Tilmeld dig Dacapos nyhedsbrev

Lygtemænd i byen; Out of the Cradle Endlessly Rocking

Per Nørgård

Lygtemænd i byen; Out of the Cradle Endlessly Rocking

Helene Gjerris, Athelas Sinfonietta

Lygtemænd i byen er en usædvanlig eventyrkantate skabt af komponisten Per Nørgård og forfatteren Suzanne Brøgger med afsæt i et af H.C. Andersens mindre kendte eventyr. Denne kammerversion af kantaten stiller skarpt på den mystiske Mosekone sunget af den karismatiske mezzo-sopran Helene Gjerris, som også førsteopførte værket ved den engelske fejring af H.C. Andersens 200 års fødselsdag i Birmingham i 2005.

CD'en akkompagneres af en halv times dokumentarfilm, som følger Nørgård, Brøgger, Gjerris og Athelas Sinfonietta Copenhagens arbejde med Lygtemændene produceret af danske TV Glad, som er verdens eneste TV-station for og med mennesker med udviklimgshæmning/funktionsnedsættelse.

 

Køb album Stream

CD

  • CD
    Digipack
    139,50 kr.
    €18.71 / $20.37 / £15.96
    Køb
Download
  • mp3 (320kbps)
    69,00 kr.
    mp3
    €9.26 / $10.07 / £7.89
    Køb
  • FLAC 16bit 44.1kHz
    79,00 kr.
    CD Quality
    €10.6 / $11.53 / £9.04
    Køb
"Fascinatingly approachable."
Andrew Clements, The Guardian (UK)
"Superb performance and recording, as usual from Dacapo."
David Fanning, Gramophone
"Gjerris is so good that it is a pleasure simply to listen to her perform... As always with Dacapo, production values and presentation are first-rate."
Fanfare
"The performances are first rate and the sound is magnificent."
Rob Haskins, American Record Guide
Total runtime: 
49 min.
LYGTEMÆND I BYEN
HANDLINGSREFERAT AF PER NØRGÅRD

Den fra dansk almuetro bekendte (og berygtede) Mosekone står pludselig foran den eventyr-tørstende digter, og ud over at vise ham forskellige remedier (flasker og lignende) til at producere eventyr og poesi med, advarer hun ham og byens mennesker om den store trussel: Lygtemændene (i hvert fald tolv af dem) vil opholde sig i byen et helt år og hver for sig forsøge at forføre 365 mennesker, forsøge ved deres blålys at føre dem ned i moralske mosehuller ("Og det er langt at falde, når bunden aldrig nås, fordi den ikke er der.")

H.C. Andersens tekst slutter med Mosekonens advarsel, men Suzanne Brøgger tager gas på lygtemændene ved at lade dem forsøge sig med deres skarnsstreger i vor egen tid – og her står det allerede så slemt til, at lygtemændenes tricks falder helt til jorden.

Mosekonen hævner sig dog på sine underjordiske fællers vegne ved at fastslå, at det er gået lige så skidt for de berømte eventyrskikkelser – ikke en gang den grimme ælling kan se frem til nogen happy ending!

 

NOTER AF PER NØRGÅRD
I anledning af 200-året for H.C. Andersens fødsel bestilte musikforlaget Samfundet til Udgivelse af Dansk Musik et værk efter et frit valgt eventyr hos ti danske komponister, hvoriblandt undertegnede. Jeg valgte eventyret "Lygtemændene ere i Byen, sagde Mosekonen" – resultatet blev en eventyrkantate, som er skrevet for mezzosopran, skuespiller, blandet kor, børnekor, ungdomstrommegruppe og orkester.

