Koncerter

CD (free shipping)

  • SACD
    Super Jewel Case
    111,60 kr.

Download

  • mp3
    mp3 (320kbps)
    55,20 kr.
  • CD Quality
    FLAC 16bit 44.1kHz
    63,20 kr.
Ole Schmidt

Koncerter

Ulla Miilmann, Jens Bjørn-Larsen, David M.A.P. Palmqvist, DR SymfoniOrkestret, Ole Schmidt

Ole Schmidt (1928-2010) var internationalt kendt som dirigent, men havde samtidig siden sin debut i 1955 markeret sig som en betydelig komponist. Ole Schmidt havde musikalske rødder både i neoklassicismen og i jazzmusikken. Hans tonesprog har styrke og vitalitet og afslører tydeligt en frugtbar fantasi. Denne samling af solokoncerter viser hele spektret af Ole Schmidts evner, formidlet af Radiosymfoniorkestret, Schmidt selv på dirigentpodiet og et udvalg af tidens mest talentfulde blæsersolister.

Total runtime: 
69
k
Vælg foretrukket format til download af track.
Suite for Flute, String Orchestra, Harp andPercussion, op. 21 (1960)
1 I Rondino 5:32 9,60 kr.
2 II Walzer 2:41 6,40 kr.
3 III Intermezzo 5:02 9,60 kr.
4 IV Marsch 1:38 6,40 kr.
Concerto for Flute and String Orchestra (1985)
5 I Introduction 6:10 9,60 kr.
6 II Molto lento 8:57 9,60 kr.
7 III Presto 7:06 9,60 kr.
Concerto for Horn and Chamber Orchestra, op. 31 (1966)
8 I Largo 6:42 9,60 kr.
9 II Allegro giusto 8:54 9,60 kr.
Concerto for Tuba and Orchestra, op. 42 (1975)
10 I 6:59 9,60 kr.
11 II 6:11 9,60 kr.
12 III Allegro 2:58 6,40 kr.
Ole Schmidt

Mange slags musikmennesker mødes i personen Ole Schmidt: komponisten, dirigenten, pædagogen og debattøren. Men alle knyttes sammen i én stærk personlighed – en ener i dansk musikliv. Han har gennem sine mange år i dansk og internationalt musikliv haft det personlige mod til at følge egne veje.

 Således lige fra sine unge dage, hvor han tjente til det daglige brød som selvlært jazzpianist, mens han som 20-årig arbejdede sig ind i den klassiske musikverden ved at blive optaget på Det Kgl. Danske Musikkonservatorium i København. Her studerede han bl.a. komposition hos Vagn Holmboe. Ole Schmidts første større komposition var en klaverkoncert, men det var som balletkomponist, han slog sit navn fast. Han skrev bl.a. Ildmageren i 1952 og Bag tæppet i 1954. Med balletten Feber i 1957 nåede Ole Schmidt frem til dirigentpodiet, og året efter blev han ansat ved Det Kgl. Teater som kapelmester for balletten. Den ansættelse varede frem til 1965, og det var i den periode, han mødte og giftede sig med tidligere viceballetmester og sceneinstruktør Lizzie Rode.

 Hele Ole Schmidts musikalske karriere har været delt op i de tre roller: komponist, dirigent og pædagog. Og det er netop Ole Schmidts styrke, at de tre sider i dén grad befrugter hinanden. Håndværket er i orden i Ole Schmidts righoldige produktion, værkerne ligger godt for musikerne, og der lægges ikke tungere kompositoriske overbygninger på, end at musikken altid klinger godt.

 Inspirationskilder har været Stravinskij, Bartók og den franske skole, som Ole Schmidt har tolket smukt ind i sit eget tonesprog. Han har skrevet værker i de fleste genrer, men det er især rækken af solokoncerter, der står stærkt i hans produktion: koncerter for akkordeon, tuba, guitar, violin, obo, fløjte m.m. Hertil kommer hans berømmede gennemkomponerede musik fra 1983 til Carl Th. Dreyers film Jeanne d’Arc. Ole Schmidts tætte samarbejde med digteren Jørgen Gustava Brandt om en række salmer har ført til markante og smukke bidrag til fornyelse af dansk salmetradition.

 Som dirigent har Ole Schmidt især fået inspiration af læremesteren, den ungarske dirigent Sergiu Celibidache samt Albert Wolff og Rafael Kubelík. Han viste sit store format, da han i 1974 på helt eget initiativ indspillede Carl Nielsens samlede symfonier med London Symphony Orchestra. Det var en bedrift, der åbnede omverdens øjne både for Carl Nielsen og for dansk musik i det hele taget. Ny dansk musik har altid haft Ole Schmidts interesse som dirigent. Han har dirigeret en lang række orkestre både i Europa og USA. Fra 1978 til 1985 var han chefdirigent for Aarhus Symfoniorkester. Ole Schmidt har altid haft sine meningers mod, også selv om det har kostet dyrt i nogle tilfælde. Men det er en side af ham, som hører med i det komplette portræt. Siden 1992 har Ole Schmidt været bosat i Sydfrankrig, men forbindelsen til Danmark er stærk og intakt gennem familie og sommerhus ved Sjællands Odde.

