Klaverværker

CD (free shipping)

  • CD
    Jewel Case
    111,60 kr.

Download

  • mp3
    mp3 (320kbps)
    55,20 kr.
  • CD Quality
    FLAC 16bit 44.1kHz
    63,20 kr.
Per Nørgård

Klaverværker

Erik Kaltoft

Klaveret er Per Nørgårds (f. 1932) arbejdsinstrument, så derfor er det ganske logisk, at klavermusikken har trængt sig stædigt på i mere end et halvt århundredes skabende virksomhed. Denne cd koncentrerer sig om de kortere værker. Her møder vi en alternativ udgave af dyrenes karneval med en tangodansende skildpadde, et fortolket genhør med The Beatles’ solsort og edderkoppens hemmelighedsfulde spindelvæv udkrystalliseret i sart forbundne linjer.

Total runtime: 
59
"Einem wunderbaren Fundus an Klanggesten, Melodien und rhythmischen Bewegungstypen."
Tobias Pfleger, Klassik.com
"Nørgård's is a distinctive, personal voice... Pianist Erik Kaltoft's playing is clean and accurate"
Paul Orgel, Fanfare
"This is a very enjoyable disc."
David Hurwitz, Classics Today
k
Vælg foretrukket format til download af track.
Animals in Concert
1 I A Tortoise's Tango (1984) 3:48 6,40 kr.
2 II Light of a Night (Paul meets bird) (1989) 6:22 9,60 kr.
3 III Hermit Crab Tango - Esperanza (1997) 4:57 6,40 kr.
Cob Weaver and Other Secrets on the Way
4 Cob Weaver (2001) 1:35 6,40 kr.
5 Other Secrets on the Way (2002) 2:04 6,40 kr.
Nine Friends (1984)
6 Secret one (to Lars) 1:52 6,40 kr.
7 Secret - too (to Helle) 2:57 6,40 kr.
8 Opening one (to Pia) 1:51 6,40 kr.
9 Tiny (to Lasse) 1:37 6,40 kr.
10 Illusive (to Per) 1:19 6,40 kr.
11 Big brother (to Mogens) 1:48 6,40 kr.
12 Onwards (to Jeanette) 1:34 6,40 kr.
13 Opening, too (to Herman) 6:20 9,60 kr.
14 Three-faced Goddess (to Dinna) 3:02 6,40 kr.
Fragment I-IV (1959-61)
15 Fragment I 1:39 6,40 kr.
16 Fragment II 1:24 6,40 kr.
17 Fragment III 0:26 6,40 kr.
18 Fragment IV 1:25 6,40 kr.
Nine Studies op. 25b (1959)
19 No. 1, Prelude 1:56 6,40 kr.
20 No. 2, Trio 1:21 6,40 kr.
21 No. 3, Duo I 0:32 6,40 kr.
22 No. 4, Counterlude I 0:48 6,40 kr.
23 No. 5, Intermezzo 1:48 6,40 kr.
24 No. 6, Counterlude II 0:54 6,40 kr.
25 No. 7, Duo II 0:45 6,40 kr.
26 No. 8, Trio II 0:53 6,40 kr.
27 No. 9, Postlude 1:20 6,40 kr.
Four Sketches op. 25a (1959)
28 I 0:39 6,40 kr.
29 II 0:26 6,40 kr.
30 III 1:27 6,40 kr.
31 IV 0:31 6,40 kr.
PER NØRGÅRD

Per Nørgård (f. 1932 i København) er en af de centrale komponister i Skandinavien efter Carl Nielsen og Jean Sibelius. Hans produktion – ca. 400 værker – dækker bl.a. syv symfonier, seks operaer, koncerter, kammer- og kormusik, samt ballet-/film- og elektronmusik.

Nørgårds tidlige værker viderefører den nordiske tradition. Gennem Vagn Holmboe (1909-1996), hans lærer i ungdomsårene, skærpes hans interesse for organisk musikalsk udvikling – metamorfosen, hvor kim af rytmiske og melodiske motiver bestandigt forvandles og udvikles. Det førte til intens interesse for metamorfoser og symmetrier i Sibelius’ musik, en vigtig ledestjerne for den unge Nørgård. Komponistens senere “uendelighedsrække” (fra 1959) er på en måde udsprunget af netop disse fænomener – metamorfoser og symmetrier.