Med deres kunstneriske leder, Anders Beyer, som initiativtager bestilte Athelas-ensemblet en version for blot én sanger (Helene Gjerris, som ved uropførelsen af den store version i Birmingham, England, den 2. april 2005 – som bekendt Andersens fødselsdag) samt fem musikere, som jeg valgte frit: trompet, trombone, violin, cello og klaver. Denne begrænsning medførte naturligvis, at der ikke kunne være tale om et blot og bart arrangement, men derimod en delvis nytænkt helhed. Således betød fraværet af det store orkestrale udtræk (herunder slagtøj og sirene), at jeg i stedet for en 'ironisk' programouverture ("1864-ouverture"), der antydede den danske natur- og nationalfølelses forfald til overmod og national katastrofe, i den kammermusikalske version egentlig lige så programmatisk forsøgte at udtrykke fantasiens forfald og sluttelige forstening – dette er jo 'den indre side' af eventyrets første ord, dem om manden, der engang kunne så mange eventyr … "men nu var de sluppet op for ham".

Fraværet af voksen- og børnekor betød ikke, at jeg måtte udelade alle satser/scener, hvor de ellers medvirker, for i stedet har jeg omskabt nogle af disse numre i den store version til arier. Derved er solistens rolle blevet betydeligt mere krævende. Hvor hun i den store version forblev Mosekone (på bare fødder, efter Helenes egen idé – selvfølgelig som den er, ved nærmere eftertanke), så skal hun nu ikke blot synge arier desforuden, men er også tildelt fortællerens og tilmed digterens (H.C.A. selv!) rolle/roller, som bruger H. C. Andersens egne ord. Som før veksler altså Suzanne Brøggers viltre Mosekonetekst med H.C. Andersens, men i kammerkantaten kommer de fra samme mund, mezzoens!

Et par korsatser er dog blevet skåret til (ned!), idet den store "Så er de her"-kulmination er erstattet af en kortvarig instrumental kampscene. I visse tilfælde udtrykker musikerne sig også vokalt, i tale- eller råbekor og et sted med forsøg på Lygtemands- falsetkor.

Der er to eventyrlige lag i dette værk. Det første lag er H.C. Andersens egne ord, som omhandler en ejendommelig tildragelse: H.C. Andersen (for ham er det), møder en ægte eventyrfigur, nemlig selveste Mosekonen! Det fremgår tydeligt at "manden" i historien er Andersen selv, og at tiden er omkring et år efter 1864, dét krigsår hvor Danmark på grund af styrets kortsynede nationalistiske politik mistede en trediedel af riget til tyskerne. Den begribelige nedstemthed i befolkningen greb også Andersen, han savnede inspiration og kreative impulser. Nu – ved eventyrets begyndelse – føler han for alvor savnet af sin eventyrskaben, og han vil opsøge eventyret. Mosekonen indvilliger i at hjælpe den nødstedte digter med eventyrtilbud ("på flasker"), men hun afbryder brat sin hyldest til mosekonebryg og retter i stedet for en advarsel til manden og byboerne: Lygtemændene er i byen og vil fordreje folks hoveder i et helt år! "Så" – slutter hun sin dramatiske afsløring – "tag jer i agt, mennesker! Lygtemændene er i byen."

Her slutter også Andersens historie – nogen vil sige: just da den skal til at begynde! Sådan tænkte i hvert fald jeg som komponist: historien er en eventyrlig torso. Men en fortsættelse er påkrævet ved en musikalsk fremstilling: hvad laver lygtemændene egentlig i byen? – og hvordan reagerer byfolket? – hvad skete der?

Disse spørgsmål lod jeg gå videre til digteren Suzanne Brøgger, og hendes tekster udgør det andet – og lige så eventyrlige – lag i værket. Hun placerer nemlig de arme lygtemænd i vor tids metropol, året er 2005, og sammenlignet med omfanget af forførelse og forfald i den moderne verden, er 1865-lygtemændenes fristelser for intet at regne. De mislykkes altså bitterligt, mens tilhørerne får indblik i vor tids moralske tilstand.

