Tilmeld dig Dacapos nyhedsbrev

Phantasmagoria - Danske klavertrioer

Per Nørgård
Hans Abrahamsen
Bent Sørensen

Phantasmagoria - Danske klavertrioer

Trio con Brio Copenhagen

De tre danske komponister Per Nørgård, Bent Sørensen og Hans Abrahamsen har alle skabt nye og visionære musikalske udtryk, samtidig med, at de har formået at forny en dybt romantisk stræben efter at rumme det uhåndgribelige og mystiske. Med denne nye indspilning viser Trio con Brio Copenhagen en udsøgt fornemmelse for de tre komponisters drømmende tonesprog, deres magisk ladede følsomhed og forfinede musikalske karaktertegning. Det er musik, som hæver sig over nuet og rækker langt ind i evigheden.

Køb album Stream

CD

  • CD
    Jewel Case
    139,50 kr.
    €18.71 / $20.37 / £15.96
    Køb
Download
  • mp3 (320kbps)
    69,00 kr.
    mp3
    €9.26 / $10.07 / £7.89
    Køb
  • FLAC 16bit 44.1kHz
    79,00 kr.
    CD Quality
    €10.6 / $11.53 / £9.04
    Køb
  • FLAC 24bit 44.1kHz
    89,00 kr.
    Studio Master
    €11.94 / $12.99 / £10.18
    Køb
"Med smuk, forførende naturlighed misser Trio con Brio ingen pointer i de tre drømmende klavertrioer."
Jens Povlsen, Morgenavisen Jyllandsposten
"Denne cd's 50 bevægende minutter understreger, hvorfor Danmark i stigende grad misundes i ny musik-verdenen."
Andrew Mellor, Klassisk
"Wer sich auch nur halbwegs für Gegenwartsmusik aus Dänemark interessiert, muss hier einfach zugreifen."
Burkhard Schäfer, Ensemble Magazin (Tysk tidsskrift for kammermusik)
"A warm recommendation."
Richard Whitehouse, Gramophone
"Sørensen’s piano trio Phantasmagoria (2006–7) is a precursor to his triple concerto and headlines this disc (trio works by Hans Abrahamsen and Per Nørgård hardly lessen its appeal). Phantasmagoria speaks of the fading memory of Romanticism and contains some remarkable writing, most of all, perhaps, the surging repetition of single notes at provocatively differing volumes in the Misterioso e meccanico movement."
Andrew Mellor, Gramophone
Total runtime: 
49 min.
Det uhåndgribeliges magi  af Esben Tange
 

Per Nørgård, Hans Abrahamsen og Bent Sørensen er alle tre centrale figurer i den musikalske guldalder, som vi har oplevet i dansk kompositionsmusik fra slutningen af 1960'erne og frem til begyndelsen af det 21. århundrede.

Efter at den centraleuropæiske modernisme havde stået stærkt i årene efter 2. Verdenskrig, var ikke mindst Per Nørgård eksponent for et nyt frigjort musikalsk udtryk, hvor de sene 60'eres higen mod bevidsthedsudvidelse gik hånd i hånd med en udforskning af et nyt musikalsk sprog. I Per Nørgårds tilfælde førte det til opdagelsen af den såkaldte uendelighedsrække, der kommer til at spille en afgørende rolle i en række værker, blandt andet i Spell.

Til trods for at dette musikalske nybrud i høj grad har været med til at skabe helt nye og radikale musikalske udtryk, har en række komponister samtidig været i stand til at indarbejde og forny den romantiske æstetiks stræben efter at rumme det uhåndgribelige og det mystiske. Det gælder blandt andet Hans Abrahamsen, der i Traumlieder har komponeret en subtil musik med tråde tilbage til karakterstykker og musikalske miniaturer af Schumann.

Og hos Bent Sørensen fører det til en lang række værker, hvor en forfinet musikalsk karaktertegning forenes med en magisk ladet følsomhed, hvilket Phantasmagoria er et fornemt eksempel på.

Bent Sørensen: Phantasmagoria (2006-2007)

I Phantasmagoria, der er tilegnet og uropført af Trio con Brio, åbner Bent Sørensen op for et væld af vibrerende stemninger. Som inspirationskilde nævner komponisten blandt andet et gotisk stemningsbillede med en natlig ruin, hvor kun konturerne af den sammensunkne bygning skimtes. Her er altså tale om en form for dobbelt sløring. Ruinen har allerede i kraft af den forfaldne tilstand mistet en del af sin oprindelige arkitektoniske klarhed, og som følge af halvmørket opstår der tillige et delvist skjult skyggespil rundt omkring de sammensunkne mure.

