Tilmeld dig Dacapos nyhedsbrev

Sinfoniettaværker

Hans-Henrik Nordstrøm

Sinfoniettaværker

Århus Sinfonietta, Kaisa Roose, Søren Kinch Hansen, Giordano Bellincampi

Hans-Henrik Nordstrøm (f. 1947) har markeret sig som en alsidig komponist med talrige bestillinger og opførelser fra førende orkestre, ensembler og solister i ind- og udland. Han stræber konstant efter ekspressivitet, klanglig mangfoldighed og variation. Værkerne på denne cd demonstrerer hele paletten af Nordstrøms ekspressive talent med inspiration fra naturens lunefulde stemninger til de enestående australske aboriginals og James Joyce's fængende bog Finnegan's Wake.

Køb album

CD

  • CD
    Jewel Case
    139,5055,80 kr.
    €7.49 / $8.15 / £6.38
    Køb
Download
  • mp3 (320kbps)
    69,0027,60 kr.
    mp3
    €3.7 / $4.03 / £3.16
    Køb
  • FLAC 16bit 44.1kHz
    79,0031,60 kr.
    CD Quality
    €4.24 / $4.61 / £3.61
    Køb
Total runtime: 
75 min.
Eneboer eller verdensborger?

Hans-Henrik Nordstrøm er ligesom rigtig mange andre danske komponister født mellem 1930 og 1950; en ener, en næsten eneboer, der kun skriver den musik, han har behov for at skrive. Intet fast lønnet arbejde, ingen leflen med kønne arrangementer til easy listening eller den sædvanlige indtægt ved undervisning. Nordstrøm skriver musik, som han synes, musik skal skrives, basta! Og én ener ligner ikke en anden ener.

En tekst der aldrig begynder eller slutter. Et stykke musik, der ikke skal nogen steder hen. Et maleri uden farver eller med mange farver, der ikke skal forestille noget bestemt. Eller man skal føre begge sine arme frem foran sig selv i en krumning, mens man går ned i knæ eller drejer rundt, for så vil man kunne give den, der ser bevægelsen, en følelse der ikke egentlig er indeholdt i det, man gør.

Man gør indtryk med det udtryk, man benytter sig af. Men er det det, man vil? En komponist er en earwicker, en ørentvist, og som sådan er det, komponisten gør, naturligt i den forstand, at såvel en ørentvist som et menneske, der sætter lyde i system, er naturskabte. Men måden, man udfolder sig på, er i tæt, eller knap så tæt, forhold til andre, og sammen med disse andre tilhører man et uoverskueligt regelsæt, som man kalder kultur. I mange kulturer skabes der kunst, og kunst var engang en del af kulturen – nu er det en kunst at opretholde en kultur. Naturen har ofte fået mennesker til at skabe sig og skabe kunst – kunsten vil derimod aldrig blive naturlig. Og så dog alligevel – solsorte fløjter Grieg og måske Nordstrøm.
Al denne kunst, som er så uoverskuelig, plejer man at sige, er en måde at forklare verden –eller fortolke den – og da kunsten ofte synes at være uforståelig, øger den forvirringen for den, der ønsker at forstå verden og dens uoverskuelighed. Kunst er så tæt på kunst. På kun et sekund er den væk – sekundkunst. Musikken er væk i samme øjeblik, den spilles; den spules som et flodløb gennem vores ører og kan efterlade et indtryk af sorg og glæde, der vandrer til hobe, eller den efterlader en våd plet i et øje efter at have ramt et øre.

Åh Riverrun – løb lille flod – flyd tårer mine – altid vil vi indtrykkes. En gang var en sang bærer af en viden, så man blot behøvede at være født i Australien for aldrig at fare vild i naturen eller i kulturen. Man kunne synge sig vej frem; men det, der var endemålet for den ene, var startpunktet for en anden. Ideen om, at en sang, en melodi kunne være så betydningsbærende, at man kunne finde vand i ørkenen – måske et flodløb – ved at kende sangen, eller finde vej over tusindvis af kilometer ved at synge den, må nødvendigvis virke dragende på vores tids komponister.