 

INTERVIEW MED PER NØRGÅRD
Da jeg skulle møde Suzanne og bede hende om at løse opgaven, tænkte jeg på Marx Brothers, som forud for en filmoptagelse altid fik et tyndt manuskript a la: "Rig amerikaner kommer til byen. I kommer og lokker på forskellige morsomme måder pengene ud af ham!". Ja tak, på forskellige morsomme måder. Det var den opgave, jeg stillede til Suzanne. Jeg sagde til hende: "Lygtemændene kommer til byen, og du viser, hvad de kan finde på for at føre folk bag lyset."

Suzanne blev engang bedt om at give et signalement at vores tid. Hun sagde, at vi lever i den villede blindheds tidsalder. At vi er blinde i den forstand, at universet er stort, og vi ikke kan forventes at se det hele, er forståeligt og naturligt. Den villede blindhed består i, at vi fx ved at oliereserverne slipper op, vi ved det godt, men vi lader, som om vi ikke kan se det. Dette signalement kunne stå som et motto for værket: Den villede blindheds tidsalder. Det er dog trøsterigt, at det er os selv der er 'villede blinde' og ikke ofre for trolddom, eftersom vi følgelig også selv kan vælge en anden og bedre vej.

Suzanne præsenterede mig for 12 siders poesi. Jeg blev glad og overvældet, men opdagede, at der var ord, jeg slet ikke kunne tænke mig at have med i min musik. Jeg plukkede ud og bad om mere tekst visse steder, og jeg kunne slet ikke begynde at komponere, før jeg havde fundet de helt rigtige ord. Opgaven for mig var at være 'medkreativ' i forhold til Suzanne og samtidig bevare klarheden i hendes tekst og store steder. Jeg kunne ikke udholde tanken om, at skrive en ledende tematik som i "Peter og ulven", hvor musikken er underlagt en større fortælling. Nej, hos mig skulle tekst og musik være ligeværdige. Heldigvis havde jeg ikke grund til at bekymre mig om Suzannes reaktion, for hun var med på en redaktionsproces før selve kompositionsarbejdet gik i gang. Jeg behøver ikke at uddybe, at Suzanne selv er en heks, som graver ned i tabu-områder – jeg havde hende i tankerne fra første færd i dette projekt!

 

INTERVIEW MED SUZANNE BRØGGER
Der er to skæringspunkter for H.C. Andersen: Ikke alene krigen i 1864, men også krisen i hans egen livshistorie, hvor romantikken er rindet ud, og det moderne gennembrud har fundet sted. Dette moderne gennembrud kræver af ham, at han skal være moderne. Han prøver så i sine sidste år at skrive ind i fremtiden. Derfor er det et meta-eventyr, der handler om, hvordan man bærer sig ad med at skrive et eventyr på de nye præmisser. Det var så den samme opgave, jeg fik: Kan historien føres ind i vores egen tid?

Lygtemændene er på en måde gjort arbejdsløse hos mig. For alle de steder, jeg ville sende lygtemændene hen, var der allerede sket nogle sammenbrud, sådan at disse lygtemænd ikke havde ret meget at gøre – deres påfund ville virke så uskyldige og harmløse i forhold til, hvad moderniteten har betydet. Teksten er dobbeltydig derved, at på trods af alt, hvad der er gået i opløsning, alt hvad der er forsvundet af traditioner af den livgivende slags (jeg taler ikke om fossile traditioner), så viser det sig alligevel, at man ikke kan slå eventyret ihjel.

Jeg har forsøgt at reflektere over, hvad der er eventyrets natur. I pagt med Andersen har jeg fundet ud af, at der skal introduceres et eller andet 'ondt'. Der skal en destruktion ind, et mørke eller noget, man er bange for. Eventyret skal finde sted på overgangen ved åen, hvor der kan komme en trold op. Det skal finde sted i overgangsfaser, hvor man er sårbar, og hvor det kan falde ud til begge sider – men det er eventyrets natur, at det skal gå godt. Min opgave var derfor: Hvad er det onde, man kan finde på at skrive om idag? Man kan også spørge, hvor eventyret kommer fra hos Andersen. Det er forbundet med den magi, der er i de firkløvere, som Andersen skriver om, der vokser præcis på et sted, hvor en sommerfugl rammer en gravsten. Det er altså lige mellem liv og død, at magien fældes.