Nørgård studerede som 24-25-årig hos Nadia Boulanger i Paris, men følelsen af at være indre emigrant i det internationale, moderne franske miljø, forstærkede nærmest det “nordlige sinds univers” i ham. Mødet med unge centraleuropæiske komponister omkring 1960 inspirerede til at eksperimentere med nye udtryk og genrer hinsides nordisk tradition, bl.a. collage, musikdramatik, slagtøjsværker, elektronmusik, happenings, samt en nærmest psykedelisk, vibrerende musik mellem melodi og klang bl.a. i orkesterværkerne Iris og Luna.

Samtidig arbejdede Nørgård med en egen teknik, “uendeligheds-rækken”, der – hvad enten anvendt i et værk eller ej – efterhånden er blevet komponistens varemærke. Ifølge Nørgård er det en lidt intetsigende etikette. Fremfor en særlig “tonerække”, er der snarere tale om et musikalsk “vækstprincip” (indenfor alle tænkelige skalaer), der skaber tonevæv af melodilinjer, der udspringer af beslægtede langsommere (eller hurtigere) melodier, der udspringer af beslægtede endnu langsommere … (etc.) – en “fraktal” musik, som det senere er blevet betegnet. Fra orkesterværket Rejsen ind i den gyldne skærm (1968) og frem til ca. 1980 skaber Nørgård et personligt musikalsk univers, hvor udvalgte melodier fra uendelighedsrækker kombineres med overtone- og undertoneharmonik (hhv. dur og mol), samt rytmer baseret på proportioner ud fra det gyldne snit – en velklingende og afbalanceret ny musik, som det høres i bl.a. 3. symfoni, operaerne Gilgamesh og Siddharta og en række kammer-, kor- og vokalværker.”Jeg står med den ene fod i den vestlige rationalisme og den anden i den østlige mysticisme, men alligevel føler jeg mig fremmed over for dem begge. Jeg er, så at sige, en slags tredje punkt i billedet”– som komponisten sagde i den periode om sin musik.

Omkring 1980 skifter Nørgård radikalt kurs mod en spontant komponeret, dramatisk og splittet musik, inspireret af billeder og tekster af den skizofrene svejtsiske kunstner Adolf Wölfli (1864-1930) – bl.a. i en række korværker, operaen Det guddommelige Tivoli (til tekster af Wölfli) og 4. symfoni – Indischer Roosen-Gaarten und Chineesischer Hexen-See.

Siden arbejder Nørgård med nye former for toneserier, melodiske netværk og temporelationer (bl.a. i tre solokoncerter for hhv. cello, bratsch og violin), i 1990’erne kombineret med et direkte, ofte voldsomt udtryk, fx i 5. og 6. Symfoni, klaverkoncerten In due tempi, operaen Nuit des Hommes (til tekster af G. Apollinaire) og orkesterværket Terrains Vagues.

I det nye århundrede synes Nørgård at udnytte hele repertoiret af teknikker og udtryk, heriblandt en ny interesse for hidtil oversete aspekter af uendelighedsrækken (bl.a. i Harpekoncert nr. 2 – Gennem torne (2003). Hvor man tidligere med en vis ret har kunnet se længere, sammenhængende udviklingsfaser i Nørgårds musik virker det nu, som om hvert værk kalder på sit eget, særlige univers. I Violinkoncert nr. 2 – ‘Borderline’ (2002) fokuseres på de spændingsfyldte, dissonerende grænser mellem henholdsvis veltempererede og overtonebaserede skalaer og melodier. I H.C. Andersen-værket Lygtemændene tager til byen (2003-04) vender Nørgård på en måde tilbage til det tegneserieunivers, han i 1940’erne lavede sine første mange sange til. Den 7. Symfoni (2004-2006) og en række værker for cello solo (bl.a. sonaten Rhizom) går hver deres – egne – veje.