Noget lignende gør sig gældende rent musikalsk. Lige fra første tone er musikken spøgelsesagtig og uhåndgribelig. Violinen sætter an med en enkelt tone, men et glissando udvisker den oprindelige tone og fører i stedet til en faldende bevægelse, hvor de sædvanligvis klart aftegnede toner diffunderer som sand imellem fingrene. Instrumentets klang er også præget af et uvirkeligt skær, da violinisten skal spille med en såkaldt Tonwolf, der dæmper tonerne voldsomt, og giver klangen en snerrende metallisk karakter. Samtidig skal den dæmpede tone spilles kraftigt, hvilket resulterer i et desperat udtryk - som en hæmmet passion, der kun kan komme til udtryk igennem rå aggression.

Når celloen sætter ind efter nogle takter, er det som en skygge af violinen, idet celloen spiller de samme faldende glissader, men i et svagere toneleje og med en mindre anmassende klang. Noget lignende gør sig gældende ved klaverets entré. Selv om klaverets klang adskiller sig væsentligt fra de to strygere, lykkes det her at lade klaveret indgå umærkeligt, som en tredje maskeret partner i dette musikalske skyggespil.

Vi er her i en musikalsk verden hinsides traditionel melodik, og undervejs høres der fragmenter af fjerne melodier, der spilles med en inderlighed, som var det et dyrebart minde. Og mod slutningen udvikler dette spor sig til musikalsk tusmørkepoesi af fineste karat, da alle tre instrumenter forenes i et tilbageholdt hymnisk tremolo, der forgylder et udkomponeret ekko af en arie fra Bent Sørensens opera Under himlen (1999-2004).

I den korte 2. sats Misterioso e dolce er det, som om musikken bevæger sig igennem en smal tunnel, da de tre stemmer i et tyst parallelløb kredser om de samme toner. Af og til smelter de helt sammen, men oftest er de på nippet til at miste den indbyrdes kontakt, med en kildrende smertelig dissonans til følge. Herefter bevæger musikken sig ind i en varm zone, hvor de tre instrumenter finder hinanden i den midterste sats Dolcissimo. Hele ensemblet samles om en uskyldsren melodi, og i kraft af kunstfærdige tonesvingninger skabes der en uklar harmonik, hvor det gamle spil med dur og mol tilføres et væld af nuancer. I korte øjeblikke åbenbarer der sig harmoniske drømmesyn, der synes at stamme fra en dybt romantisk verden. Og ved overvejende at holde musikken i et blidt pianissimo samt lade violin og cello kærtegne tonerne med brug en særlig florlet strygeteknik - flautando - lykkes det at fremmane en stemning af fred og ingen fare.

I 4. sats Misterioso e meccanico er det ikke tonehøjderne, der er uklare. I stedet varieres musikkens puls bestandigt, hvorved vores tidsoplevelse manipuleres og gøres uvirkelig. Oftest er der tale om en langsom opbremsning og dermed en svækkelse af musikkens iboende energi. Efterhånden som denne proces gentages igen og igen, resulterer det i en tabsoplevelse, men som et forsonende element høres der en fjern menneskelig stemme i en musik, der ellers bærer døden i sit indre.

Også i sidste sats, som var den første, Bent Sørensen komponerede, høres der stemmer, og det er påfaldende, at de tre instrumenter ikke på noget tidspunkt spiller samtidigt. Vi er igen i en dæmpet klangverden, hvor spinkle melodistemmer høres i det fjerne, denne gang i form af en intim vuggevise. Dette er musik, der kan falde fra hinanden når som helst, og som minder om den menneskelige eksistens' skrøbelighed.

Hans Abrahamsen: Traumlieder (1984/2009)

For Hans Abrahamsen er den klassiske klavertrio først og fremmest en romantisk besætning, præget af de to strygeres store klanglige fleksibilitet og af klaverets orkestrale bredde. Dermed er netop klavertrioen også et naturligt medium for Hans Abrahamsen, da hans musik i høj grad er en videreførelse af romantikkens følsomhed og fantastik. Det gælder i allerhøjeste grad Traumlieder, der er tilegnet og uropført af Trio con Brio, og som bygger på dels 10 Studier (1983-98) for soloklaver, dels Seks stykker (1984) for horntrio. At omarbejde eller genkomponere tidligere værker for en ny besætning er for Hans Abrahamsen en væsentlig del af arbejdet som komponist. Det kan sammenlignes med maleren Vilhelm Hammershøi, der igennem hele livet vendte tilbage til bestemte motiver, i håb om med tiden at kunne udskille det ligegyldige og fokusere på det væsentlige i sine værker.

I første sats af Traumlieder, Serenade, føres vi dybt ind i et tyst drømmeland. Med dæmpede akkorder i klaverets dybe leje og sagte strygerstemmer udspændt som et klangligt slør er dette musik, der bevæger sig som i trance. Hvert skridt er afmålt, som var det ført af en natlig søvngænger. Og selv om tempoet i Arabesque er hurtigere og mere dynamisk varieret, befinder vi os her fortsat i en irreal verden, præget af en labyrintisk klaverstemme, der med nervøst åndedrag vikler sig længere og længere ind i sit eget spind. I den følgende Blues føres vi med roligt vandrende skridt dybt ind i melankoliens hjerte. Klaverets basgang er præget af en uafvendelighedens konsekvens, og langt udtrukne sorglinjer i de to syngende strygerstemmer sikrer en dyster iscenesættelse.