Baggrunden for at lygtemændene skal ind og lave ulykker, grunden til at man er nødt til at introducere ondskab eller destruktion, er jo, at den flaskepoesi eller discountpoesi, som gives os som tilbud, ikke duer. Man er nødt til at gå ned i de sammenhænge, hvor det gør ondt. Jeg er gået helt ind i sproget og har opløst eventyret indefra ved at lave om på alle pointerne.

H.C. Andersen blev beskyldt for at skrive talesprog i sin egen tid. Han skrev: "Solen synker og så vid’re". Det passede slet ikke til den højstemte poesi, man forlangte. Det er måske det eneste sted, hvor jeg går H.C. Andersen i bedene, ved at prøve at skrive mundret.

Jeg synes faktisk, at der er adskillige ørehængere i det værk. Når man har hørt disse melodier mange gange, bliver man ved med at synge dem indvendigt. Jeg kan godt lide, at der er så mange sangbare passager, der henvender sig til alle aldre. Det var så overrumplende for mig, første gang Per Nørgård spillede hele værket for mig på klaver. Musikken bliver til i en anden tidsdimension, hvor man kan udfolde en stemning eller en følelse. Et udsagn, som måske kan siges på to linier i en tekst, dét kan i musikken udfoldes og få så meget dybde og rummelighed og vare flere minutter. Derfor bevæger man sig i musikken ind i en anden tidsdimension – og der har Per Nørgård hele tiden i eventyret evnet at skifte stemning i hver scene: En helt ny verden begynder i hver eneste scene.

Interview med Per Nørgård og Suzanne Brøgger ved Anders Beyer er citeret fra artiklen "Når månen står på slem – interview med Per Nørgård og Suzanne Brøgger", Dansk Musik Tidsskrift nr. 1, 2005/2006

 

OUT OF THE CRADLE ENDLESSLY ROCKING
NOTE AF PER NØRGÅRD

Værket blev bestilt af Ebb and Flow Ensemble til uropførelse i Maui Arts and Cultural Center i Kahului på Hawaii den 23. november 2008. Værkets titel er lånt fra første linie i det storslåede første digt i den amerikanske digter Walt Whitmans suite "Sea- Drift", som er en hyldest til havet. Suiten indgår tillige i Whitmans kolossale opus, "Leaves of Grass", som han reviderede, udvidede og omarbejdede hele livet. Jeg havde tidligere anvendt nogle linier fra digtet i et af mine værker, som også tog sin titel hefra, "Seadrift" (1978), for sopran og ensemble.

I det foreliggende værk har det ikke været min mening at afbilde 'havets sjæl' eller noget i den retning. Det var, på den anden side, min klare intention at lade værket være en udstrakt hånd fra det ene lille, havomkransede land, med 'et hav af' øer – til et andet ørige i et fjernere ocean (jeg refererer her naturligvis til Danmark og Hawaii). "Hawaii"… navnet klinger for en skandinav fjernt, eksotiskt tillokkende, et varmens og sorgløshedens land, tusinder af sømil herfra.

Sangeksempler fra hawaiiansk folkemusik blev venligst stillet til min rådighed, og denne musik fascinerede og inspirerede mig i en sådan grad, at det melodiske repertoire i "Out of the Cradle" har ekkoer af disse fjerne klange.

En latent bølgekarakter præger meget af musikken, heraf undertitlen. Man vil ofte høre en samtidighed af forskellige 'bølgelænger', og det klingende resultat bliver en tætvævet og kompleks, rytmisk lag-på-lag musik. Tredje og sidste sats er karakteristisk ved en accelererende, fremadbrusende akkumulering hen mod slutningen.

Da jeg kiggede tilbage på det afsluttede partitur, var der ikke nogen tvivl i mit sind: det var blevet en vuggende, rokkende, bølgende musik, og titlen gav nærmest sig selv.