Vores tid hvor de færreste kan synge en sang med bare et minimum af betydning end mindre kan fatte, hvornår et musikalsk udsagn egentlig siger noget, hvad det siger, og om det siger det på en troværdig måde. Musikken strømmer som en flod, suser som vinden og ændrer sig som en sky. En sky er dog altid en sky, selvom den skifter form og farve; men er musik altid musik, hvis ikke det ligner musik? Hvorfor lammeskyer, men ikke basunskyer, hvorfor koronartrombone og ikke smertebasun? Hjerte rimer på smerte, men ikke på kvintol – hjertet har en puls, som vi tror er regelmæssig og konstant – hjertet pulser, kan man sige og taler allerede i fire fjerdedele, men hvis vi siger “hjertet kan smerte” er vi allerede i fem ottendedele. Eller også har vi fem impulser, hvor der plejede at være fire, og så kan man opleve en vis utryghed, fordi lilletrommen så ikke kan komme på to og fire mere. Og det er måske meget rart, hvis man turde tænke efter; men det er der jo ikke mange, der gør længere.

Og alene af den grund skal man skrive en tekst, der aldrig ...

Hans-Henrik Nordstrøm har sine steder, hvorfra han gang på gang suger næring, og på den foreliggende cd er der musik, der eksemplificerer to af de muligheder, Hans-Henrik Nordstrøm har for at blive inspireret. Han kan f.eks. gå ud ad sin dør eller ind ad sin dør. Går han ud, så står han midt i naturen, midt i en skov, og hvorfor ikke sætte denne skov i musik? Han kan løfte blikket mod himlen – det er efterår, der er skyer på himlen – hvorfor ikke sætte disse skyer i musik?

Hvis han går ind ad sin dør, kommer han hurtigt til en af sine bogreoler – i den bogreol står der bøger, bøger og bøger. Hvis han tager en bog ned fra hylden og læser i den, kan han være sikker på, der opstår ideer til musik i hans hoved, når det er Finnegans Wake, han bladrer i. Eller en bog om de sanglinjer – drømmespor – der går igennem Australien på kryds og tværs, og som Bruce Chatwin har forsøgt at gøre os klogere på i sin bog Drømmespor.

Men kan vi, der lytter, med sikkerhed høre, om det er skove, skyer eller bøger, vi hører i musikken?

Når vi nu kan se forskel på en sky og en skov, eller det træ og den bog, som et træ kan blive til, skal vi så med samme sikkerhed kunne høre, om det er en sky eller en skov? Hvad nu hvis jeg forestiller mig skyer, når jeg hører skove, eller ser en aboriginer for mig, når det er en irsk værtshusholder, der er hovedpersonen?

Hvis man forventer, at blot fordi en komponist inspireres af et indtryk, han har haft – af en impression – at så skal resultatet lyde, som man selv bilder sig ind, man ville have hørt den samme begivenhed klinge, så begrænser man sine indtryksmuligheder. Hvis der optræder en hest i et stykke musik, skal det så nødvendigvis lyde som galop?

Når der på et tidspunkt i In the Woods opstår en situation, hvor basun, klaver, marim-ba, høje blæsere og trommer bliver noget dramatiske i udtrykket, skal vi så absolut forestille os en situation i en skov med egern, der skændes, eller hvad Walt Disney-imperiet efterhånden har fået fyldt vores hoveder med, at der foregår i en skov?

Eller må vi høre det som rent artisteri, hvor virtuose musikere laver en (kortvarig) tilstand, der ikke ligner andet end sig selv – og med klangkombinationer, der kun findes lige her på det tidspunkt i præcis dette stykke musik?

Som musikoplevere må vi være enige med komponisten, når han i programnoten skriver, at hvis man vil opleve, hvad der sker i en skov, er der ikke noget bedre sted at gøre det end i en skov; men er det dermed sagt, at det er uden mening at skrive et stykke musik, der påstår at være “In the Woods”?

Enhver, der kan høre, og det betyder her enhver, der er opmærksom på de lyde, man omgives af, ved jo, at verden lyder forskelligt alt efter, om man er på havet, i byen, i bjergene eller i skoven. Verden lyder anderledes, når det regner, end når det er tåget. Verden lyder forskelligt om sommeren og om vinteren, om morgenen og om aftenen.