 

Koncerterne

Suite for fløjte, strygeorkester, harpe og slagtøj, opus 21 (1960)

Suite for fløjte, strygeorkester, harpe og slagtøj er ikke en suite i den forstand, man kender fra barokken: en rækkefølge af stiliserede dansesatser. Ole Schmidt refererer til den gamle form, men har bygget værket op af fire satser, hvoraf kun 2.satsens vals er en egentlig dans. Frem for en nyklassicistisk pastiche over en gammel form, har Ole Schmidt komponeret et værk, hvor en musikalsk idé afprøves gennem fire forskellige optikker. I 1. sats er det en sonaterondo, der danner rammen for præsentationen af et tema i solofløjten. ”Rondino” betegnes satsen og henviser dermed til rondoformen en miniature. Strygerne skaber en stemning af tyst, intens elegance med kvartintervaller, der forskydes og afbrydes af harpe og slagtøj. Klangbilledet er gennem hele satsen sprødt og gennemsigtigt, og det giver plads til fløjtesoloens præsentation af hovedtemaet, hvor formindskede intervaller og en punkteret rytme har en fremtrædende placering. Det er netop de bestanddele, der giver stof til bearbejdning i de øvrige satser. Til spidsfindighederne i 1. sats hører desuden de små, umærkelige skift mellem 4 og 5 slag i takterne, hvilket medvirker til uroen og fremdriften. Hovedtemaet vender tilbage i sin oprindelige form to gange til i satsen, men indimellem optræder det i forklædninger og bearbejdninger i mellempassager, der kan tolkes som gennemføringsdele, uden at satsen af den grund byder på egentlig tematisk bearbejdelse. I den efterfølgende 2. sats, arbejdes der videre på et vigtigt element i 1. sats’ hovedtema: den opadgående bevægelse. Her er orkestret trukket helt tilbage og spiller et diskret akkompagnement, der næsten underspiller valsens tre-delte takt. Satsen byder imidlertid også på et sidetema med en karakteristisk indsmigrende halvtonedrejning, der senere får betydning. 3. sats har fået betegnelses ”Intermezzo” og er suitens langsomme, fabulerende del, hvor tætte akkorder i strygere og harpe anslår noget uudgrundeligt og giver plads til solofløjtens fantasi. Hver node er skrevet ned, men disse kadencer i fløjtestemmen har en improviserende karakter, hvilket gør satsen fluktuerende og mangetydig. Solofløjtens kadencer er netop karakteriseret ved halv-tonedrejningen som et konstruktivt element i den ellers rene fantasi. I 4.satsens ”Marsch” vender 1.satsens hovedtema tilbage i forklædning. Stemningen er mere determineret og alvorlig end i de øvrige satser, men letheden og elegancen slipper Ole Schmidt ikke. Slet ikke i den virtuose afslutning på satsen og dermed hele suiten.

 

Koncert for fløjte og strygeorkester (1985)

Ud af ingenting skaber strygerne en tæt og tyst klang som baggrund for solofløjtens første spæde melodiske forsøg: en gentagende halvtonebevægelse. Denne lille bevægelse viser sig at være kimen til hele satsen. Ud fra halvtonebevægelsen bemægtiger fløjten sig hele registret i en indledende solokadence, der heftigere og heftigere arbejder sig op til et klimaks og efterfølgende ekvilibristiske passager, der typisk for Ole Schmidts indgående kendskab til instrumenters formåen er skrevet, så de ligger godt for fløjten og samtidig er teknisk udfordrende. Alle strygerne sætter ind med halvtonebevægelsen, der nu udvikler sig til satsens egentlige hovedtema kastet hid og did mellem skiftevis strygere og solist. Hovedtemaet udvikler undervejs nye sider af sig selv, og undervejs lægges nyt melodisk materiale til, som kan tolkes som et sidetema. Men satsen er monotematisk og først og fremmest skrevet som en virtuos, delikat åbning, hvor de rytmiske og klanglige muligheder udnyttes til fulde. Formen er enkel, delt op i en ABA, hvor fløjten vender tilbage med en solokadence, inden satsens epilog sætter ind med et più vivo – hvor tempoet skrues endnu mere op. Kontrasten til den efterfølgende langsomme sats er slående. Strygerne indleder med en smukt udspunden melodi unisont over 13 takter, hvorefter solofløjten overtager melodien og improviserer over den kommenteret af strygerne. Denne dialog får en friere og friere karakter på vej mod det improviserende. Stemningen er drømmende, men i den centrale solokadence viser fløjten andre mere pågående egenskaber, indtil strygerne sætter ind med den indledende melodi. I den sidste del af satsen overtager solofløjten melodiføringen til strygernes unisone akkompagnement. Satsen slutter med en rapsodisk solistisk parafrase over det foregående i hurtige, vævre bevægelser. Koncertens sidste sats er klangligt den mest udfordrende. Solist og strygere er her mere kombattanter, og satsen svinger mellem meget heftige udfald og synlig udmattelse. Men hele tiden sørger Ole Schmidt for en energi og fremdrift, som gør satsen spændstig og uforudsigelig. Tematiske materialer vender tilbage flere gange og giver satsen identitet, men først og fremmest fornemmer man komponistens trang til at eksperimentere. En vildtvoksende sats, der dog slutter lige så tyst, som hele koncerten begyndte.