Karakteristisk for komponisten Nørgård, hen over snart tres år, er hans optagethed af det organiske og den dramatik, der ligger i begrebet “interferens”. Stilistisk er Nørgård inklusiv, visse værker synes beslægtede med balinesiske og afrikanske musiktraditioner, andre med passioneret europæisk romantik og andre igen med oversete nicher i avantgardens laboratorier. Drivkraften synes at være bestandigt at gå nye veje og eventuelt glemme tidligere praksis. I hvert fald for en tid, indtil tidligere strategier og ideer dukker op igen, i nye sammenhænge.

Om værkerne
Per Nørgård har, udover nogle tilbagetrukne ungdomsværker, komponeret omkring 30 klaverværker: kortere og længere ensatsede stykker, flersatsede suiter og værker for to klaverer (Unendlicher Empfang, 1997). Hertil en tidlig Rapsodi for klaver og orkester, samt Koncert for klaver og orkester – In Due Tempi (1995).

Blandt de tidlige klaverværker har især de vægtige Klaversonate nr. 1 (1953/56) og Klaversonate nr. 2 (1957) markeret sig. De senere Grooving (1968) og Turn (1973) har efterhånden opnået status af klassikere, fulgt af virtuose klaverstykker som Achilles og skildpadden (1983), Unendlicher Empfang og senest Waterways fra 2008. Ind imellem disse værker findes imidlertid en række kortere klaverstykker, hvoraf et udvalg høres på denne cd.

Animals in Concert er en dyresuite af klaverstykker bestående – indtil videre – af Skildpadde-tango (1984), Light of a Night – Paul meets bird (1989) og Eremit-krebs-tango (1997). I Per Nørgårds musik dukker i 1980’erne en del ‘fundne sager’ op. Igen, må det tilføjes, for musikalske citater indgik i en række farverige collageværker i 1960’erne. Nu zoomer komponisten ind på det kendte materiale, griber essensen og bringer det et andet, nørgårdsk, sted hen – hvad enten det drejer sig om fx en række sangfugles ekvilibristiske melodilinjer, havbrusets overtonerækker eller valsende temaer af den skizofrene kunstner Adolf Wölfli (1864-1930). Eller som det høres her: tangoens rytmer og motiver, og en Beatles-sang (med fugl) i tre selvstændige klaver-stykker forbundet i suiten Animals in Concert, om hvilken komponisten skriver:

“Skildpadde-tango: Skildpadden – som tango-danser! – må formodes at besidde visse rytmiske ejendommeligheder, som jeg har valgt at udtrykke ved at lade skildpaddens melodi sjoske bredt (tre-delt) gennem tangorytmens stramme (fire-delte) taktart.

Værket komponeredes til pianisten Yvar Mikashof’s store “tango-projekt” i 1980erne: en stor samling nykomponerede tango’er for klaver af komponister fra hele verden. Light of a Night – Paul meets bird er et “viderekomponeret arrangement” for klaver af Beatles-sangen Blackbird (bestilt af pianisten Aki Takahashi). Som nogle vil mindes lod The Beatles på “The White Album” den smukke sang til solsorten ledsage af en (tilsyneladende) live solsortsang. Det er denne autentiske fuglemotiv-verden, der i Light of a Night væver sig ind i og efterhånden “smittes” af Beatles-melodien, så noget helt tredje kommer ud af det: en slags Fugle-rockballade.

Eremitkrebs-tango (Esperanza): Tango-forholdet må siges at være ret specielt også for eremitkrebsen, dette bløde dyr der som bekendt må løbe spidsrod mellem havbundens mange farer, når den skal skifte hus. Jeg har valgt at udtrykke farerne ved et kaktusspidst tangomønster, hvorigennem melodien – optimistisk – smutter til sit nye ly. Melodien har jeg lånt fra sangeren og sangskriveren Hanne Methlings Introduktion (med hendes tilladelse). “Jeg vil igennem denne gang!”, synger hun på en ekstatisk stigende melodilinie – og disse ord må vel også svare til eremitkrebsens stemning: Esperanza – håbets grønne ranker slynger sig mellem tangorytmernes rigide gitterværk.”