I en skov lyder skoven forskelligt alt efter, om man er i skyggen eller på et sted, hvor solen skinner; om natten lyder den igen helt, helt anderledes. Titlen In the Woods er derfor på sin vis en upræcis betegnelse, og så dog alligevel, vi skal bare huske alle aspekterne.

Det et stykke musik, der hedder In the Woods, i virkeligheden kan gøre, er at forsøge at præcisere, hvilke karakteristika lyden har i en skov – fx det mærkelige ekko, der er i en skov, eller det underlige fænomen, at der er en helt speciel rumlighed i lyden i en skov – selv om lyden af et rum sædvanligvis er noget, vi oplever, når vi er i et rum indendøre.

Et stykke musik skaber også et rum – ud over det kunstige rum, der opstår, når mikrofoner forsøger at indfange lyde i studier eller koncertsale – en tilstand; og ethvert musikalsk udsagn rummer i sig en gestik, en bevægelse. Den gestik, der vil være i et stykke musik, der hedder In the Woods, vil være anderledes end den gestik, der vil være i et stykke musik, der hedder Nuages d’automne (Efterårsskyer). Læg mærke til, hvordan vores gestikuleren er forskellig alt efter, hvad vi fortæller om. Den armbevægelse, eller de håndledsdrejninger, der ledsager fortællingen om den hjort, man så i skumringen i skoven, er helt anderledes end de armbevægelser, der ledsager fortællingen om, at man blev blændet, da efterårsskyen pludselig gled væk fra solen.

Derfor må In the Woods være en violinkoncert – lyden af træ og harpiks og Nuages d’automne en basunkoncert med lyden af blæst og vind.

Hans-Henrik Nordstrøm kalder ikke selv primært disse værker for koncerter – de er skrevet for hhv. violin og sinfonietta og basun og sinfonietta. Værkerne er heller ikke koncerterende i klassisk forstand; men de to soloinstrumenter gives altså en særlig vægtning i partituret, og de er da også på hver sin måde centrum og omdrejningspunkt for musikken.

Nuages d´automne er et musikalsk forløb, siger komponisten selv i forordet – og så kan man høre, at han selv er gammel basunspiller, når han beskriver basunen med disse kærlige ord: “Basunen, dette enkle (men vanskelige) rene, smukt klingende og lyriske messing-instrument.”

Efterårsskyer kan være mange ting – tunge mørke, lette lyse, ensformige, i stadig forandring osv.; men én ting er sikkert: De vil være i stadig forandring! Det må musikken så også være; men i modsætning til In the Woods’ mylder af liv, foregår begivenhederne her det meste af tiden i, hvad der opleves som et roligere tempo. Basunen er ikke så sangvinsk som violinen, der er tyngde i tonen, og omgivelserne er mere ensartede i en sky end i en skov. Orkestret fungerer oftere som flader af klang, hvilket dog ikke betyder, at musikken er stillestående. Den er hele tiden på vej et sted hen og i mere end ét tempo.

Og så er det jo lidt sjovt, at når man går i skoven, kan man kigge op på skyerne, og til tider sker det, at en sky ligner et træ eller en hel skov, eller at det næste gang kan være, at skyerne ligner lyden af et stykke musik – at omverdenen er blevet større, fordi den har fået flere betydninger.

Er lydene fra bøgerne i bogreolen så væsentligt anderledes?

I Bruce Chatwins bog Songlines (Drømmespor) siges bl.a. følgende: “Før de hvide kom, var der ingen jordløse i Australien, eftersom alle som deres private ejendom arvede et stykke af forfaderens sang og den landstrækning, som sangen passerede henover. Et menneskes vers var dets skøde på et landområde. Man kunne låne dem til andre. Man kunne låne andre vers til gengæld. Det eneste, man ikke kunne, var at sælge dem eller skille sig af med dem.”