I Marcia funebre tages den fulde konsekvens af det iboende mørke, der præger Traumlieder. I modsætning til den romantiske sørgemarch er dette musik uden puls, og midtvejs i satsen falder alle slør, og sorgen vælder ud i frenetisk udhuggede akkorder, hvorefter tiden så at sige ophører. Og skæbnen er ubønhørlig i Hans Abrahamsens natlige drømmeverden, for selv om musikken vender tilbage, minder et efterskælv os om katastrofens omfang.

I de to sidste satser viser der sig dog en form for åbning. For med en fræsende boogie-woogie - betegnet Scherzo misterioso - er det, som om de sidste rester af sorgen tilintet-gøres, inden musikken så at sige transcenderer i For the Children. I en sidste afklaret musik høres violinen som en sfærisk stemme i det høje, og en enkel graciøs melodi spirer frem i klaveret, der illuderer et klokkespil. Måske er denne barnligt troskyldige musik en ny begyndelse.

Per Nørgård: Spell (1973)

Med titlen Spell har Per Nørgård valgt en bevidst flertydig titel til sin klavertrio, der også findes i en version for klarinettrio, og som bygger på klaverstykket Turn. Ordet \spell" skal her både forstås i betydningen "at stave" og som en "fortryllelse". Og selv om de to betydninger umiddelbart er væsensforskellige, viser det sig her at være to sider af samme sag. For på den ene side er Spell et værk, hvor musikalske byggesten lægges frem som enkeltstående brikker, men samtidig viser det sig, at disse brikker tilsammen udgør en levende organisme. Og der er vel at mærke tale om en organisme, som ikke er underlagt en egentlig rationel forståelse og kontrol:

"... en organisme er ikke et spil billard med blotte årsags- og virknings-kæder, men et interaktions-felt, hvor en række kræfter virker i gensidig og uhyre kompliceret påvirkning."

Sådan skrev Per Nørgård i 1972 i kerneartiklen Bevidsthedsudvidelse - ved fuld bevidsthed. Her formulerer han en kunstnerisk vision om, at vi mennesker ved tilegnelsen af en organiske tænkning kan "genopdage os selv som kosmiske væsner" og "forlene livet med hellighed." Denne smukke og omfattende vision udfoldes i det store format i Per Nørgårds Symfoni nr. 3 (1976) og i et mindre, men ikke mindre helstøbt, format i Spell. Der er tale om en frit svævende musik, hvor de enkelte stemmer står i er relativt frit forhold til hinanden. I modsætning til den traditionelle notationsform, hvor komponisten har noteret hele værket i eksakte nodeværdier, som musikerne spiller så præcist som muligt, har Per Nørgård i Spell udviklet et nyt notationssystem, hvor hver enkelt musiker - inden for en overordnet fastlagt ramme - gradvist ændrer vægtfylden for en bestemt tone eller en musikalsk figur. Vægtfylden forstås her som både tonestyrke, varighed og tempo, og udviklingen af disse parametre er bestemt af impulser fra de andre musikere. Derved opstår der et levende vekselspil, hvor hver enkelt opførelse ændrer sig, alt afhængigt af hvilke impulser musikerne giver hinanden.

Resultatet er forjættende, da den sædvanlige, ofte forudsigelige, inddeling af tiden i eksakte taktarter og nodelængder er suspenderet til fordel for en glidende forandring. Musikken fremstår som en stor pulserende organisme bestående af enkeltelementer, der ændrer sig gradvist og delvist uafhængigt af hinanden - som en skyformation, der umærkeligt ændrer form og til stadighed fornyer og udvikler sig i nye forunderlige retninger. I kraft af de glidende overgange skabes der en illusion af, at musikkens tid og rum på samme tid er statisk og under ombrydning. Øjeblikket hæver sig over nuet og rækker ind i evigheden.

Esben Tange er cand. mag. i musik- og medievidenskab. Redaktør og koncertvært i DR P2. Kunstnerisk leder af Rued Langgaard Festivalen.

\

Release date: 
marts 2013
Cat. No.: 
8.226108
FormatID: 
CD
CoverFormat: 
Jewel Case
Barcode: 
636943610824
Track count: 
12

Credits

Indspillet i koncertsalen på Det Kongelige Danske Musikkonservatorium 19.-20. maj 2011
Producer: Aksel Trige
Teknik: Aksel Trige

Grafisk design: Denise Burt, www.elevator-design.dk

Forlag: Edition Wilhelm Hansen AS, www.ewh.dk

Denne CD er blevet til i samarbejde med Det Kongelige Danske Musikkonservatorium

Dacapo Records og Carion takker Dansk Musik Forlægger Forening, Augustinus Fonden, Solistforeningen af 1921 og Dansk Komponist Forening/KODAs fond for sociale og kulturelle formål

randomness