 

Koncert for horn og kammerorkester, opus 31 (1966)

Koncerten for horn og kammerorkester består af to kontrasterende satser. Hvor den langsomme 1. sats er alvorlig og drømmende, har den hurtige 2. sats karakter af muntert cirkus, hvor alt virker legende let. 1. sats indledes af en hornkadence, der fører frem til et hovedmotiv med strygernes diskrete akkompagnement a la en sørgemarch. Solohornet får endnu en kadence, inden hele orkestret får plads til at videreudvikle hovedtemaet. Således veksler horn og orkester gennem satsen i en dialog, der også inddrager et klagende sidetema, hvor det er strygerne, der anslår en mystisk stemning. Hornet tvinger musikken ind i en voldsom passage, hvor orkestret bliver revet fra hinanden og spiller det samme tema i forskydninger. Først til sidst er roen genoprettet, og den tredelte form står lysende klar. Helt anderledes kompliceret er forløbet i 2.satsen, selv om dens grundkarakter er legende let og provokerende enkel. Hele orkestret lægger op til hornets hovedmotiv med vilde rytmer og skiftende betoninger, som rykker ved fornemmelsen af en fast puls. Hornets flot svungne hovedtema bliver fulgt op af orkestret, der følger solisten som en skygge, indtil det selv overtager førerpositionen og lægger op til et hidsigt, abrupt sidetema. Orkestret forsøger det samme én gang til, men denne gang svarer hornet igen med et tema, der minder om hovedtemaet. Således skifter hovedtema og sidetema, indtil energien langsomt forsvinder ud af satsen, tempoet skifter til det meget langsomme Lento, og hornet får plads til først en meditativ solo og siden en energisk kadence over de to temaer. Satsen slutter virtuost med en gentagelse af det nu sejrende hovedtema. Satsen har mindelser om Sjostakovitj, hvis tonesprog umiddelbart kunne virke let og iørefaldende, men som under den legende overflade skjulte dybe konflikter.

 

Koncert for tuba og orkester, opus 42 (1975)

Tubakoncerten er dedikeret Michael Lind, der også uropførte værket. Værket er orkestre-ret for tubasolo og et lille orkester med træblæsere, horn, slagtøj og dybe strygere, hvilket giver et raffineret klangbillede. Ole Schmidt udnytter det gennem de tre satser, som koncerten består af, til at skabe spændende klanglige sammenhænge med plads til det dybt klingende soloinstrument. 1. sats indledes mørkt og ildevarslende i fagot, cello og kontrabas. Solotubaen bryder ind med et summende hovedtema, der skaber en hektisk stemning forstærket af hele orkestret. Dette hovedtema modsvares siden af et mere sangbart sidetema i tubasoloen fulgt tæt af et horn i en slags skyggebevægelse, hvilket er typisk for Ole Schmidt. Disse to stemninger, den hektiske og den mere sangvinske, veksler gennem satsen med hovedtemaet som satsens igangsættende kraft, og det fører frem til en kadence annonceret af en fløjtesolo, der skaber ro og opmærksomhed. I satsens epilog hører man reminiscenser af hovedtemaet. I 2.satsen drager Ole Schmidt nytte af sine erfaringer med bigband. Satsen indledes med en række akkorder spillet af dæmpede horn, senere kommer pizzikerede kontrabasser og fløjte til, og inde i denne tætte lyd træder tuba-soloen frem med et kontemplativt melodisk forløb. Den metalliske lyd erstattes siden af en blød, vemodig duet mellem solotuba og celli samt fagot. Tempoet er langsomt og tungt i denne sats, men hen mod slutningen bliver karakteren mere flydende, og der åbnes for soloindslag af obo, klarinet og fløjte. Satsen mister ikke sit tungsindige præg, men den bliver mere drømmende og slutter i en åben akkord som oplæg til koncertens 3. sats: en virtuos finale i højt tredelt tempo præget af skæve betoninger og et fremadstormende tema, der bliver imiteret af resten af orkestret. Effektfulde glissandoer og hvirvler i lilletrommen er med til at skabe et festligt punktum for koncerten.

Steen Chr. Steensen, 2005

Release date: 
januar 2006
code: 
6.220515
FormatID: 
SACD
CoverFormat: 
Super Jewel Case
Barcode: 
747313151561

Credits

Indspillet i Radiohuset 16.-20. august 2004
Producer: Chris Hazell
Tekniker: Jan Oldrup
Redigering: Morten Mogensen og Jan Oldrup
Mastering: Preben Iwan og Jan Oldrup

Noter: Steen Chr. Steensen
Grafisk design: Denise Burt

Forlag: Edition Wilhelm Hansen AS, (Suite, Tubakoncert og Hornkoncert) og
Edition Société Musicale (Fløjtekoncert)

Denne cd er indspillet i samarbejde med DR