 

INTERVIEW MED PER NØRGÅRD
Det er ud af denne endeløse, rokkende vugge for alting, havet – at musikken udspringer. Ebb and Flow Ensemble fra Hawaii bestilte et værk af mig, som skulle være for samme besætning som Messiaens "Kvartet til tidens ende" – klarinet, violin, cello og klaver – og jeg tog udgangspunkt i, hvad der forbinder Hawaii og Danmark: Det er jo havet!

Det har været meget inspirerende for mig at fordybe mig i noget, som min musik altid har været centreret om i større eller mindre grad, nemlig bølgeformerne. Det er noget dybt fascinerende ved musik, at den jo er bølgeformer, alene ved at musikken når vores ører som svingninger. Musikken er er en svingningsverden i alle mulige lag.

Det, der betinger bølgernes form, er rillerne i stranden, som vi kender, når vi går ud og bader. Så er det man spørger, jamen hvad er det, der betinger rillernes form? Det gør bølgerne! Vidunderligt som tilværelsen er indrettet: Det ene betinger det andet og det andet det ene. Det vil sige, der er en konstant relation, hvor bølgeformernes størrelse afhænger af, hvad de forefinder, mens deres intensitet samtidig kan påvirke det, de ruller henover. Det er denne gensidige påvirkning, min musik egentlig har som forbillede.

I førstesatsen er der i begyndelsen flere rytmer i de forskellige instrumenter, der ligesom slår henover hinanden, men hvis man lytter flere gange, vil man kunne genkende noget, som er meget tydeligt senere – at der for eksempel er en bestemt rytme, 5-4-3 – eller en omsluttende rytme på 3 slag, og nedenunder den kan det være inddelt i nogle mindre. Disse buer opfatter jeg helt konkret, og det er den form for bølgeformation, som interesserer mig – det er jo en kosmisk sag!

I første sats anvender jeg også lidt fremmedartede klange, idet pianisten holder på de dybeste af flygelsets strenge med venstre hånd, mens hun med højre hånd spiller på de tilsvarende tangenter, hvilket giver en underlig kobberagtig klang, som kan være knastør, som en hveps helt op i øret, men hvis pianisten bruger pedalen, så kan det blive en helt summende, havagtig lyd, så det indgår næsten som en slags billede, men det er rent musikalsk alligevel.

Andensatsen har til gengæld hawaii-chanting som sit centrum, men der er også mange andre lag i satsen. Jeg skrev til det hawaiianske kammerensemble, at jeg ville være interesseret i at høre deres originale folkemusik. Jeg holder meget af etnisk musik, jeg er jo opdraget hos Vagn Holmboe, og der lærte jeg tidligt at elske de forskellige udtryksverdenener, som er virkelig forskellige universer. Men jeg har aldrig tidligere brugt folkemusik i min musik, så det ventede jeg egentlig heller ikke, at jeg ville komme til at gøre her. Men så kommer der altså en plade med ti chants og så en lille tromme til – og i forhold til, hvad jeg kan få ud af slagtøjsmusik, så var det jo ingenting, for det var bare en lille stentromme. Men denne tromme og sangstemmerne var helt fascinerende! Det, der fascinerede mig, det var klangen af deres stemmer, som ikke lignende noget som helst andet, jeg havde hørt af stemmer over hele verden. Det her var den kropslige veltilpasheds klang. Det er en form for rytmisk sang, som langsomt stiger i intensitet og i tonehøjde. Når de synger med deres vibrerende stemmer, giver det sådan et velbefindende fysisk, det forplanter sig til vores egne kroppe. Oplevelsen af denne ældgamle musikkultur, som hedder Huna, var så stærk, at det satte sig spor i værket.