Spindelvæver og andre hemmeligheder på vejen (2002)
Siden århundredeskiftet har Nørgård komponeret omkring ti kortere klaverstykker – ofte “gratulationsstykker” til venner, bekendte og kollegaer. I dette tilfælde forbindes to stykker af denne type, forbundet af en improviserende passage med tråde fra begge. Om værket skriver Nørgård:

“De to korte klaverstykker kan betragtes som enkeltstående Albumblade – her sammenhængende fremført. Spindelvæver er komponeret i 1998 til – og på opfordring af – min schweiziske komponistkollega Urs Schneider, i anledning af hans 50 års fødselsdag. Titlen er tilføjet senere – udfra satsens spindelvævstynde linier og i forbindelse med mit ønske – i 2002 – om at føje de to stykker sammen via en (halvt improviseret) overgang: en hvirvlende kadence, som introducerer den følgende musiks melodier, dens … “hemmeligheder på vejen”. Titlen på dette værk er lånt fra et Tomas Tranströmer-digt fra 1958 (og disse hemmeligheder – på vejen – kan samtidig karakterisere den foregående “spindelvæver”, komponistens kælenavn for en almindelig edderkop). Digtet lyder:

Hemligheter på vägen
Dagljuset träffade ansiktet på en som sov.
Han fick en livligare dröm
men vaknade ej.

Mörkret träffade ansiktet på en som gick
bland de andra i solens starka
otåliga strålar.

Det mörknade plötsligt som av ett
    störtregn.
Jag stod i ett rum som rymde alla
    ögonblick –
et fjärilsmuseum.

Och ändå solen lika starkt som förut.
Dess otåliga penslar målade världen.

Klaverstykket Hemmeligheder på vejen var en fødselsdagshilsen til den store svenske digters 70-årsdag i 2001.”

Ni Venner. Der gemmer sig også digte bag visse satser i denne suite fra 1984. I 1981 komponerede Nørgård et større værk for unge musikere (Slå Dørene Op! for oplæser, kor og orkester) til digte fra Brev i april (1979) af danske Inger Christensen (1935-2009) – et værk hun ved den danske uropførelse selv medvirkede i som oplæser. Musikken var bygget over en række enkle, dansante melodier baseret på komponistens såkaldte uendelighedsrækker, en af dem til en karakteristisk Inger Christensensk tekst af bevidsthedsudvidende undren:

Hvem ved
om granatæblet
ved med sig selv,
at det hedder
noget andet.
Hvem ved
om jeg selv
måske hedder
noget andet
end mig selv.

I Ni Venner dukker dette sangtema op i fire af satserne, hver gang let forandret eller i nye omgivelser – musikalske variationer beslægtet med de spiraler, digtet bevæger sig i. Et andet karakteristisk tema – mere indadvendt – væver sig ind i klaversuitens 2. og 8. sats (hhv. Secret – too og Opening, too). Denne melodi er dannet af tre nedadgående – rytmisk forskellige – kromatiske tonelinjer.

Om værket skriver komponisten:

“Ni Venner er en progressiv suite – bevægende sig fra største enkelhed til de senere stykkers nærmest virtuose anlæg. Hver sats har en tilegnelse, til – ja, en ven, eller veninde. Da alle kun er betegnet ved fornavn bliver suiten i den forbindelse en beskeden, humoristisk dansk lillebror til Elgars storslåede “Enigma”-variationer (hvis tilegnede venner på samme vis var halvt anonymiserede, og derved har udfordret til eftertidens gætterier om, hvem der mon dækker sig under hint fornavn).

Et par melodier – eller tre – genkommer undervejs, men altså i stadig mere krævende udformninger: nr. 1, 3, 7 og 9 har således en danseagtig, ørehængende melodi som gennemgående tema, mens tværtimod nr. 4 og 5 har en meget undvigende melodi (skal den opfattes to- eller tre-delt? Og hvornår hvad?). Nr. 2 og 8 har fælles en kromatisk, faldende melodi (der også indgik i instrumen-talværkerne Prelude to Breaking og Burn, samt i korværket Jeg hører regnen fra 1980erne). En enkelt sats, nr. 6, adskiller sig fra de øvrige ved sit – kun i denne sats præsenterede – pågående-energiske hovedtema: Big Brother.”

Nine Friends eksisterer i versioner for henholdsvis klaver og accordion. Klaverversionen uropførtes af pianisten og komponisten Herman D. Koppel (1908-1998), Per Nørgårds klaverlærer i 1950erne.

