hørte under det danske kongedømme. Schop stod for udvælgelsen af melodimaterialet til Rists salmebog Himlische Lieder (1642) og ligeledes til de verdslige hyrdedigte i Des Daphnis aus Cimbrien Galathee (1642), og komponerede selv flere melodier til disse to udgivelser. Himlische Lieder vandt stor udbredelse i gejstlige kredse, og fra denne samling stammer melodien til Dend anden Sang, der her synges som morgensangen “Siæl og Hierte, Sind og Sandser”. Dend fjerde Sang og Dend sjette Sang, der her synges som aftensangene “Til hvile Solen gaar” og “Dend klare Sool gaar ned”, stammer fra Des Daphnis aus Cimbrien Galathee. Disse melodier må vi formode, at Kingo kendte til gennem Søren Terkelsens Astree Siunge-Choer, som udkom i tre bind mellem 1648 og 1654 med dertil hørende nodemateriale. Søren Terkelsen blev tilbage i 1633 betroet stillingen som tolder i Christian IV’s store prestigeprojekt, havnebyen Glückstadt ved Elbens munding. Af storpolitiske årsager måtte Christian IV dog allerede i 1645 ophæve tolden på Elben, og grundet uorden i regnskaberne og anklager om bestikkelse stod Terkelsen pludselig uden arbejde, hvorfor han – uden at have særlige forudsætninger herfor – kastede sig over at oversætte tysksprogede hyrdeviser til dansk, bl.a. af sin gode bekendt Johann Rist. I 1648 udgav Terkelsen Astree Siunge-Choers første Snees. Det bliver en enorm salgssucces, som han fulgte op med yderligere to snese viser i årene derefter. På trods af, at Terkelsens oversættelser er af tvivlsom kvalitet, spiller hans udgivelser en vigtig rolle i udbredelsen af europæisk barokpoesi i Danmark og er en direkte forløber for bl.a. Thomas Kingos visedigtning, ligesom det også er fra Terkelsen, at Kingo har hentet betegnelsen Siunge-Koor.

Adam Krieger regnes for at være en af fædrene til den tyske lied-tradition. Den syvende Sang i Aandelige Siunge-Koors første part, der her synges som morgensangen “Vaag op og slae paa dine Strenge”, stammer fra Adam Kriegers udgivelse Arien (1657). Fra Kriegers anden samling af sange Neue Arien, som udkom posthumt (1667), har vi hentet femstemmige ritorneller (små musikalske mellem­spil), som det syntes oplagt at overføre til Kingos sange for dermed at skabe den musikalske “stråleglans” omkring dem, som man kender det fra den tidlige baroks kunstsange af bl.a. Adam Krieger, Philipp Heinrich Erlebach (1657-1714) og Diderik Buxtehude (1637-1707).

Ud over Kriegers fremragende ritorneller, har vi til dette musikalske kludetæppe også tyvstjålet en gruppe ritorneller fra Buxtehudes strofiske kantate Jesu, komm, mein Trost und Lachen (BuxWV 58) og sat dem sammen med Den tredje AftensangDend prægtig Sool”. Diderik Buxte­hude og Thomas Kingo er bemærkelsesværdigt tæt forbundet med hinanden, i og med at de både fødtes og døde med få års mellemrum, og begge voksede op i det nordøstlige Sjælland med kun godt 40 km afstand, i henholdsvis Slangerup og Helsingør. Intet tyder dog på, at de to nogensinde traf hinanden, men det er altså ikke tilfældigt, at Buxtehude og Kingo gjorde brug af samme melodistof. Det er ikke meget af Buxtehudes musik fra årene, før han som 31-årig flyttede til Lübeck, som kendes i dag, men de to variationsværker for cembalo Rofilis og Courant zimble, som i 1938 blev fundet i en slægtsbog på Nykøbing Falster, må formodes at høre til denne tidlige del af Buxte­hudes produktion. Begge er baseret på melodier, Kingo bragte i Aandelige Siunge-Koor, henholdsvis Den femte Sang, der her synges som aftensangen “Det mulmer mod den mørke Nat”, og Den første Sang, der her synges som morgensangen “Rind nu op i Jesu Naun”.

Sidstnævnte sang stammer oprindelig fra Jean-Baptiste Lullys Ballet Royal de l’Impatience (1661), hvortil teksten lyder: “Sommes-nous pas trop heureux, Belle Iris, que vous en semble?” og som efterspil hertil, har vi har valgt en kort chaconne-sats fra samme ballet. Lully var sin tids mest prominente komponist og havde en monopollignende status ved Solkongen Louis XIV’s hof i Versailles. Her skabte han en unik fransk musikstil, som dannede skole de følgende 100 år – også langt uden for Frankrigs grænser. Som så megen anden af Lullys musik vandt også denne sang hurtigt udbredelse over store dele af Europa, og fandt altså også vej til Thomas Kingos Aandelige Siunge-Koor blot et årti senere.

© Allan Rasmussen og Jakob Bloch Jespersen, 2015

Release date: 
juni 2015
Cat. No.: 
8.226121
FormatID: 
CD
CoverFormat: 
Jewel Case
Barcode: 
636943612125
Track count: 
23

Credits

Indspillet i Garnisons Kirke 2.-6. juni 2014
Producer: Preben Iwan
Redigering, mix og mastering: Preben Iwan

Design: Denise Burt, www.elevator-design.dk

Phemius Consort vil gerne sende en dybfølt for økonomisk støtten til Augustinus Fonden, Sonningfonden og Chr. P. Hansens og hustrus fond. Danmarks to førende Kingo-kendere, kongelig konfessionarius og tidligere biskop over Københavns Stift Erik Norman Svendsen og professor dr.phil. Erik A. Nielsen. Begge har hjulpet med uvurderlig viden og vejledning gennem hele processen. Ligeledes skal lyde en tak til nu afdøde bibliotekar Jens Egebjerg og medarbejderne ved Det Kgl. bibliotek. Under indspilningen tog kirketjener ved Garnisons Kirke, Sven Madsen sig af os med god mad og godt humør. Sluttelig vil vi gerne takke Golden Days Festival og DR P2, som støttede i projektets spæde start, og naturligvis Dacapo Records for godt samarbejde.

randomness