Det, der interesserer mig meget ved bølger, det er, at de netop sjældent er helt pulsagtige. De er ikke fuldstændig periodiske, de siger ikke bare pjask, pjask, pjask ind mod strandbredden, det er meget mere raffinerede fænomener. Men just den der gentagelse i hawaiiansk sang, som ligger som kontrapunkt til den evigt nye bølgerytme, den fokuserer jeg på i anden sats. Allerede i slutningen af første sats er der antydninger af sangens rytme i celloen – en tonegentagelse, som vokser i tonehøjde og intensitet. Men ellers findes inspirationen fra sangen i anden sats som rytmisk kontrast til bølgeformerne. Det afspejler en særlig facet af Hawaii, som interesserer mig, så det har jeg altså med som en hyldest til Hawaii. Det, der betog mig meget, da jeg omsider valgte en titel af Walt Whitman, det var ikke mindst rytmen i den der sætning: "Out of the cradle endlessly rocking". Selve den linie var for mig musik, ikke alene rytmisk set, men også i vokalerne – så selve titlen er bagt ind i musikken som indledning til tredje sats, ved at vokalerne kommer til at fungere som tonebærende. Fordi alle mennesker har samme toner ved samme vokaler, når de hvisker, lod jeg musikerne hviske titlen med udeladelse af konsonanterne, og så overtager klaveret og de andre instrumenter den rytme, så det vil sige, at de verbale indslag går direkte over i den musikalske fortsættelse på instrumenterne – det har jeg aldrig prøvet før. Jeg har heller ikke været ude for en titel, der har været så musikalsk som "Out of the Cradle ..."

Tredjesatsen, det er én eneste acceleration hen mod det hurtigste hurtige. Der er nogle små intermezzi, men så igen videre, til sidst så hvirvler det af sted, som accelerationen i en storm, bølgeformerne tager i den grad over. Og så, til allersidst, ligger der bare en uendelighedstone, som jeg komponerede af flere lag i strygerne, og så klaveret, der spillede en bestemt figur, altså endlessly, endeløst, samtidig med, at der er en fløjtetone – jeg ville egentlig helst have haft et syngende glas, men det kan være svært at skaffe i en koncertsal, så jeg accepterer en fløjtetone – som interfererer med klarinetten, som spiller en anelse lavere. Det foregår sådan, at samtidig med klaverog strygerkombinationen spiller klarinetten en høj og uanstrengt tone, og den kan også lave et lille glissando uden at ændre fingerstilling – mens pianisten, samtidig med at hun spiller nogle figurer, har mulighed for at fløjte en tone, der ligger tæt på klarinettens. Musikerne har indstuderet, hvordan den fjerner sig og kommer tættere på og fjerner sig, hvorved antallet af beat tones, stødtoner, hele tiden skifter. Derved opstår der en vibration i lytterens ører, som jeg igen synes er noget vidunderligt og kosmisk, som ligger i vores høresans: Vi er forbundet med kosmos direkte kropsligt i vores oplevelse! Og den tone ligger så i det uendelige og forsvinder i det fjerne ...

Interview ved Rune Kühl

Release date: 
april 2012
Cat. No.: 
8.226085
FormatID: 
CD
CoverFormat: 
Digipack
Barcode: 
636943608524
Track count: 
18

Credits

Indspillet på Det Kongelige Danske Musikkonservatorium 30. marts - 2. april (Lygtemænd i byen) og 26.-27. november 2009 (Out of the Cradle Endlessly Rocking).

Tidligere udgivet i 2010 af TV-Glad

Dramatisk konsulent: Jan Maagaard
Producer: Preben Iwan
Executive producer: Peter Tulinius Krarup

Kunstnerisk leder og daglig leder, Athelas Sinfonietta: Anders Beyer

Illustrationer: Daniel Poulsen, Glad Design
Grafisk design: Glad Design

Libretto oversættelse: Svend Ravnkilde

Denne udgivelse er blevet mulig med generøs støtte fra Dansk Komponist Forening/KODAs Fond for sociale og kulturelle formål, og Beckett Fonden.

www.athelas.dk

www.tv-glad.dk

randomness