Der er et tidsmæssigt spring fra Ni Venner (1984) til cd’ens følgende værker, alle komponeret mellem 1959 og 1961. Fragment I-IV (1959-61), Ni Studier (1959) og Fire Skitser (1959) er samtidig værker, der selv – stilistisk – betegner et stort spring i forhold til Nørgårds tidligere tonesprog, som tydeligt var forankret i den nordiske, naturinspirerede tradition.

Omkring 1960 bryder Nørgård op og tager på opdagelse i nye musikalske rum og tonemæssige konstellationer. Det virker ofte, som om toner og rytmer på en måde opgiver tyngdekraften, musikken får en egen kølig skønhed – som stjernemønstre i et stort, vægtløst klangrum. At værkerne i disse år er udforskninger, mærkes ned i selve titlerne: Fragmenter, Studier, Skitser.

Nørgård, og flere i hans generation, var op til 1960 optaget af at afprøve radikale, nye kompositoriske veje – ofte særdeles matematisk baserede veje, og om disse nybrydende klaverværker omkring 1960 skriver komponisten (i 2009):

Fragment I-IV for klaver – tilegnet pianisten Margot Pinter – er komponeret 1959-1961. Jeg uropførte værket d. 12. februar 1962, på en koncert hvor også Fragment V for violin og klaver (Mogens Brendstrup og Per Nørgård) og Fragment VI for seks orkestergrupper (Århus Byorkester, dir. Per Dreier) opførtes.

De fire stykker rummer de første klanglige resultater af min fordybelse i den – i 1959 fundne – fraktale “uendelighedsrække” (fraktal angiver en egenskab ved fx visuelle mønstrede former, der kan optræde i en uendelig ‘mikroskopering’, hvor figurer for tilskueren genkommer på stadig mere forstørrede udsnit af den oprindelige fraktalform). Således kan såvel nodelæser som tilhører i fx Fragment III følge før-stetaktens seks toner genkomme i meget langsommere skikkelse en oktav dybere i venstrehånden (der kun “når” disse seks toner i løbet af satsen), analogt med fordybelsen i den omtalte visuelle fraktalform.

Hvert Fragment har sin egen fremtrædelsesform: Fragment I består af to staccato-melodier (med indbyggede pauser), der forbindes til en helt tredje melodi. Fragment II hakker og stammer sig igennem (fire) forskellige, kortere tonevarighe-der, der dog er næsten ens (og bl.a. omfatter enkeltstående trioltoner umiddelbart før eller efter toner af andre, ligeledes korte, varigheder). Store krav stilles herved til pianistens minutiøse opmærksomhed for denne fintkornede rytmeverdens detaljer!

Af de fire stykker udviser Fragment III mest umiddelbart tilgængeligt kompositionsteknikken med den omtalte indledningstakt der fraktalt projicerer sig seks gange så langsomt, og oktaven dybere, i venstrehånden gennem resten af satsen. Frag-ment IV er en slags skygge, der reproducerer – omend vagt og “drømmende” – samtlige meloditonerne fra Fragment III, men nu også som “lodrette” aftryk (akkorder).

Fragment III og Fragment IV (1961) er således de første stykker baseret på den såkaldte uendelighedsrække, men personligt opfatter jeg Fragment I (1959) og Fragment II (1960) som mest fremadpegende, i deres transparente ”énstemmige polyfoni” og flertydige rytmik.

Den eneste hørbare forbindelse mellem de fire fragment-satser er nok at de alle repræsenterer helt nye tilgange til min måde at komponere på sammenholdt med mine værker før 1959."

Ni Studier fra 1959 er tilegnet pianisten Elisabeth Klein. Værket uropførtes af Anker Blyme den 6. marts 1960 på Statens Museum for Kunst, København, sammen med Fire Skitser. De ni satser er placeret symmetrisk omkring en midte (sats 5), som så – rimeligt nok – kaldes Intermezzo, en art akkompagneret recitativ med en kort, sangbar melodi, der omsider optræder i overstemmen efter en lang to-stemmig indledning (og før et lige så langt efterspil).