Når en komponist læser, at den australske urbefolknings uendeligt gamle viden og overleverede erfaring er som en kollektiv sang – som et fælles lag af erindring, der samles i en tradition af sange eller noget, disse oprindelige kalder sange, og som vi ikke endnu har ord for – så kan vi godt forstå, at han hører musik i sit hoved. Men igen må vi i vestlig kulturtradition sætte spørgsmålstegn ved autenciteten af disse toner/lyde – denne musik i hovedet på Hans-Henrik Nordstrøm. Det er hans lyde; men han låner dem gerne ud.

Hans-Henrik Nordstrøm selv siger om værket, at bortset fra sit udgangspunkt har det ikke det fjerneste med australsk musik at gøre, men når man ser partituret, kan det dog sine steder ligne de malerier, aboriginerne har overrasket verden med: et virvar af prikker, streger og cirkler, der alle betyder noget bestemt.

Hvad er det så, der får musikken til at lyde, som den gør? En kort beskrivelse ville være nogenlunde således her: “Efter en kort, hurtig, dramatisk indledning – en indflyvning over det store land – falder musikken helt til ro i lang tid. Vi er nu helt alene i Australien, og så langt øjet rækker, ser vi det samme landskab. Efter at have været i det landskab i længere tid begynder vi at få øje på mylderet af variation – mylderet af linjer, stier, drømmespor, sange, melodier og muligheder. Først langsomt, prøvende, men lidt efter lidt hurtigere, jublende, indtil vores landskab er så fyldt med aktivitet og lyd, som det er muligt for denne besætning af musikere, der spiller landskabet frem. Efter et kort klimaks sidder vi nu rolige – måske afklarede – tilbage i den knitrende sol.”

Det, der her får musikken til at lyde, som den gør, er impulsen fra en bog. En inspiration, der i en periode har fået Hans-Henrik Nordstrøm til at leve sig ind i et univers, han forestiller sig ud fra en forfatters ord. Hans indlevelse finder form i et musikalsk forløb der måske/måske ikke er præcist i forhold til udgangspunktet; men som uanset hvad er blevet Hans-Henrik Nordstrøms personlige bud på klangen af Australiens uendeligt mange sanglinjer.

Og muligheden for indsigt i et andet menneskes måde at opleve på er et tilbud, man skal tage imod!

Hvis De nu har læst så langt som hertil, er det sandsynligvis sket, imens musikken har spillet, dvs. at enten har De ikke hørt efter musikken, eller også har De ikke koncentreret dem om det, De læste. Hvor mange læser en booklet, inden der lyttes til musikken? Er det ikke sådan, at man sætter cd’en i afspilleren, lytter med stigende adspredthed i 1  minut – og så rækker ud efter en forklaring?

Den forklaring findes ikke – enten kan man høre, eller også kan man ikke – i Hamlets ånd kan man sige “At høre eller ikke at høre”.

(Var Joyce en reinkarnation af Shakespeare, og er Hans-Henrik Nordstrøm en inkarnation af John Dowland. Ja, siger jeg, og henviser som Stephen Dedalus til atavisme.)

Jesper Lützhøft, 2007

Release date: 
maj 2007
Cat. No.: 
8.226522
FormatID: 
CD
CoverFormat: 
Jewel Case
Barcode: 
636943652220
Track count: 
5

Credits

Finnegan’s er indspillet i Frichsparken, Århus, d. 13. og 14. november 2006.
Producer: Morten Mogensen
Teknik: Claus Byrith

Nuages d’automne er indspillet i Frichsparken, Århus, d 2. november 2004
Producer og tekniker: Claus Byrith

Drømmespor II er indspillet i Frichsparken, Århus, d. 26, november 2006
Producer: Morten Mogensen
Teknik: Claus Byrith

In the Woods er indspillet på Risskov Amtsgymnasium, Århus, d 1. september 2002
Producer: Erik Kaltoft
Teknik: Claus Byrith
Alle fire værker er komponeret med støtte fra Kunststyrelsen.

Grafisk design: Denise Burt, www.elevator-design.dk
Foto s. 1 : Anne Kristine Smith
Forlag: Edtition Samfundet, www. samfundet.dk

Dacapo ønsker at takke Dansk Kapelmesterforening.