Dette midterakse-intermezzo er nok den kompositorisk frieste af alle satserne. I modsætning hertil er de øvrige så strenge i deres satsteknik, at de nærmer sig, hvad der kan kaldes “præ-determinerede” (forudbestemte), for så vidt at deres udgangsmotiver – fra fire- til elleve-tonige – forvandler sig gradvis, fra præsentation til præsentation, til helt nye melodier.

Denne udvikling af en fåtonig kerne til en lang melodi foregriber den kort tid efter fundne (eller opfundne?) – i mange år eftersøgte – uendelighedsrække.

Men væsentligst for satsernes individuelle karakterer er i Ni Studier dog melodiens (tonerækkens) kobling til en rytmerække, hvis antal af varigheder imidlertid altid afviger fra tonerækkens antal – med en forskel på en enkelt varighed, hvorved melodiens kontur konstant ændres. Udover rytmebilledets nævnte variationer kommer endvidere fortsatte transpositioner af grundmotivets enkelttoner: ved hver genkomst transponeres en af motivets toner (fx et kvint-interval op eller ned, eller et kvart-interval op eller ned). Denne teknik er beslægtet med praksis i 1400-tallets europæiske vokalpolyfoni, hvor på samme måde en genkommende melodi (tonerække) kaldet “Color” – ofte en del af en gregoriansk sang – kombineredes med en genkommende, divergerende varighedsfølge (rytmerække) kaldet “Talea”. Genkom-sterne af grundmelodien vil således altid fremstå i nye rytmiske skikkelser. Dette komplex af forudbestemmelser udgør i tre satser (anden del af sats 1, samt 3 og 7) hele kompositionen! For de øvrige satsers vedkommende resulterer de omtalte procedurer “kun” i ledsagestemmen for en dansant ‘fri melodi’ – der dog ikke er mere fri, end at den altid skaber konsonerende samklange med ledsagelsens samtidige toneansatser, og blandt disse (: overtoner) kun oktaver og kvinter, altså igen: tæt på en form for énstemmig musik.

Fire Skitser, op. 25a fra 1959 er tilegnet Anelise Knudsen (tidl. Nørgård) og uropførtes af Anker Blyme den 6. marts 1960 på Statens Museum for Kunst – sammen med Nine Studies. Fire Skitser kan opfattes som en – meget lille – lillesøster til Ni Studier fra samme år. Som i Studierne anvendte jeg den omtalte konstruktive teknik beslægtet med middelalderlig Color/Talea-praksis: et melodisk forløb parres med et rytmisk forløb, der altid har én varighed mindre end antallet af toner. Fire Skitser er dog alle lette og gennemsigtige, sammenlignet med de Ni Studiers komplekse tæthed. Satsernes har følgende karakterbetegnelser:

1.    Frit strømmende
2.    Lunefuldt
3.    Bevægeligt – Langsomt (uden fast metrum)
4.    Graziøst tilbageholdende

I Skitse nr. 3 genhøres hele tonerækken fra Skitse nr. 1, men her mere vagt og med indslag af akkorder – analogt med tredje og fjerde sats af det senere Fragment I-IV.”

Værker som Fire Skitser (1959) og Ni Venner (1984) – adskilt af 25 år – synes at klinge som musik fra to forskellige verdener, nærmest af to forskellige komponister. For Per Nørgård er de imidlertid kun forskellige på overfladen – sammenknyttet af samme røde tråd i den kompositoriske vævning.

Ivan Hansen, 2009

Release date: 
august 2009
code: 
8.226089
FormatID: 
CD
CoverFormat: 
Jewel Case
Barcode: 
636943608920

Credits

Indspillet på Det Fynske Musikkonservatorium i maj og oktober 2008
Producer: Torben Sminge
Teknik: Claus Byrith
Mastering: Claus Byrith

Grafik: Denise Burt
Design:

Materialer og kilder: Edition Wilhelm Hansen og

Udgivere: © Edition Wilhelm Hansen AS, , og Edition Samfundet, (Violin Sonata no. 1)

Dacapo Records takker Dansk Komponist Forenings Produktionspulje/KODA's Fond for Sociale og Kulturelle Formål for økonomisk støtte til produktionen.

Denne CD er blevet til i samarbejde med Det Fynske Musikkonservatorium.